Jeg har ikke kunnet komme ind på bloggen i hele dag, men nu lykkedes det, og så har jeg egentlig ikke tid til at blogge. Vil bare ønske jer allesammen en uhyggelig halloween og fortælle, at jeg tror, jeg har den allersidste sætning i 'Majbritt' klar:
For nogen måneder siden var jeg på et seminar, hvor vi blev bedt om at dele os ind efter det fag, som vi bedst kunne lide at have i folkeskolen. Jeg valgte dansk. Eller rettere sagt dansk/norsk, eftersom der i denne norske forsamling næppe ville være andre, der kom til at vælge dansk. Til min store overraskelse var der heller ingen, der valgte norsk, så jeg fandt mig selv stående mutters alene, mens alle andre samlede sig i trygge grupper under titlerne: Orientering; Musik; Gymnastik; Matematik; Religion; Formning.
Det var som om, jeg var en lille forræder, der jeg stod. Selv syntes jeg, at det var dybt underligt, at jeg var den eneste, der elskede dette fag højets i skolen. Måske har det noget med nynorsk at gøre? Jeg ved det ikke, men jeg elskede virkelig dansk. Jeg elskede det også i gymnasiet. Jeg elskede ganske enkelt at forme bogstaver til ord, der igen kunne formes til smukke fuldendte sætningsguirlander. Dansk stil var en ren nydelse.
Det kan virke som en meningsløs passion både for mig selv og andre, for mens andre laver ting af stof, papir, garn og tråd, skriver jeg bogstaver ned på et stykke papir. Mens andre klæder deres børn i egne kreationer, møder jeg mine omgivelser tomhændet og fraværende, konstant på jagt efter den perfekte beskrivelse.
Jeg fyldes af dårlig samvittighed, når jeg bruger mine fridage foran computeren. Der er så mange ting, som skal gøres. En indre stemme gør mig opmærksom på, at jeg hellere burde bruge dagene fornuftigt. Men så er det, jeg bliver gal og stamper i jorden. Er det at skrive ufornuftigt, bare fordi jeg ikke længere skriver på en dansk stil? Nogen må vel for h...... skrive!
Jeg ånder et sted mellem 'a' og 'å', men det har taget mig mange år at forstå, at det hænger sådan sammen. Det er en okay erkendelse, for nu kan jeg ikke bare negligere det, og andre får ikke lov til at ignorere det.
"Jeg kan ikke holde ud at sove her.", siger Majbritt med en stemme, der er tappet for energi.
"Det kan jeg godt forstå." Majken stryger sin hånd nedover Majbritts venstre overarm: "Vil du låne campingvognen?"
"Tak." Majbritt løfter blikket og ser Majken ind i øjnene: "Hvis det ikke er til for megen besvær?" "Ork nej," siger Majken og vifter sin højre hånd foran ansigtet, mens hun blæser med munden: "Den står jo alligevel ude på campingpladsen. Vi skal ikke bruge den, mens du er her."
...
Majbritt går mellem rækkerne af campingvogne. De fleste er tomme, men af og til dukker der en vogn op med lyset tændt. Hun har en lommelygte med, så hun kan se, hvor hun træder. Det er bælgravende mørkt. I det fjerne kan hun høre vesterhavets brusen.
"Nå, er det ved at være sengetid?"
Majbritt hopper forskrækket og søger i mørket med lommelygten. Et stykke foran hende på en tilstødende sti, står der en mand.
"Undskyld. Blev du forskrækket? Det var sgu ikke meningen." Manden ler.
"Det gør ikke noget.", siger hun og går videre.
"Det bliver tidligt mørk nu, hva'?", siger manden og tænder en cigaret.
"Ja. Godnat.", siger Majbritt og nikker, idet hun går forbi ham.
"Er det dig, der bor i Kenneth og Majkens campingvogn?"
"Øh, ja."
"Det er nogle herlige mennesker!"
"Ja.", siger Majbritt og føler sig tvungen til at stoppe op.
"Vi kommer en del sammen med dem, Tove og mig. Ja, jeg hedder forresten Preben."
Majbritt kan kun se omridset af ham og gløden fra hans cigaret, når han suger røgen ind. Lommelygten holder hun ned langs siden, så den lyser på hendes sko.
"Hvor kender du dem fra?", spørger Preben.
"Majken er min storesøster."
"Er du Majbritt? Er det dig fra Norge? Det var sgu synd, det med jeres far. Det havde Majken ikke brug for nu."
"Nej.", siger Majbritt tøvende.
"Vil du ikke med indenfor? Tove har lige lavet kaffe."
"Jeg ved ikke...jeg er egentlig på vej i seng."
"Aarhh, kom du med indenfor en lille tur, det har du såmænd godt af. Du kender vel ingen her?" Preben vifter i mørket med sin højre arm. "Kom."
"Jeg kan ikke sove, hvis jeg drikker kaffe om aftenen."
"Men så en øl da? En øl kan du vel sove på?"
"Jeg behøver altså ingenting."
"Dét går Tove ikke med til.", ler han og viser hende ind i et blåt fortelt med plastikruder. Der hænger en lysekrone over et grønt plastikbord med grønne plastikstole rundt. Der er gulvtæppe på gulvet og en hæklet dug på bordet.
"Se, hvem jeg fandt, Tove!", råber Preben ind i campingvognen. "Majkens lillesøster. Du ved hende, der bor i Norge!"
Tove dukker frem i døråbningen. Hun smiler mod Majbritt: "Neej, er det dig, Majbritt?"
"Ja.", bekræfter Majbritt.
"Det var vel nok hyggeligt. Vi har hørt så meget om dig!"
...
Sangen nedenfor er valgt, fordi den minder mig om utallige ferier i Blåvand og om min kære tyske svoger, der synger denne sang ti gange bedre end disse to! :)
I husker nok, at jeg for en stund tilbage fortalte, at jeg havde foræret mig en masse ting fra forskellige bloggere. Det har været en sand fryd. Den sidste pakke kom i fredags, og den har frydet mit øje og prydet Villa Rosas køkken!
Det er den glade og farvestrålende fødselsdagsbakke, som I ser ovenfor. Nogen af jer genkender måske stregen bag? Det er den herlige svenske Maria, der har bloggen Jag blommer. Samtidig driver hun en netbutik, hvor man kan købe alle hendes pragtfulde produkter. Den finder I her.
Noget af det, der er så dejligt her i bloglandia, er gavmildheden, der råder overalt. Alle er villige til at hjælpe, og alle deler rundhåndet ud af både ros og gaver. Det er da fantastisk, er det ikke? Maria deler også rundhåndet ud, for sammen med bakken sendte hun tre gratis kort, som nu skal indrammes og glæde mig ved min arbejdsplads.
De tre kort eller billeder, som de bliver til hos mig, skal minde mig om alle de, der tør at kaste sig ud i den blomstrende kreativitet. De skal hviske små beskeder til mig, når jeg føler, at arbejdet med 'Majbritt' er forgæves: "Se op på den glade lille frie fugl der. Se hvor den basker med vingerne. Ser du, hvor glad den er? Ser du, hvor højt den flyver? Tror du ikke, den også havde sin tvivl i begyndelsen? Tror du, at den aldrig har været ræd for at ramle til jorden med et stort brag? Er de vinger, der bærer den, stærkere end dine?"
God torsdag til jer allesammen. I skal vide, at jeg sætter uendelig stor pris på jer allesammen og jeres kommentarer. De holder mig oppe og giver mig mod til at fortsætte med at skrive.
Audun rømmer sig, da Majbritt siger, at hun må rejse hjem til sin storesøster i nogen dage. "Skal du bo hos Kenneth og Majken?", spørger han og rømmer sig en gang til. 'Kenneth' får en mere sofistikeret klang, når det udtales på norsk.
"Nej, de har ikke så god plads. Jeg tror, jeg overnatter i fars hus. Vi skal jo alligevel tømme det."
Audun ser på Majbritt bag sine mørke hornbriller. Han stryger en hånd gennem sit hår. Han har bemærkelsesværdig kraftigt hår til at være over 50.
"Hvornår tror du, du kommer tilbage?"
"Det ved jeg ikke. Det kommer lidt an på, hvor meget der skal ordnes."
Audun hælder vand i stempelkanden. Det dufter godt, når det kogende vand blander sig med de nymalede kaffebønner. Hvis Majbritt er alene hjemme, køber hun en færdiglavet kop kaffe på kaffebaren nede på hjørnet eller også drikker hun te.
"Læste du Neumanns artikel?", spørger Audun og peger på dagens udgave af Aftenposten.
"Nej.", svarer Majbritt i en undskyldende tone.
"Det bør du gøre.", siger han og sætter sig ned ved spisebordet. "Kommer du til forelæsningen i morgen?"
"Det ved jeg ikke helt endnu. Jeg må få handlet og vasket tøj inden, jeg rejser."
"Jeg regnede ellers med, at du kom."
"Jeg skal se, hvad jeg når."
"Og middagen? Kommer du til den?"
"Ja, det er klart."
"Hmm.", lyder det fra Audun.
Majbritt står en stund foran ham, men han er allerede dybt begravet i sine aviser. Så går hun ind i stuen, men tøver og går atter ud i køkkenet. Hun ser på Audun, mens hun hælder kaffe op i en kaffekop. Hendes hånd forflytter sig, og hun kommer til at hælde varm kaffe på sin pegefinger: "Av for satan!", hvisker hun og skynder sig at sætte stempelkanden og kaffekoppen fra sig på køkkenbordet. Hun ryster fingeren og puster på den. Den er blevet rød der, hvor kaffen ramte den. Hun holder den ind under vandhanen. Hun ser over skulderen på Audun, han betragter hende med et lille overbærende smil: "Du må passe bedre på dig selv.", siger han, imens han tager brillerne af. Han har for vane at bide i den venstre brillestang.
"Skal vi spise ude i aften?", spørger han og ser atter ned i avisen.
"Det kan vi godt. Skal jeg bestille bord et sted?"
"Gør det. Skal vi sige klokken otte?"
Majbritt ser op på uret på køkkenvæggen. Klokken er 16.45. Hun er allerede skrupsulten.
"Kan vi ikke spise lidt tidligere?"
"Jeg vil gerne se tv avisen først. Det ved du jo."
"Nå ja." Majbritt smiler et af sine små smil. "Så bestemmer jeg stedet."
Audun nikker fraværende. Han læser. Det er let at se, for han lader sin højre pegefinger køre hen over linierne, imens han tygger på den venstre brillestang. Tænk, at hun en gang syntes, at det var sexet.
Når min hjerne først begynder at cirkulere omkring et emne eller en tematik, så hopper den altså ikke ud af ringen, før den er blevet til en flot spiral. Lige nu optager Majbritt/Majken mig jo meget, og arbejdet med romanen afføder hele tiden nye uafdækkede områder indenfor samme tematik.
I ved allerede, at jeg skaber mine personer ved hjælp af musik. Der må ganske enkelt være en musikalsk link mellem den opdigtede person og mig. Det er som om jeg føler denne tekstens person gennem musikken - personen får en rytmisk puls.
Når det gælder Majken og Kenneth, er musikken på plads. Den kom uden problemer. Sådan er det ikke med Majbritt. Hvem er denne Majbritt? På mange områder ligner hun mig, akkurat ligesom Majken ligner mig på en del områder, og der hvor Majken ikke ligner mig, ligner hun andre kvinder, jeg kender og holder af. De områder, hvor Majbritt og jeg ikke deler personlighed, er totalt fremmede for mig, og jeg finder heller ingen i mine omgivelser, som kan bruges som inspiration.
Så nu sidder jeg her og forsøger at skabe den musikalske link. Det er vanskeligt. På en måde ville det fungere bedst, hvis jeg kunne finde noget musik, som jeg aldrig har hørt før, og som jeg så kunne udforske.
Jeg forsøger at lede efter musik, men jeg synes, det er vanskeligt. Majbritt færdes i helt andre kredse end jeg. Hun er sammen med den noget ældre Audun, og han har nok haft en særlig indflydelse på hende. Også når det gælder musik. Majbritt og jeg er jævnaldrende, og jeg har bestemt mig for, at hun, ligesom jeg selv gjorde, festede til lyden af britpop i sin studietid, men så forsvandt det i mødet med Audun. Han havde nemlig ikke sansen for den slags musik.
Er der mon nogen derude, der kan være behjælpelig med at finde musik, som jeg kan udforske, for på den måde at finde en link til det fremmede i Majbritt?
Og når vi nu snakker om britpop, vil jeg (som en anden Jørgen de Mylius) spille nogle sang for jer, som jeg ikke har hørt siden 1996/1997.
Kagen, I ser ovenfor, er ikke bagt i dag, men en helt anden dag, hvor jeg var fuld af energi og overskud. "Vi bager da lige en kage!", sagde jeg den dag. Dét gør jeg ikke i dag! Mit hoved er umådelig tungt, og om lidt skal jeg på arbejde og agere glad og energisk.
Jeg forsøger med en kop kaffe. Den dufter godt. Jeg drikker kaffe fra en lille to-koppers stempelkande. Den er sort. Ligesom min samvittighed.
Jeg har over længere tid følt, at hverdagen sluger mig. Jeg kæmper hele tiden med at holde hovedet ovenvande, men for at være helt ærlig, så synes jeg ofte, at jeg befinder mig i en modbydelig bobbel, som forhindrer mig i at tænke klart.
Tiltag må til. Hvad gør man? Jeg er jo et kaosmenneske, men jeg kan ikke blive ved med at bruge dét som undskyldning. Noget må gøres med al denne kaos. Den må sættes i system, for ellers tager den overhånd. Og når kaoset tager overhånd, forsvinder dagene uden, at jeg får gjort andet end at tænke/skrive på Majbritt ... og Majken.
System! For det første må jeg begynde at lægge mig tidligere. Senest 22.30. Af dette følger en naturlig overgang til tidlige morgenstunder. Rengøring må ske i små portioner, men i langt hyppigere grad end nu for tiden. Faste rutiner på opfølgning af ungerne.
Mindre sofa og fjernsyn. Mere aktivitet og radio.
En middelslang gåtur om dagen.
Nu er kaffen drukket, og jeg må forlade mine kaostanker for en stund.
Desværre bor en del af den, jeg er, netop i mit indre kaos...
Den morgen, da Majken ringer til Majbritt for at meddele farens død, får Majbritt ingen synlige reaktioner. Efter at hun har lagt røret på, går hun ud i køkkenet, hvor Audun sidder med dagens aviser og sin morgenkaffe. Majbritt åbner et køkkenskab og tager en kop og underkop frem, som hun lidt efter fylder med kaffe fra den stempelkande, der står på spisebordet. Hun sætter sig ved bordet og tager en af de aviser, som hun kan se, Audun er færdig med. Han plejer at lægge de færdiglæste aviser i en bunke for sig på den højre side af spisebordet. De abonnerer på fire aviser.
Tre dage efter sidder Majbritt i Majken og Kenneths køkken. Majken tager forskellige pålægspakker ud af køleskabet, margarine, en tube mayonnaise, en agurk og to tomater. Mayonnaisen er knækket på midten og lidt i bunden. Da Majbritt lidt senere bruger den, ruller hun den op fra bunden. Der er rugbrødssmuler i margarinen.
'Vil du se dødsannoncen?', spørger Majken og rækker Majbritt avisen.
Majbritt ser op fra avisen: 'Hvorfor står der Majbritt?'
Majken ser uforstående på hende: 'Ville du ikke nævnes?'
'Jeg hedder Maj nu!', siger hun med en streng stemme, mens hun ryster uforstående på hovedet. Hun har en rynke mellem sine øjenbryn.
Majken smiler: 'Jo, men det er der jo ingen her, der ved.'
'Det er da lige meget.'
'Det er da ikke lige meget, Majbritt.'
'Kan du ikke snart forstå det? Jeg hedder ikke Majbritt mere!'
'Her vil du altid være Majbritt.', siger Majken og rejser sig for at hente termokanden: 'En kop kaffe?'
'Nej tak!'
'Den er ellers god. Det er Café Noir. Kenneth synes, det er helt hul i hovedet at bruge så mange penge på den, men den er bare ti gange bedre end den, han plejer at købe i Aldi. Du skal da have en enkel kop!? Kom nu.' Majken hælder kaffe op i et krus med to hanke og med påskriften 'Til dagen derpå'.' Hun fniser, da hun rækker Majbritt kruset.
'Hvor er du bare for meget!', siger Majbritt og rejser sig fra bordet og går ud af køkkenet. Lidt efter smækker yderdøren.
'Hold da kæft, hvor det lettede!', siger Kenneth og rækker ud efter margarinen.
Da jeg vågnede i morges, havde jeg massevis af planer for dagen. Der var tusind ting, som skulle gøres, og under indtagelse af morgenmaden planlagde jeg i fællesskab med den øvrige familie dagen nøje.
Lige som vi skulle til at udføre første opgave, kom vores datter og viste sine arme frem: "Hvad er dog dette?", spurgte hun og pegede på nogle røde blemmer på sine arme. "Ja, hvad er dog dette?", svarede vi voksne i kor og rynkede både bryn og næser. "Det ser da ud som en allergisk reaktion." For at gøre en lang historie kort, så var det en allergisk reaktion, og vi tilbragte derfor den halve dag siddende på en skadestue, så vi kunne få at vide, hvad vi skulle stille op med datterens røde blemmer, der spredte sig med lynets hast.
Vel hjemme igen løb vi ind i vore søde naboer, og inden længe sad de i vort køkken, og da gik snakken om nye og gamle nyheder. Det viste sig, at vi følger meget dårligt med i, hvad der egentlig sker her i gaden. Folk har jo flyttet uden, at vi har opdaget det!
Og nu sidder jeg så her og skal blogge om klimaændringer. Det virker så fjernt, når man har været fordybet i det nære en hel dag. Kan I fornemme paradokset?
Klimaet er det nære! Det er frygtelig let at glemme dette faktum, når hverdagen sluger én. Egen komfort sættes ofte øverst på listen. Jeg synes, det er vanskeligt at tænke på de klimaændringer, vi står ansigt til ansigt med. Det gør mig ængstelig og apatisk - der er så meget, jeg bør gøre. Der er så mange hensyn at tage. Hvor skal jeg begynde?
Hvis du har lige så mange spørgsmål som jeg så tjek Countdown to Copenhagen på hjemmesiden til Folkekirkens nødhjælp. Der er mange ting, som vi kan gøre øjeblikkelig, og en af dem er at skrive under på den globale underskriftindsamling, hvormed vi opfordrer den danske regering til at kæmpe for en fair og ambitiøs klimaaftale.
Nu har der været en uge, hvor jeg ikke har været helt på toppen sådan rent helbredsmæssigt, og en dag var der så meget mangel på overskud, at jeg fandt mig selv liggende i sofaen med et dødsygt program flimrende henover fjernsynsskærmen. Jeg er normalt modstander af at se fjernsyn på dagtid, men denne dagen var jeg bare så slap, at jeg begyndte at zappe.
Det var ikke, fordi der var noget interessant at glo på, men alligevel lå jeg der og så et amerikansk tv-program ved navn Tyra Banks. Har I nogensinde set det? Hun er en yngre udgave af Oprah, og jeg går ud fra, at hun henvender sig til de yngre amerikanske husmødre.
Tyra Banks havde en ung gravid kvinde i sofaen, og jeg blev simpelthen så gal, for de temaer, som denne Tyra bragte på bane, var hun slet ikke kvalificeret til at håndtere. Alligevel udgav hun sig for at være både psykolog og dommer.
Den unge hvide kvinde var gravid i 8. måned. For at tjene penge til sig og det barn, hun ventede, arbejdede hun på et lovligt bordel, og hun var populær blandt kunderne. Vi snakker altså om et meget kontroversielt tema, som jeg slet ikke er den rette til at udtale mig om. Dét som jeg til gengæld godt vil udtale mig om, var noget som denne Tyra sagde.
Tyra Banks anklagede den unge kvinde for at have svigtet den seks årige pige, hun én gang var. Den lille pige, der legede med sine dukker og drømte om at blive mor, når hun blev stor. Noget de fleste piger har leget og drømt om, tror jeg.
For mig var dette en frygtelig primitiv form for psykologi. Hvad vidste vel denne lille seks årige pige om fremtiden og selve livet? Har vi ikke alle svigtet, den vi var, da vi var små og uskyldigt uvidende?
Selv drømte jeg om at være hjemmegående husmor med fire børn og åben hus. Samtidig drømte jeg om at være forfatter, billedkunstner, skuespiller, melodi grand prix stjerne, gift med lille Per fra Far til fire, skolelærer, jubelnar og cirkusklovn! Jeg udtalte også en gang, at jeg ville giftes med min far, og jeg skulle iøvrigt aldrig flytte hjemmefra, for hvem skulle så tage sig af mine forældre? Naivt forestillede jeg mig, at jeg ville have de samme veninder gennem hele livet, og jeg drømte om at være hvid brud med slør.
Stort set intet af dette blev en del af min virkelighed. Har jeg dermed gjort mig skyldig i svig? Det mener jeg absolut ikke. Den lille pige er stadig en del af mig, men jeg kan ikke sige, at jeg ER hende. Hun forsvandt, og det skulle hun jo også, for ellers havde der været noget galt med mig.
Jeg hang mig selvsagt op i denne problemstilling på grund af mit arbejde med Majbritt. Tyra Banks kunne om nogen anklage Majbritt for at have svigtet den pige, hun var, da hun var 6 år. På en måde er det vel i bund og grund dette, skænderiet mellem Majbritt og Majken drejer sig om: Majbritt har svigtet det og dem, hun kommer fra.
Spørgsmålet er, om Majken kan tillade sig at anklage lillesøsteren for dette? Måske er det hellere omvendt: Det er Majken, der har svigtet sit eget potentiale? Når nu Majbritt har formået at tage en studentereksamen og sidenhen to universitetsgrader, kunne man så ikke tænke sig, at Majken kunne have gjort det samme - hvis bare hun havde haft det samme mod? Eller hvis hun havde foretaget andre valg? Gået af andre stier?
Måske ligger der noget selvhad og lurer i Majken, og måske ved Kenneth godt, at det forholder sig sådan? Måske tilbringer han lidt for mange timer ude i den garage for at slippe for at se sin kone rådne op i huslige pligter? Men hvad kan Kenneth egentlig gøre ved det? Og hvem siger, at højere uddannelse ville have ført til større lykke?
Er Majbritt lykkelig? Ville hun være blevet lige så lykkelig, hvis hun havde giftet sig med Bimmer? Eller har Majbritt en særlig drivkraft, som ville være kommet til udtryk uanset?
Hvad er det, der adskiller de to søstre fra hinanden? Kan man anklage dem for at have svigtet hinanden? Er det overhovedet så enkelt?
Jeg mærker, at det hele begynder at tage form. Jeg fornemmer personernes tvetydigheder. Mærker I det mon også? Sitringen før det hele bruser ud i fuld flor?
Til sidst vil jeg bare gerne dele denne sang med jer, fordi den afspejler min nuværende sindsstemning. Det blev denne kedelige video, fordi de andre udgaver synges i et hurtigere og mere muntert tempo. Så luk øjnene og lyt - og husk: DU er den smukkeste stjerne, uanset hvad og hvem du har svigtet!
Det er umuligt at lade være med at tænke på mit forrige indlæg, når det nu først er skrevet og udgivet. Hvad er egentlig trivielt? Jeg ELSKER jo det trivielle. Jeg elsker sangen Skib foruden sejl, som jeg skrev om forleden. Jeg elsker gud hjælpe mig Morten Korch! HJÆÆÆÆLP!
Men det trivielle kan også være skønt og livsbekræftende. Majbritt møder en gammel kæreste. Der står hun, og hun er ikke længere den, hun én gang var. Og et eller andet sted indeni sig skulle hun så inderlig ønske, at hun kunne være den, hun var. At hun bare kunne slette alt andet og finde tilbage til det sted, hvor hun bare er.
Ham der eksen til Majbritt, han hedder egentlig Thomas, men alle kalder ham Bimmer. Kender I Bimmer? Han er sådan en rigtig god fyr, der ikke går så nøje op i, hvad andre tænker og mener. Lige nu er han singel, og så dukker Majbritt op. Men hun er ikke den, hun var, men gid hun dog havde været.
Det lyder trivielt, men det behøver det ikke nødvendigvis at blive.
Sangen Sidste nummer findes i mange forskellige versioner. Alligevel er det bare én version, der vækker noget i mig, og det er denne her. Det er måden, hvorpå Kim Larsen synger ordene. Han formår noget, jeg troede, var umuligt - Han synger teksten, så den ikke bliver triviel.
Nu er det ikke, fordi jeg skal tvinge jer til at høre en hel masse musik, men som skrevet så mange gange før, så betyder musik uendelig meget for mig, når jeg skal finde de rigtige stemninger. Nedenfor er der et eksempel på en sang, der har samme tematik som Sidste nummer, men det formidles på en helt anden måde.
Sangen Eventyr for begyndere er en af mine yndlingssange. Den beskriver noget, som så mange forsøger at beskrive hele tiden, men den gør det på en måde, så det netop ikke bliver trivielt. Måske fordi sangen undlader at fortælle, hvad det var, de gjorde og i stedet burde have gjort? Lytteren får lov til at tillægge ordene sin egen tolkning, og dermed vokser sangen til noget mere, end det, den måske i virkeligheden var ment som?
Jeg sidder helt stille og lytter til lyden af stilhed i mit køkken. Nu er der jo ikke noget sådan som absolutte stilheder, med mindre man sidder i et lydisoleret rum, men det gør jeg ikke, så jeg hører altså lyde. Stilhedens lyde. Den lette susen fra køleskabet, computerens svage brummen, tastaturets klip-klappen, når mine fingerspidser rammer en tast og så den næste og en til...og der var sætningen fuldendt.
Jeg venter på Majbritt. Hun har været borte en stund, fordi jeg har haft for travlt til at tænke på hende. For at kunne skrive en roman kræves det, at man er i stand til at lukke alt andet ude. Bare en time eller helst tre om dagen. For mit vedkommende skabes romanen i ordene. Ikke som billeder i mit hoved eller på papir. Kun som bogstaver formet til ord og sætninger. Så for at jeg skal kunne skrive, må jeg have en rolig stund, hvor jeg kan sætte mig ved tastaturet og bare skrive. Vente og skrive. Tænke og skrive. Slette og skrive om.
Imorges vågnede jeg med et skænderi i hovedet. Ikke mellem mig og en anden. Mellem Majbritt og Majken. De skændes ikke længere om, hvorvidt banankasser er ideelle som flyttekasser eller ej. Nej, de skændes om noget langt mere essentielt. De er endelig nået det punkt i deres samvær, hvor de er dykket under overfladen og ned i materien. Det er nu det gælder, det er her sandheden skal findes. Hver især knuger de sig fast til deres egen skrøbelige sandhed. Det er denne de betror sig til. Det er denne, der bekræfter deres eksistens. Da er det måske ikke så underligt, at de kæmper med næb og klør for hver deres sandhed?
Og ingen forstår i grunden, hvad der er på spil. Og da slet ikke Kenneth, der bare ryster opgivende på hovedet før, han går ud i garagen. Han gider ikke høre på deres bavl. Han bryder sig i grunden slet ikke om Majbritt. Eller Maj, som hun insisterer på, at de skal kalde hende. Noget de selvfølgelig nægter. Hvem fanden er det også, der ændrer sit navn i voksen alder?! Skulle han så skifte til Ken eller Kent, måske? Hvad fanden ville Lennart og Henrik ikke sige til det? De vill dø af grin, ville de! Nu mangles det sgu bare, at Majken også vil kaldes Maj. Så har vi balladen! Kenneth ler hånligt, imens han hælder kaffe op i et krus, der burde vaskes, men han orker ikke at gå ind i køkkenet igen.
Det er vanskeligt at formulere et skænderi. Hvad er det to søstre kan skændes så indædt om? Det er barndommens utallige skænderier, der har vokset sig større og mindre banale. Desværre er der altid en fare for, at et sådant skænderi kommer til at lyde banalt, når det skal stå sort på hvidt.
Måske er det bedre, hvis de lader være med at skændes? Men hvordan skal jeg så nogensinde få hul på bylden? Skal de virkelig forblive uforløste overfor hinanden? Skal det hele findes mellem linierne - som små spor i en tekstlig labyrint? Skal Majbritt rejse tilbage til Audun uden nogen større indsigt i sig selv, således at det bare er læseren, der har fået denne indsigt?
Hvornår bliver en roman triviel, og hvad er det, der kan forhindre, at den bliver det?
I dag modtog jeg en mail, som satte mine tanker igang. Den var fra en medblogger, der bare lige ville sige, at hun godt kan lide det, jeg skriver. Et eller andet ved måden, hun formulerede sig på, gav mig en fornemmelse af, at denne medblogger egentlig syntes, at det hun skrev, var fjollet eller uden betydning for mig. Men sådanne tilbagemeldinger betyder uendelig meget for mig.
Jeg begyndte at skrive, før jeg vidste, hvad bogstaver var. Jeg formede sætninger inde i mit hoved, digtede op verdener, konstruerede små fortællinger. Det fyldte mig med en ophøjet glæde, som er vanskelig at beskrive. Mens andre bare så det, der befandt sig for øjnene af dem, var jeg beriget med et ekstra syn: Tekstens dansende ordleg. Alt fik en kontekst.
Før jeg begyndte at blogge, vidste jeg ikke, at andre kunne have glæde af mine 'kontekster'. Et eller andet sted dybt inde i mig, har jeg altid visualiseret mig selv som et skrivende væsen. Aldrig som et talende væsen, selvom guderne skal vide, at jeg taler meget. Men det er mest, fordi jeg bliver nervøs. Tavshed sammen med andre mennesker gør mig ubehagelig til mode. Jeg føler ikke, at jeg har lært mig kunsten at konversere.
I teksten kommer jeg-et til orde. Mit jeg. I teksten tør jeg være. Det samme gør sig gældende for andres tekster. Jeg kan med lethed forsvinde ind i en tekst. Da mister jeg mig selv i teksten, men jeg genfinder altid mig selv mod slutten. Da dukker jeg op til overfladen, beriget med nye erfaringer. Nogen gange får jeg hjertebanken over tekstens forførende evne. Hjertet hopper bogstavelig talt en linie over i en underfundig kombination af sorg og glæde.
Dette er mit forhold til tekst. Derfor er det måske ikke så underligt, at jeg fyldes af en lykkerus, når andre skriver til mig, at de kan lide mine tekster - at de føler, at teksten taler til dem. Det er præstationsangst og pågangsmod i en og samme følelse. Det er tekstskriverens sursøde præmis.
Det var ikke smart gjort - at tage på arbejde idag. Nu sidder jeg her foran skærmen og er helt udkørt.
Hvorfor jeg tog på arbejde, når jeg ikke er helt frisk?
For at smitte mine kolleger og elever?
Nej, det var samvittigheden, der tyngede mig. Jeg var feberfri og kunne spise morgenmad, og da er man vel på bedringens vej, ikke sandt?
Var der nogen, der hviskede pligtopfyldende?
Ja, er det ikke typisk?
Jeg skulle være blevet hjemme, for på mit arbejde var der så mange andre ting, som jeg tog med mig hjem, og som jeg kommer til at gruble over resten af aftenen.
Hvad er det, der kan redde sådanne dage?
For mig er det som oftest musik. Jeg må finde et eller andet, der kan flytte mig et andet sted hen. I aften blev youtube og iTunes redningen. Jeg har længe gået med to sange i mit hoved. Og når jeg skriver længe, så er der snak om virkelig længe. Ca. 10 år!! Nu må I huske på, at jeg bor i et andet land, og jeg har derfor ikke tilfældigvis, mens jeg for eksempel kører bil eller shopper i en butik, lige faldet over en eller anden lokalradio, der lige netop den dag, hvor jeg er tilstede, spiller disse sange. Faktisk har det taget mig en stund at finde frem til sangene, da jeg hverken kunne huske sanger eller titel. Men i aften var jeg stålsat på at finde dem, og tror I ikke, at den ene ledet frem til den anden?!
Den anden findes i en meget dårlig version på youtube, så den skal jeg spare jer for, selvom det er den, jeg er gladest for at have genfundet. Heldigvis var den at købe på iTunes, så det er nu gjort! Sangen er Skib foruden sejl med Anne Grethe og Peter Thorup. Bedre kendt som Island in the Stream med Dolly Parton og Kenny Rogers. Den danske version minder mig enormt meget om min barndom, og jeg kan bare ikke få nok nu, hvor jeg endelig har fundet den.
Sang nummer et er Jeg vil ha' dig. Ikke den med TV-2, nej nej, den med Sea Bee and the D'Generation. Husker I den? Jeg har sunget omkvædet tusindvis af gange: "Jeg vil ha' dig og ha' dig for mig selv. Og når sommeren er forbi, og du kysser mig farvel, så vil jeg ha' dig alligevel." Jeg var usikker på titlen - var det mon Jeg vil ha' dig? Jeg har før googlet hele omkvædet, og har da også fundet bandet,men jeg har aldrig fundet den på youtube. Tror I så ikke, at den netop d. 16.10.09 er blevet lagt ud på youtube? Åh, hvor jeg dog føler mig vidunderlig heldig!
Husker I mine damer? Her er det færdige resultat. I må for resten godt have lidt ondt af mig i dag, for jeg og sønnen er hjemme fra job og skole. Vi har hostekonkurrance i stuen, men vi tager det med godt humør: Sønnen får set den fodboldkamp, han gik glip af igår, og jeg læser og hækler på skift. Og så drikker jeg dejlig te.
Det er først, når sygdom indtræffer, at jeg virkelig mærker min krop og den vidunderlige skabning, jeg egentlig er. Da længes jeg efter friskheden og forstår, at jeg må værdsætte sundheden lidt mere i det daglige.
Så er vi hjemme igen efter en tur med indsamlingsbøssen til aftenens tv-aktion (her i Norge). Vi gik i samlet flok, dog med et ekstra klanmedlem - nemlig sønnens bedste ven.
Her sidder sønnike med en stopfuld indsamlingsbøsse. Han var træt, men så havde han også en lille smule feber. Alligevel var det ham, der insisterede på, at vi skulle ud at gå. Et eller andet må vi alligevel kunne, når det gælder børneopdragelse og det, at give dem nogle gode værdier.
God søndag derude i høstmørket og held og lykke til Norge - jeg håber, vi har samlet rigtig mange penge ind i det ganske land. :)
Da jeg var barn, var jeg en rigtig læsehest. Det er jeg stadig, men der var mere tid til det den gang, føler jeg. Jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, og jeg besøgte jævnligt den lokale bogbus. Ingen af mine forældre eller søskende var særlig vilde med at læse, men hos min farfar fandtes der et lille udvalg af bøger. Der fandt jeg Ditte menneskebarn, som jeg tudede mig igennem, og så fandt jeg Morten Korchs samlede forfatterskab.
Det specielle ved Morten Korch er, at mange af hans romaner blev filmatiseret i 50'erne og 60'erne, og de blev alle store biografsucceser. Det var disse danske melodramaer, mine forældre sad og holdte hænder til i biografens mørke, og det blev disse film, min far lejede med hjem, da VHS-afspilleren blev en del af vort hjem. Lidt tidligere end hos mange andre, da min far egentlig købte den til at have med ombord på sin fiskekutter, så han og de to øvrige besætningsmedlemmer kunne se film, når de sejlede ud og hjem. Men om vinteren var VHS-afspilleren at finde i vores stue, og så lejede far videofilm om søndagene.
Vi så dem alle sammen; Vagabonderne på Bakkegården, Krybskytterne på Næsbygård, Sønnen fra Amerika, Mosekongen, Det gamle guld, De røde heste osv. Titlerne afslører genren, men jeg skammer mig ikke. Dette er en naturlig del af min barndom: Danske melodramatiske lystspil med masse af sang og storslåen kærlighed.
Inde i nogle af bøgerne var der billeder fra filmatiseringen. Det var skønt og den evige hovedrolleindehaver, Poul Reichardt, var min store helt. Han minder mig faktisk lidt om min far, og måske er det noget af forklaringen på, hvorfor jeg var lidt småforelsket i manden. Mit hjerte smeltede, når han brød ud i sang, hvilket skete flere gange i en film. Min far brød aldrig ud i sang, men det var godt at sidde indtil ham og se disse gode gamle film. Sådan har vi ofte siddet sammen og fældet en tåre eller ti.
Man kunne regne med Poul, der på trods af alverdens prøvelser og svig var godheden selv, smilende og venlig. Og selvfølgelig har det præget mig. Alle disse film med stereotype kvinde- og manderoller. Jeg bærer det i mig, og det både beriger og hæmmer mig. Jeg værner om hjemmet som en anden forklædeklædt bondepige, der går og venter på sin mand, der selvsagt helst skal indehave nøjagtig de samme egenskaber som Poul. Samtidig længes jeg efter en karriere og større ligestilling. Jeg er både og.
Jeg vil ikke være foruden min barndoms Korch. Uden ham ville jeg næppe have været mig. Jeg har selv i voksen alder set mange af filmene om og om igen, og jeg græder hver gang. De rammer noget i mig, som jeg ikke helt ved, hvad er. Det er de store følelser og det gode danske bondesamfund, der for længst er blevet industrialiseret. Det er det rene bavl, men for mig har det en særlig værdi, fordi det binder et bånd til min far og farfar, der selv var bondemand.
Til sidst vil jeg vise Jer et klip fra filmatiseringen af Det store løb. Mit hjerte smelter den dag i dag, når Poul synger sangen Pigelil...jeg lukker mine øjne og forestiller mig, at det er mig, han har i tankerne...
Jeg elsker denne sang. Den passer utrolig godt til mit indre liv, og så må jeg bare tilstå, at jeg får sommerfugle i maven, når David Bowie synger sine vers. Denne version har ikke optimal lyd, men videoen er skøn, fordi man ser alle dem, der synger.
Kan I huske, at jeg smadrede vores køkkenvask? Jeg skrev om det i et tidligere indlæg. Det var sidste år i julemåneden. Den december måned hvor alt bare gik i vasken - bogstavelig talt. Men nu er vasken fin igen. Den store revne er dækket med de smukkeste sten, og vasken er blevet et glad og dekorativt indslag i vort køkken. Bedøm selv:
Den grønne farve på vort spisebord har længe irriteret mit øje. Den var blevet lidt for intens og dominerende, men skulle jeg virkelig til at svinge penslerne igen? Det tager så lang tid før, spisebordet kan bruges igen efter en tur med oliemaling, og det er i grunden lidt upraktisk med to små pil'fingrer i husstanden.
Så igår, da den lille dame og jeg havde hyggedag på café, så vi en lyserød voksdug, som bare passede helt perfekt ind i vores stil, og vupti så var det købt. Hjemme igen clipsede vi det fast på spisebordet, og det ser da fantastisk ud, ikke sandt?
Knap så fantastisk ser det ud nedenfra, men hvem er det også, der sidder der nede?
Det er ikke længere nogen hemmelighed, at jeg er et kaosmenneske. Kaos hersker i mit sind, og uden dette kaos ville jeg sandsynligvis bryde sammen. Det lyder måske som et paradoks, men det er helt logisk for mig. Nu skulle man måske tro, at det er skummelt at skrive så personlige indlæg, men det synes jeg egentlig ikke, at det er, for det er jo bare sådan, jeg er. Sådan har jeg i grunden altid været.
I mødet med andre mennesker er det umuligt for mig at lægge det personlige til side. Måske er det en slags søgen efter bekræftelse, måske er det bare den eneste måde, jeg kan møde andre mennesker på? For nogen føles det væmmeligt, at jeg er så hudløs, men det må de så slås med, for jeg kan ikke være anderledes. Jeg VIL ikke være anderledes.
For hver dag, der går, lærer jeg mig selv og virkeligheden bedre at kende. Jeg er evigt søgende. Der findes ingen urokkelige sandheder eller faste skønheder, er jeg kommet frem til, og det er noget af det, der holder mig i live. Det er måske i virkeligheden det, der er livet?
Der er en del, som jeg kender privat, der læser min blog, men det gør mig ingenting. Jeg skammer mig ikke over mine tanker og følelser. Tværtimod tror jeg, at de er genkendelige for mange. Det er i hvert fald mit indtryk, og det glæder mig. Der er kun én ting, som jeg synes kan være problematisk ved, at venner og familie læser min blog, og det er, at jeg ikke er i stand til at tale om mine indlæg. Jeg er i det hele taget ikke så god til dette her med at samtale. Så hvis noget af det, jeg skriver, skal debatteres, må det ske herinde...or forever hold thy tongue.
Jeg forestiller mig, at dette er noget af forklaringen på, hvorfor jeg ikke er medlem af en venindeflok. Jeg er ganske enkelt for personlig. Og så fikser jeg under ingen omstændigheder small talk. Hvis nogen begynder at snakke med mig om vejret, er jeg den, der er skredet. Hvad i alverden har jeg dog at sige om vejret? Hvad skal man mene om fænomenet? Langt mere interessant er det, hvis folk bare kunne være ærlige i stedet for al denne snik-snak. Tænk, hvis de i stedet for at snakke om vejret kunne fortælle en lille anekdote om sig selv? Byde lidt på sig selv; Kaste sig selv ind i ringen! Livets ring.
Folk skal selvfølgelig gøre, som de vil, men her hos mig, står det personlige i centrum. Dette er mit pusterum. Her får jeg luft for mine frustrationer og glæder, og det tror jeg, kassedamen i det lokale supermarked er glad for. ;)
I dag var der virkelig overraskelser i postkassen her til Villa Rosa. Det er Persilja og Kaspara, der har været på spil til stor glæde for lille mig. Her går disse to fremmede mennesker rundt og tænker på mig og sender avgårde smukke breve og pakker, og jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal sige tak. Så jeg gør det sådan her: TUSIND TAK!!!!!!!!!! Jeg danser og hopper af glæde og synes, at I er de skønneste kvinder i verden. Tænk, hvis jeg aldrig var begyndt at blogge! Hvordan havde mit humør da været ovenpå den fødselsdag, jeg havde mig i mandags?
Farveklatten, Persilja, der nu officielt er blevet min tredje storesøster, sendte denne vidunderlige pakke. Jeg må sige, at jeg nu har fået 'en dosis Persilja'. Det begreb er ensbetydende med:
Farverigdom og kreativitet. Se lige den taske. Den passer mere til mig end, hvad hun egentlig aner. Jeg har til og med nogle støvler, som matcher tasken!
Intelligens. Persilja er en meget intelligent kvinde. Efter, at jeg har fundet hendes blog, er jeg helt stoppet med at købe interiørblade, læse aviskommentarer etc. Hun har nemlig det hele!
Og her har Kaspara været på spil. Smuk, som en moviestar...
Den sidste der, er jeg ekstra glad for. Ser I, hvordan hun mænger sig frem og stjæler opmærksomheden fra de andre to. Skønner dominerende dame.
Her er det nydelige kort, Kaspara skrev til mig. Det var en dejlig smøre, men den holder jeg for mig selv ;)
Som Tak for gaveregnen vil jeg vise de to skønne kvinder et billede, som jeg tegnede for mange år siden. Det forestiller nabogården til der, hvor vi boede i Oslo. Det var før vi flyttede ned til Villa Rosa. Og det var før vi fik børn. Der var store vinduer i den lejlighed, vi lejede, og vi så mange sjove ting, som jeg ønskede at tage vare på.
Nedenfor ser I 'hånden'. En ensom mand, der for det meste sad i sin stue og så fjernsyn. Vi kaldte ham 'hånden', fordi vi i de første mange uger kun så hans hånd i skæret af en lampe, når han tog sig endnu et stykke pizza eller skiftede fjernsynskanal. Kort efter, at jeg havde tegnet dette billede, fik jeg dog set en hel del mere af 'hånden', end jeg strengt taget havde brug for. Det har sig nemlig sådan, at jeg en aften, da jeg skulle lægge mig, kom til at se over i 'håndens' stue. Den var tom, men ved vinduet stod der en tændt standerlampe. Pludselig stod selveste 'hånden' under lampen, og han havde ikke en trævl på kroppen. Han skulle slukke lampen, men så fik han øje på et eller andet på sin ene negl og blev derfor stående en god stund. Jeg nåede i hvert fald at kalde på min mand, der kom løbende og så det absurde syn: en hånd og en penis uden hoved!
Her nedenfor ser I kunstneren, der en dag stod nogenlunde sådan her i sin stue. Han var vel inspireret eller også havde han drukket lidt for meget rødvin? Hvem ved - jeg lo i hvert fald, og ned på papiret kom han.
Under kunstneren boede der nogle lidt mere kedelige mennesker, så dem gad jeg ikke at tegne. I stedet tegnede jeg et kollektiv, der er kommet lidt for tæt ind på livet af hinanden.
I underetagen fandtes 'Cecilies Neglesalong', og det er rigtig nok. Hun havde et flot diplom fra Tone-Lise Akademiet, men det hjalp ikke stort, for inden der var gået tre måneder, måtte hun dreje nøglen rundt. Men akkurat på denne dag havde hun noget at lave. Det var en af gadens fine fruer, der gerne ville have nogle kunstige negle, og det fik hun. Skønt Cecilie ikke sagde et kvæk.
Til sidst kan jeg fortælle Persilja, at jeg opdagede den lille overraskelse, der lå inde i bogen. Den står nu og pynter i min vindueskarm. Se selv.
Her ser vi så mig, frit svævende på en gynge. Igår, da jeg fyldte 35, var jeg også svævende, men det var i i frit fald og på ingen måde så elegant som på disse billeder!
Jeg blev simpelthen så skuffet over gemalens fødsesldagsgave og reagerede med en uheldig, og knap så klædelig, kombination af frustration, aggression og udmattelse. Heldigvis kom I, kære bloggere, humøret til undsætning med alle jeres søde kommentarer - tusind tak. Da var jeg svævende igen.
Svævende fortsatte jeg at være, for i postkassen lå min anden gave til mig selv: To billeder lavet af Katrine K. De var meget smukkere i virkeligheden, og de minder mig om en trist/smuk historie, som passede fint til gårsdagens sindsstemning.
Nu skal I høre:
For en del år siden så jeg en dansk dokumentar om en kvinde, der var døende af AIDS. Vi kalder hende Bente. Bente havde en lille datter på ca. 7 år. Hende kalder vi Sofie. Bente lå på sygehuset og ville ikke give slip på livet, fordi det samtidig indebar et farvel til Sofie, som hun elskede højere end noget andet.
Bentes mor og søster skiftedes til at sidde vagt ved Bentes seng, men de var trætte. De indrømmede på en ikke så særlig pæn måde overfor dokumentaristen, at de ønskede, at hun snart måtte dø. De havde sagt farvel et utal af gange, og nu ville de bare gerne have, at livet kunne gå videre...for dem. Søsteren indrømmede endda, at hun var godt træt af, at Bente på grund af sygdommen stjal al opmærksomheden. "Alle spørger til hende og sygdommen. Ingen tænker på mig og mit liv!"
Sofie var ked af det og forstod ikke så meget af det hele, for hvad er egentlig døden for en størrelse, når man er et barn? Hun stod ofte lidt i baggrunden og hørte på mormorens mange udtalelser. Også da mormoren fortalte, at Sofie ikke vidste, hvem som havde smittet Bente. "Jeg ved det godt, mormor. Det var ham med den røde sofa." Da blev mormoren helt stille.
Nu var det lige før Bente døde. Hun var bare skind og ben, der hun lå. Hun havde et sidste ønske: "Kan Sofie bo hos dig?" "Ja, Bente.", svarede Sofies mormor. Kort tid efter kaldte Bente på Sofie, og så døde hun. Da fortalte mormoren dokumentaristen, at hun selvfølgelig ikke kunne have Sofie hos sig. "Det var jo bare noget, jeg sagde, så Bente kunne få fred." Det betød åbenbart ikke noget for mormoren, at Sofie senere i livet ville kunne se denne dokumentar og dermed forstå mormorens bedrag. Jeg håber, de har fået snakket ud om dette, og at Sofie kan forstå mormorens valg, men jeg kan ikke lade være med at tænke på Bente.
I en af de sidste scener besøger mormoren og Sofie Bentes grav. "Så ligger hun altså dernede.", siger Sofie.
"Ja, indtil videre betaler jeg for gravpladsen, og så kan du jo se, hvad du vil, når du bliver stor."
"Hvad mener du?"
"Det er jo ikke sikkert, at du vil betale til gravpladsen. Hvis du ikke vil, fjernes den."
"Jamen, de kan da ikke fjerne mor!", udbryder Sofie.
"Til den tid er hun alligevel ædt op af regnorme og biller!", svarer mormoren køligt.
Det var en meget barsk dokumetar, som har brændt sig fast i min sjæl. Nu har jeg disse smukke billeder, som minder mig om Sofie og Bente - og ham med den røde sofa.
Med de to billeder fulgte disse smukke kort. De, som har fulgt min blog, kan nok se, hvilke jeg snakker om, siden de ikke var der, da jeg for en stund siden viste billeder fra mit skrivebord...
Rettighederne til alle originale illustrationer, billeder og tekster på denne side tilhører Rosa Velour. Vær venlig ikke at kopiere uden min tilladelse. Tak.
The copyright of all original illustrations, photos and texts on this site remains with Rosa Velour. Please do not copy without my permission. Thank you.
aW.jpg)
