Ovenforstående titel blev ikke valgt, fordi jeg føler, at skilsmissen er en fejltagelse. Slet ikke. Den blev valgt, fordi den husker mig på, at jeg ikke skal være bange for at fejle. Vi er vel alle mere eller mindre bange for at fejle, og dét, tror jeg, er uanset hvilken kontekst eller målestok, vi risikerer at fejle i. "Flyv ikke højere end vingerne bærer.", sang Lille Palle i min barndoms Giro 413, men skal det være mit nuværende motto, så kommer jeg jo aldrig til at flyve!
Før tænkte jeg, at jeg gerne ville få succes med det, jeg kastede mig ud i. Problemet var bare, at denne stræben efter succes forhindrede mig i at kaste mig ud i det allermeste. Succeskriteriet betingede fuldstændig kontrol, og for at være helt ærlig: Hvor meget har jeg egentlig kontrol over her i livet? I mikroperspektiv kan jeg have følelsen af at have kontrol over ting og tang, men i det store betydningsfulde perspektiv - dét, der virkelig batter noget - har jeg ikke kontrol over noget som helst, for der er det helt andre kræfter, der råder. Så nu vælger jeg at betragte fejltagelserne som opdagelser. Det er da unægteligt meget lettere at slippe kontrollen og "lade stå til" med opdagelser i vente. Når skumle handlinger forekommer som spændende læreprocesser er det lettere at le af mig selv. Og jeg SKAL lære at flyve!
På et punkt er jeg dog stadig ængstelig for at give slip og miste fodfæstet. Det er dér, hvor jeg sikkert kunne flyve allerhøjest. Dér, hvor alt svimler. Jeg snakker om forelskelse. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg muligvis kommer til at forelske mig. Nej, det er vel ikke akkurat forelskelsen, der plager mig, det er mere det faktum, at jeg kan forelske mig i hvem som helst! Hvad nu, hvis dén, som jeg forelsker mig i, viser sig at være rigtig dum? Eller en bavian! Eller en tyran! Eller som alle de andre... Eller tænk (skræk og gru), hvis det er én, det faktisk går an at give sig hen til uden frygt? Jeg mærker, hvordan kvalmen sagte men sikkert stiger fra maveregionen og op i halsen.
Det er 16 år siden jeg datede en fremmed. 16 år!! Jeg ved knap nok, hvordan man gør det, og alene dét at tænke tanken, giver mig myrekryp. For 16 år siden var jeg ung og ubekymret. Jeg vidste stort set intet om kærlighedens væsen. Hvad en partner skulle kunne give mig andet end forelskelsens korte men sødmefulde rus, havde jeg endnu ikke taget nogen form for stilling til. Jeg var en lille charmetrold, og jeg syntes, det var umådelig morsomt og livsbekræftende, når nogen forelskede sig i mig. Det føltes helt ufarligt. Sådan føles det ikke mere.
Når man har det sådan som jeg, så er det nok bedst at lade være med at løfte blikket. Men det kan jo ikke undgås. Forelskelse er ingen herre over. Den kan komme snigende, når jeg mindst regner med det. Det er uoverskueligt. Mulighederne for at fejle er store... Men hey, hør nu lige her: Hvis jeg intet risikerer, så opdager jeg jo heller ingenting! Måske er det sådan, at hvis jeg giver mig hen til alle livets muligheder, vil jeg en dag erfare kærlighedens sande væsen, og i det øjeblik, kan det jo faktisk henne, at jeg både fejler og falder ind i opdagelsernes eventyrlige verden?
Som skrevet tidligere, så ler jeg hver dag. Det er en herlig latter, der klukker og knækker på midten. Den sendes ud i energiske bølger, der omfavner alverden. Den vækker forundring og smil, og den holder af at få selskab, hvilket den heldigvis ofte får. Den er spontan og fuld af sarkasme og selvironi. Den gemmer sig ikke. Hvorfor skulle den dog også det? Den har ret til at være her, og den gør mig glad, selvom jeg ikke aner, hvor den kommer fra.
Samtidig med at jeg begyndte at meditere, anbefalede den norske blogger Portofritt mig bogen Pippi power af danske Gitte Jørgensen. Det er sjovt som kaoset omkring mig pludselig skaber sin egen finurlige sammenhæng, for der er ingen tvivl om at meditation og Pippi power er en fantastisk cocktail. I korte træk opfordrer Gitte Jørgensen alle kvinder til at iklæde sig en god portion Pippi power. Og det er slet ikke så dumt. Det er faktisk en meget god idé.
Efter, at jeg begyndte at meditere og tænke Pippi-tanker, har latteren sluppet sig løs i mig. Den bruser ud og fylder mig med gode vibrationer. Det er intet mindre end fantastisk, men det er ikke alle, der synes om det. Der er nogen, der bliver bange for sådanne tikkende lattermilde bomber. Det fik jeg erfare da en mandsperson, som jeg ellers respekterer, anklagede mig for at være for pjattet. Han mente, at det var irriterende at være sammen med sådan en som mig, som kun var til fis og ballade. Hvad skal man sige til det? Mit gamle jeg ville være gået ind i selvforsvarsfælden. Jeg ville have skabt mig grøn og svoret, at jeg da så sandelig ikke kun var til fis og ballade! At jeg rent faktisk havde en meget mørk side, som ville overraske ham, hvis han opdagede den. Men så var det, jeg mediterede og tænkte Pippi, og pludselig opstod der en følelse af lykke. Haha, jeg er glad. Kald det bare pjattet, om du vil, og gider du så lige movere din sværm af sorte skyer fra min side af solskinnet, makker?
Efter en hektisk weekend med tre selskaber er det nu blevet mandag, og jeg må tilstå, at jeg ikke helt føler mig parat til at forlade Villa Rosa til fordel for min arbejdsplads. Ude er det mørkt, men i skæret fra en ensom gadelygte skimter jeg et vådt og diset landskab.
Imellem kagebagning og madlavning har jeg tænkt på Majbritt, der famler rundt der på stierne i mørket. Måske er det, fordi jeg selv famler mig frem for tiden? Måske er det bare, fordi jeg elsker de mørke stier ved vesterhavet? Når jeg koncentrerer mig, kan jeg dufte grannåle og mudret jord, som intensiveres af mørket. Jeg har lukkede øjne. Terapi.
I dag er det bestemt ikke let for mig at skulle forlade min trygge hule. Før gæsterne kom, ryddede min mand op i hele Villa Rosa. En befrielse. Ting, der roder, fylder virkelig både fysisk og psykisk. I løbet af de næste par dage må jeg forsøge at rydde op i mine arbejdsrutiner. Lister må skrives og hænges op på mit kontor. Skemaer må fyldes ud og sendes. Opgaver må rettes.
Majbritt famler stadig rundt og afprøver forskellige muligheder. Hun vender om, men aner ikke, om hun er på rigtig spor. Ufrivilligt triller tårene nedover hendes kinder. Hun skal tisse, men nægter at gøre det udendørs. Hun begynder at løbe, men falder over en gren. Hun begynder at hulke. Der er gået hul på hendes bukser, og hendes venstre hånd svier.
Dette er da en herlig mulighed! Billederne bliver godt nok lidt små, men hvis der er trådløst internet der, hvor jeg skal bo i Berlin, kan jeg blogge lidt på rejsen! Skønner teknologiske verden.
Min datter fyldte 5 år igår. Det var tydeligvis hårdt, for da vi skulle købe gave til storebror, der fylder 7 i morgen, kunne hun ikke gå, og da gaverne var købt, faldt hun i søvn. Ser I hendes hue? ;)
Test! Jeg tester. Går dette? Kan jeg virkelig blogge fra min iPhone? Det havde jo været smart! Nå, men jeg tester det altså.
Så er jeg atter i det hjørne og må bare plage alle andre!
Caramba, som sangen hedder, er da en herlig sang. Kan du måske lade være med at danse, når du hører disse fjollerier?
Ja, videoen er yderst underlig i kombination med sangen, men det er egentlig også lidt morsomt. - Passer ekstremt godt til mit humør - jeg har lige drukket et glas cognac!
Her går det virkelig op og ned. Nu har jeg tændt op i brændeovnen, bagt langpandechokoladekage, som i morgen skal forvandles til en fodboldbane med mål og spillere, fordi sønnen skal holde fødselsdagsfest for sine venner.
Jeg har tørret lidt støv af, vasket op og vasket tøj. Lagt sammen og foldet, trukket kold luft og flettet datterens lange hår. Drukket hjemmelavet latte, spist nutella på mandens hjemmebagte brød og stjålet vindruer fra datterens skål.
Mange fine kommentarer lyser op, og jeg har puttet lidt rød læbestift på mine læber - og så har jeg danset rundt til denne her, som Hans Otto Bisgaard var så venlig at minde mig om! :)
Nogen gange, for eksempel i dag, skulle jeg ønske, at jeg var anderledes. Ikke, at jeg var en anden, men at jeg kunne tage mig sammen og forandre mig til det bedre. Ændrer handlemønster, som man skifter tøjstil eller interiør.
Jeg har virkelig svært ved at stå op om morgnen. I dag forsøgte jeg at stå op klokken 6.00, men så var det så koldt i soveværelset, at jeg hastede tilbage under dynen igen og sov helt til 8.20! Og nu er jeg umådelig skuffet over mig selv.
Hvad har jeg så foretaget mig denne formiddag? Jeg har tømt opvaskemaskinen, sat en kogevask over, blogget lidt og spist morgenmad. Jeg har fundet en opskrift frem og tjekket, om vi har alle ingredienserne i hus. Det havde vi ikke. Jeg har lavet morgenmad til datteren, som jeg lod få en fridag fra børnehaven. Jeg har hygget lidt med hende. Vi så bl.a. Sørøver Sally på Ramasjang.
Når alle disse gøremål plusses sammen, bliver resultatet 0, fordi der er en mængde andre ting, som jeg burde have gjort: Rette opgaver, læse pensum, skrive en mængde mails, gøre rent, rydde op, handle ind...
Er det mon normalt at møde muren en gang imellem i livet? I går aftes, efter at jeg havde lagt mig til at sove, tikkede der en sms ind på min mobil, som jeg bruger som vækkeur. Sms'en var fra min chef. Hun ville høre, om jeg kunne tage 6 vikartimer i dag. Jeg lå længe og spekulerede på spørgsmålet. Det plagede mig i mine drømme. I skal vide, at jeg godt kunne bruge pengene, men jeg orkede bare ikke, så jeg sagde nej, og nu har jeg dårlig samvittighed.
Jeg er begyndt at spise "jern" i håb om, at jeg kan begynde at stå tidligere op og arbejde. Jeg elsker at sidde og arbejde i daggryet, før huset vågner. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvorfor har jeg så svært ved at finde de små glæder frem? Glæder, som, jeg ved, gør mig glad og opløftet!
Om lidt rejser jeg mig op og går ud og handler mælk og æg. Jeg lover...på æres ord!
Imorges vågnede jeg op med denne sang i mit hoved, og så måtte jeg selvsagt dele den med alle jer! Jeg kommer tilbage senere for at kommentere her og hos jer, og måske skriver jeg til og med et indlæg. Men indtil da: Take that look off your face...
Når min hjerne først begynder at cirkulere omkring et emne eller en tematik, så hopper den altså ikke ud af ringen, før den er blevet til en flot spiral. Lige nu optager Majbritt/Majken mig jo meget, og arbejdet med romanen afføder hele tiden nye uafdækkede områder indenfor samme tematik.
I ved allerede, at jeg skaber mine personer ved hjælp af musik. Der må ganske enkelt være en musikalsk link mellem den opdigtede person og mig. Det er som om jeg føler denne tekstens person gennem musikken - personen får en rytmisk puls.
Når det gælder Majken og Kenneth, er musikken på plads. Den kom uden problemer. Sådan er det ikke med Majbritt. Hvem er denne Majbritt? På mange områder ligner hun mig, akkurat ligesom Majken ligner mig på en del områder, og der hvor Majken ikke ligner mig, ligner hun andre kvinder, jeg kender og holder af. De områder, hvor Majbritt og jeg ikke deler personlighed, er totalt fremmede for mig, og jeg finder heller ingen i mine omgivelser, som kan bruges som inspiration.
Så nu sidder jeg her og forsøger at skabe den musikalske link. Det er vanskeligt. På en måde ville det fungere bedst, hvis jeg kunne finde noget musik, som jeg aldrig har hørt før, og som jeg så kunne udforske.
Jeg forsøger at lede efter musik, men jeg synes, det er vanskeligt. Majbritt færdes i helt andre kredse end jeg. Hun er sammen med den noget ældre Audun, og han har nok haft en særlig indflydelse på hende. Også når det gælder musik. Majbritt og jeg er jævnaldrende, og jeg har bestemt mig for, at hun, ligesom jeg selv gjorde, festede til lyden af britpop i sin studietid, men så forsvandt det i mødet med Audun. Han havde nemlig ikke sansen for den slags musik.
Er der mon nogen derude, der kan være behjælpelig med at finde musik, som jeg kan udforske, for på den måde at finde en link til det fremmede i Majbritt?
Og når vi nu snakker om britpop, vil jeg (som en anden Jørgen de Mylius) spille nogle sang for jer, som jeg ikke har hørt siden 1996/1997.
Det er umuligt at lade være med at tænke på mit forrige indlæg, når det nu først er skrevet og udgivet. Hvad er egentlig trivielt? Jeg ELSKER jo det trivielle. Jeg elsker sangen Skib foruden sejl, som jeg skrev om forleden. Jeg elsker gud hjælpe mig Morten Korch! HJÆÆÆÆLP!
Men det trivielle kan også være skønt og livsbekræftende. Majbritt møder en gammel kæreste. Der står hun, og hun er ikke længere den, hun én gang var. Og et eller andet sted indeni sig skulle hun så inderlig ønske, at hun kunne være den, hun var. At hun bare kunne slette alt andet og finde tilbage til det sted, hvor hun bare er.
Ham der eksen til Majbritt, han hedder egentlig Thomas, men alle kalder ham Bimmer. Kender I Bimmer? Han er sådan en rigtig god fyr, der ikke går så nøje op i, hvad andre tænker og mener. Lige nu er han singel, og så dukker Majbritt op. Men hun er ikke den, hun var, men gid hun dog havde været.
Det lyder trivielt, men det behøver det ikke nødvendigvis at blive.
Sangen Sidste nummer findes i mange forskellige versioner. Alligevel er det bare én version, der vækker noget i mig, og det er denne her. Det er måden, hvorpå Kim Larsen synger ordene. Han formår noget, jeg troede, var umuligt - Han synger teksten, så den ikke bliver triviel.
Nu er det ikke, fordi jeg skal tvinge jer til at høre en hel masse musik, men som skrevet så mange gange før, så betyder musik uendelig meget for mig, når jeg skal finde de rigtige stemninger. Nedenfor er der et eksempel på en sang, der har samme tematik som Sidste nummer, men det formidles på en helt anden måde.
Sangen Eventyr for begyndere er en af mine yndlingssange. Den beskriver noget, som så mange forsøger at beskrive hele tiden, men den gør det på en måde, så det netop ikke bliver trivielt. Måske fordi sangen undlader at fortælle, hvad det var, de gjorde og i stedet burde have gjort? Lytteren får lov til at tillægge ordene sin egen tolkning, og dermed vokser sangen til noget mere, end det, den måske i virkeligheden var ment som?
Det var ikke smart gjort - at tage på arbejde idag. Nu sidder jeg her foran skærmen og er helt udkørt.
Hvorfor jeg tog på arbejde, når jeg ikke er helt frisk?
For at smitte mine kolleger og elever?
Nej, det var samvittigheden, der tyngede mig. Jeg var feberfri og kunne spise morgenmad, og da er man vel på bedringens vej, ikke sandt?
Var der nogen, der hviskede pligtopfyldende?
Ja, er det ikke typisk?
Jeg skulle være blevet hjemme, for på mit arbejde var der så mange andre ting, som jeg tog med mig hjem, og som jeg kommer til at gruble over resten af aftenen.
Hvad er det, der kan redde sådanne dage?
For mig er det som oftest musik. Jeg må finde et eller andet, der kan flytte mig et andet sted hen. I aften blev youtube og iTunes redningen. Jeg har længe gået med to sange i mit hoved. Og når jeg skriver længe, så er der snak om virkelig længe. Ca. 10 år!! Nu må I huske på, at jeg bor i et andet land, og jeg har derfor ikke tilfældigvis, mens jeg for eksempel kører bil eller shopper i en butik, lige faldet over en eller anden lokalradio, der lige netop den dag, hvor jeg er tilstede, spiller disse sange. Faktisk har det taget mig en stund at finde frem til sangene, da jeg hverken kunne huske sanger eller titel. Men i aften var jeg stålsat på at finde dem, og tror I ikke, at den ene ledet frem til den anden?!
Den anden findes i en meget dårlig version på youtube, så den skal jeg spare jer for, selvom det er den, jeg er gladest for at have genfundet. Heldigvis var den at købe på iTunes, så det er nu gjort! Sangen er Skib foruden sejl med Anne Grethe og Peter Thorup. Bedre kendt som Island in the Stream med Dolly Parton og Kenny Rogers. Den danske version minder mig enormt meget om min barndom, og jeg kan bare ikke få nok nu, hvor jeg endelig har fundet den.
Sang nummer et er Jeg vil ha' dig. Ikke den med TV-2, nej nej, den med Sea Bee and the D'Generation. Husker I den? Jeg har sunget omkvædet tusindvis af gange: "Jeg vil ha' dig og ha' dig for mig selv. Og når sommeren er forbi, og du kysser mig farvel, så vil jeg ha' dig alligevel." Jeg var usikker på titlen - var det mon Jeg vil ha' dig? Jeg har før googlet hele omkvædet, og har da også fundet bandet,men jeg har aldrig fundet den på youtube. Tror I så ikke, at den netop d. 16.10.09 er blevet lagt ud på youtube? Åh, hvor jeg dog føler mig vidunderlig heldig!
Jeg har haft nogle travle dage i det sidste og nyder derfor denne fridagsmorgenstund. Jeg har lavet en fantastisk kop indisk kaffe af nymalede bønner og sidder nu og læser de sidste nye blogindlæg. Jeg har gået glip af meget, men forsøger, så godt jeg kan, at få med mig alt det forsømte.
At blogge gør mig på en underlig måde lidt mere lykkelig. Jeg har fundet nogen derude, som vækker glemte følelser i mig. Det er skønt, og samtidig er det virkelig utrolig priviligeret at kunne blogge med mennesker i andre lande. Det åbner en helt masse dører i både symbolsk og fysisk forstand.
På mandag har jeg fødselsdag, og jeg har ikke inviteret en eneste gæst! Jeg havde planer om at invitere nogen til lørdag aften, men så glemte jeg det. Eller måske glemte jeg det ikke. Måske lod jeg bare være med at tænke på det, fordi tanken smertede? Min mor havde en masse veninder, og når hun inviterede til tøseaften, var der en stemning, som sjældent indfinder sig i mit 'kvindeliv'.
Hvad er der mon galt med mig og mine kvinderelationer? Jeg har gode og omsorgsfulde veninder, men jeg er ikke medlem af en venindeflok, om I forstår. Jeg skulle nogen gange ønske, at jeg var del af et sådant kvindefællesskab, men den eneste gang, hvor jeg har været det, var, da jeg gik i gymnasiet, og da følte jeg altid, at jeg var en slags betragter. Mentalt set stod jeg altid i udkanten af gruppen. Måske er jeg bare ikke noget flokdyr?
Sidste år inviterede jeg til fødselsdagsmiddag, men det var da, det slog mig, hvor forskellige de kvinder, jeg kender, egentlig er. Sammensætningen fungerede ikke optimalt, og jeg blev nervøs. Det var ubehageligt.
For et årstid siden blev jeg inviteret til fest hos en veninde, og der var der en stemning uden lige. Jeg sad ganske vist igen lidt sådan underlig udenfor det hele, men jeg nød det. Samtalerne var herlige, og i mit stille sind funderede jeg på, om jeg mon kunne adoptere dette fællesskab, men det kan man jo ikke bare lige gøre. Sådanne fællesskaber bygges over tid.
På mandag er det min fødselsdag, og jeg skulle ønske, jeg kunne fejre dagen med diverse bloggere 'in space'.
I disse dage, hvor Lars Løkke Rasmussen er så ofte at se i medierne, kan jeg ikke lade være med at stille dette lidt tåbelige spørgsmål: Er der flere, der synes, Lars Løkke Rasmussen ligner Alfons Åberg?
Personligt har jeg længe, i flere år faktisk, tænkt, at Lars Løkke Rasmussen må være den voksne udgave af Alfons Åberg. Denne lille 'jeg skal bare liiige'-dreng med Thomas Windings vidunderlige stemme. (Den har den voksne udgave så ikke, noget som måske skyldes puberteten?)
Og når jeg nu er i gang, så har jeg altid tænkt, at Alfons Åbergs far ligner Jesper Langberg. (Mads Skjerns bror, Kresten Skjern, i den danske tv-serie Matador). Det betyder med andre ord, at Jesper Langberg er Lars Løkke Rasmussens far! Hmm, det var lidt syret. Måske er det Kresten Skjern, der er Lars Løkke Rasmussens far? Jo, det virker mere logisk.
Vi må selvfølgelig se bort fra det politiske, for her er jeg ganske sikker på, at Lars og Alfons befinder sig langt fra hinanden. Hvad er det egentlig, jeg skriver? Dette var da virkelig et underligt indlæg. Jeg ville bare lige gøre opmærksom på, at min sammenligning udelukkende handler om udseende og ikke personlighed etc.
Rettighederne til alle originale illustrationer, billeder og tekster på denne side tilhører Rosa Velour. Vær venlig ikke at kopiere uden min tilladelse. Tak.
The copyright of all original illustrations, photos and texts on this site remains with Rosa Velour. Please do not copy without my permission. Thank you.
aW.jpg)
