FOKUSBLOGGEREN

Mixing Part

2011-03-20T19:30:00.006+01:00

Jeg har akkurat læst Erlend Loes roman Stille dager i Mixing Part. Den kunne jeg godt lide. Måske fordi den var letlæst. Jeg behøvede ikke at koncentrere mig mere end højest nødvendig. Den kunne læses på en aften. Hovedpersonen Telemann, der hader Tyskland, fik smilet frem på mine læber. Mange gange. Mixing Part er for resten google-translate af den tyske by Garmisch-Partenkirchen. Men det passer ikke. Jeg har selv prøvet at oversætte Garmisch-Partenkirchen fra tysk til engelsk, og det bliver ikke til Mixing Part. Det bliver i stedet for til Garmisch-Partenkirchen, men påfundet er morsomt. Mixing Part bliver til gengæld til Mischteil, men Garmisch-Partenkirchen forbliver Garmisch-Partenkirchen. Jeg kan godt lide det ord. Ligesom jeg forøvrig er vild med Torben Stenos sang Ausfahrt Bitterfelt.

Det er mig, der sidder på hug foran nogle af mine bøger. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan virkelig godt lide det billede. Jeg ser så lille ud, der jeg sidder og forsøger at finde en bog. En kogebog, tror jeg. Nu har jeg fjernet de to nederste hylder. Det var jeg nød til for at få plads til min computer, som jeg bruger som radio, musikafspiller og fjernsyn. Og eftersom mit liv udspiller sig i mit køkken, måtte jeg finde et sted til computeren, hvor jeg fik godt nok internetsignal til at kunne afspille de tre nævnte ting: radio, musik og tv. Hedder det mon internetsignal? I hvert fald var det akkurat der.

Telemann er interesseret i teater og den frodige engelske kogebogsskribent Nigella Lawson. Han kan godt lide at lave mad. Hendes mad. Hans kone, Nina, er norsklærer og helt vild med Tyskland. Derfor er de sammen med deres fælles børn på ferie i Garmisch-Partenkirchen. I selveste Mixing Part, som Telemann insisterer på at kalde byen, forsøger han at skrive et teaterstykke, men han lykkes ikke rigtig. Det bliver noget helt andet. Nina tager sig af børnene. Men hun tager sig også af sig selv. Noget, Telemann til sidst mener, er teater. Ægte teater. Telemann og Nina bliver til sidst til mixing parts og ikke missing parts.

Jeg er begyndt at læse igen. Nu læser jeg for eksempel den franske forfatter Anna Gavaldas Lykka er ein sjelden fugl. Det er smukt at læse romaner på nynorsk, men aller smukkest er det på teaterscenen. Sproget bliver kunstigt, noget der understreger, at det er kunst. Men jeg ved ikke helt, om jeg er enig i, at lykken er en sjælden fugl. Sidste weekend så jeg filmen Jeg elsket henne. Det er en filmatisering af en anden af Anna Gavaldas romaner. Det er en smuk og stille film. Ligesom Stille dager i Mixing Part handler den om det vanskelige ved at være et par. At være en del af et hele. Eller to uforenelige halve, der heles gennem en ydre materialisme.

Det føles helt okay at være single.

Energien kommer langsomt, men sikkert tilbage

2011-03-13T14:08:00.008+01:00

Jeg bager og eksperimenterer igen

Jeg skriver igen

Jeg studerer igen

Jeg fylder mit hoved igen

Jeg er kreativ igen

Jeg går amok igen

Pigen har fået et værelse igen

Jeg glæder mig over Designers Guilds smukke farver igen

Jeg siger JA igen

Jeg arrangerer fester igen

Jeg dyrker mine idoler igen

Jeg begynder at finde harmonien

Tankevækker på norsk morsdag

2011-02-13T13:54:00.004+01:00

1912: Vielsesritualet ændres, så kvinden ikke skal love manden underdanighed i ægteskabet.

1915: Kvinder får valgret.

1957: Kvinder kan blive værger for sine egne børn.

1966: P-pillen frigives.

1973: Provokeret abort legaliseres.

1982: Navneloven ændres, så kvinder ikke automatisk får mandens efternavn ved ægteskab.

Kilde: Pippi Power af Gitte Sørensen (2008), Det Schønbergske Forlag, 209.

En ny kvindelighed

2011-02-11T08:05:00.004+01:00

Der sker noget inden i mig, som jeg har svært ved at forklare. Det har noget med min selvfølelse at gøre. Og med min kvindelighed. Jeg er en kvinde, men jeg ved med hånden på hjertet ikke helt, om jeg nogensinde har følt mig som en kvinde. Hvornår bliver man en kvinde? Hvad er en kvinde?

Før kunne jeg møde kvinder, som jeg mente, var rigtige kvinder. De var ofte meget feminine og bevægede sig på en særlig sensuel måde, mens jeg selv bare traskede af sted ved siden af. En sådan kvindelig feminitet var jeg ikke selv i besiddelse af. Jeg følte mig alt for klodset og larmende til at kunne være sådan.

Men så skete der et eller andet. Det skete, mens jeg arbejdede med Majbritt (mit romanprojekt). Og det skete, mens jeg skrev denne blog, hvor jeg i mange indlæg reflekterede over min identitet, fordi jeg gennem bloggen begyndte at forholde mig til, hvordan jeg egentlig fortalte den fortælling, der (måske) er mig.

Pludselig opstod der en længsel i mig. En håbløs længsel efter at være hel. Jeg følte mig splittet. Jeg var én oppe i mit hoved og i min sjæl, mens jeg var en anden i de fleste af mine handlinger. Nogen gange smeltede de to forestillinger sammen til én, men som oftest levede de fjernt fra hinanden. Jeg levede fjernt fra mig selv - fra min kvindelighed.

Nu finder jeg mig selv som kvinde. Jeg vælger at vige opmærksomhed til de handlinger, som jeg tillægger kvindelighed og feminitet. Jeg tænder et levende lys, når jeg sminker mig. Jeg nyder at mærke mit lange hår mellem mine fingrer, når jeg sætter det op, så mit ansigt træder tydligere frem. Den røde læbestift bærer jeg med stolthed, som så mange kvinder har gjort det før mig. Jeg lytter til musik, der bekræfter min kvindelighed, og jeg sender en tanke til alle de kvinder, der tør at være sensuelle og benhårde på samme tid.

Mærkeligt nok forekommer det mig næsten lettere at være kvinde nu, hvor jeg lever uden en mand. Hvorfor det er sådan, undrer jeg mig over. Burde det ikke være omvendt?

Fejltagelser er indgangen til opdagelser

2011-02-09T17:26:00.009+01:00

Ovenforstående titel blev ikke valgt, fordi jeg føler, at skilsmissen er en fejltagelse. Slet ikke. Den blev valgt, fordi den husker mig på, at jeg ikke skal være bange for at fejle. Vi er vel alle mere eller mindre bange for at fejle, og dét, tror jeg, er uanset hvilken kontekst eller målestok, vi risikerer at fejle i. "Flyv ikke højere end vingerne bærer.", sang Lille Palle i min barndoms Giro 413, men skal det være mit nuværende motto, så kommer jeg jo aldrig til at flyve!

Før tænkte jeg, at jeg gerne ville få succes med det, jeg kastede mig ud i. Problemet var bare, at denne stræben efter succes forhindrede mig i at kaste mig ud i det allermeste. Succeskriteriet betingede fuldstændig kontrol, og for at være helt ærlig: Hvor meget har jeg egentlig kontrol over her i livet? I mikroperspektiv kan jeg have følelsen af at have kontrol over ting og tang, men i det store betydningsfulde perspektiv - dét, der virkelig batter noget - har jeg ikke kontrol over noget som helst, for der er det helt andre kræfter, der råder. Så nu vælger jeg at betragte fejltagelserne som opdagelser. Det er da unægteligt meget lettere at slippe kontrollen og "lade stå til" med opdagelser i vente. Når skumle handlinger forekommer som spændende læreprocesser er det lettere at le af mig selv. Og jeg SKAL lære at flyve!

På et punkt er jeg dog stadig ængstelig for at give slip og miste fodfæstet. Det er dér, hvor jeg sikkert kunne flyve allerhøjest. Dér, hvor alt svimler. Jeg snakker om forelskelse. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg muligvis kommer til at forelske mig. Nej, det er vel ikke akkurat forelskelsen, der plager mig, det er mere det faktum, at jeg kan forelske mig i hvem som helst! Hvad nu, hvis dén, som jeg forelsker mig i, viser sig at være rigtig dum? Eller en bavian! Eller en tyran! Eller som alle de andre... Eller tænk (skræk og gru), hvis det er én, det faktisk går an at give sig hen til uden frygt? Jeg mærker, hvordan kvalmen sagte men sikkert stiger fra maveregionen og op i halsen.

Det er 16 år siden jeg datede en fremmed. 16 år!! Jeg ved knap nok, hvordan man gør det, og alene dét at tænke tanken, giver mig myrekryp. For 16 år siden var jeg ung og ubekymret. Jeg vidste stort set intet om kærlighedens væsen. Hvad en partner skulle kunne give mig andet end forelskelsens korte men sødmefulde rus, havde jeg endnu ikke taget nogen form for stilling til. Jeg var en lille charmetrold, og jeg syntes, det var umådelig morsomt og livsbekræftende, når nogen forelskede sig i mig. Det føltes helt ufarligt. Sådan føles det ikke mere.

Når man har det sådan som jeg, så er det nok bedst at lade være med at løfte blikket. Men det kan jo ikke undgås. Forelskelse er ingen herre over. Den kan komme snigende, når jeg mindst regner med det. Det er uoverskueligt. Mulighederne for at fejle er store... Men hey, hør nu lige her: Hvis jeg intet risikerer, så opdager jeg jo heller ingenting! Måske er det sådan, at hvis jeg giver mig hen til alle livets muligheder, vil jeg en dag erfare kærlighedens sande væsen, og i det øjeblik, kan det jo faktisk henne, at jeg både fejler og falder ind i opdagelsernes eventyrlige verden?

Meditation

2011-02-08T06:09:00.003+01:00

De, som har fulgt lidt med her på bloggen, ved allerede, at jeg har lært at meditere. Det er en meditationsform, der baserer sig på mantraer. For mig fungerer det rigtig godt. Jeg har tidligere mediteret med fokus på åndedrættet, men med den metode fokuserede jeg så meget på mit åndedræt, at jeg slet ikke kunne finde ud af at trække vejret. Ved brug af mantraer slapper jeg fuldstændig af, og tankerne kommer under observation. Jeg vælger bevidst at skrive "tankerne" i stedet for "mine tanker", fordi jeg er begyndt at tage afstand til de tanker, der konstant ryger igennem mit hoved. For hvem siger, at de er mine? De kan lige så vel være min mors eller en venindes eller samfundets. Jeg ved det ikke, så indtil videre observerer jeg dem. Mine tanker har længe været kaotiske, og ofte har de været direkte ondskabsfulde - mod mig. Nu er jeg begyndt at tage afstand til dem og tænker: Hvorfor i alverden skal jeg give dem den glæde at tro på dem? Det gavner mig jo ikke.

Er dine tanker for eller imod dig?

Lad os flirte lidt mere...

2011-02-07T09:52:00.001+01:00

Gider du lige?

2011-02-05T17:47:00.012+01:00

Som skrevet tidligere, så ler jeg hver dag. Det er en herlig latter, der klukker og knækker på midten. Den sendes ud i energiske bølger, der omfavner alverden. Den vækker forundring og smil, og den holder af at få selskab, hvilket den heldigvis ofte får. Den er spontan og fuld af sarkasme og selvironi. Den gemmer sig ikke. Hvorfor skulle den dog også det? Den har ret til at være her, og den gør mig glad, selvom jeg ikke aner, hvor den kommer fra.

Samtidig med at jeg begyndte at meditere, anbefalede den norske blogger Portofritt mig bogen Pippi power af danske Gitte Jørgensen. Det er sjovt som kaoset omkring mig pludselig skaber sin egen finurlige sammenhæng, for der er ingen tvivl om at meditation og Pippi power er en fantastisk cocktail. I korte træk opfordrer Gitte Jørgensen alle kvinder til at iklæde sig en god portion Pippi power. Og det er slet ikke så dumt. Det er faktisk en meget god idé.

Efter, at jeg begyndte at meditere og tænke Pippi-tanker, har latteren sluppet sig løs i mig. Den bruser ud og fylder mig med gode vibrationer. Det er intet mindre end fantastisk, men det er ikke alle, der synes om det. Der er nogen, der bliver bange for sådanne tikkende lattermilde bomber. Det fik jeg erfare da en mandsperson, som jeg ellers respekterer, anklagede mig for at være for pjattet. Han mente, at det var irriterende at være sammen med sådan en som mig, som kun var til fis og ballade. Hvad skal man sige til det? Mit gamle jeg ville være gået ind i selvforsvarsfælden. Jeg ville have skabt mig grøn og svoret, at jeg da så sandelig ikke kun var til fis og ballade! At jeg rent faktisk havde en meget mørk side, som ville overraske ham, hvis han opdagede den. Men så var det, jeg mediterede og tænkte Pippi, og pludselig opstod der en følelse af lykke. Haha, jeg er glad. Kald det bare pjattet, om du vil, og gider du så lige movere din sværm af sorte skyer fra min side af solskinnet, makker?

Køkkendage

2011-01-29T17:57:00.006+01:00

Det gælder om at leve livet; at finde et åndehul, hvor man kan trække vejret uden, at det sætter sig fast mellem hals og bryst. Mit åndehul lige nu er mit køkken. Det er et okay sted. Det er mit.

Det bliver en lettelse den dag, hvor jeg kan skrive frit igen. Den dag, hvor jeg ser alle sammenhængene og ved, hvorfor jeg måtte gøre, som jeg gjorde. Den dag, hvor jeg uden skyldfølelse kan løfte min datter op på mit skød og trøste hende, når hun savner sin far.

Mit liv er ikke trist. Mit liv er nyt. Det er dét, det er. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg takler dette nye liv, men jeg står midt i det. Jeg står. Nye vaner er begyndt at snige sig ind. Dejlige vaner, hvor jeg sanser mig selv på nye måder. Jeg finder nye begreber. Jeg finder et nyt fodfæste her i livet.

Alt smager anderledes, og når jeg ser mig i spejlet, ser jeg ikke længere den, jeg var. Jeg har tabt mig ca. 17 kg. Mit blik er blevet stærkere, mit smil gladere, og hagen er blevet mere bestemt. Én mener, at jeg ser eksotisk ud, en anden kalder mig sensuel, mens en tredje siger, at jeg har et stærkt udtryk.

Jeg vil ikke sige, at jeg genfinder mig selv; jeg finder mig selv.

OVERSKUD & KREATIVT KAOS

2011-01-24T19:47:00.005+01:00

Ja til MIG

2011-01-21T17:16:00.005+01:00

Nu har jeg gået rundt i flere dage og pint mig selv med håbløse modstridende tanker, og så var det egentlig ikke så vanskeligt. Jeg sagde det bare. Sagde 'Nej'. Jeg skælvede, da jeg sagde det, men et sted langt inde i mig var der en lille stemme, der jublede, for med det 'Nej' sagde jeg 'Ja' til mig selv!

Jeg er ikke super god til at tage hensyn til mig selv og mine følelser. Det, jeg er bedst til, er faktisk at tilfredsstille andres behov. Jeg er typen, der kan sige 'Ja' til nogen, selv om jeg slet ikke kan hænge sammen af træthed. Det er en selvudslettende egenskab, som jeg forsøger at ændre.

Hvordan ændrer man sig selv i min alder? Det kræver en hel del øvelse, tror jeg. Det er fint for mig at gå igennem dette. En udfordring. Det er sjovt med udfordringer, men hvorfor skal det være så pokkers udfordrende? Det giver mig mavepine. Ikke sug. Pine.

I denne weekend har jeg meldt mig til et meditationskursus. Det er også en udfordring. Udfordringerne står åbenbart i kø. Jeg stiller mig i køen med hovedet højt hævet. Jeg retter ryggen og tager et forsigtigt skridt fremad. Føj, hvor jeg skælver, men jeg står stadig oprejst!

Og jeg ler HVER dag! Ægte latter fra mellemgulvet. Hjertelig og storsmilende. Jeg ler mest af mig selv og mine kaostanker. Det er da en god egenskab. Den behøver jeg ikke at forandre. Den bør hellere forstærkes.

Kan kærligheden mellem to mennesker antage en åndelig dimension?

2011-01-11T14:06:00.001+01:00

Dette er en af mine yndlingssange, og i denne version med Antony Hegarty rammer den mig midt i mavefølelsen.

Tænk, hvis kærligheden mellem to mennesker kunne være på denne måde.

Jeg ved det godt, når det kommer til de nære relationer, er jeg håbløs naiv.

Mavefølelser

2011-01-11T10:35:00.003+01:00

Der er dage, hvor jeg får åbenbaringer. Pludselig står jeg der under bruseren, og så kommer der helt uventet en åbenbaring. -Aha! Det var sådan, det var!!, tænker jeg, og som oftest smiler jeg, for nogen få af de manglende brikker i det store puslespil, der er mig, er faldet på plads i pausen mellem to tanker.

Jeg er et sted lige nu, hvor jeg forsøger at forstå mig selv og mit handlingsmønster. Det er vel meningen, at jeg skal få klarhed over dette, så jeg ikke gentager mine fejl. Eller så jeg i det mindste bliver bevidst om, at sådan er jeg, og sådan handler jeg altså. Dette er mig. Goddag verden!

Mange af mine fejltrin er blevet trådt i fornuftens bagende lys. Jeg har tændt for hjernen og rationaliteten, og så har jeg slået intuitionen fra. Jeg har svært ved at lytte til mine inderste følelser. Kan jeg ikke lide et menneske, giver jeg dette menneske både to og tre chancer. Nogen gange bestemmer jeg mig bare for at kunne lide vedkommende, selv om det vrænger sig i mig. Min mave skriger, mens mit hoved dysser den til ro.

Akkurat i disse dage går jeg igennem en proces, hvor min mave og mit hoved kæmper en hårdnakket kamp. Jeg ved ikke, om 'mit nye bevidste jeg' vinder kampen. Jeg er desværre let at overtale. Jeg ved det, for det er sket så mange gange før. Og personen, jeg er op i mod, er stærk. Meget stærk.

Spørgsmålet er: Skal mit nye eller mit gamle jeg vinde? Det er trygt at vælge det vante. Da ved jeg, hvad resultatet bliver. Det ender stensikkert med den velkendte og trygge følelse af utryghed. Jeg kan også vælge det utrygge nye. Det er et valg, som jeg ikke aner resultatet eller konsekvensen af - vil det på sigt give mig en større tryghed?

Jeg har allerede forsøgt mig lidt. Har sagt 'nej' et sted, hvor jeg tidligere ville have sagt 'ja'. Det var skummelt. Jeg lod mig næsten overtale til et 'ja'. Jeg lod mig i stedet for overtale til at tænke over det pånyt. Jeg tænker, så det brager. Min hjerne siger selvfølgelig 'ja', men i min mave findes der en knude, som bare vokser og vokser.

Jeg har bestemt mig

2011-01-07T07:20:00.006+01:00

Hver eneste dag er det så utroligt fristende at dejse om på gulvtæppet i mit køkken for bare at blive liggende i fosterstilling og ånde i kor med køleskabets brummen.
Hver eneste dag plager mine tanker mig med ord, som jeg slet ikke kan holde ud at tænke på.
Hver eneste dag får jeg en ubeskrivelig lyst til at lukke min dør for alt og alle.

Men jeg har bestemt mig for at stå oprejst. Jeg har bestemt mig for at trumfe tankerne med optimisme og positivitet. Og min dør står åben, fordi jeg har bestemt mig for, at mit nye liv ikke skal leves i ensomhed.

Hver eneste dag træder jeg forsigtige skridt på ukendte stier, men jeg har bestemt mig for, at hver eneste skridt skal opleves som en spændende oplevelsesfærd.

På søndag skal jeg konfronteres med hele den danske slægt. Det er første gang siden det, vi ikke rigtig snakker om, skete. Jeg har bestemt mig for at tage min røde kjole på, og jeg vil flette mit hår i to stramme fletninger, så mine tanker holdes i skak.

Jeg træner tanken hver eneste minut. Jeg har bestemt mig for at bloggen her skal hjælpe mig med netop dette.

Jeg har bestemt mig for at vælge lykken.

Gyngende grund

2011-01-04T17:43:00.006+01:00

2011 skal blive anderledes. Det lovede jeg mig selv nytårsaften. I 2011 skal jeg ikke tænke så forbandet meget. Nu ler jeg lidt, for hvad har jeg drevet med de første 4 dage i det nye år: Jeg har tænkt. Og ikke nok med det. Næh nej, kaostankerne har banket på, og jeg har kun i korte øjeblik formået at jage dem på flugt.

Det er vel på tide, at I, der stadig følger mig, får at vide, hvad der skete i 2010. Jeg separerede mig fra min mand, der nu skal kaldes eksmand. Eksmand. Ekskone. Eksliv. Eksempel.

Julen har været hård. Vores første jul som splittet familie. Hvordan skal jeg nogensinde komme mig igennem dette, tænkte jeg på et tidspunkt juleaftensdag. Vi valgte at fejre dagen sammen alle fire. Det hele virkede så kunstigt. Der stod jeg i Villa Rosa og tilberedte maden, mens han måtte spørge om, hvor de forskellige ting var. "Hvor har du sien nu?" "Skal jeg finde en dug?" Til sidst låste jeg mig inde på badeværelset og sad der en stund for at få styr på følelserne.

Det gik jo okay. Det blev en brugbar aften. Et minde, der godt kan lagres. Vi valgte at lave en helt anden menu. Kalkun. Den smagte godt. Jeg forsøgte at nyde det. Jeg så på børnene. De så så glade ud. De glædede sig over, at vi var sammen. Alle fire.

Nu er vi tre og én på skift hveranden uge. Hvad skal jeg tage mig til alle de dage, hvor jeg er alene? Hvad forestillede jeg mig? Hvad var det egentlig, jeg ville? Hvad gik der galt? Hvorfor kunne jeg ikke mere? Jeg ved det godt. Jeg ved det så udmærket godt. Jeg mærker det dybt derinde. Jeg gjorde det eneste, jeg kunne.

Jeg befinder mig på gyngende grund, men jeg har bestemt mig for, at 2011 skal blive mit år. Et belønningens år, selv om jeg måske i virkeligheden ikke fortjener nogen belønning.

I 2010 splittede jeg min familie.

Teksten, der forsvandt.

2010-12-16T12:33:00.007+01:00

Det er længe siden, jeg har skrevet noget. Ikke bare her på bloggen. Generelt. Ordene har siddet fastklemt i mellem hals og hoved. De fine kæder af bogstaver, der sværmerisk forførede mig, før ordblindheden indtraf, begyndte at danse en vanskelig tango, som jeg ikke kunne stoppe og heller ikke tage del i. De dansede forbi mit indre blik, og når jeg prøvede at fange dem for at skabe en slags struktur, slog de over i en diktatorisk march, som trampede afsted uden, at jeg ønskede at være med. Jeg kunne råbe efter ordene, men lige lidt hørte de mig. De vendte sig bare om og viste mig deres spidse og ondskabsfulde tunger. Hvor ofte faldt jeg ikke ned på knæ og bønfaldt dem om at stoppe denne galedans, men de sendte mig blot en hærskare af skinger tinnituslatter. Jeg holdt mig for ører og øjne. Jeg gemte mig under et lag af tæpper og dyner. Jeg besvimede i en strøm af umulige ord, der forfulgte mig, hvor end jeg gik.

Nu er det anderledes. De er blevet roligere. Der findes stadig ingen sammenhængende kæder af ord på række og rad, men de danser i en gladere rytme. Jeg begynder at forstå dem igen. En dag vil de atter samle sig og komme ud gennem mine hænder, min mund og mine handlinger. Snart vil jeg rette ryggen og se mine ord i den rette syntaks. Ikke i dag og heller ikke i morgen, men inden længe. Jeg føler det.

Jeg har sagt det før: jeg tænker i tekst. Teksten former sig gennem nattens ubevidste rørelser og vækkes til live, når dagen vågner i mit sind. Men i mange måneder har søvnen været tekstløs. Jeg har måske i virkeligheden ikke sovet? Hvad er der sket, tænker du måske? Alt for meget, er det eneste, jeg har at sige lige nu. Men jeg er her. JEG er her. Og snart er JEG måske også tilbage i teksten? Eller hvem ved...måske har teksten formet et nyt JEG? Det finder jeg vel ud af, når jeg igen begynder at få orden i de autonome ordrækker, der har besat mit univers så alt for længe? 2011 vil uanset blive en spændende rejse for mig.

Jeg vurderer at blogge igen...fordi nogen skrev en kommentar. Tak.

2010-12-02T15:28:00.001+01:00

San Diego Serenade

2010-08-20T10:13:00.001+02:00

- Er du lykkelig?, spurgte jeg en kvinde, som jeg holder meget af.
- Jeg er lykkelig nu. Det er nok for mig. Er jeg ulykkelig i morgen, kan jeg ikke gøre noget ved det i dag, svarede hun.
Det er et godt svar. Det handler om at leve i nuet og nyde eller i hvert fald være i de følelser, der findes i kroppen. Sorgerne kommer, når de kommer.

Selv har jeg en tendens til at tage sorgerne på forskud. Jeg bekymrer mig for ting, som jeg tror, jeg kan forudse. Det er unødvendigt. Jeg ved det, men det er vanskeligt at leve i nuet. Tag en dag ad gangen, foreslog en god ven. Det kræver øvelse.

Er det midtlivskrisen? Eller er det bare en erkendelse af, at jeg alt for længe har undgået at se mig selv i øjnene? Der er et slør over mine øjne, så det er ikke så let at se dem, men hvis jeg tager mig god tid og holder mit eget blik, så ser jeg nogen gange et strejf af noget, der kunne minde om lykke.

Hvid dug

2010-08-17T14:53:00.005+02:00

Jeg ligger oppe i soveværelset. Sengen under mig skælver eller også er det mig? Jeg er faktisk ikke helt sikker længere. Jeg har lagt her alt for længe allerede, og det hele flyder sammen i et rod af blomstret tapet, hjerteslag og skælven. Nedenunder er Peter i gang med at støvsuge. Ungerne ser på en dvd. Det er en film med flere korte episoder, for jeg hører kendingsmelodien om og om igen. Og så støvsugeren og min egen puls. Gæsterne kommer om lidt. Maden står klar inde i ovnen. Det dufter af rosmarin og citron. Amalie skriger. Peter råber noget, som jeg ikke kan høre. Det er uanset ikke mig, han henvender sig til, så jeg lukker øjnene og forsvinder ind i lydene af kaos. Jeg flyder på en seng af toner, som harmonerer med mit indre. Jeg gider ikke i aften. Skal jeg virkelig smile mig igennem aftenen? Mine kæber holder snart ikke til mere. Peter stikker hovedet ind til mig. Han har den bekymrede mine på. Burde han ikke bede mig om at tage mig sammen?
- Hvordan går det med dig?
- Jeg kommer ned om lidt.
- Okay. Jeg har dækket bord. Det var den hvide dug?
- Ja, det var den hvide dug.

Findes den?

2010-08-13T22:28:00.010+02:00

- Tror du på kærligheden?

- Hvad mener du? spørger Thomas, mens han tænder en smøg. Det lyser orange fra den, når han suger røgen ind i munden og ned i lungerne. Jeg mærker, at jeg ryster en smule i den kølige vind. Thomas ser på mig: - Skal jeg hente en dyne? spørger han og har allerede rejst sig. Han går ind i sommerhuset og kommer lidt efter tilbage med en dyne, som han putter omkring mig. Det føles godt.

- Mener du kærligheden mellem for eksempel en kvinde og en mand? spørger han, idet han sætter sig tilrette i havestolen.

- Ja, siger jeg og føler, at spørgsmålet er både barnligt og dumt.

- Ja, den tror jeg på, men jeg ved ikke, om jeg tror, at den varer evigt. I nogen tilfælde måske. Men varigheden er jo heller ikke så vigtig. Det vigtigste er, at man får lov til at opleve den en eller anden gang i livet, om den så bare er kortvarig.

- Det lyder trist.

- Kun hvis du er pessimist.

- Hvad mener du med det?

- Det er trist, hvis man aldrig oplever kærligheden, men får man lov til at opleve den på et eller andet tidspunkt, og de fleste mennesker oplever den heldigvis flere gange, så bærer man den med sig. Så lever den inden i en. Det er da ikke trist.

- Ser du sådan på det?

- Ja, det tror jeg.

- Men varer ægte kærlighed ikke livet ud?

- Ægte kærlighed... Thomas smiler. Pludselig synes jeg, at han er pæn, der han sidder i skæret fra stuevinduet. - Ægte kærlighed, Majbritt, er vel ikke anderledes end andre former for kærlighed. Jeg tror ikke, man kan snakke om, at en kærlighed er mere ægte end en anden. Det kommer vel an på den, der giver den, og den der modtager. Måske samsvarer følelserne ikke end gang, men det bliver kærligheden jo ikke mindre ægte af, vel?

- Nej...

- Der findes jo så mange måder at vise kærlighed på, Majbritt. Det ved du vel også godt, gør du ikke?

- Jo.

- Fryser du stadig?

- Nej, jeg har det fint.

- Skal jeg åbne en flaske rødvin?

- Hmmm, hvor mange er klokken?

- Den er ti minutter over ti.

- Så burde jeg vel egentlig tage tilbage til campingpladsen.

- Sker der noget der da?

Jeg ler: - Nej, der sker der ikke en skid, men jeg skal mødes med Majken i morgen tidlig for at pakke det sidste ned.

- Skal jeg køre dig tilbage?

Jeg ser ind imod stuen og mærker, at det egentlig ikke var det, jeg håbede, at han skulle sige.

Lift me

2009-11-17T09:38:00.017+01:00

Akkurat nu i dette øjeblik burde jeg sidde på min cykel. Nej, jeg lyver, jeg burde allerede sidde på mit kontor, begravet i mine nye lister. Krydse af og føle en slags god samvittighed og ikke denne underlige sorte, der synes at have indtaget min krop. Men jeg sidder altså her, for jeg må gøre noget godt for mig selv. Lidt mental balsam før jeg står ansigt til ansigt med det, jeg ikke har lyst til at se i øjnene. Og hvad er balsam for mig? I har nok gættet det - at skrive og lytte til musik.

Majbritt rejser sig op. Hun kan ikke se en hånd for sig og har ondt i anklen. Hun græder og kan ikke stoppe igen. Tårene og de ufrivillige lyde har for alvor taget overhånd, og hun står midt i mørket og lader det strømme frit. Hun skælver af kulde og gråd og indser, at hun ikke kan blive stående her i mørket. Hun finder sin mobil. Klokken er 23.55. Hun vurderer at ringe til Audun, men han sover sikkert allerede, og hvad i alverden skulle han også stille op? At ringe til Majken og Kenneth er fuldstændig uaktuelt. Desuden er de sikkert gået i seng. Hun putter mobilen tilbage i jakkelommen og begiver sig fremover i mørket.

Da hun har gået i et kvarterstid dukker sommerhuset med lyset op igen. Hun stopper atter op for at betragte sig selv i skæret fra udebelysningen. Hun bløder fra hånden og hendes bukser er brune af sand og jord. Inde i sommerhuset er lyset stadig tændt. Det ser ud som om, at der er nogen, der ser fjernsyn, for der er et blåt, flimrende lys i stuen. Majbritt går nærmere det store vinduesparti. Der sidder en mand i en lænestol. Han spiser noget fra en skål og er helt blå i lyset fra fjernsynet. Pludselig ser han op og ud af vinduet. Majbritt står helt stiv af skræk og håber inderligt, at han ikke får øje på hende, men det er allerede for sent. Manden har rejst sig og går hen til vinduet, imens han stirrer direkte på hende.

----

"Skal du ikke have dine sko ordentlig på?"

Thomas ser ned på sine udtrådte kondisko. Hælen er trådt ned, og snørrebåndene på den højre sko hænger løst ud til siderne.

"Nej, det behøves ikke," siger han og smiler: "Kom!"

Thomas holder armen ud mod terassen, så Majbritt kan gå først. Han lukker døren bag hende.

"Skal du ikke låse?"

"Hvem skulle komme?" spørger han.

"Nogen," siger Majbritt.

"Det tror jeg ikke, de gider." Thomas smiler igen og går hen mod bilen: "Desuden ligger Fie derinde," siger han og låser bildøren op, men ser så hen mod sommerhuset: "Nå ja, forresten måske netop derfor!" Han nikker roligt et par gange, imens han går tilbage til sommerhuset for at låse terassedøren. Så går han igen hen mod bilen.

"Har du en plastikpose?" spørger Majbritt, da han går forbi hende.

"Er du dårlig?" Thomas ser bekymret på hende.

"Nej, men sædet bliver vådt og beskidt af mig."

"Det gør ikke noget. Det er beskidt fra før," siger han og ler. "Sæt du dig bare ind, så kører jeg dig hjem igen."

"Det er ikke mit hjem."

"Lige nu er det," siger han og sætter sig ind i bilen.

Majbritt står lidt uden for bildøren, så åbner Thomas den indefra: "Vil du ikke med?" Han tænder bilens motor.

"Jeg har tisset lidt på mig," siger hun lavt.

"Jamen, stakkels dig, hvorfor sagde du ikke det? Så har du jo brug for et bad og noget rent tøj." Thomas lukker døren ved passagersædet, drejer nøglen om og stiger ud af bilen. Han låser bilen før, han begynder at gå tilbage til sommerhuset. Majbritt står stadig henne ved bilen.

"Hvad venter du på?" spørger han henne fra terassedøren.

"Hvad?" spørger Majbritt og undlader at se på ham.

"Kom nu med ind. Du kan låne håndklæder og et par af Fies bukser. Har du lyst til noget varmt at drikke? Noget kaffe?"

"Det ved jeg ikke rigtig," siger hun og følger efter ham tilbage ind i sommerhuset.

Mandag

2009-11-16T06:50:00.007+01:00

Efter en hektisk weekend med tre selskaber er det nu blevet mandag, og jeg må tilstå, at jeg ikke helt føler mig parat til at forlade Villa Rosa til fordel for min arbejdsplads. Ude er det mørkt, men i skæret fra en ensom gadelygte skimter jeg et vådt og diset landskab.

Imellem kagebagning og madlavning har jeg tænkt på Majbritt, der famler rundt der på stierne i mørket. Måske er det, fordi jeg selv famler mig frem for tiden? Måske er det bare, fordi jeg elsker de mørke stier ved vesterhavet? Når jeg koncentrerer mig, kan jeg dufte grannåle og mudret jord, som intensiveres af mørket. Jeg har lukkede øjne. Terapi.

I dag er det bestemt ikke let for mig at skulle forlade min trygge hule. Før gæsterne kom, ryddede min mand op i hele Villa Rosa. En befrielse. Ting, der roder, fylder virkelig både fysisk og psykisk. I løbet af de næste par dage må jeg forsøge at rydde op i mine arbejdsrutiner. Lister må skrives og hænges op på mit kontor. Skemaer må fyldes ud og sendes. Opgaver må rettes.

Majbritt famler stadig rundt og afprøver forskellige muligheder. Hun vender om, men aner ikke, om hun er på rigtig spor. Ufrivilligt triller tårene nedover hendes kinder. Hun skal tisse, men nægter at gøre det udendørs. Hun begynder at løbe, men falder over en gren. Hun begynder at hulke. Der er gået hul på hendes bukser, og hendes venstre hånd svier.

Selv forsøger jeg bare at holde mig oprejst! ;)

(Hjertet på billedet er til jer).

Endnu et fødselsdagsselskab

2009-11-14T15:46:00.005+01:00

Så har datteren haft selskab for sine veninder...ja, det er ganske vist lidt overdrevet at skrive veninder i flertal, for fem af de seks små piger, som hun havde inviteret, meldte afbud på grund af sygdom. Nå, men vi fik først afbudene i løbet af morgnen, så vi gennemførte selskabet alligevel, for hendes bedste veninde var heldigvis frisk som en fisk. Så den lille fødselsdagspige gav sig efter den helt store tudetur til at pynte sin kagedame. Hun blev da fin, synes I ikke?

Muffins måtte de også have, så vi pyntede med glitterglasur og engler.

Fødselsdagspigen og den lille gæst hyggede sig gevaldigt, og vi udvidede selskabelighederne med halvanden time. :)

Siden fødselsdagen blev lidt tam, så spritter jeg lige fødselsdagsindlæget op med verdens bedste fødselsdagssang. Lidt dårlig lydkvalitet, men siden jeg er en STOR fan af melodi grand prix, kunne jeg altså ikke lade være... :-D

Det er fredag, og jeg danser

2009-11-13T21:40:00.002+01:00

Så er det op af stolen og ud på køkkengulvet, tøser! :-D

Majbritts mareridt

2009-11-13T15:13:00.009+01:00

Der er helt stille uden for på campingpladsen. Majbritt sidder inde i campingvognen og forsøger at læse, men har problemer med at koncentrere sig. Hun har også forsøgt at lave kaffe, men hun synes ikke, det smager, som det skal. Hun rejser sig og åbner et af de små overskabe. Majken har handlet lidt forskellige madvarer ind til hende: En mazarinkage, en pakke Bastogne småkager, en pose Matadormix, en pose Haribo vingummispejlæg, en pakke med små marcipanbrød, seks dåsecolaer og seks dåseøl fra Tyskland. Majbritt tager hul på pakken med Bastogne småkager og lægger to på en tallerken. Hun sætter tallerkenen ovenpå bogen og tager så først en cola ned, men ombestemmer sig og skifter den ud med en øl. "Nu skulle Audun se mig!" siger hun halvhøjt til sig selv og tager en slurk af øllen. Hun synes, hun kan se Audun rynke brynene. "Kvinder drikker ikke øl, og da slet ikke af dåsen!" siger hun med dyb stemme. Hun rynker på næsen. Øllen smager surt. Hun sætter sig ned ved bordet og smager på en småkage, før hun igen åbner bogen og forsøger at læse. Klokken er 22.07. Hun rækker tunge ad øllen: "Din sure dåse," siger hun og drikker lidt mere, så rejser hun sig op, tager sin jakke på og går ud på den mennesketomme campingplads.

Majbritt går ned mod fællestoiletterne og videre mod udgangen. Der drejer hun til højre og går med raske skridt ned mod byen. Hun skutter sig og forbander sin påklædning, der bestemt ikke egner sig for aftenstur i kold vesterhavsvind. Der er heldigvis gadebelysning, men da hun drejer ind på en af stierne for at komme hurtigere ned til den lille pub, kan hun ikke se en hånd for sig og vader direkte ind i en masse grantræer. Hun bander højlydt imens hun famler sig tilbage på stien. Hun har fået harpiks på hænderne og på jakken. "Fandens også!" siger hun og går videre.

Endelig ser hun et sommerhus, hvor lyset er tændt både inde i stuen og udenfor. Hun stopper i skæret fra udebelysningen og tjekker sin jakke. Den er fuld af grannåle og harpiks. Hun bander. Så ser hun ned på sine sko. De er smurt ind i mudder. "Helt ærlig!"råber hun og begynder at tude. Hun aner ikke, hvor hun er, men fortsætter alligevel fremover, fordi hun kan høre vandet og synes, lyden kommer fra venstre. Så bliver det atter mørkt omkring hende. Det eneste, hun kan høre, er havets brusen og sin egen vejrtrækning.

Der dukker en sti op mod højre. Hun forsøger at finde et skilt, famler rundt i mørket og finder det omsider helt nede ved jorden. Hun læser skiltet i skæret fra mobiltelefonen, men det hjælper hende ikke, for hun kan alligevel ikke huske navnene på stierne mellem stranden og byen. Hun ved bare, at det normalt er kortere at gå via stierne end langs strandvejen. "Hvad fanden skulle du også ned på den skide pub for!" spørger hun ud i mørket. "Og hvis du nogensinde finder derned, hvordan skal du så komme hjem igen?!" Hun er træt, og til sin store frygt mærker hun pludselig også, at hun må tisse.

På en grå torsdag

2009-11-12T15:12:00.006+01:00

En rigtig sød dansk blogger gjorde mig opmærksom på denne bog, og straks konsulterede jeg min internetboghandel for at se, om jeg kunne få den her i Norge. Det kunne jeg, og i dag kom den så til Rosas lille førjulshjem! Den er meget tykkere, end jeg lige havde regnet med, så det er virkelig en glæde at bladre i den - der er til flere timers hygge. Den er akkurat lige så smuk og fuld af gode opskrifter som forventet. Jeg er vild med danske Camilla Plum. Hun skuffer aldrig! Her får I lige nogle hurtige glimt...og god førjulshygge til jer allesammen.

Denne ret glæder jeg mig især til at lave...nammenam!

Dagen i dag

2009-11-12T09:01:00.006+01:00

Så er det blevet torsdag, og jeg har lidt ekstra tid. Det sidste er egentlig løgn, men jeg tager mig tid, fordi det giver mig en gratis glæde, der forhåbentligvis fylder mig med lidt energi, som jeg helt sikkert får brug for senere i dag. Listen af gøremål er lang, men jeg har ikke haft et ordentlig 'Rosaindlæg' i lang tid, så...

Afstemningen (tak til alle jer, der afgav en stemme) faldt ud til kærlighedens fordel (kun to er imod. Den ene nej-stemme kommer fra min mand...gade vide, hvem den anden tilhører? Og hvad mon argumentet er?), så jeg lader tankerne flyde frit og afbryder ikke det møde, som Majbritt allerede er fuld gang med at realisere i mit hoved. Nu må jeg bare forsøge at forhindre mødet i at blive alt for trivielt. I får nok en tekstlig smagsprøve en anden dag.

I dag fylder min dreng 7 år. Han blev født i en snestorm mellem klokken 19 og 20 nøjagtig en måned efter min egen fødselsdag. Fødslen gik så stærkt, at jordemoren ikke fik trukket gardinerne for, så da jeg havde født det lille menneske, lå jeg og så på sneflokkene udenfor vinduet, og pludselig opdagede jeg, at der i naboboligen stod en mand og vaskede op. Et anonymt vidne til min præstation. Jeg husker, at jeg tænkte: Hvis han kigger op fra sæbeboblerne, så vinker jeg! Men det gjorde han ikke. Jeg forestillede mig ellers, hvordan det ville se ud: Mig i sygehussengen med det lykeligste smil, og ham stående ved sin køkkenvask, vinkende med en gul gummihandske på hånden. To verdener forenet i et kaotisk snevejr; et stille tableau.

Min dreng bestilte muffins til at have med og dele ud i sin klasse. I ser dem ovenfor. Jeg bagte lidt over 50 igår. Og så stegte jeg 3 plader små frikadeller i ovnen nu, hvor jeg alligevel var i gang. Nej, nu lyver jeg igen! Jeg stegte dem, fordi vi skal have fødselsdagsgæster både lørdag og søndag, og da tænkte jeg, at det var bedst at begynde i god tid. (Gooood samvittighed!)

Om lidt går jeg i gang med at tømme opvaskemaskinen og fylde den igen. Noget skal vaskes op for hånd, dog uden gule gummihandsker og fødsler på den anden side af gaden. Jeg vil i stedet tænke på Majbritt, der en aften hører nogen banke på forteltet. Kan man overhovedet banke på et fortelt? Måske har Kenneth pillet forteltet ned? Det er jo snart vinter, og forteltet tåler ikke frost. Så det banker på campingvognsdøren. Majbritt bliver lidt forskrækket, men så tænker hun, at det sikkert er Tove og Preben, der har fået for vane at stikke indenom hende på deres aftenrunde for at tjekke, om hun har det, hun trænger for natten.

God torsdag.

Jeg forsætter galskaben!

2009-11-11T16:34:00.000+01:00

Dette er da en herlig mulighed! Billederne bliver godt nok lidt små, men hvis der er trådløst internet der, hvor jeg skal bo i Berlin, kan jeg blogge lidt på rejsen! Skønner teknologiske verden.

Juhuuuu

2009-11-11T15:57:00.001+01:00

Det kunne jeg! Hvordan får jeg så billeder!?

Min datter fyldte 5 år igår. Det var tydeligvis hårdt, for da vi skulle købe gave til storebror, der fylder 7 i morgen, kunne hun ikke gå, og da gaverne var købt, faldt hun i søvn. Ser I hendes hue? ;)

Øhh

2009-11-11T15:52:00.001+01:00

Test! Jeg tester. Går dette? Kan jeg virkelig blogge fra min iPhone? Det havde jo været smart! Nå, men jeg tester det altså.

2009-11-11T15:51:00.000+01:00

Test! Jeg tester. Går dette? Kan jeg virkelig blogge fra min iPhone? Det havde jo været smart! Nå, men jeg tester det altså.

Eldorado-boksen - nu må jeg bare få den købt!

2009-11-10T18:19:00.002+01:00

Så er jeg atter i det hjørne og må bare plage alle andre!

Caramba, som sangen hedder, er da en herlig sang. Kan du måske lade være med at danse, når du hører disse fjollerier?

Ja, videoen er yderst underlig i kombination med sangen, men det er egentlig også lidt morsomt. - Passer ekstremt godt til mit humør - jeg har lige drukket et glas cognac!

Mig og Gorba!

2009-11-10T08:19:00.012+01:00

I går gik alle (næsten alle) medier af skaftet over tyve årsdagen for murens fald. Og med al mulig grund! Det var/er en fantastisk begivenhed. Murens fald var det endelige punktum for anden verdenskrig. Det var folkets vilje. Hvem skulle have troet, at den mur ville nedbrydes uden brug af vold? Ikke jeg i hvert fald, og da slet ikke under den kolde krig, hvor det generelt var meget farligt at være menneske.

I 1980rne kunne jeg drømme om de to røde telefoner - den ene hos Gorbatsjov og den anden hos Reagan. Jeg var sikker på, at jeg kunne høre dem ringe. Jeg frygtede atomkrig og atomudslip - i 1986 frygtede jeg skyer med regn!

Jeg var 15 år, da muren faldt. Jeg husker ikke så meget fra d. 9. november, men d. 10. november husker jeg. Det var en euforisk dag. Da jeg kom i skole om mandagen var alle lærerne vilde. Jeg gik i 10. klasse, og vi blev paradoksalt nok gennet ned i skolens beskyttelsesrum, der også fungerede som filmrum. Dernede blev fjernsynet tændt. (Husker I den gang, hvor der stod et gammelt fjernsyn på toppen af et højt rullestativ med en VHS-afspiller på hylden under? Så kunne læren trille fjernsynet fra klasseværelse til klasseværelse, og dem på bagerste række fik ikke særlig meget med sig af det, der foregik på skærmen. Det gjorde mange af dem foran heller ikke, for videobåndene var ofte slidte. Det var 80rne!)

Nå, men dernede i beskyttelsesrummet sad vi så og så på de glade billeder fra Berlin. Der var folk, som stod oppe på muren. OPPE på muren! Og de blev ikke skudt ned...der var ingen hunde! Og de havde permanentet hår, og de græd og jublede. Og vi jublede, mens andre sad uinteresserede og upåvirkede af historiens vingesus og pillede bussemænd!

Den gang i slut 80rne var jeg overordentlig glad for Gorbatsjov. Jeg syntes, at han så meget venligere ud end Reagan. Min far syntes, at jeg var helt gal på den, men jeg kunne nu altså godt lide denne lille mand med modersmærke på issen og et finurligt smil på sine læber. Og selv om det var Reagan, der tryglede Gorbatsjov om at rive muren ned, så var det immervæk Gorbatsjov, der repræsenterede håbet i DDR.

Den 10. november 1989 var Gorbatsjov min helt, og da jeg i går aftes så ham gå side om side med Merkel over Bornholmer Brücke, fik jeg en klump i halsen. Det var også min sejr. Jeg troede på ham allerede den gang, og nu gik han der og blev hyldet. Det kostede ham karrieren, men han vil altid være i mit hjerte.

Og Reagan...? Ham har jeg glemt.

Tillykke!

2009-11-09T17:35:00.001+01:00

Kan ikke lade være...

2009-11-08T22:39:00.005+01:00

Nu har jeg villet vise dette klip i en uendelighed, men så har jeg tænkt: Det er for fjollet, og jeg er sikkert den eneste, der synes, det er helt vidunderligt. Men så viste de filmen i går aftes på DR1, og nu MÅ jeg altså bare vise klippet for jer, for jeg ved, at mange af jer ikke så filmen.

Kan I mon gætte, hvad det er for en film, jeg tænker på? Korrekt: Flintesønnerne af Morten Korch.

Her har I en af mine yndlingsscener og sange; bliver I ikke bare rørt til tårer?

Lagkage her og lagkage der!

2009-11-07T10:43:00.006+01:00

Så er der dømt kaffepause. Nu er ALT klart, og gæsterne kommer først om to timer! Jubiii, så er jeg alligevel lidt go'! Ovenfor ser I fodboldbanekagen. Den er vist meget populær for tiden, for jeg har set den i en kogebog og hos Kaspara, der har valgt farvet kokos som græs. (Hvordan farver man egentlig kokos?)

Sønnen pyntede den selv, og som I kan se, er der godt med action på banen! :-D

Nedenfor kan I se de tidligere års kagekreationer. Jeg beklager den dårlige billedkvalitet, men det var før iPhonen. ;)

Det første år her i Villa Rosa lavede vi Kaptein Sabeltann.

Og nedenfor ser I sidste års kage: Fodboldheltenes flag!

(I dag er disse helte knap så populære, eftersom de tabte en meget vigtig kamp i går aftes!)

Min egen morgenstund

2009-11-07T07:55:00.003+01:00

Jubiiii, jeg er oppe før alle de andre! Jeg klarede det! Sørme gjorde jeg så...ganske vist ikke sååå tidlig, men det er da et skridt i rigtig retning! Nu skal jeg i gang med at bage kanelsnegle, boller og pynte bradepandekagen, som jeg i går kaldte langpandekage, fordi en bradepande hedder langpande på norsk!

God morgen!

Humørsvingninger de luxe!

2009-11-06T14:59:00.004+01:00

Her går det virkelig op og ned. Nu har jeg tændt op i brændeovnen, bagt langpandechokoladekage, som i morgen skal forvandles til en fodboldbane med mål og spillere, fordi sønnen skal holde fødselsdagsfest for sine venner.

Jeg har tørret lidt støv af, vasket op og vasket tøj. Lagt sammen og foldet, trukket kold luft og flettet datterens lange hår. Drukket hjemmelavet latte, spist nutella på mandens hjemmebagte brød og stjålet vindruer fra datterens skål.

Mange fine kommentarer lyser op, og jeg har puttet lidt rød læbestift på mine læber - og så har jeg danset rundt til denne her, som Hans Otto Bisgaard var så venlig at minde mig om! :)

Min mentale alder

2009-11-06T13:46:00.002+01:00

Hvor gammel er man egentlig mentalt set, når man godt kan lide at høre Danmarksmester?

Go'daw mand økseskaft!

2009-11-06T11:22:00.004+01:00

Nogen gange, for eksempel i dag, skulle jeg ønske, at jeg var anderledes. Ikke, at jeg var en anden, men at jeg kunne tage mig sammen og forandre mig til det bedre. Ændrer handlemønster, som man skifter tøjstil eller interiør.

Jeg har virkelig svært ved at stå op om morgnen. I dag forsøgte jeg at stå op klokken 6.00, men så var det så koldt i soveværelset, at jeg hastede tilbage under dynen igen og sov helt til 8.20! Og nu er jeg umådelig skuffet over mig selv.

Hvad har jeg så foretaget mig denne formiddag? Jeg har tømt opvaskemaskinen, sat en kogevask over, blogget lidt og spist morgenmad. Jeg har fundet en opskrift frem og tjekket, om vi har alle ingredienserne i hus. Det havde vi ikke. Jeg har lavet morgenmad til datteren, som jeg lod få en fridag fra børnehaven. Jeg har hygget lidt med hende. Vi så bl.a. Sørøver Sally på Ramasjang.

Når alle disse gøremål plusses sammen, bliver resultatet 0, fordi der er en mængde andre ting, som jeg burde have gjort: Rette opgaver, læse pensum, skrive en mængde mails, gøre rent, rydde op, handle ind...

Er det mon normalt at møde muren en gang imellem i livet? I går aftes, efter at jeg havde lagt mig til at sove, tikkede der en sms ind på min mobil, som jeg bruger som vækkeur. Sms'en var fra min chef. Hun ville høre, om jeg kunne tage 6 vikartimer i dag. Jeg lå længe og spekulerede på spørgsmålet. Det plagede mig i mine drømme. I skal vide, at jeg godt kunne bruge pengene, men jeg orkede bare ikke, så jeg sagde nej, og nu har jeg dårlig samvittighed.

Jeg er begyndt at spise "jern" i håb om, at jeg kan begynde at stå tidligere op og arbejde. Jeg elsker at sidde og arbejde i daggryet, før huset vågner. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvorfor har jeg så svært ved at finde de små glæder frem? Glæder, som, jeg ved, gør mig glad og opløftet!

Om lidt rejser jeg mig op og går ud og handler mælk og æg. Jeg lover...på æres ord!

Handlingsdilemma

2009-11-05T09:16:00.005+01:00

Jeg er havnet i et grusomt dilemma! Igår aftes sad jeg og arbejdede med 'Majbritt'. Jeg forsøgte at få lidt struktur på det skrevne: Hvornår skal dette afsløres? Hvordan skal romanen begynde? Hvornår begynder de at pakke farens ting ned i de der banankasser, som, Majbritt synes, er total upraktiske?

Til sidst havde jeg skabt en nogenlunde disposition, og da var det, det slog mig: Bør der være en lille flirt et sted? En lille bitte romance? I det mindste håbet om en forelskelse? Ude i det der campingmiljø...

Bør en god roman indeholde lidt kærlighed? Eller er det egentlig ikke bare totalt trivielt, fordi vi forventer det? Vi forventer, at Majbritt støder ind i en eller anden, som er et bedre alternativ end Audun. Men hvor ofte sker sådan noget i virkeligheden? At man bor ude på en næsten menneskeforladt campingplads, og så dukker der en potentiel kæreste op!

Men så er der jo snak om fiktion og ikke virkelighed, og er det egentlig ikke fiktionens opgave at holde liv i de utopiske drømme? Så nu kaster jeg bolden op i luften, og så må I lige hjælpe mig med at gribe den igen. Ude til højre har jeg lavet en lille afstemning, og så håber jeg, at I vil diskutere dilemmaet her og afstemme der.

På forhånd tak.

Så har man hørt det med!

2009-11-04T13:49:00.011+01:00

"Det bliver sådan her, om du så vil det eller ej, Majbritt!" Majken ser strengt på Majbritt, der sidder i sofaen med Karoline på skødet.

"Det kan du da ikke bare bestemme."

"Men DU kan bestemme det?" næsten råber Majken oprørt: "Du skal fandme ikke komme her og tro, at du kan bestemme noget som helst. Det tog er forlængst kørt!"

"Det er så vidt jeg ved også min far!"

"Det burde du have tænkt på noget før," Majken løfter Karoline op og bærer hende hen i kravlegården. Så vender hun sig om mod Majbritt. Hun har tårer i øjnene: "Hvis du vidste, hvor ofte han spurgte til dig..." Majken går ud i køkkenet, men kommer lidt efter tilbage: "Og hvad skulle jeg sige? Har du nogensinde tænkt på det?"

"Du behøvede vel ikke at sige noget som helst?!" Majbritt har rejst sig op. Hun står med armene over kors og ser uforstående på Majken.

"Det bliver i hvert fald sådan her. Du kan ikke komme nu og gøre krav på medbestemmelse." Majken taler med rolig og lav stemme, mens hun aer Karoline over håret. Karoline ser op på hende og smiler, så plukker hun åndsfraværende en træklods op, studerer den nærmere og giver sig til at sutte på den.

"Og hvad så med mors grav?" spørger Majbritt.

"Den bliver fjernet."

"Hvad?" Majbritt ser rystet på Majken: "Det har I måske også bare sådan bestemt?"

"Hun ligger jo ikke der alligevel."

"Hvad mener du? Er du fuldstændig gået fra forstanden? Selvfølgelig ligger hun der! Vi gravlagde vel for pokker en urne eller den har I måske gravet op igen?" Majbritt stirrer trodsigt på Majken med halvåben mund.

Majken smiler, og så begynder hun pludselig at le. Majbritt glor uforstående på hende: "Hvad er det lige, der sker? Synes du, det er morsomt?" Hun kniber øjnene sammen og ryster forvirret på hovedet.

"Jeg havde helt glemt, at du ikke ved det." Nu griner Majken højlydt, mens tårene triller nedover hendes kinder.

"Hvad?" spørger Majbritt.

"Urnen var tom!" ler Majken: "Hun har aldrig lagt der."

"Hvad er det, du siger? Hvor er hun så?"

"Hun er lige der," griner Majken og peger på en kongelig porcelænsvase i reolen ved siden af fjernsynet.

"Det er eddername løgn!" udbryder Majbritt.

Alt falder og flyder

2009-11-03T18:40:00.003+01:00

"You can't go on thinking nothing's wrong. Who's gonna drive you home tonight?" Det, jeg bider mærke i i disse to sætninger, er wrong og home. Jeg tænker på mig selv, og så tænker jeg på Majbritt. Siden september har jeg haft det lidt svært. Bloggen er ikke pladsen til at uddybe fænomenet nærmere, så jeg lader være og haster videre til Majbritt.

Her den anden dag fik jeg en interessant kommentar fra Lotte, der er en herlig medkommentator uden egen blog. Jeg må tilstå, at jeg sætter stor pris på hendes refleksioner generelt og i særdeleshed i forbindelse med 'Majbritt', hvor hun fungerer lidt som min mentale jordemor. (Jo, men det er sgu sandt, Lotte!)

Kommentaren drejede sig om, hvorvidt Majbritt er et reflekterende menneske eller ej. Det er hun ikke, tror jeg. Dette overraskede Lotte. Det overraskede også mig selv, da jeg fandt ud af det, men efterhånden er det blevet naturligt for mig at tænke på Majbritt på denne måde: Uden evne til refleksion. Det er klart, at hun selvsagt reflekterer over ting og sager - det gør vel alle mennesker på et vist niveau, men hun reflekterer ikke specielt meget over de ting, der skete for ca. 20 år siden. Ting, jeg ikke vil afsløre for jer.

Lotte fik mig til at tænke på skriveprocessen. Jeg danner mig et billede af mine personer: Sådan skal de være; stereotype og endimensionelle. Men så begynder de at leve i mig, og da bliver det helt umuligt at opretholde sådanne forenklede billeder af dem. Pludselig skal de agere, og da tvinges jeg til at overveje deres sætninger og handlinger: Sådan ville Majken aldrig gøre eller Majbritt har jo oplevet det og det, og derfor handler hun sådan og sådan. Eller jeg kan tænke: Hvad er det, der er i vejen med Majbritt? Hvorfor handler hun sådan? Hvorfor kan hun ikke lide sin storesøster? Og da må jeg finde et godt argument. Jeg må bygge hele hendes opvækst op i mit hoved - også selv om det meste af det aldrig vil blive nævnt i selve romanen, men jeg må gøre det for at kunne skabe en troværdig person. Og der er det så, at noget ændrer sig undervejs: Hun bliver en anden. Eller måske bliver hun bare mere rigtig?

Kan I overhovedet følge mig? Det er vanskeligt at beskrive, hvordan jeg arbejder. I dag cyklede jeg en lang tur, og da snakkede jeg hele tiden med og om 'Majbritt'. Det lyder måske som om, at jeg er gal, men det er jeg ikke. Jeg arbejder bare. Det er godt at kunne læne sig tilbage med åbne arme og bare falde ind i teksten, og ved I, hvad det heldige er? Jeg flyder!

En lille sang

2009-11-03T11:26:00.003+01:00

I dag får I en sang af mig. Jeg har ikke tid til mere, fordi jeg prioriterede at skrive kommentarer hos andre bloggere. Jeg har ikke så meget energi for tiden. Det er vel bare sådan, det er nogen gange? Men I skal vide, at mit arbejde med 'Majbritt' skrider frem, og jeg nyder det, selv om jeg ikke føler, at jeg er i besiddelse af al den tid, som jeg skulle ønske.

Når jeg hører sangen nedenfor, fyldes jeg af en fantastisk følelse. Det er næsten som om, at jeg flyver! (Men når jeg ser videoen, må jeg tilstå, at jeg trækker på smilebåndet.) Nå, men denne sang har jeg i grunden altid elsket, også selv om jeg som yngre troede, at hun sang om kaffe! Siden læste jeg romanen bag sangen, og da blev sangen bare endnu bedre. Jeg synes, Kate Bush formidler følelserne i romanen på en overbevisende måde. Jeg rives væk fra min egen lille hverdag og med ud på det engelske højland, hvor de to elskende driver hinanden til vanvid.

Romanen er et mesterværk af en kærlighedsroman. Der findes ikke mange kvindelige forfattere i litteraturhistorien, det er der flere årsager til, men Emily Brontë viser, at det i hvert fald ikke er, fordi kvinder ikke har haft fantasien iorden. (Det samme gør sig for resten gældende for Mary Shelley, der skrev Frankenstein.)

En udfordring i grønt!

2009-11-01T16:22:00.007+01:00

Portofritt gav mig for en ugestid siden en udfordring: At finde grønne ting i mit hjem. Det første, jeg tænkte på, var dragen, som I ser ovenfor, og som vi har malet på Villa Rosas ene væg, til fryd for mange børnehaver, der lader til at bruge vort hus som udflugtsmål.

Min cykellås.

Et fuglehus.

"Store Norske"

Et selvmalet billede, et fuglehoved og tørrede kastanjeblade.

En karsemand og en dåse.

Tapeholderen, der gør mig glad.

Uhm...te.

Indpakning.

Mere dejlig te.

Glas.

Mit yndlingsspil, da jeg var barn.

Nu er det så meningen, at jeg skal udfordrer tre nye bloggere. Der er så mange, der har gjort dette allerede, men jeg forsøger alligevel:

Bistels Brenneri: Rosa

Alma la Palma'a Univers: Orange

Frk. Pi-i-galopp, stort og småt: Turkis

God fornøjelse og god søndag.

You're wrong again...

2009-11-01T09:45:00.001+01:00

Imorges vågnede jeg op med denne sang i mit hoved, og så måtte jeg selvsagt dele den med alle jer! Jeg kommer tilbage senere for at kommentere her og hos jer, og måske skriver jeg til og med et indlæg. Men indtil da: Take that look off your face...

Sidste sætning?

2009-10-31T15:32:00.004+01:00

Jeg har ikke kunnet komme ind på bloggen i hele dag, men nu lykkedes det, og så har jeg egentlig ikke tid til at blogge. Vil bare ønske jer allesammen en uhyggelig halloween og fortælle, at jeg tror, jeg har den allersidste sætning i 'Majbritt' klar:

"Nå, men jeg må også se at komme hjem."

Tuttelut!

Tekstlig samvittighed

2009-10-30T15:15:00.010+01:00

For nogen måneder siden var jeg på et seminar, hvor vi blev bedt om at dele os ind efter det fag, som vi bedst kunne lide at have i folkeskolen. Jeg valgte dansk. Eller rettere sagt dansk/norsk, eftersom der i denne norske forsamling næppe ville være andre, der kom til at vælge dansk. Til min store overraskelse var der heller ingen, der valgte norsk, så jeg fandt mig selv stående mutters alene, mens alle andre samlede sig i trygge grupper under titlerne: Orientering; Musik; Gymnastik; Matematik; Religion; Formning.

Det var som om, jeg var en lille forræder, der jeg stod. Selv syntes jeg, at det var dybt underligt, at jeg var den eneste, der elskede dette fag højets i skolen. Måske har det noget med nynorsk at gøre? Jeg ved det ikke, men jeg elskede virkelig dansk. Jeg elskede det også i gymnasiet. Jeg elskede ganske enkelt at forme bogstaver til ord, der igen kunne formes til smukke fuldendte sætningsguirlander. Dansk stil var en ren nydelse.

Det kan virke som en meningsløs passion både for mig selv og andre, for mens andre laver ting af stof, papir, garn og tråd, skriver jeg bogstaver ned på et stykke papir. Mens andre klæder deres børn i egne kreationer, møder jeg mine omgivelser tomhændet og fraværende, konstant på jagt efter den perfekte beskrivelse.

Jeg fyldes af dårlig samvittighed, når jeg bruger mine fridage foran computeren. Der er så mange ting, som skal gøres. En indre stemme gør mig opmærksom på, at jeg hellere burde bruge dagene fornuftigt. Men så er det, jeg bliver gal og stamper i jorden. Er det at skrive ufornuftigt, bare fordi jeg ikke længere skriver på en dansk stil? Nogen må vel for h...... skrive!

Jeg ånder et sted mellem 'a' og 'å', men det har taget mig mange år at forstå, at det hænger sådan sammen. Det er en okay erkendelse, for nu kan jeg ikke bare negligere det, og andre får ikke lov til at ignorere det.

Campist

2009-10-30T10:09:00.011+01:00

"Jeg kan ikke holde ud at sove her.", siger Majbritt med en stemme, der er tappet for energi.

"Det kan jeg godt forstå." Majken stryger sin hånd nedover Majbritts venstre overarm: "Vil du låne campingvognen?"

"Tak." Majbritt løfter blikket og ser Majken ind i øjnene: "Hvis det ikke er til for megen besvær?" "Ork nej," siger Majken og vifter sin højre hånd foran ansigtet, mens hun blæser med munden: "Den står jo alligevel ude på campingpladsen. Vi skal ikke bruge den, mens du er her."

...

Majbritt går mellem rækkerne af campingvogne. De fleste er tomme, men af og til dukker der en vogn op med lyset tændt. Hun har en lommelygte med, så hun kan se, hvor hun træder. Det er bælgravende mørkt. I det fjerne kan hun høre vesterhavets brusen.

"Nå, er det ved at være sengetid?"

Majbritt hopper forskrækket og søger i mørket med lommelygten. Et stykke foran hende på en tilstødende sti, står der en mand.

"Undskyld. Blev du forskrækket? Det var sgu ikke meningen." Manden ler.

"Det gør ikke noget.", siger hun og går videre.

"Det bliver tidligt mørk nu, hva'?", siger manden og tænder en cigaret.

"Ja. Godnat.", siger Majbritt og nikker, idet hun går forbi ham.

"Er det dig, der bor i Kenneth og Majkens campingvogn?"

"Øh, ja."

"Det er nogle herlige mennesker!"

"Ja.", siger Majbritt og føler sig tvungen til at stoppe op.

"Vi kommer en del sammen med dem, Tove og mig. Ja, jeg hedder forresten Preben."

Majbritt kan kun se omridset af ham og gløden fra hans cigaret, når han suger røgen ind. Lommelygten holder hun ned langs siden, så den lyser på hendes sko.

"Hvor kender du dem fra?", spørger Preben.

"Majken er min storesøster."

"Er du Majbritt? Er det dig fra Norge? Det var sgu synd, det med jeres far. Det havde Majken ikke brug for nu."

"Nej.", siger Majbritt tøvende.

"Vil du ikke med indenfor? Tove har lige lavet kaffe."

"Jeg ved ikke...jeg er egentlig på vej i seng."

"Aarhh, kom du med indenfor en lille tur, det har du såmænd godt af. Du kender vel ingen her?" Preben vifter i mørket med sin højre arm. "Kom."

"Jeg kan ikke sove, hvis jeg drikker kaffe om aftenen."

"Men så en øl da? En øl kan du vel sove på?"

"Jeg behøver altså ingenting."

"Dét går Tove ikke med til.", ler han og viser hende ind i et blåt fortelt med plastikruder. Der hænger en lysekrone over et grønt plastikbord med grønne plastikstole rundt. Der er gulvtæppe på gulvet og en hæklet dug på bordet.

"Se, hvem jeg fandt, Tove!", råber Preben ind i campingvognen. "Majkens lillesøster. Du ved hende, der bor i Norge!"

Tove dukker frem i døråbningen. Hun smiler mod Majbritt: "Neej, er det dig, Majbritt?"

"Ja.", bekræfter Majbritt.

"Det var vel nok hyggeligt. Vi har hørt så meget om dig!"

...

Sangen nedenfor er valgt, fordi den minder mig om utallige ferier i Blåvand og om min kære tyske svoger, der synger denne sang ti gange bedre end disse to! :)

Kom op af sofaen og dans!

2009-10-29T17:37:00.001+01:00

Farverigt køb

2009-10-29T09:04:00.006+01:00

I husker nok, at jeg for en stund tilbage fortalte, at jeg havde foræret mig en masse ting fra forskellige bloggere. Det har været en sand fryd. Den sidste pakke kom i fredags, og den har frydet mit øje og prydet Villa Rosas køkken!

Det er den glade og farvestrålende fødselsdagsbakke, som I ser ovenfor. Nogen af jer genkender måske stregen bag? Det er den herlige svenske Maria, der har bloggen Jag blommer. Samtidig driver hun en netbutik, hvor man kan købe alle hendes pragtfulde produkter. Den finder I her.

Noget af det, der er så dejligt her i bloglandia, er gavmildheden, der råder overalt. Alle er villige til at hjælpe, og alle deler rundhåndet ud af både ros og gaver. Det er da fantastisk, er det ikke? Maria deler også rundhåndet ud, for sammen med bakken sendte hun tre gratis kort, som nu skal indrammes og glæde mig ved min arbejdsplads.

De tre kort eller billeder, som de bliver til hos mig, skal minde mig om alle de, der tør at kaste sig ud i den blomstrende kreativitet. De skal hviske små beskeder til mig, når jeg føler, at arbejdet med 'Majbritt' er forgæves: "Se op på den glade lille frie fugl der. Se hvor den basker med vingerne. Ser du, hvor glad den er? Ser du, hvor højt den flyver? Tror du ikke, den også havde sin tvivl i begyndelsen? Tror du, at den aldrig har været ræd for at ramle til jorden med et stort brag? Er de vinger, der bærer den, stærkere end dine?"

God torsdag til jer allesammen. I skal vide, at jeg sætter uendelig stor pris på jer allesammen og jeres kommentarer. De holder mig oppe og giver mig mod til at fortsætte med at skrive.

Audun

2009-10-28T14:09:00.015+01:00

Audun rømmer sig, da Majbritt siger, at hun må rejse hjem til sin storesøster i nogen dage. "Skal du bo hos Kenneth og Majken?", spørger han og rømmer sig en gang til. 'Kenneth' får en mere sofistikeret klang, når det udtales på norsk.

"Nej, de har ikke så god plads. Jeg tror, jeg overnatter i fars hus. Vi skal jo alligevel tømme det."

Audun ser på Majbritt bag sine mørke hornbriller. Han stryger en hånd gennem sit hår. Han har bemærkelsesværdig kraftigt hår til at være over 50.

"Hvornår tror du, du kommer tilbage?"

"Det ved jeg ikke. Det kommer lidt an på, hvor meget der skal ordnes."

Audun hælder vand i stempelkanden. Det dufter godt, når det kogende vand blander sig med de nymalede kaffebønner. Hvis Majbritt er alene hjemme, køber hun en færdiglavet kop kaffe på kaffebaren nede på hjørnet eller også drikker hun te.

"Læste du Neumanns artikel?", spørger Audun og peger på dagens udgave af Aftenposten.

"Nej.", svarer Majbritt i en undskyldende tone.

"Det bør du gøre.", siger han og sætter sig ned ved spisebordet. "Kommer du til forelæsningen i morgen?"

"Det ved jeg ikke helt endnu. Jeg må få handlet og vasket tøj inden, jeg rejser."

"Jeg regnede ellers med, at du kom."

"Jeg skal se, hvad jeg når."

"Og middagen? Kommer du til den?"

"Ja, det er klart."

"Hmm.", lyder det fra Audun.

Majbritt står en stund foran ham, men han er allerede dybt begravet i sine aviser. Så går hun ind i stuen, men tøver og går atter ud i køkkenet. Hun ser på Audun, mens hun hælder kaffe op i en kaffekop. Hendes hånd forflytter sig, og hun kommer til at hælde varm kaffe på sin pegefinger: "Av for satan!", hvisker hun og skynder sig at sætte stempelkanden og kaffekoppen fra sig på køkkenbordet. Hun ryster fingeren og puster på den. Den er blevet rød der, hvor kaffen ramte den. Hun holder den ind under vandhanen. Hun ser over skulderen på Audun, han betragter hende med et lille overbærende smil: "Du må passe bedre på dig selv.", siger han, imens han tager brillerne af. Han har for vane at bide i den venstre brillestang.

"Skal vi spise ude i aften?", spørger han og ser atter ned i avisen.

"Det kan vi godt. Skal jeg bestille bord et sted?"

"Gør det. Skal vi sige klokken otte?"

Majbritt ser op på uret på køkkenvæggen. Klokken er 16.45. Hun er allerede skrupsulten.

"Kan vi ikke spise lidt tidligere?"

"Jeg vil gerne se tv avisen først. Det ved du jo."

"Nå ja." Majbritt smiler et af sine små smil. "Så bestemmer jeg stedet."

Audun nikker fraværende. Han læser. Det er let at se, for han lader sin højre pegefinger køre hen over linierne, imens han tygger på den venstre brillestang. Tænk, at hun en gang syntes, at det var sexet.

Musiktips tages imod med kyshånd

2009-10-27T16:06:00.006+01:00

Når min hjerne først begynder at cirkulere omkring et emne eller en tematik, så hopper den altså ikke ud af ringen, før den er blevet til en flot spiral. Lige nu optager Majbritt/Majken mig jo meget, og arbejdet med romanen afføder hele tiden nye uafdækkede områder indenfor samme tematik.

I ved allerede, at jeg skaber mine personer ved hjælp af musik. Der må ganske enkelt være en musikalsk link mellem den opdigtede person og mig. Det er som om jeg føler denne tekstens person gennem musikken - personen får en rytmisk puls.

Når det gælder Majken og Kenneth, er musikken på plads. Den kom uden problemer. Sådan er det ikke med Majbritt. Hvem er denne Majbritt? På mange områder ligner hun mig, akkurat ligesom Majken ligner mig på en del områder, og der hvor Majken ikke ligner mig, ligner hun andre kvinder, jeg kender og holder af. De områder, hvor Majbritt og jeg ikke deler personlighed, er totalt fremmede for mig, og jeg finder heller ingen i mine omgivelser, som kan bruges som inspiration.

Så nu sidder jeg her og forsøger at skabe den musikalske link. Det er vanskeligt. På en måde ville det fungere bedst, hvis jeg kunne finde noget musik, som jeg aldrig har hørt før, og som jeg så kunne udforske.

Jeg forsøger at lede efter musik, men jeg synes, det er vanskeligt. Majbritt færdes i helt andre kredse end jeg. Hun er sammen med den noget ældre Audun, og han har nok haft en særlig indflydelse på hende. Også når det gælder musik. Majbritt og jeg er jævnaldrende, og jeg har bestemt mig for, at hun, ligesom jeg selv gjorde, festede til lyden af britpop i sin studietid, men så forsvandt det i mødet med Audun. Han havde nemlig ikke sansen for den slags musik.

Er der mon nogen derude, der kan være behjælpelig med at finde musik, som jeg kan udforske, for på den måde at finde en link til det fremmede i Majbritt?

Og når vi nu snakker om britpop, vil jeg (som en anden Jørgen de Mylius) spille nogle sang for jer, som jeg ikke har hørt siden 1996/1997.

Kaotisk dilemma

2009-10-27T09:52:00.004+01:00

Kagen, I ser ovenfor, er ikke bagt i dag, men en helt anden dag, hvor jeg var fuld af energi og overskud. "Vi bager da lige en kage!", sagde jeg den dag. Dét gør jeg ikke i dag! Mit hoved er umådelig tungt, og om lidt skal jeg på arbejde og agere glad og energisk.

Jeg forsøger med en kop kaffe. Den dufter godt. Jeg drikker kaffe fra en lille to-koppers stempelkande. Den er sort. Ligesom min samvittighed.

Jeg har over længere tid følt, at hverdagen sluger mig. Jeg kæmper hele tiden med at holde hovedet ovenvande, men for at være helt ærlig, så synes jeg ofte, at jeg befinder mig i en modbydelig bobbel, som forhindrer mig i at tænke klart.

Tiltag må til. Hvad gør man? Jeg er jo et kaosmenneske, men jeg kan ikke blive ved med at bruge dét som undskyldning. Noget må gøres med al denne kaos. Den må sættes i system, for ellers tager den overhånd. Og når kaoset tager overhånd, forsvinder dagene uden, at jeg får gjort andet end at tænke/skrive på Majbritt ... og Majken.

System! For det første må jeg begynde at lægge mig tidligere. Senest 22.30. Af dette følger en naturlig overgang til tidlige morgenstunder. Rengøring må ske i små portioner, men i langt hyppigere grad end nu for tiden. Faste rutiner på opfølgning af ungerne.

Mindre sofa og fjernsyn. Mere aktivitet og radio.

En middelslang gåtur om dagen.

Nu er kaffen drukket, og jeg må forlade mine kaostanker for en stund.

Desværre bor en del af den, jeg er, netop i mit indre kaos...

Dagen derpå.

2009-10-25T17:01:00.014+01:00

Den morgen, da Majken ringer til Majbritt for at meddele farens død, får Majbritt ingen synlige reaktioner. Efter at hun har lagt røret på, går hun ud i køkkenet, hvor Audun sidder med dagens aviser og sin morgenkaffe. Majbritt åbner et køkkenskab og tager en kop og underkop frem, som hun lidt efter fylder med kaffe fra den stempelkande, der står på spisebordet. Hun sætter sig ved bordet og tager en af de aviser, som hun kan se, Audun er færdig med. Han plejer at lægge de færdiglæste aviser i en bunke for sig på den højre side af spisebordet. De abonnerer på fire aviser.

Tre dage efter sidder Majbritt i Majken og Kenneths køkken. Majken tager forskellige pålægspakker ud af køleskabet, margarine, en tube mayonnaise, en agurk og to tomater. Mayonnaisen er knækket på midten og lidt i bunden. Da Majbritt lidt senere bruger den, ruller hun den op fra bunden. Der er rugbrødssmuler i margarinen.

'Vil du se dødsannoncen?', spørger Majken og rækker Majbritt avisen.

Majbritt ser op fra avisen: 'Hvorfor står der Majbritt?'

Majken ser uforstående på hende: 'Ville du ikke nævnes?'

'Jeg hedder Maj nu!', siger hun med en streng stemme, mens hun ryster uforstående på hovedet. Hun har en rynke mellem sine øjenbryn.

Majken smiler: 'Jo, men det er der jo ingen her, der ved.'

'Det er da lige meget.'

'Det er da ikke lige meget, Majbritt.'

'Kan du ikke snart forstå det? Jeg hedder ikke Majbritt mere!'

'Her vil du altid være Majbritt.', siger Majken og rejser sig for at hente termokanden: 'En kop kaffe?'

'Nej tak!'

'Den er ellers god. Det er Café Noir. Kenneth synes, det er helt hul i hovedet at bruge så mange penge på den, men den er bare ti gange bedre end den, han plejer at købe i Aldi. Du skal da have en enkel kop!? Kom nu.' Majken hælder kaffe op i et krus med to hanke og med påskriften 'Til dagen derpå'.' Hun fniser, da hun rækker Majbritt kruset.

'Hvor er du bare for meget!', siger Majbritt og rejser sig fra bordet og går ud af køkkenet. Lidt efter smækker yderdøren.

'Hold da kæft, hvor det lettede!', siger Kenneth og rækker ud efter margarinen.

Dagen, der forsvandt!

2009-10-24T18:19:00.008+02:00

Da jeg vågnede i morges, havde jeg massevis af planer for dagen. Der var tusind ting, som skulle gøres, og under indtagelse af morgenmaden planlagde jeg i fællesskab med den øvrige familie dagen nøje.

Lige som vi skulle til at udføre første opgave, kom vores datter og viste sine arme frem: "Hvad er dog dette?", spurgte hun og pegede på nogle røde blemmer på sine arme. "Ja, hvad er dog dette?", svarede vi voksne i kor og rynkede både bryn og næser. "Det ser da ud som en allergisk reaktion." For at gøre en lang historie kort, så var det en allergisk reaktion, og vi tilbragte derfor den halve dag siddende på en skadestue, så vi kunne få at vide, hvad vi skulle stille op med datterens røde blemmer, der spredte sig med lynets hast.

Vel hjemme igen løb vi ind i vore søde naboer, og inden længe sad de i vort køkken, og da gik snakken om nye og gamle nyheder. Det viste sig, at vi følger meget dårligt med i, hvad der egentlig sker her i gaden. Folk har jo flyttet uden, at vi har opdaget det!

Og nu sidder jeg så her og skal blogge om klimaændringer. Det virker så fjernt, når man har været fordybet i det nære en hel dag. Kan I fornemme paradokset?

Klimaet er det nære! Det er frygtelig let at glemme dette faktum, når hverdagen sluger én. Egen komfort sættes ofte øverst på listen. Jeg synes, det er vanskeligt at tænke på de klimaændringer, vi står ansigt til ansigt med. Det gør mig ængstelig og apatisk - der er så meget, jeg bør gøre. Der er så mange hensyn at tage. Hvor skal jeg begynde?

Hvis du har lige så mange spørgsmål som jeg så tjek Countdown to Copenhagen på hjemmesiden til Folkekirkens nødhjælp. Der er mange ting, som vi kan gøre øjeblikkelig, og en af dem er at skrive under på den globale underskriftindsamling, hvormed vi opfordrer den danske regering til at kæmpe for en fair og ambitiøs klimaaftale.

Allierede

Ligesom du

kan jeg klare det hele

selv

men det er ikke længere nok

nu da jeg ved

at vi kan meget mer

end dobbelt så meget

sammen.

Tove Ditlevsen

Sommeren 1980

2009-10-23T11:19:00.008+02:00

Nu har der været en uge, hvor jeg ikke har været helt på toppen sådan rent helbredsmæssigt, og en dag var der så meget mangel på overskud, at jeg fandt mig selv liggende i sofaen med et dødsygt program flimrende henover fjernsynsskærmen. Jeg er normalt modstander af at se fjernsyn på dagtid, men denne dagen var jeg bare så slap, at jeg begyndte at zappe.

Det var ikke, fordi der var noget interessant at glo på, men alligevel lå jeg der og så et amerikansk tv-program ved navn Tyra Banks. Har I nogensinde set det? Hun er en yngre udgave af Oprah, og jeg går ud fra, at hun henvender sig til de yngre amerikanske husmødre.

Tyra Banks havde en ung gravid kvinde i sofaen, og jeg blev simpelthen så gal, for de temaer, som denne Tyra bragte på bane, var hun slet ikke kvalificeret til at håndtere. Alligevel udgav hun sig for at være både psykolog og dommer.

Den unge hvide kvinde var gravid i 8. måned. For at tjene penge til sig og det barn, hun ventede, arbejdede hun på et lovligt bordel, og hun var populær blandt kunderne. Vi snakker altså om et meget kontroversielt tema, som jeg slet ikke er den rette til at udtale mig om. Dét som jeg til gengæld godt vil udtale mig om, var noget som denne Tyra sagde.

Tyra Banks anklagede den unge kvinde for at have svigtet den seks årige pige, hun én gang var. Den lille pige, der legede med sine dukker og drømte om at blive mor, når hun blev stor. Noget de fleste piger har leget og drømt om, tror jeg.

For mig var dette en frygtelig primitiv form for psykologi. Hvad vidste vel denne lille seks årige pige om fremtiden og selve livet? Har vi ikke alle svigtet, den vi var, da vi var små og uskyldigt uvidende?

Selv drømte jeg om at være hjemmegående husmor med fire børn og åben hus. Samtidig drømte jeg om at være forfatter, billedkunstner, skuespiller, melodi grand prix stjerne, gift med lille Per fra Far til fire, skolelærer, jubelnar og cirkusklovn! Jeg udtalte også en gang, at jeg ville giftes med min far, og jeg skulle iøvrigt aldrig flytte hjemmefra, for hvem skulle så tage sig af mine forældre? Naivt forestillede jeg mig, at jeg ville have de samme veninder gennem hele livet, og jeg drømte om at være hvid brud med slør.

Stort set intet af dette blev en del af min virkelighed. Har jeg dermed gjort mig skyldig i svig? Det mener jeg absolut ikke. Den lille pige er stadig en del af mig, men jeg kan ikke sige, at jeg ER hende. Hun forsvandt, og det skulle hun jo også, for ellers havde der været noget galt med mig.

Jeg hang mig selvsagt op i denne problemstilling på grund af mit arbejde med Majbritt. Tyra Banks kunne om nogen anklage Majbritt for at have svigtet den pige, hun var, da hun var 6 år. På en måde er det vel i bund og grund dette, skænderiet mellem Majbritt og Majken drejer sig om: Majbritt har svigtet det og dem, hun kommer fra.

Spørgsmålet er, om Majken kan tillade sig at anklage lillesøsteren for dette? Måske er det hellere omvendt: Det er Majken, der har svigtet sit eget potentiale? Når nu Majbritt har formået at tage en studentereksamen og sidenhen to universitetsgrader, kunne man så ikke tænke sig, at Majken kunne have gjort det samme - hvis bare hun havde haft det samme mod? Eller hvis hun havde foretaget andre valg? Gået af andre stier?

Måske ligger der noget selvhad og lurer i Majken, og måske ved Kenneth godt, at det forholder sig sådan? Måske tilbringer han lidt for mange timer ude i den garage for at slippe for at se sin kone rådne op i huslige pligter? Men hvad kan Kenneth egentlig gøre ved det? Og hvem siger, at højere uddannelse ville have ført til større lykke?

Er Majbritt lykkelig? Ville hun være blevet lige så lykkelig, hvis hun havde giftet sig med Bimmer? Eller har Majbritt en særlig drivkraft, som ville være kommet til udtryk uanset?

Hvad er det, der adskiller de to søstre fra hinanden? Kan man anklage dem for at have svigtet hinanden? Er det overhovedet så enkelt?

Jeg mærker, at det hele begynder at tage form. Jeg fornemmer personernes tvetydigheder. Mærker I det mon også? Sitringen før det hele bruser ud i fuld flor?

Til sidst vil jeg bare gerne dele denne sang med jer, fordi den afspejler min nuværende sindsstemning. Det blev denne kedelige video, fordi de andre udgaver synges i et hurtigere og mere muntert tempo. Så luk øjnene og lyt - og husk: DU er den smukkeste stjerne, uanset hvad og hvem du har svigtet!

Jeg er eddername håbløs!

2009-10-22T12:04:00.011+02:00

Det er umuligt at lade være med at tænke på mit forrige indlæg, når det nu først er skrevet og udgivet. Hvad er egentlig trivielt? Jeg ELSKER jo det trivielle. Jeg elsker sangen Skib foruden sejl, som jeg skrev om forleden. Jeg elsker gud hjælpe mig Morten Korch! HJÆÆÆÆLP!

Men det trivielle kan også være skønt og livsbekræftende. Majbritt møder en gammel kæreste. Der står hun, og hun er ikke længere den, hun én gang var. Og et eller andet sted indeni sig skulle hun så inderlig ønske, at hun kunne være den, hun var. At hun bare kunne slette alt andet og finde tilbage til det sted, hvor hun bare er.

Ham der eksen til Majbritt, han hedder egentlig Thomas, men alle kalder ham Bimmer. Kender I Bimmer? Han er sådan en rigtig god fyr, der ikke går så nøje op i, hvad andre tænker og mener. Lige nu er han singel, og så dukker Majbritt op. Men hun er ikke den, hun var, men gid hun dog havde været.

Det lyder trivielt, men det behøver det ikke nødvendigvis at blive.

Sangen Sidste nummer findes i mange forskellige versioner. Alligevel er det bare én version, der vækker noget i mig, og det er denne her. Det er måden, hvorpå Kim Larsen synger ordene. Han formår noget, jeg troede, var umuligt - Han synger teksten, så den ikke bliver triviel.

Nu er det ikke, fordi jeg skal tvinge jer til at høre en hel masse musik, men som skrevet så mange gange før, så betyder musik uendelig meget for mig, når jeg skal finde de rigtige stemninger. Nedenfor er der et eksempel på en sang, der har samme tematik som Sidste nummer, men det formidles på en helt anden måde.

Sangen Eventyr for begyndere er en af mine yndlingssange. Den beskriver noget, som så mange forsøger at beskrive hele tiden, men den gør det på en måde, så det netop ikke bliver trivielt. Måske fordi sangen undlader at fortælle, hvad det var, de gjorde og i stedet burde have gjort? Lytteren får lov til at tillægge ordene sin egen tolkning, og dermed vokser sangen til noget mere, end det, den måske i virkeligheden var ment som?

Kampen med Majbritt

2009-10-22T10:11:00.014+02:00

Jeg sidder helt stille og lytter til lyden af stilhed i mit køkken. Nu er der jo ikke noget sådan som absolutte stilheder, med mindre man sidder i et lydisoleret rum, men det gør jeg ikke, så jeg hører altså lyde. Stilhedens lyde. Den lette susen fra køleskabet, computerens svage brummen, tastaturets klip-klappen, når mine fingerspidser rammer en tast og så den næste og en til...og der var sætningen fuldendt.

Jeg venter på Majbritt. Hun har været borte en stund, fordi jeg har haft for travlt til at tænke på hende. For at kunne skrive en roman kræves det, at man er i stand til at lukke alt andet ude. Bare en time eller helst tre om dagen. For mit vedkommende skabes romanen i ordene. Ikke som billeder i mit hoved eller på papir. Kun som bogstaver formet til ord og sætninger. Så for at jeg skal kunne skrive, må jeg have en rolig stund, hvor jeg kan sætte mig ved tastaturet og bare skrive. Vente og skrive. Tænke og skrive. Slette og skrive om.

Imorges vågnede jeg med et skænderi i hovedet. Ikke mellem mig og en anden. Mellem Majbritt og Majken. De skændes ikke længere om, hvorvidt banankasser er ideelle som flyttekasser eller ej. Nej, de skændes om noget langt mere essentielt. De er endelig nået det punkt i deres samvær, hvor de er dykket under overfladen og ned i materien. Det er nu det gælder, det er her sandheden skal findes. Hver især knuger de sig fast til deres egen skrøbelige sandhed. Det er denne de betror sig til. Det er denne, der bekræfter deres eksistens. Da er det måske ikke så underligt, at de kæmper med næb og klør for hver deres sandhed?

Og ingen forstår i grunden, hvad der er på spil. Og da slet ikke Kenneth, der bare ryster opgivende på hovedet før, han går ud i garagen. Han gider ikke høre på deres bavl. Han bryder sig i grunden slet ikke om Majbritt. Eller Maj, som hun insisterer på, at de skal kalde hende. Noget de selvfølgelig nægter. Hvem fanden er det også, der ændrer sit navn i voksen alder?! Skulle han så skifte til Ken eller Kent, måske? Hvad fanden ville Lennart og Henrik ikke sige til det? De vill dø af grin, ville de! Nu mangles det sgu bare, at Majken også vil kaldes Maj. Så har vi balladen! Kenneth ler hånligt, imens han hælder kaffe op i et krus, der burde vaskes, men han orker ikke at gå ind i køkkenet igen.

Det er vanskeligt at formulere et skænderi. Hvad er det to søstre kan skændes så indædt om? Det er barndommens utallige skænderier, der har vokset sig større og mindre banale. Desværre er der altid en fare for, at et sådant skænderi kommer til at lyde banalt, når det skal stå sort på hvidt.

Måske er det bedre, hvis de lader være med at skændes? Men hvordan skal jeg så nogensinde få hul på bylden? Skal de virkelig forblive uforløste overfor hinanden? Skal det hele findes mellem linierne - som små spor i en tekstlig labyrint? Skal Majbritt rejse tilbage til Audun uden nogen større indsigt i sig selv, således at det bare er læseren, der har fået denne indsigt?

Hvornår bliver en roman triviel, og hvad er det, der kan forhindre, at den bliver det?

Teksten og jeg

2009-10-21T17:41:00.008+02:00

I dag modtog jeg en mail, som satte mine tanker igang. Den var fra en medblogger, der bare lige ville sige, at hun godt kan lide det, jeg skriver. Et eller andet ved måden, hun formulerede sig på, gav mig en fornemmelse af, at denne medblogger egentlig syntes, at det hun skrev, var fjollet eller uden betydning for mig. Men sådanne tilbagemeldinger betyder uendelig meget for mig.

Jeg begyndte at skrive, før jeg vidste, hvad bogstaver var. Jeg formede sætninger inde i mit hoved, digtede op verdener, konstruerede små fortællinger. Det fyldte mig med en ophøjet glæde, som er vanskelig at beskrive. Mens andre bare så det, der befandt sig for øjnene af dem, var jeg beriget med et ekstra syn: Tekstens dansende ordleg. Alt fik en kontekst.

Før jeg begyndte at blogge, vidste jeg ikke, at andre kunne have glæde af mine 'kontekster'. Et eller andet sted dybt inde i mig, har jeg altid visualiseret mig selv som et skrivende væsen. Aldrig som et talende væsen, selvom guderne skal vide, at jeg taler meget. Men det er mest, fordi jeg bliver nervøs. Tavshed sammen med andre mennesker gør mig ubehagelig til mode. Jeg føler ikke, at jeg har lært mig kunsten at konversere.

I teksten kommer jeg-et til orde. Mit jeg. I teksten tør jeg være. Det samme gør sig gældende for andres tekster. Jeg kan med lethed forsvinde ind i en tekst. Da mister jeg mig selv i teksten, men jeg genfinder altid mig selv mod slutten. Da dukker jeg op til overfladen, beriget med nye erfaringer. Nogen gange får jeg hjertebanken over tekstens forførende evne. Hjertet hopper bogstavelig talt en linie over i en underfundig kombination af sorg og glæde.

Dette er mit forhold til tekst. Derfor er det måske ikke så underligt, at jeg fyldes af en lykkerus, når andre skriver til mig, at de kan lide mine tekster - at de føler, at teksten taler til dem. Det er præstationsangst og pågangsmod i en og samme følelse. Det er tekstskriverens sursøde præmis.

Tak.

Jeg vil ha' dig

2009-10-20T17:56:00.008+02:00

Det var ikke smart gjort - at tage på arbejde idag. Nu sidder jeg her foran skærmen og er helt udkørt.

Hvorfor jeg tog på arbejde, når jeg ikke er helt frisk?

For at smitte mine kolleger og elever?

Nej, det var samvittigheden, der tyngede mig. Jeg var feberfri og kunne spise morgenmad, og da er man vel på bedringens vej, ikke sandt?

Var der nogen, der hviskede pligtopfyldende?

Ja, er det ikke typisk?

Jeg skulle være blevet hjemme, for på mit arbejde var der så mange andre ting, som jeg tog med mig hjem, og som jeg kommer til at gruble over resten af aftenen.

Hvad er det, der kan redde sådanne dage?

For mig er det som oftest musik. Jeg må finde et eller andet, der kan flytte mig et andet sted hen. I aften blev youtube og iTunes redningen. Jeg har længe gået med to sange i mit hoved. Og når jeg skriver længe, så er der snak om virkelig længe. Ca. 10 år!! Nu må I huske på, at jeg bor i et andet land, og jeg har derfor ikke tilfældigvis, mens jeg for eksempel kører bil eller shopper i en butik, lige faldet over en eller anden lokalradio, der lige netop den dag, hvor jeg er tilstede, spiller disse sange. Faktisk har det taget mig en stund at finde frem til sangene, da jeg hverken kunne huske sanger eller titel. Men i aften var jeg stålsat på at finde dem, og tror I ikke, at den ene ledet frem til den anden?!

Den anden findes i en meget dårlig version på youtube, så den skal jeg spare jer for, selvom det er den, jeg er gladest for at have genfundet. Heldigvis var den at købe på iTunes, så det er nu gjort! Sangen er Skib foruden sejl med Anne Grethe og Peter Thorup. Bedre kendt som Island in the Stream med Dolly Parton og Kenny Rogers. Den danske version minder mig enormt meget om min barndom, og jeg kan bare ikke få nok nu, hvor jeg endelig har fundet den.

Sang nummer et er Jeg vil ha' dig. Ikke den med TV-2, nej nej, den med Sea Bee and the D'Generation. Husker I den? Jeg har sunget omkvædet tusindvis af gange: "Jeg vil ha' dig og ha' dig for mig selv. Og når sommeren er forbi, og du kysser mig farvel, så vil jeg ha' dig alligevel." Jeg var usikker på titlen - var det mon Jeg vil ha' dig? Jeg har før googlet hele omkvædet, og har da også fundet bandet, men jeg har aldrig fundet den på youtube. Tror I så ikke, at den netop d. 16.10.09 er blevet lagt ud på youtube? Åh, hvor jeg dog føler mig vidunderlig heldig!

Hvad er det, der kan redde jeres dårlige dage?

Stenhårde damer

2009-10-19T09:38:00.003+02:00

Husker I mine damer? Her er det færdige resultat. I må for resten godt have lidt ondt af mig i dag, for jeg og sønnen er hjemme fra job og skole. Vi har hostekonkurrance i stuen, men vi tager det med godt humør: Sønnen får set den fodboldkamp, han gik glip af igår, og jeg læser og hækler på skift. Og så drikker jeg dejlig te.

Det er først, når sygdom indtræffer, at jeg virkelig mærker min krop og den vidunderlige skabning, jeg egentlig er. Da længes jeg efter friskheden og forstår, at jeg må værdsætte sundheden lidt mere i det daglige.

God samvittighed

2009-10-18T19:00:00.004+02:00

Så er vi hjemme igen efter en tur med indsamlingsbøssen til aftenens tv-aktion (her i Norge). Vi gik i samlet flok, dog med et ekstra klanmedlem - nemlig sønnens bedste ven.

Her sidder sønnike med en stopfuld indsamlingsbøsse. Han var træt, men så havde han også en lille smule feber. Alligevel var det ham, der insisterede på, at vi skulle ud at gå. Et eller andet må vi alligevel kunne, når det gælder børneopdragelse og det, at give dem nogle gode værdier.

God søndag derude i høstmørket og held og lykke til Norge - jeg håber, vi har samlet rigtig mange penge ind i det ganske land. :)

Korch, Poul og Pigelil

2009-10-18T11:21:00.011+02:00

Da jeg var barn, var jeg en rigtig læsehest. Det er jeg stadig, men der var mere tid til det den gang, føler jeg. Jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, og jeg besøgte jævnligt den lokale bogbus. Ingen af mine forældre eller søskende var særlig vilde med at læse, men hos min farfar fandtes der et lille udvalg af bøger. Der fandt jeg Ditte menneskebarn, som jeg tudede mig igennem, og så fandt jeg Morten Korchs samlede forfatterskab.

Det specielle ved Morten Korch er, at mange af hans romaner blev filmatiseret i 50'erne og 60'erne, og de blev alle store biografsucceser. Det var disse danske melodramaer, mine forældre sad og holdte hænder til i biografens mørke, og det blev disse film, min far lejede med hjem, da VHS-afspilleren blev en del af vort hjem. Lidt tidligere end hos mange andre, da min far egentlig købte den til at have med ombord på sin fiskekutter, så han og de to øvrige besætningsmedlemmer kunne se film, når de sejlede ud og hjem. Men om vinteren var VHS-afspilleren at finde i vores stue, og så lejede far videofilm om søndagene.

Vi så dem alle sammen; Vagabonderne på Bakkegården, Krybskytterne på Næsbygård, Sønnen fra Amerika, Mosekongen, Det gamle guld, De røde heste osv. Titlerne afslører genren, men jeg skammer mig ikke. Dette er en naturlig del af min barndom: Danske melodramatiske lystspil med masse af sang og storslåen kærlighed.

Inde i nogle af bøgerne var der billeder fra filmatiseringen. Det var skønt og den evige hovedrolleindehaver, Poul Reichardt, var min store helt. Han minder mig faktisk lidt om min far, og måske er det noget af forklaringen på, hvorfor jeg var lidt småforelsket i manden. Mit hjerte smeltede, når han brød ud i sang, hvilket skete flere gange i en film. Min far brød aldrig ud i sang, men det var godt at sidde indtil ham og se disse gode gamle film. Sådan har vi ofte siddet sammen og fældet en tåre eller ti.

Man kunne regne med Poul, der på trods af alverdens prøvelser og svig var godheden selv, smilende og venlig. Og selvfølgelig har det præget mig. Alle disse film med stereotype kvinde- og manderoller. Jeg bærer det i mig, og det både beriger og hæmmer mig. Jeg værner om hjemmet som en anden forklædeklædt bondepige, der går og venter på sin mand, der selvsagt helst skal indehave nøjagtig de samme egenskaber som Poul. Samtidig længes jeg efter en karriere og større ligestilling. Jeg er både og.

Jeg vil ikke være foruden min barndoms Korch. Uden ham ville jeg næppe have været mig. Jeg har selv i voksen alder set mange af filmene om og om igen, og jeg græder hver gang. De rammer noget i mig, som jeg ikke helt ved, hvad er. Det er de store følelser og det gode danske bondesamfund, der for længst er blevet industrialiseret. Det er det rene bavl, men for mig har det en særlig værdi, fordi det binder et bånd til min far og farfar, der selv var bondemand.

Til sidst vil jeg vise Jer et klip fra filmatiseringen af Det store løb. Mit hjerte smelter den dag i dag, når Poul synger sangen Pigelil...jeg lukker mine øjne og forestiller mig, at det er mig, han har i tankerne...

Nyd dagen i dag

2009-10-17T20:30:00.002+02:00

Jeg elsker denne sang. Den passer utrolig godt til mit indre liv, og så må jeg bare tilstå, at jeg får sommerfugle i maven, når David Bowie synger sine vers. Denne version har ikke optimal lyd, men videoen er skøn, fordi man ser alle dem, der synger.

God lørdagsaften til jer alle.

Det muntre køkken!

2009-10-16T09:22:00.003+02:00

Kan I huske, at jeg smadrede vores køkkenvask? Jeg skrev om det i et tidligere indlæg. Det var sidste år i julemåneden. Den december måned hvor alt bare gik i vasken - bogstavelig talt. Men nu er vasken fin igen. Den store revne er dækket med de smukkeste sten, og vasken er blevet et glad og dekorativt indslag i vort køkken. Bedøm selv:

Nydelig forandring

2009-10-16T08:56:00.004+02:00

Den grønne farve på vort spisebord har længe irriteret mit øje. Den var blevet lidt for intens og dominerende, men skulle jeg virkelig til at svinge penslerne igen? Det tager så lang tid før, spisebordet kan bruges igen efter en tur med oliemaling, og det er i grunden lidt upraktisk med to små pil'fingrer i husstanden.

Så igår, da den lille dame og jeg havde hyggedag på café, så vi en lyserød voksdug, som bare passede helt perfekt ind i vores stil, og vupti så var det købt. Hjemme igen clipsede vi det fast på spisebordet, og det ser da fantastisk ud, ikke sandt?

Knap så fantastisk ser det ud nedenfra, men hvem er det også, der sidder der nede?

God kreativ fredag!

Frosty day

2009-10-15T16:04:00.005+02:00

Jeg gad nok vide, hvad den due sidder og tænker på?

Måske har den forelsket sig i en and?

Måske skutter den sig bare lige som svanerne i

Kim Larsens Hjerter Dame?

Der var frost på søen i dag.

Godt at komme ind i varmen og spise dejlige kanelsnegle.

Måske begynder det at sne i morgen?

Se hvor sneen falder hvidt

sukkersødt og engleblidt

som krystaller på din pande.

Svanerne de skutter sig

længes de mon ligesom jeg

efter eksotiske lande?

Hjerter Dame

Det personliges dilemma

2009-10-15T08:45:00.007+02:00

Det er ikke længere nogen hemmelighed, at jeg er et kaosmenneske. Kaos hersker i mit sind, og uden dette kaos ville jeg sandsynligvis bryde sammen. Det lyder måske som et paradoks, men det er helt logisk for mig. Nu skulle man måske tro, at det er skummelt at skrive så personlige indlæg, men det synes jeg egentlig ikke, at det er, for det er jo bare sådan, jeg er. Sådan har jeg i grunden altid været.

I mødet med andre mennesker er det umuligt for mig at lægge det personlige til side. Måske er det en slags søgen efter bekræftelse, måske er det bare den eneste måde, jeg kan møde andre mennesker på? For nogen føles det væmmeligt, at jeg er så hudløs, men det må de så slås med, for jeg kan ikke være anderledes. Jeg VIL ikke være anderledes.

For hver dag, der går, lærer jeg mig selv og virkeligheden bedre at kende. Jeg er evigt søgende. Der findes ingen urokkelige sandheder eller faste skønheder, er jeg kommet frem til, og det er noget af det, der holder mig i live. Det er måske i virkeligheden det, der er livet?

Der er en del, som jeg kender privat, der læser min blog, men det gør mig ingenting. Jeg skammer mig ikke over mine tanker og følelser. Tværtimod tror jeg, at de er genkendelige for mange. Det er i hvert fald mit indtryk, og det glæder mig. Der er kun én ting, som jeg synes kan være problematisk ved, at venner og familie læser min blog, og det er, at jeg ikke er i stand til at tale om mine indlæg. Jeg er i det hele taget ikke så god til dette her med at samtale. Så hvis noget af det, jeg skriver, skal debatteres, må det ske herinde...or forever hold thy tongue.

Jeg forestiller mig, at dette er noget af forklaringen på, hvorfor jeg ikke er medlem af en venindeflok. Jeg er ganske enkelt for personlig. Og så fikser jeg under ingen omstændigheder small talk. Hvis nogen begynder at snakke med mig om vejret, er jeg den, der er skredet. Hvad i alverden har jeg dog at sige om vejret? Hvad skal man mene om fænomenet? Langt mere interessant er det, hvis folk bare kunne være ærlige i stedet for al denne snik-snak. Tænk, hvis de i stedet for at snakke om vejret kunne fortælle en lille anekdote om sig selv? Byde lidt på sig selv; Kaste sig selv ind i ringen! Livets ring.

Folk skal selvfølgelig gøre, som de vil, men her hos mig, står det personlige i centrum. Dette er mit pusterum. Her får jeg luft for mine frustrationer og glæder, og det tror jeg, kassedamen i det lokale supermarked er glad for. ;)

Tidernes vitaminindsprøjtning!

2009-10-14T20:14:00.012+02:00

I dag var der virkelig overraskelser i postkassen her til Villa Rosa. Det er Persilja og Kaspara, der har været på spil til stor glæde for lille mig. Her går disse to fremmede mennesker rundt og tænker på mig og sender avgårde smukke breve og pakker, og jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal sige tak. Så jeg gør det sådan her: TUSIND TAK!!!!!!!!!! Jeg danser og hopper af glæde og synes, at I er de skønneste kvinder i verden. Tænk, hvis jeg aldrig var begyndt at blogge! Hvordan havde mit humør da været ovenpå den fødselsdag, jeg havde mig i mandags?

Farveklatten, Persilja, der nu officielt er blevet min tredje storesøster, sendte denne vidunderlige pakke. Jeg må sige, at jeg nu har fået 'en dosis Persilja'. Det begreb er ensbetydende med:

Farverigdom og kreativitet. Se lige den taske. Den passer mere til mig end, hvad hun egentlig aner. Jeg har til og med nogle støvler, som matcher tasken!

Intelligens. Persilja er en meget intelligent kvinde. Efter, at jeg har fundet hendes blog, er jeg helt stoppet med at købe interiørblade, læse aviskommentarer etc. Hun har nemlig det hele!

Og her har Kaspara været på spil. Smuk, som en moviestar...

Den sidste der, er jeg ekstra glad for. Ser I, hvordan hun mænger sig frem og stjæler opmærksomheden fra de andre to. Skønner dominerende dame.

Her er det nydelige kort, Kaspara skrev til mig. Det var en dejlig smøre, men den holder jeg for mig selv ;)

Som Tak for gaveregnen vil jeg vise de to skønne kvinder et billede, som jeg tegnede for mange år siden. Det forestiller nabogården til der, hvor vi boede i Oslo. Det var før vi flyttede ned til Villa Rosa. Og det var før vi fik børn. Der var store vinduer i den lejlighed, vi lejede, og vi så mange sjove ting, som jeg ønskede at tage vare på.

Nedenfor ser I 'hånden'. En ensom mand, der for det meste sad i sin stue og så fjernsyn. Vi kaldte ham 'hånden', fordi vi i de første mange uger kun så hans hånd i skæret af en lampe, når han tog sig endnu et stykke pizza eller skiftede fjernsynskanal. Kort efter, at jeg havde tegnet dette billede, fik jeg dog set en hel del mere af 'hånden', end jeg strengt taget havde brug for. Det har sig nemlig sådan, at jeg en aften, da jeg skulle lægge mig, kom til at se over i 'håndens' stue. Den var tom, men ved vinduet stod der en tændt standerlampe. Pludselig stod selveste 'hånden' under lampen, og han havde ikke en trævl på kroppen. Han skulle slukke lampen, men så fik han øje på et eller andet på sin ene negl og blev derfor stående en god stund. Jeg nåede i hvert fald at kalde på min mand, der kom løbende og så det absurde syn: en hånd og en penis uden hoved!

Her nedenfor ser I kunstneren, der en dag stod nogenlunde sådan her i sin stue. Han var vel inspireret eller også havde han drukket lidt for meget rødvin? Hvem ved - jeg lo i hvert fald, og ned på papiret kom han.

Under kunstneren boede der nogle lidt mere kedelige mennesker, så dem gad jeg ikke at tegne. I stedet tegnede jeg et kollektiv, der er kommet lidt for tæt ind på livet af hinanden.

I underetagen fandtes 'Cecilies Neglesalong', og det er rigtig nok. Hun havde et flot diplom fra Tone-Lise Akademiet, men det hjalp ikke stort, for inden der var gået tre måneder, måtte hun dreje nøglen rundt. Men akkurat på denne dag havde hun noget at lave. Det var en af gadens fine fruer, der gerne ville have nogle kunstige negle, og det fik hun. Skønt Cecilie ikke sagde et kvæk.

Til sidst kan jeg fortælle Persilja, at jeg opdagede den lille overraskelse, der lå inde i bogen. Den står nu og pynter i min vindueskarm. Se selv.

Du er virkelig min hemmelige søster...

Godnat fra Pusle og mig...

2009-10-13T22:38:00.001+02:00

Ham med den røde sofa

2009-10-13T18:29:00.012+02:00

Her ser vi så mig, frit svævende på en gynge. Igår, da jeg fyldte 35, var jeg også svævende, men det var i i frit fald og på ingen måde så elegant som på disse billeder!

Jeg blev simpelthen så skuffet over gemalens fødsesldagsgave og reagerede med en uheldig, og knap så klædelig, kombination af frustration, aggression og udmattelse. Heldigvis kom I, kære bloggere, humøret til undsætning med alle jeres søde kommentarer - tusind tak. Da var jeg svævende igen.

Svævende fortsatte jeg at være, for i postkassen lå min anden gave til mig selv: To billeder lavet af Katrine K. De var meget smukkere i virkeligheden, og de minder mig om en trist/smuk historie, som passede fint til gårsdagens sindsstemning.

Nu skal I høre:

For en del år siden så jeg en dansk dokumentar om en kvinde, der var døende af AIDS. Vi kalder hende Bente. Bente havde en lille datter på ca. 7 år. Hende kalder vi Sofie. Bente lå på sygehuset og ville ikke give slip på livet, fordi det samtidig indebar et farvel til Sofie, som hun elskede højere end noget andet.

Bentes mor og søster skiftedes til at sidde vagt ved Bentes seng, men de var trætte. De indrømmede på en ikke så særlig pæn måde overfor dokumentaristen, at de ønskede, at hun snart måtte dø. De havde sagt farvel et utal af gange, og nu ville de bare gerne have, at livet kunne gå videre...for dem. Søsteren indrømmede endda, at hun var godt træt af, at Bente på grund af sygdommen stjal al opmærksomheden. "Alle spørger til hende og sygdommen. Ingen tænker på mig og mit liv!"

Sofie var ked af det og forstod ikke så meget af det hele, for hvad er egentlig døden for en størrelse, når man er et barn? Hun stod ofte lidt i baggrunden og hørte på mormorens mange udtalelser. Også da mormoren fortalte, at Sofie ikke vidste, hvem som havde smittet Bente. "Jeg ved det godt, mormor. Det var ham med den røde sofa." Da blev mormoren helt stille.

Nu var det lige før Bente døde. Hun var bare skind og ben, der hun lå. Hun havde et sidste ønske: "Kan Sofie bo hos dig?" "Ja, Bente.", svarede Sofies mormor. Kort tid efter kaldte Bente på Sofie, og så døde hun. Da fortalte mormoren dokumentaristen, at hun selvfølgelig ikke kunne have Sofie hos sig. "Det var jo bare noget, jeg sagde, så Bente kunne få fred." Det betød åbenbart ikke noget for mormoren, at Sofie senere i livet ville kunne se denne dokumentar og dermed forstå mormorens bedrag. Jeg håber, de har fået snakket ud om dette, og at Sofie kan forstå mormorens valg, men jeg kan ikke lade være med at tænke på Bente.

I en af de sidste scener besøger mormoren og Sofie Bentes grav. "Så ligger hun altså dernede.", siger Sofie.

"Ja, indtil videre betaler jeg for gravpladsen, og så kan du jo se, hvad du vil, når du bliver stor."

"Hvad mener du?"

"Det er jo ikke sikkert, at du vil betale til gravpladsen. Hvis du ikke vil, fjernes den."

"Jamen, de kan da ikke fjerne mor!", udbryder Sofie.

"Til den tid er hun alligevel ædt op af regnorme og biller!", svarer mormoren køligt.

Det var en meget barsk dokumetar, som har brændt sig fast i min sjæl. Nu har jeg disse smukke billeder, som minder mig om Sofie og Bente - og ham med den røde sofa.

Med de to billeder fulgte disse smukke kort. De, som har fulgt min blog, kan nok se, hvilke jeg snakker om, siden de ikke var der, da jeg for en stund siden viste billeder fra mit skrivebord...

God tirsdagsaften til jer alle sammen.

Nostalgisk søndag - husker I?

2009-10-11T12:40:00.001+02:00

Monsteret i spejlet

2009-10-10T13:20:00.008+02:00

I morges, da jeg vågnede, havde jeg en underlig følelse af at være blevet 10 kg tungere i løbet af natten. Jeg lå lidt længere, end jeg plejer. Jeg følte på vægten af mig selv og slog det alt sammen væk med en kombination af morgensløvhed og god rødvin aftenen før.

Så kom jeg ud på badeværelset, og i det skånselsløse neonrørslys så jeg gud hjælpe mig et monster i spejlet! "Hvem ER dog dette?", tænkte jeg, og sekundet efter vidste jeg naturligvis besked: Monsteret i spejlet var mig.

Jeg har aldrig påstået, at jeg er nogen sylfide, og jeg har vel i grunden heller aldrig rigtig gjort noget ærlig forsøg på at blive det. Periodemotionist kan man vel kalde mig. I morges var så en af de morgener, hvor jeg inderlig fortrød dette uheldige image.

Efter de sædvanlige og nødvendige morgenrutiner tøffede jeg ind i soveværelset for at finde noget at skjule monsteret med. Valget faldt på en kjole, som altid får mig til at føle mig fin. Men ak og ve, kjolen havde krympet derinde i skabet, og jeg havde mest af alt lyst til at tude - som i tudegrim!

I aften får vi besøg af et hold gode venner, som praktisk talt er blevet familie (Vi inviterede dem helt spontant igår), så jeg måtte finde inspiration til en god rustik høstmiddag. Ja, når man ikke kan bruge tid foran spejlet, fordi et monster har okkuperet det, kan man heldigvis altid fordybe sig i nogle trøstekogebøger.

Efter nogen tid med surmuleri og kogebogskiggeri kom jeg frem til, at vi manglede citroner, så jeg moslede afsted til nærmeste butik, for at få fat i disse smukke gule energibomber. Monsteret fulgte med og var desværre at se i alle blanke overflader, jeg passerede.

Hjemme igen ved porten til Villa Rosa bestemte jeg mig for at tjekke postkassen. Ikke at postbudet plejer at være tidligt ude på en lørdag, men der sker jo ikke noget ved at konfrontere sig selv med endnu en skuffelse, når dagen nu alligevel er dum.

Men postkassen var ikke tom! Der var en pakke i den, og den var til MIG! Jeg har arbejdet en del som vikar i denne måned, så jeg har valgt at forkæle mig selv med lidt materialisme og har derfor været en tur indenom diverse medbloggere.

Den første gave til moi kom allerede i dag. I ser den smukke indpakning på billedet nedenfor:

Jeg løb (stakåndet) indendøre og flåede pakken op, og der hoppede der tre dansende smykker ud på bordet:

Smykkerne er lavet af Hilde Iren fra MONOme, der ligesom jeg starter julen her i oktober måned. Det betyder, at hun har 30% rabat på et stort udvalg af sine fantastisk smukke smykker. Skynd jer ind og se, før det hele forsvinder.

Der sad monsteret så med de mest elegante og sarte smykker i sine hænder. Monsteret traskede ud til spejlet og prøvede dem, og som ved et trylleslag forsvandt monsteret i spejlet, og frem tonede jeg.

Bare så det er sagt, så fik de røde øreringe mig til at føle mig som snehvide: De blodrøde roser mod min hvide elfenbenshud med mit lange næsten ibenholtsfarvede hår i baggrunden. Nu mangler jeg bare fem små dværge i tillæg til de to, jeg allerede er så heldig at have.

Tusind tak Hilde Iren, du kunne ikke have valgt en bedre dag.

Hverdagsæstetik

2009-10-08T16:18:00.001+02:00

Ynk!

2009-10-08T10:02:00.011+02:00

Jeg har haft nogle travle dage i det sidste og nyder derfor denne fridagsmorgenstund. Jeg har lavet en fantastisk kop indisk kaffe af nymalede bønner og sidder nu og læser de sidste nye blogindlæg. Jeg har gået glip af meget, men forsøger, så godt jeg kan, at få med mig alt det forsømte.

At blogge gør mig på en underlig måde lidt mere lykkelig. Jeg har fundet nogen derude, som vækker glemte følelser i mig. Det er skønt, og samtidig er det virkelig utrolig priviligeret at kunne blogge med mennesker i andre lande. Det åbner en helt masse dører i både symbolsk og fysisk forstand.

På mandag har jeg fødselsdag, og jeg har ikke inviteret en eneste gæst! Jeg havde planer om at invitere nogen til lørdag aften, men så glemte jeg det. Eller måske glemte jeg det ikke. Måske lod jeg bare være med at tænke på det, fordi tanken smertede? Min mor havde en masse veninder, og når hun inviterede til tøseaften, var der en stemning, som sjældent indfinder sig i mit 'kvindeliv'.

Hvad er der mon galt med mig og mine kvinderelationer? Jeg har gode og omsorgsfulde veninder, men jeg er ikke medlem af en venindeflok, om I forstår. Jeg skulle nogen gange ønske, at jeg var del af et sådant kvindefællesskab, men den eneste gang, hvor jeg har været det, var, da jeg gik i gymnasiet, og da følte jeg altid, at jeg var en slags betragter. Mentalt set stod jeg altid i udkanten af gruppen. Måske er jeg bare ikke noget flokdyr?

Sidste år inviterede jeg til fødselsdagsmiddag, men det var da, det slog mig, hvor forskellige de kvinder, jeg kender, egentlig er. Sammensætningen fungerede ikke optimalt, og jeg blev nervøs. Det var ubehageligt.

For et årstid siden blev jeg inviteret til fest hos en veninde, og der var der en stemning uden lige. Jeg sad ganske vist igen lidt sådan underlig udenfor det hele, men jeg nød det. Samtalerne var herlige, og i mit stille sind funderede jeg på, om jeg mon kunne adoptere dette fællesskab, men det kan man jo ikke bare lige gøre. Sådanne fællesskaber bygges over tid.

På mandag er det min fødselsdag, og jeg skulle ønske, jeg kunne fejre dagen med diverse bloggere 'in space'.

Odd Rosa

2009-10-06T14:31:00.008+02:00

På opfordring kommer der her nogle billeder af det, jeg kalder min helt egen Odd Molly Candyfloss. Jeg beklager lidt dårlig billedekvalitet, men dette gik lidt hurtigt, da det, efter et besøg hos Fruens Syslerier, gik op for mig, at Rosas Roulade havde Lars Løkke Rasmussen som billede. Ja, og det syn var ikke det allerbedste for Rosas image! ;)

God rosa tirsdags aften derude...

Løkke og Åberg

2009-10-06T14:21:00.006+02:00

I disse dage, hvor Lars Løkke Rasmussen er så ofte at se i medierne, kan jeg ikke lade være med at stille dette lidt tåbelige spørgsmål: Er der flere, der synes, Lars Løkke Rasmussen ligner Alfons Åberg?

Personligt har jeg længe, i flere år faktisk, tænkt, at Lars Løkke Rasmussen må være den voksne udgave af Alfons Åberg. Denne lille 'jeg skal bare liiige'-dreng med Thomas Windings vidunderlige stemme. (Den har den voksne udgave så ikke, noget som måske skyldes puberteten?)

Og når jeg nu er i gang, så har jeg altid tænkt, at Alfons Åbergs far ligner Jesper Langberg. (Mads Skjerns bror, Kresten Skjern, i den danske tv-serie Matador). Det betyder med andre ord, at Jesper Langberg er Lars Løkke Rasmussens far! Hmm, det var lidt syret. Måske er det Kresten Skjern, der er Lars Løkke Rasmussens far? Jo, det virker mere logisk.

Vi må selvfølgelig se bort fra det politiske, for her er jeg ganske sikker på, at Lars og Alfons befinder sig langt fra hinanden. Hvad er det egentlig, jeg skriver? Dette var da virkelig et underligt indlæg. Jeg ville bare lige gøre opmærksom på, at min sammenligning udelukkende handler om udseende og ikke personlighed etc.

Ja, jeg skulle bare liiiige...

Høst

2009-10-05T14:19:00.010+02:00

I dag er der høststemning her, hvor jeg bor. Hvorfor bruger jeg ordet høst? Fordi, jeg synes, det er et meget smukt ord og også varmere end efterår. Et efterår - det kommer efter, mens høst er noget eget lige som vår, sommer og vinter.

Om lidt skal jeg gå en lang tur, og det glæder jeg mig til. I morges fandt jeg min frakke fra Odd Molly frem, så hvis du ser en omvandrende candyfloss, så er det mig! :) Frakken er af uld og har det smukkeste orange fôr - høstfarven over alle høstfarver.

Når jeg kommer hjem, skal jeg varme lasagneresterne fra i lørdags, og så skal jeg haste ud af døren til et møde 40 minutter fra der, hvor jeg bor. Jeg skal heldigvis køre sammen med en anden kvinde, så da bliver turen ikke så lang.

I morgen skal jeg arbejde hele dagen, og det skal jeg også onsdag og fredag. Det er typisk, at der pludselig dukker vikartimer op, når jeg har planerne klare for fridagene. Men pengene er gode, og eleverne er søde.

Nu vil jeg afslutte dette underlige indlæg og gå tilbage til der, hvor jeg var.

Vi blogges en anden god gang.

Billeder fra en dejlig dag.

2009-10-04T17:28:00.006+02:00

Efter, at jeg havde malet vindueskarmen, flyttede jeg rundt på spisebordet og fandt en smuk gammel dug frem fra skabet.

Velsmagende rustikke kransekagestænger.

Efterårskrukker til trappen ved indgangsdøren.

Ernsts friterede grise ... og nogle hjerter.

Glædelig ... efterår! :)

Det er sørme, det er snart...DECEMBER!!!

2009-10-04T12:07:00.008+02:00

Det sner, det sner ti de li bom! Ganske vist er det 5 timer herfra, men alligevel - Det er i hvert fald nok til at få mig i TOTAL julemodus. I dag har jeg planerne klare: Jeg skal bage kransekagestænger og lave 'Ernsts friterade vildsvin'. I aften bliver det indisk lammegryde, og så vil jeg iøvrigt forsøge at komme en tur på planteskolen for at købe nogle fine vinterplanter til mine trappekrukker.

Sidste år havde vi en mærkelig decembermåned. Vi arbejdede ALT for meget, og jeg kom faktisk aldrig i julemodus. Det hele kulminerede med, at jeg smadrede vores nye porcelænsvask lige før d. 24. december. Total happy hour! Derfor har jeg i år bestemt mig for, at julen skal nydes i fulde drag...og derfor starter vi allerede nu! Planen er, at alle krukker og dåser skal bugne før anden søndag i advent! Er jeg lidt for ambitiøs? Hold da op...mig...ambitiøs...ha ha ha ha ha! (Så så man lige mig bryde sammen her på bloggen anden søndag i advent.)

I dag startede jeg dagen med at dække et lille morgenjulebord, som kan ses på billederne ovenfor. Derefter gik jeg i gang med at male vinduet fra sidste weekend færdig. Jeg er jo et kaosmenneske, så jeg gad da selvsagt ikke at skifte tøj, så nu har jeg en strikket noa n0a kjole med to tykke turkise striber i lårhøjde!! TYPISK MIG!! Og så er jeg ikke end gang pms! Er det muligt?

Nå, men jeg er lykkelig og taknemmelig, og inden i mig bobler Majbritt og Majken!

God søndag til jer alle sammen!

Jeg elsker deres påfund

2009-10-03T09:29:00.004+02:00

Min dejlige dreng har altid elsket at perle, og for et år siden blev han fuldstændig vild med at perle flag. Han perlede og perlede, og i går begyndte han og en ven så at perle flag igen igen. Er det ikke bare et herligt projekt? Snart skal flagene trækkes på snor og hænges under hans høje 'hemseseng'. Måske kommer der billeder af resultatet senere...

Jeg tror, Majken vinder...

2009-10-02T12:34:00.010+02:00

Majken er sådan en kvinde, der helst drikker øl. Hun kan selvfølgelig godt tage sig et glas rødvin, men hun kan egentlig ikke rigtig lide det. Det er surt og smager eddike, synes hun. Måske er det, fordi hun har en tendens til at købe de billige typer, måske er det bare noget med hendes smagsløg?

Majbritt drikker gerne rødvin. Tit og ofte. Jeg tror faktisk, at Majbritt drikker et par glas hver aften sammen med kæresten. Jeg forestiller mig, at de sidder længe ved middagsbordet og nipper til både mad og vin, mens de har dybe samtaler om deres arbejde og interesser, der i virkeligheden er to sider af samme sag. De sidder der og dyrker sig selv og hinanden. Ind imellem forlader han bordet for at ryge en smøg ude på balkonen. Når han kommer tilbage smiler han altid undskyldende til Majbritt, imens han trækker på skuldrene. Han er klædt i slidte cowboybukser (jeans) og en pæn skjorte. Han er i det hele taget en pæn mand. "Du holder dig godt!", plejer hans jævnaldrende venner at sige, imens de ler lidt forlorent, fordi de i virkeligheden synes, han er forfængelig og lidt fjollet. De misunder ham Majbritt, der er ung og smuk, men de synes samtidig, at hun er for ung. Ikke noget at bygge en fremtid sammen med. "Savner du aldrig Irene?", spørger de bare for at genere ham. Ekskonen Irene, som han har to voksne sønner med. Men de får aldrig noget ordentligt svar. Heller ikke når de er på tomandshånd med ham.

Hjemme hos Majken er middagene som regel et stort kaos med dine, mine og vore børn og deres venner. De spiser retter som for eksempel kartoffelmos med pølser og ketchup eller frikadeller med kartofler og hvid sovs. I baggrunden spiller P4 det ene hit efter det andet, og af og til nynner Majken med, andre gange råber hun efter et af de børn, der endnu ikke har indfundet sig ved middagsbordet. De sidder midt i køkkenet, selv om der næsten ikke er plads til dem, så Majken og Kenneth indtager ofte deres måltider stående. Bagefter, når ungerne er færdige og enten sidder foran fjerneren eller er på deres værelser, eller hvor de nu befinder sig, laver Majken 10 kopper kaffe: "Så har vi i hvert fald nok.", siger hun, og Kenneth nikker og hælder den færdige kaffe over på en termokande. Det, der er tilbage i kaffekanden, deler han mellem sig og Majken. De har sådan nogle krus med skrift på: 'Verdens bedste far' etc. Så daffer Kenneth med kaffekruset i den højre hånd og en pakke smøger i den venstre ud i garagen for at skrue lidt på en af ungernes knallerter. En blå og hvid FZ'er. Mens Majken rydder af bordet, forsøger hun at finde en måde at overtale Majbritt til at sælge tingene i stedet for bare at give dem bort. "Vi kan sgu da lige så godt selv tjene på dem.", tænker hun højlydt. Kenneth synes, hun er åndsvag, hvilket han har givet klart udtryk for: "Du kan lige så godt droppe det. Majbritt kommer aldrig til at stå på et marked og sælge brugte ting!" "Aaah, det skal du nu ikke sige. Hun har det i sig." "Hvor?", spørger han og begynder at le: "I hønserumpen?" "Hold dog op. Du har ikke kendt hende så længe, som jeg har." "Nej, og det er jeg eddername glad for!"

Hvilken herlig kvinde!

2009-10-02T11:15:00.007+02:00

I en artikel i norske Aftenposten faldt jeg over denne danske Brinja, der har lavet en miniatyr-udgave af sit eget hjem. Det er bare så herligt, at jeg næsten får lyst til at gøre det selv. Men jeg holder mig i skindet...her skal der skrives og ikke limes og klistres! Du kan læse artiklen her. Brinja har også en herlig blog, som du finder her.

At tænke i tekst

2009-10-01T15:05:00.017+02:00

Det er fantastisk - jeg er begyndt at tænke i tekst. Ordene strømmer til mig i herlige brudstykker, der danser sammen til meningsbærende helheder. Jeg nyder og tyder ordene i mit hoved. Majbritts stemme, Majkens stemme og Rosas stemme. For det er jo takket være Rosas Roulade. Det er denne blog, der har udløst tekststrømmen.

I går rejste jeg med toget til Oslo. Oslo er min by, fordi det var den første by, jeg boede alene i. Det var den første by, jeg udforskede og tilegnede mig. Derfor er Oslo noget specielt for mig. Det var koldt igår. Bidende, men jeg varmede mig med en veninde på diverse caféer. God kaffe og god mad og mange mennesker. Mange Majbritt'er, knap så mange Majken'er.

Når jeg tænker på min roman eller mit næste indlæg, tænker jeg automatisk på læseren. Jeg tænker afsender og modtager og budskab. Hvad er det, jeg ønsker at formidle nu? Forstår modtageren de strukturer, der findes i teksten? Forstår jeg dem? Det er en herlig fornemmelse, der fylder mig med en boblende glæde.

Jeg følger mine to M'er i blinde. Famler rundt sammen med dem og forsøger at komme til bunds i deres liv. Den ene, Majbritt, står i en stue og pakker ting ind i gamle aviser. Når de er færdige, lægger hun med langsomme bevægelser pakkerne ned i banankasser. Hun ville have købt ordentlige flyttekasser, men Majken kendte en, der arbejdede i Føtex, og som derfor havde tilgang til banankasser, og så blev det banankasser, selv om Majbritt synes, de er upraktiske pga. det store hul i midten. Majken synes ikke, at det gør så meget, for kasserne skal jo alligevel bare læsses ind i bilen og køres til den nærmeste genbrugsstation. Majken forsøger at overtale Majbritt til at tage med til Brørup marked for at sælge tingene der: "Så kunne vi holde en fest ude i campingvognen for alle pengene.", foreslår hun, men Majbritt stirrer bare dumt på hende og vrisser surt: "Nej, har jeg sagt! Det gør jeg simpelthen bare ikke!" "Hvorfor dog ikke? Vi kan altså godt købe noget ordentlig rødvin for pengene. Det er sgu lige meget for mig, hvad det er for noget, vi drikker, bare jeg bliver fuld!", siger Majken og fniser. Så tænder hun en smøg og går ud i køkkenet for at tanke mere kaffe.

Jeg tænker i sætninger og tableau'er. Hvornår får jeg mon sætningerne ud i fingrene? Det er lige før nu, fornemmer jeg. Det dirrer og lever i mig. Det var, som allerede nævnt, hundekoldt i Oslo i går, og imens jeg gik og frøs, formede mit åndedrag sætninger for øjnene af mig. Jeg må forlade hjemmet noget oftere; hente min inspiration fra andre steder end her. Det er derude et sted, det gælder bare om at plukke det op.

Majken har sikkert Fisker Thomas hængende i stuen...lidt for sjov og lidt for at irritere Majbritt!

2009-09-29T12:36:00.006+02:00

I dag har jeg så valgt IKKE at levere den tyske oversættelse, som var min indgangsbillet til eksamen i tysk grammatik og fonetik til november. I stedet fokuserer jeg på 'Majbritt' eller rettere sagt storesøsteren Majken.

For at kunne "skrive Majken" må jeg mane hende frem. Jeg tror, det er vigtigt for mig, at de personer, jeg skriver om, findes et sted inde i mig. Majken. Hvor finder jeg mon hende? Jeg hverken ryger eller er gift for anden gang. Men jeg har alligevel fundet den perfekte link: Suzi Quatro! Jeg sad og funderede over, hvilken musiksmag denne Majken mon havde. Dette, fordi jeg har fundet ud af, at musik kan fremkalde de utroligste følelser i mig - fortrængte eller bare glemte følelser. Som nævnt i et tidligere indlæg sværmer Majken for dansk musik så som Big Fat Snake og Poul Krebs, men for at jeg skal kunne sætte mig ind i Majken, må musikken på en måde kunne fremkalde min indre Majken. Kan I følge mig?

Derfor er jeg begyndt at høre Eldorado med Jørgen de Mylius på P4, og da var det Suzi Q dukkede op, og jeg blev bare Majken. Jeg var et helt andet sted og mindedes pludselig en Glamrock festival med Suzi Q for mange år siden...ved vesterhavet, selvfølgelig ;) Det var simpelthen så fantastisk, og det slog mig, hvor højt jeg i grunden elsker denne Majken, og hvor taknemmelig jeg er for, at hun er blevet en del af mit liv lige nu!

Så nu hører jeg Suzi Q morgen, middag og aften, imens jeg forsøger at finde en god åbning. I kender vel alle sammen Suzi Q? Ja, jeg spørger, fordi det viste sig, at min norske mand aldrig havde hørt om damen! Jeg hører disse lige nu: Stumblin' In, If You Can't Give Me Love og She's In Love With You

Jeg skulle virkelig ønske, at jeg kunne få fat i den Eldorado-box, som Jørgen de Mylius konstant omtaler i Eldorado. Det virker som om, at den er spækket med musik, som Majken/jeg holder af. Hver gang han spiller noget fra den, bliver jeg fuldstændig ekstatisk - jeg bliver (hvor uhyggelig det end lyder) Majken og får lyst til at ryge 30 smøger og ikke drikke andet end kaffe! For at være helt ærlig, så bliver jeg ustyrlig glad... Er der mon nogen af jer derude, der ved, om denne box kan købes?

Forrige gang, jeg forsøgte at skrive 'Majbritt', fandt jeg aldrig Majken. Dermed fik Majbritt ikke den nødvendige modpol. Hun blev stående irriterende alene uden refleksion. Med Majken inde i billedet bliver Majbritt belyst på en anden måde. Hun afsløres, og det er fint. Jeg har selvsagt stor sympati for Majbritt. Stakkels pige...hun er jo så usikker, men jeg er alligevel nød til at blotlægge hende. Det bryder hun sig ikke om, men sådan er det bare. Det er min mission. Puh, nu smækker hun med døren i mit højre hjernekammer!

Så er spørgsmålet, om romanen skal fortælles i første person eller tredje person? Lige nu forestiller jeg mig, at den skal skrives i jeg person, men at både Majbritt og Majken skal komme til orde. Men åbningen... I en lufthavn... Og hvad er der med de forældre?

Hjernen arbejder så meget bedre nu, hvor den ikke har dårlig samvittighed mere...

Interview med Lisbeth fra Bistels Brenneri

2009-09-29T10:28:00.004+02:00

Lisbeth fra Bistels Brenneri er (efter bare kort tid på blogspot.com) blevet månedens kunstner hos Lissie Design læs interviewet her.

Tillykke Lisbeth, det er flot og et tegn på, at du kan noget helt specielt! Noget jeg har vidst længe, og nu håber jeg, at du lykkes med dine flotte keramikdrømme!

Beslutningen er taget!

2009-09-28T16:01:00.008+02:00

I går vågnede jeg op til duften af nybagte rundstykker. Det var min mand, der var på færde. Han er super god til at stå op i weekenderne og bage. Jeg savner jo friske rundstykker fra bageren heroppe i Norge, men er det nogen sag, når man er gift med en mand, der godt kan lide at lege bager om søndagen?

I søndags afprøvede han en ny opskrift, og den var god. Hvis nogen er interesserede, så kommer den her (den er oprindelig norsk, så hvis dette bliver lidt halvdårlig dansk, så er det, fordi jeg oversætter fra norsk!):

Tebirkes

1 dl mælk

50 g gær

100 g smeltet smør eller margarine

1 æg

1,5 spsk sukker

1/2 tsk salt

6-8 dl hvedemel

1 æg til pensling

birkes til pynt

Bland de første fem ingredienser og ælt det til en jævn og smidig dej.

Rul dejen ud til en rektangel (20x65 cm).

Pensel overfladen med pisket æg og fold langsiden ind mod midten.

Gør det samme med den anden side, så der bliver tre lag.

Vend dejen om så skøderne ligger ned mod bordpladen.

Pensel med æg, drys med valmuefrø og skær dejen ud i lige store stykker.

Først nu skal dejen hæves. Hæv rundstykkerne til dobbelt størrelse.

Bages ved 220 grader i ca. 12 minutter.

Velbekomme.

Da vi havde spist, ordnede vi lidt flere hængepartier i huset. Klokken 15.00 tikkede der en sms ind med en middagsinvitation kl. 17.30. Det er sådan noget, der varmer, så vi takkede ja, og bestemte os for at køre en tur ud i det blå før vennemiddagen.

Vi kørte ud til havet. Det var ikke vesterhavet, men blæsten og duften var den samme. Det var herligt. Blæsten mod ansigtet. Saltvand på læberne og sand i skoene. Vandet larmede så meget, at det var umuligt at snakke. Det var tid for at tænke.

Beslutningen er taget. Tyskstudiet må vente. Det er ikke det, jeg skal nu. Jeg vidste det allerede, da jeg satte mig ved morgenbordet og smagte den første tebirkes: Jeg skal noget andet lige nu. Jeg skal gribe nuet og nyde det. Ikke kaste mig ud i nye udflugter for at skubbe det, jeg egentlig skal, foran mig. Jeg har jo vidst det længe. I har vidst det længe. Nu er det gjort. Tusind tak.

Kaos og dansende stjerner

2009-09-27T11:32:00.008+02:00

Efter, at jeg fik en datter, er jeg begyndt at se mig selv med lidt andre øjne. Hun ligner mig skræmmende meget og er derfor, som jeg også skrev igår, et kaosmenneske. Netop dette træk, som hun jo har arvet fra mig, foruroliger mig. Men jeg må tænke på de dansende stjerner og forstre hende som en sådan.

Her er et af hendes kaosprojekter. Gaver til en veninde, som skulle pakkes ind enkeltvis i toiletpapir! Da hun havde gjort dette, sagde hun følgende: "Så mor, nu kan du gøre resten!" Og så skred damen.

Her er projektet, som hun gik i gang med i morges. Da alt dette var ryddet ud, lød det fra pigebarnet: "Så fortsætter jeg imorgen!" Go'daw mand økseskaft!!

God søndag!

Nu håber jeg, han kan lide blå vinduer...

2009-09-26T17:45:00.005+02:00

Ikke slip mig løs med malingsspand og pensel...jeg går amok! Jeg beskriver mig jo selv som kaosblogger, og det er, fordi jeg simpelthen er et kaosmenneske! Jeg går bare i gang uden mål og mening og vupti - så er vinduerne da lige blevet blå. Og når jeg nu alligevel er i gang, hvorfor så ikke male de to skuffer i farfars skænk blå?? Mand og dreng tog til fodbold, og da blev de to kaotiske damer (en lille og en stor) alene hjemme, og vi følte begge to, at vi var inde i en blå periode...

God lørdag til alle derude...

Dagens lørdagsanbefaling går til mig selv!

2009-09-26T13:02:00.014+02:00

Villa Rosa er fuld af ufærdige projekter, og derfor er min lørdagsanbefaling at få færdiggjort nogen af disse! Der er selvfølgelig nogle økonomiske hensyn, som må tages, men maleprojekter kan jeg begynde med i dag, og da er DET da i hvert fald gjort. Jeg tror, at sådanne ufærdige ting fylder mere i vores bevidsthed, end vi egentlig tror eller vil være ved. Jeg mærker selv, hvordan disse halvfærdige projekter bliver et evigt tilbagevendende tema i de forfærdelige og uretfærdige pms-perioder! Derfor starter jeg med at male låger færdige i dag.

Her får I et lille udsnit af nogen hasteprojekter her hos os. Ovenfor ser I et eksempel på et umalet vindue. Jeg vil have malede vinduer. Hvide oliemalede (glans 80) vinduer i hele hytten!

Så er der lige brændeovnsvæggen!!!

Og spil-skabet, der aldrig blev malet færdig!!

Farfars skænk ser jeg som solgul.

Cigaræskerum!!! Skal males!!! Det bliver så ikke i dag!

Vinduer, der endnu ikke er blevet gjort rene for malingsrester, fordi de befinder sig så højt oppe, at vi ikke rigtig kan gøre det alene...

Det mislykkede stueprojekt. Hvad virkede som en rigtig fed idé, så egentlig bare åndsvagt ud. Desværre er dette den perfekte belysning til håndarbejde, så derfor er de blevet hængende!

Her mangles der da lige en dør - og bemærk endnu en brandvæg, der skriger efter maling.

Øh, her har vi så en trappe, der HELLER aldrig blev færdigmalet...

Soveværelsesprojektet, der fejlede pga. dårlig vejledning, men derfor kunne vi jo godt få luftelugen sat op!!

Hjørner...hvordan klarer man det i et hus, der er skævt?? Her må vi have en liste!

Tapetet løsner!!!!

Sengegavlen kunne være smuk i en eller anden lækker oliemaling glans 80... (Har I bemærket det? Tapetet vender på hoved!!! Så kikset altså, men TYPISK mig!)

Så er det bare at få smøget ærmerne op!!!

P.S: Jeg havde det lige lidt travlt, da jeg skrev dette indlæg og glemte rent at fortælle, at det er den fantastiske svenske Persilja, der inspirerede mig til dette indlæg og til at få røven i gear. Hvis I ikke har mødt Persilja endnu, så MÅ I bare tage jer en tur indenom hendes blog på Sköna hem.

I skal nok få billeder at se af det, jeg har nået i dag. Bare vendt...

EUREKA!!!

2009-09-25T16:24:00.004+02:00

Det var lige det, der skulle til! Majbritt har en storesøster, der hedder Majken. Majbritt og Majken, hvor åndet! Men det er samtidig en fryd - Majken er bare så herlig. Storryger og superfan af Kim Larsen, Big Fat Snake, Poul Krebs og andet godt. Hun gør mig simpelthen i sååå godt humør, men hun irriterer Majbritt. Der er med andre ord en skønner dynamik mellem de to søstre! Så, nu tænder Majken rutineret en ny smøg og fylder termokanden med nybrygget kaffe. Hun skal ind i stuen og se Oprah. YES, sikke en kvinde! "Hold nu op, Majbritt, hvorfor dog så snoppet? Der var da også en gang, hvor du bare måtte se Ricky Lake!" Ups, det skulle jeg aldrig have sagt, nu surmuler hun igen...he he he...jeg joiner Majken. Det er meget morsommere! Gad vide, hvad hun arbejder med, og er hun mon gift og har børn? Det må jeg finde ud af...vi blogges...tjuhej, hvor det går!

Hænderne op eller bukserne ned!

2009-09-25T15:07:00.008+02:00

Puha, når jeg går "ind i Majbritt" fyldes jeg af en underlig og farlig melankoli. De mærkeligste tanker okkuperer min hjerne, og jeg må fjerne mig fra tastaturet og ryste det af mig. Det sidste, jeg ønsker, er at skrive en omgang sentimental bavl! Derfor skændes jeg med Majbritt: "Nu stopper du eddername! Jeg gider simpelthen ikke skrive det her! Har du nogensinde overvejet at besøge en psykolog, din kugleskøre skid?!" Så vender hun ryggen til mig og forsvinder, og jeg fyldes med total dårlig samvittighed, fordi jeg er så streng. Men ærlig talt, jeg må da også få lov til at mene noget. Det er da for pokker mig, der så at sige fører pennen!!! Eller hvad? Jeg begynder at tvivle...

Jeg vil i det mindste have lov til at skrive hende på MIN måde. Hun skal ikke-nikke-nej komme her og diktere mig og gøre mig i dårligt humør! Nu har jeg bakset med hende og den tyske oversættelse i hele dag, og for at være helt ærlig så er jeg blevet godt gal i skralden, så nu har jeg trængt Majbritt op i en krog, og så skriver jeg ikke et ord mere, før hun har fortalt mig alt sammen! Hvem ved, måske bliver hun til sidst så rasende, at der kommer lidt action!

Skizofren? Jeg? Nej nej, jeg forsøger bare at digte og samtidig bevare fornuften... ;)

En dag ved vesterhavet anno 1980

2009-09-25T10:43:00.008+02:00

Disse billeder af min far og jeg ved vesterhavet - Henne strand, tror jeg - holder jeg meget af. Jeg husker, hvordan jeg puttede strandsand, dette fine lysegrå sand, op i sådanne små sorte fotofilmsbeholdere. Længe efter mindede sandet i disse små beholdere mig om denne dag. Sandet duftede af salt og blæst. Lige nu skulle jeg ønske, at jeg havde bevaret sandet, så jeg kunne dufte og føle på det en gang imellem, når hjemlængslen bliver for stor.

Jeg tror også, at denne dag betød noget for min mor. Det er hende, der dokumenterede dagen ved hjælp af kameraet. Bag på billederne har hun skrevet datoen. Det vidner om, at dagen fæstede sig i hendes hukommelse som noget særligt, fordi der ikke er dato, men bare årstal på de øvrige billeder i det fotoalbum, der er blevet mit. Måske var det en særlig dag, fordi de var særligt lykkelige netop den dag eller i den periode? Måske havde min mor fundet endnu en knude i sit bryst, og derfor var hun fuld af angst og bekymringer uden at fortælle det til os? Måske skulle far snart afsted igen, så hun atter skulle stå alene med ansvaret for hus og hjem? Måske var det bare en dejlig dag ved havet uden stress og jag?

På det midterste billede ser man min far bag ved mig. Han står og skuer ud over havet. Sådan stod min far ofte. Stirrende ud i luften - ud af et vindue - ud mod horisonten. Hvad mon han egentlig tænkte på? Gad vide om han var ked af at skulle forlade os i flere uger ad gangen? Da hans fiskekutter skulle til ophugning, var jeg med til at tømme styrhuset og lukafet. Da var det mange år siden, jeg havde været der sidst, og da jeg nu var tilbage som næsten voksen, slog det mig, hvor mange ting der hang der, som vi havde lavet: tegninger, perler, små ophæng sjusket limet sammen af travle børnehænder. Havde jeg vidst, hvor meget disse betød for min far, når han var ude på havet, havde jeg måske gjort mig lidt mere umage?

Det er rigtigt, som Kierkegaard en gang skrev: Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.

Rigtig god weekend.

Nu mangler jeg bare rammerne!

2009-09-24T16:13:00.006+02:00

Disse har jeg sukket efter længe. De er købt ved Dansk plakatmuseum, og det er ikke sidste gang, jeg bestiller noget derfra. Det var Kardemomme, der gjorde mig opmærksom på, at de sender til Norge. Ofte er det ellers sådan, at danske butikker kun sender indenlands, men næh nej, sådan opfører de sig da ikke ved Dansk plakatmuseum. Og ved I hvad? Jeg bestilte dem i tirsdags, og i dag, torsdag, lå hentesedlen allerede i min postkasse! Tusind tak, søde Kardemomme og tusind tak, I kære medarbejdere ved Dansk plakatmuseum!

Vasketøjserkendelser...

2009-09-24T09:08:00.013+02:00

Da jeg gik og hængte vasketøj op igår, kom jeg til at tænke på alle jer, der læser min blog. Der er så meget, jeg ikke har fortalt jer. Og sådan skal det også være, for jeg har ikke lyst til at vise og fortælle alt. Min egen fortælling vil jo også åbenbare sig undervejs, som bloggen bliver ældre, men nogen grundlæggende ting kan være nødvendige at forklare, for at I skal kunne forstå mine tanker.

Jeg gik altså der i køkkenet og hængte tøjet op i de dertil installerede tørresnorer. Det er så praktisk at hænge det våde tøj op i køkkenet, for der er varme i gulvet, og det tager ikke lang tid før alt tøjet er tørt. Samtidig forhindrer fugten fra tøjet indeklimaet i at blive for tørt. Særlig effektivt er det om vinteren, hvor de to brændeovne konstant buldrer og gør luften tør. Vi har brændeovn både i køkkenet og i hallen. Det er superhyggeligt. Minder mig om mine forældres sommerhus i Blåvand...og om vesterhavet.

Det, jeg kom til at tænke på, var, at I derude måske tænker følgende: "Tænk så dejligt at have tre fridage! Og tænk sådan rigtig at kunne realisere sine drømme disse dage!!" Og I har på en måde ret. Jeg ER priviligeret. MEN... Dette var ikke, hvad jeg ønskede. Jeg ønskede at arbejde. Jeg ønskede at undervise. Desværre fik jeg ikke den stilling, jeg søgte. I stedet fik jeg tilbudt en helt anden, som jeg i grunden følte mig tvunget til at takke ja til. En mindre stilling. Jeg har virkelig en følelese af, at min danske baggrund altid får mig til at havne bagerst i køen; nederst på listen.

En gang sendte jeg en uopfordret ansøgning til et forlag her i landet. Svaret jeg fik i retur, gjorde mig både gal og ked af det. Svaret, der har ætset sig ind i min hjerne, lød som følger:

"Rent umiddelbart ville jeg nok si at morsmålet ditt er en slags hemsko i forhold til faste redaksjonelle stillinger i forlaget -- som vel er det du sikter mot med dine øvrige sterke kvalifikasjoner."

Hvordan ville I have reageret? Havde det da bare været mine kvalifikationer, der havde været noget i vejen med, men mit morsmål! Det eneste jeg ikke rigtig kan gøre noget med. Jeg taler norsk sådan nogenlunde godt. Folk tror, jeg er fra Tyskland eller måske vestlandet, men det fungerer. Jeg kan også skrive norsk - uden problemer, men jeg skriver helst på dansk, ligesom jeg også helst taler dansk. Svaret, der kom efter en lang række med nederlag, fik mig til at gå lidt i hundene...jeg opgav faktisk.

Så pludselig kastede lykken sin elsk på mig, og jeg fik fuldstændig uventet job som lektor ved et gymnasie. Det var himmelsk, men også skræmmende. "Kan jeg overhovedet undervise?", tænkte jeg. Det kunne jeg, og jeg elskede det. Jeg trivedes for første gang siden endt studie 100 procent. Jeg var vel nærmest lykkelig. Og så "ender" det sådan her. Med bare to dages undervisning i ugen. Jeg burde kaste mig over tyskstudiet og søge job som lærer ved et andet gymnasie, men for nogensinde at kunne blive fastansat i det norske uddannelsessystem må jeg have en del pædagogik, hvilket jeg så også er i gang med at studere.

"Tre dage i ugen", tænker I måske, "jammen da er det jo ingen sag at tage to fag." Nej, det er det heller ikke, men jeg mangler motivationen. Jeg synes ikke, det har nogen hensigt at studere. Jeg ved virkelig ikke, hvad det er, men gnisten er fuldstændig borte. Tyskoversættelsen til næste uge har jeg ikke en gang gidet at se på endnu. Jeg når det nok, tænker jeg og ved så udmærket godt, at dette kommer jeg til at fortryde!

Og så begyndte Majbritt at vågne til live igen. Hun kom snigende, og jeg tænker, at jeg måske i virkeligheden bør skippe tysken og så kaste mig over romanskrivningen uden denne dårlige samvittighed over, at jeg ikke sidder og oversætter en tekst om Otto, der ligesom jeg studerer tysk!? Skridtet burde måske slet ikke være så vanskelig at tage. Nogen vil måske endda sige, at det er fuldstændig indlysende. Men jeg havde bare glædet mig sådan til at føle mig rigtig integreret i det norske samfund. Jeg har trods alt boet heroppe mere eller mindre fast siden 1994 (helt fast fra 1999), så jeg synes ærlig talt, at jeg fortjener at have følelsen af at høre til.

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at det der med integration ikke kun handler om at have et arbejde, men for mig ligger der en slags accept i at have et arbejde, som man er kvalificeret for. Det er en slags symbolsk skulderklap; en: "Vi har også brug for dig." Jeg ved ikke, om der er nogen, der forstår al min bavl. I virkeligheden er jeg vel bare temmelig møjforkælet?!

Dagene er lange, tankerne mange og vasketøjet uendeligt, men heldigvis er Majbritt tilbage, og hun forstår, hvad jeg mener. Kommunikationen går med andre ord begge veje, så jeg er heldig. Jeg ER priviligeret...jeg måtte bare lige have lidt luft!

Tak.

Losarinas mor har så inderlig ret!

2009-09-23T19:12:00.006+02:00

Jeg gør som Losarinas mor og lægger en dejlig rund og blød kastanje i min ene bukselomme.

Så er det nu!

2009-09-23T11:59:00.019+02:00

Livet er en proces. En gang rejste jeg uden de mindste bekymringer alene til Rusland for at bo fire uger hos en fremmed familie, der ikke kunne tale andet end russisk. I dag tør jeg ikke engang rejse alene til Berlin. Går det den forkerte vej? Eller er det bare en naturlig konsekvens af større erfaring? Da jeg var 18 år, lå verden for mine fødder, men jeg anede intet om, hvad den havde at tilbyde, og det var derfor vanskeligt at tage imod og at være taknemmelig. I dag ved jeg en lille smule mere om livet og verden, og derfor har jeg bestemt mig for at få det bedste ud af mine tre ugentlige alene-hjemme-på-dagtid-dage. Det er nu, jeg skal lukke op for Majbritt. Det er nu tiden er her, og jeg har jo vidst det længe: jeg vil skrive. Det er det, jeg altid har villet, jeg vidste bare ikke, at det rent faktisk var en mulighed.

Dette er min helt egen plads i Villa Rosa. Det er her jeg sidder og blogger lige nu, og det er her, jeg forbereder mig til min undervisning. Det er så altså også her, Majbritt skal skrives. Jeg må have det lidt hyggeligt, når jeg skal arbejde. Og for mig indebærer hygge uanede mængder af nips. For andre kan alle mine små objekter forekomme smagløse, men for mig betyder de noget særligt...alle sammen. Også selv om de rent faktisk er smagløse. Det er fortællingerne, de hver især repræsenterer, der fryder mig.

Jeg tror, at glæden ved det smagløse har noget med min opvækst at gøre. En slags last. Ikke at mine forældre boede smagløst, men der var for eksempel juleplatter i mit barndomshjem. Mange juleplatter og jeg elskede dem. Der var på en måde lidt jul året rundt hjemme hos os. I dag føles det som om, at juleplatter var noget alle havde hængende på væggen i stuen anno 1985, ligesom de havde tupperware i køkkenskabet. Pastelfarvet tupperware købt i 1960'erne.

Majbritt kommer fra et tilsvarende hjem. Ikke at hun på nogen måder er mig, men selvfølgelig har vi lighedstræk. Majbritt - det er nu eller aldrig med den roman. Jeg har forsøgt at skrive videre på det, jeg allerede har skrevet, men Majbritt nægter at samarbejde. Det har intet med hende at gøre, påstår hun. Jeg ved ikke, om hun løj, da jeg for snart to år siden forsøgte at skrive hende eller om jeg bare misforstod hende, men nu forlanger hun, at jeg skal kassere alt. Og her mener hun absolut ALT. Det nytter ikke at være pædagogisk med Majbritt, så jeg adlyder og tænker, at det hele jo uanset er en proces og betragter det derfor ikke som forgæves.

Jeg tror, som Lotte også påpeger i en kommentar herinde, at det at være mønsterbryder kan være positivt. Man har så at sige en fod i hver lejr. Men jeg tror også, at det kan indebære store tab for dem, der ikke takler det at være lidt af hver og aldrig fuldstændig hel. Majbritt er nok en sådan type, selv om hun ikke beskriver det på den måde. Majbritt er ikke klar over, hvor god jeg er til at analysere og fortolke. Jeg får meget mere med mig end det, hun udtrykker i ord. Det er netop alt det, hun ikke siger, der interesserer mig. Det er det, der er så spændende med at skrive: det, som skal blive, åbenbarer sig undervejs.

Det gør ikke noget, at processen tager tid. Det er bare fint. Jeg skulle jo nødig haste mig igennem et andet menneskes liv. At skrive en roman må nødvendigvis tage tid. Dag Solstad sagde en gang, at han bruger uhøvelig megen tid på at sidde og stirre ud af vinduet, når han skriver sine romaner. Det samme gælder for mig. Jeg sidder og ser på Gorbatjov, som står der så stolt i min vindueskarm. Jeg var i Rusland en ugestid efter kuppet. Ingen i Sankt Petersborg vidste noget. Det var først to dage efter min ankomst, at de fik høre om kuppet via en nyhedsudsendelse i fjernsynet. Da så den russiske familie, som jeg besøgte, måbende på mig. De havde ikke troet på mig. De havde tænkt, at jeg med mine relativt begrænsede russiske sprogkundskaber havde fået blandet ordene sammen. Det havde jeg så altså ikke.

Det er godt at vide, at denne plads i Villa Rosa er min. Kun min. Ikke ungernes og ikke mandens. MIN. Her kan jeg vende ryggen til dagligdagen og forsvinde ind i en anden verden. I mit stille sind ønsker jeg denne verden hjertelig velkommen, for jeg er sikker på, at den har noget at tilbyde den, der tør at tage imod. Nu håber jeg bare, at jeg tør...

Fandt, købte, glad!

2009-09-22T23:44:00.004+02:00

Mens andre drøner rundt på loppemarkeder, må jeg indtil videre nøjes med Fretex, og i dag var der gevinst! Jeg er især fornøjet med 'The three Whimsicals'. (Dannebrog er fra mandens fødselsdag - vi har ingen norske flag bort set fra et til at hænge udenfor, ...og det glemte jeg så at hænge ud, slår det mig nu!)

Eftersøgning!!!

2009-09-22T19:29:00.004+02:00

Alle mine faste læsere er forsvundet!! Hvorfor???? Jeg havde 13 stk., og nu er I allesammen forsvundet fra sidebjælken, men på betjeningspanelet står der, at I stadig følger mig. Mystisk!

Jeg savner jeres kønne ansigter her på min blog...VRÆÆÆÆL!!!!!