Dette indlæg har været slettet. Hvorfor? Fordi jeg pludselig blev lidt usikker på, om det nu også var passende at skrive noget sådan her på denne blog. Men efter et døgns betænkningstid publicerer jeg det alligevel ganske enkelt, fordi det er en del af mig. Ligesom det faktum, at jeg er magister i litteraturvidenskab, er en del af mig. Og derfor er det ikke ligegyldigt. Det er selvsagt underordnet i forhold til, hvordan jeg bor, laver keramik etc., men det er ikke underordnet i forhold til måden, hvorpå jeg anskuer virkeligheden.
Jeg havde en ambition om, at denne blog kun skulle omhandle interiør og kreative projekter, men jeg begynder efterhånden at forstå, at det er jeg ALT for rodet af natur til at kunne overholde. Denne blog er mere en roulade af alt det, der udgør mig. Og i dag dukkede min indre litterat så op, og når det sker, må jeg bare have det ud, og da er det fantastisk at have denne blog til disposition!
Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive et helt andet indlæg, men så begyndte jeg at surfe lidt på nettet, og da faldt jeg på dagbladet.no over artiklen
'For mye erotikk' af Jan Thomas Holmlund. Artiklen omhandler den norske forfatter Gert Nygårdshaug, der, som så mange mandlige forfattere før ham, går til angreb på sine kvindelige kolleger. "Det er en oppfatning blant mange forfattere, spesielt kvinnelige, at romaner må omhandle temaer som kjærlighetsliv, erotikk, traumatiske hendelser i oppveksten eller skilsmisse for å selge.", påstår han. Senere citeres han for dette synspunkt: "Spesielt på kvinnesiden mener han det er for få forfattere med tro på at bøker kan påvirke og forandre verden."
Skal vi forfølge Nygårdshaugs argumentation, mener han, at romaner, der omhandler kærlighedsliv, erotik, traumatiske hændelser i opvæksten eller skilsmisse ikke påvirker og forandrer verden. Til gengæld sælger de som varmt brød. Trumfen er følgende udsagn: "Etter Bergljot Hobæk Haff kan jeg ikke se noen kvinner som skriver om de store spørsmålene." Nygårdshaug mener altså, at de ovenfor nævnte temaer ikke kan defineres som 'de store spørgsmål'.
Hvem definerer, hvad der er 'de store spørgsmål'? Nygårdshaug nævner Jan Kjærstad, Torgrim Eggen og Erlend Loe som eksempler på forfattere, der tør at tænke stort. Tre mænd, selvfølgelig. Det måtte det jo være, siden kvinder i følge Nygårdshaug ikke er i stand til at skrive romaner med "krasse undertekster".
Hvad bilder han sig egentlig ind? Jeg troede, vi skrev 2009, men der tog jeg da helt fejl. Vi er vist et sted i begyndelsen af 1800-tallet. Nygårdshaug er mand, og derfor ser han virkeligheden med en mands øjne. Mænd har en fordel der, fordi det traditionelt set er mænd, der har fået lov til at ytre sig omkring og således definere virkeligheden. Kvinder har historisk set ikke fået lov til at komme til orde, i hvert fald ikke på lærredet eller på papir. Kvinders virkelighedsforståelse har med andre ord ikke været vigtig nok til, at nogen har gidet at sætte den på tryk. Det vi ved om kvinders virkelighedsforståelse, og hvad de regner for at være de store spørgsmål, er derfor ret så begrænset, hvis vi betragter det i et historisk perspektiv.
Det er muligt at forsvare Nygårdshaug med, at mænds virkelighedsforståelse har været toneangivende i så mange århundrede, at det kan være vanskeligt at forstå, at den ikke også er den eneste rigtige. Det er forståeligt nok, at man kan foretage en sådan fejlslutning, og der er desværre mange, der gør det - også kvinder, men jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan sige, at romaner, der handler om det nære, ikke drejer sig om de store spørgsmål eller har krasse undertekster. Er samfundskritik kun noget vi driver med, når vi skriver om miljø og politik?
Når mange kvinder skriver (og gerne vil læse) om det nære - om samliv og opvækst, så virker det for mig utrolig arrogant at påstå, at dette ikke er 'de store spørgsmål'. Jeg tror, at disse tematikker er store spørgsmål for mange kvinder. Hvem er det, der føder børnene og går på barsel? Hvem er det, der sørger for, at hjemmet hænger sammen? Hvem er det, der i de allerfleste familier laver mad, smører madpakker, sørger for at alle får de rigtige vitaminer og mineraler? Hvem er det, der ligger vågen om natten og bekymrer sig for sine børns fremtid? Hvem er det, der gør de små forandringer i hverdagen for at tage vare på miljøet? Og hvem er det, der såret tier og tænker: "Det er nok også bare mig, der er ubegavet.", når endnu en mand påstår, at sådanne tematikker ikke har nogen relevans i forhold til det, der virkelig betyder noget?
Så kære medsøstre, fortsæt med at blogge om tapeter og hækleprojekter. Vi må udtrykke os og vise verden vore mangfoldige virkeligheder. Og kære Kardemomme, tak, fordi du ønskede mig velkommen i din blog. Mon en mand ville have gjort det samme?
(Et andet indlæg i debatten er at finde
her.)
Da jeg i går gik og ryddede lidt op i køkkenet (Red: Satte nye kogebøger op på min egen lille 'top 6' hylde), slog det mig, at det da i grunden var længe siden, jeg sidst havde købt mig en kogebog. Jeg er den type, der elsker kogebøger, og jeg LÆSER dem faktisk.
aW.jpg)
