Jeg har bestemt mig

Hver eneste dag er det så utroligt fristende at dejse om på gulvtæppet i mit køkken for bare at blive liggende i fosterstilling og ånde i kor med køleskabets brummen.
Hver eneste dag plager mine tanker mig med ord, som jeg slet ikke kan holde ud at tænke på.
Hver eneste dag får jeg en ubeskrivelig lyst til at lukke min dør for alt og alle.

Men jeg har bestemt mig for at stå oprejst. Jeg har bestemt mig for at trumfe tankerne med optimisme og positivitet. Og min dør står åben, fordi jeg har bestemt mig for, at mit nye liv ikke skal leves i ensomhed.

Hver eneste dag træder jeg forsigtige skridt på ukendte stier, men jeg har bestemt mig for, at hver eneste skridt skal opleves som en spændende oplevelsesfærd.

På søndag skal jeg konfronteres med hele den danske slægt. Det er første gang siden det, vi ikke rigtig snakker om, skete. Jeg har bestemt mig for at tage min røde kjole på, og jeg vil flette mit hår i to stramme fletninger, så mine tanker holdes i skak.

Jeg træner tanken hver eneste minut. Jeg har bestemt mig for at bloggen her skal hjælpe mig med netop dette.

Jeg har bestemt mig for at vælge lykken.

Gyngende grund

2011 skal blive anderledes. Det lovede jeg mig selv nytårsaften. I 2011 skal jeg ikke tænke så forbandet meget. Nu ler jeg lidt, for hvad har jeg drevet med de første 4 dage i det nye år: Jeg har tænkt. Og ikke nok med det. Næh nej, kaostankerne har banket på, og jeg har kun i korte øjeblik formået at jage dem på flugt.

Det er vel på tide, at I, der stadig følger mig, får at vide, hvad der skete i 2010. Jeg separerede mig fra min mand, der nu skal kaldes eksmand. Eksmand. Ekskone. Eksliv. Eksempel.

Julen har været hård. Vores første jul som splittet familie. Hvordan skal jeg nogensinde komme mig igennem dette, tænkte jeg på et tidspunkt juleaftensdag. Vi valgte at fejre dagen sammen alle fire. Det hele virkede så kunstigt. Der stod jeg i Villa Rosa og tilberedte maden, mens han måtte spørge om, hvor de forskellige ting var. "Hvor har du sien nu?" "Skal jeg finde en dug?" Til sidst låste jeg mig inde på badeværelset og sad der en stund for at få styr på følelserne.

Det gik jo okay. Det blev en brugbar aften. Et minde, der godt kan lagres. Vi valgte at lave en helt anden menu. Kalkun. Den smagte godt. Jeg forsøgte at nyde det. Jeg så på børnene. De så så glade ud. De glædede sig over, at vi var sammen. Alle fire.

Nu er vi tre og én på skift hveranden uge. Hvad skal jeg tage mig til alle de dage, hvor jeg er alene? Hvad forestillede jeg mig? Hvad var det egentlig, jeg ville? Hvad gik der galt? Hvorfor kunne jeg ikke mere? Jeg ved det godt. Jeg ved det så udmærket godt. Jeg mærker det dybt derinde. Jeg gjorde det eneste, jeg kunne.

Jeg befinder mig på gyngende grund, men jeg har bestemt mig for, at 2011 skal blive mit år. Et belønningens år, selv om jeg måske i virkeligheden ikke fortjener nogen belønning.

I 2010 splittede jeg min familie.

Teksten, der forsvandt.

Det er længe siden, jeg har skrevet noget. Ikke bare her på bloggen. Generelt. Ordene har siddet fastklemt i mellem hals og hoved. De fine kæder af bogstaver, der sværmerisk forførede mig, før ordblindheden indtraf, begyndte at danse en vanskelig tango, som jeg ikke kunne stoppe og heller ikke tage del i. De dansede forbi mit indre blik, og når jeg prøvede at fange dem for at skabe en slags struktur, slog de over i en diktatorisk march, som trampede afsted uden, at jeg ønskede at være med. Jeg kunne råbe efter ordene, men lige lidt hørte de mig. De vendte sig bare om og viste mig deres spidse og ondskabsfulde tunger. Hvor ofte faldt jeg ikke ned på knæ og bønfaldt dem om at stoppe denne galedans, men de sendte mig blot en hærskare af skinger tinnituslatter. Jeg holdt mig for ører og øjne. Jeg gemte mig under et lag af tæpper og dyner. Jeg besvimede i en strøm af umulige ord, der forfulgte mig, hvor end jeg gik.

Nu er det anderledes. De er blevet roligere. Der findes stadig ingen sammenhængende kæder af ord på række og rad, men de danser i en gladere rytme. Jeg begynder at forstå dem igen. En dag vil de atter samle sig og komme ud gennem mine hænder, min mund og mine handlinger. Snart vil jeg rette ryggen og se mine ord i den rette syntaks. Ikke i dag og heller ikke i morgen, men inden længe. Jeg føler det.

Jeg har sagt det før: jeg tænker i tekst. Teksten former sig gennem nattens ubevidste rørelser og vækkes til live, når dagen vågner i mit sind. Men i mange måneder har søvnen været tekstløs. Jeg har måske i virkeligheden ikke sovet? Hvad er der sket, tænker du måske? Alt for meget, er det eneste, jeg har at sige lige nu. Men jeg er her. JEG er her. Og snart er JEG måske også tilbage i teksten? Eller hvem ved...måske har teksten formet et nyt JEG? Det finder jeg vel ud af, når jeg igen begynder at få orden i de autonome ordrækker, der har besat mit univers så alt for længe? 2011 vil uanset blive en spændende rejse for mig.

Jeg vurderer at blogge igen...fordi nogen skrev en kommentar. Tak.

San Diego Serenade

- Er du lykkelig?, spurgte jeg en kvinde, som jeg holder meget af.
- Jeg er lykkelig nu. Det er nok for mig. Er jeg ulykkelig i morgen, kan jeg ikke gøre noget ved det i dag, svarede hun.
Det er et godt svar. Det handler om at leve i nuet og nyde eller i hvert fald være i de følelser, der findes i kroppen. Sorgerne kommer, når de kommer.

Selv har jeg en tendens til at tage sorgerne på forskud. Jeg bekymrer mig for ting, som jeg tror, jeg kan forudse. Det er unødvendigt. Jeg ved det, men det er vanskeligt at leve i nuet. Tag en dag ad gangen, foreslog en god ven. Det kræver øvelse.

Er det midtlivskrisen? Eller er det bare en erkendelse af, at jeg alt for længe har undgået at se mig selv i øjnene? Der er et slør over mine øjne, så det er ikke så let at se dem, men hvis jeg tager mig god tid og holder mit eget blik, så ser jeg nogen gange et strejf af noget, der kunne minde om lykke.

Hvid dug

Jeg ligger oppe i soveværelset. Sengen under mig skælver eller også er det mig? Jeg er faktisk ikke helt sikker længere. Jeg har lagt her alt for længe allerede, og det hele flyder sammen i et rod af blomstret tapet, hjerteslag og skælven. Nedenunder er Peter i gang med at støvsuge. Ungerne ser på en dvd. Det er en film med flere korte episoder, for jeg hører kendingsmelodien om og om igen. Og så støvsugeren og min egen puls. Gæsterne kommer om lidt. Maden står klar inde i ovnen. Det dufter af rosmarin og citron. Amalie skriger. Peter råber noget, som jeg ikke kan høre. Det er uanset ikke mig, han henvender sig til, så jeg lukker øjnene og forsvinder ind i lydene af kaos. Jeg flyder på en seng af toner, som harmonerer med mit indre. Jeg gider ikke i aften. Skal jeg virkelig smile mig igennem aftenen? Mine kæber holder snart ikke til mere. Peter stikker hovedet ind til mig. Han har den bekymrede mine på. Burde han ikke bede mig om at tage mig sammen?
- Hvordan går det med dig?
- Jeg kommer ned om lidt.
- Okay. Jeg har dækket bord. Det var den hvide dug?
- Ja, det var den hvide dug.

Findes den?

- Tror du på kærligheden?

- Hvad mener du? spørger Thomas, mens han tænder en smøg. Det lyser orange fra den, når han suger røgen ind i munden og ned i lungerne. Jeg mærker, at jeg ryster en smule i den kølige vind. Thomas ser på mig: - Skal jeg hente en dyne? spørger han og har allerede rejst sig. Han går ind i sommerhuset og kommer lidt efter tilbage med en dyne, som han putter omkring mig. Det føles godt.

- Mener du kærligheden mellem for eksempel en kvinde og en mand? spørger han, idet han sætter sig tilrette i havestolen.

- Ja, siger jeg og føler, at spørgsmålet er både barnligt og dumt.

- Ja, den tror jeg på, men jeg ved ikke, om jeg tror, at den varer evigt. I nogen tilfælde måske. Men varigheden er jo heller ikke så vigtig. Det vigtigste er, at man får lov til at opleve den en eller anden gang i livet, om den så bare er kortvarig.

- Det lyder trist.

- Kun hvis du er pessimist.

- Hvad mener du med det?

- Det er trist, hvis man aldrig oplever kærligheden, men får man lov til at opleve den på et eller andet tidspunkt, og de fleste mennesker oplever den heldigvis flere gange, så bærer man den med sig. Så lever den inden i en. Det er da ikke trist.

- Ser du sådan på det?

- Ja, det tror jeg.

- Men varer ægte kærlighed ikke livet ud?

- Ægte kærlighed... Thomas smiler. Pludselig synes jeg, at han er pæn, der han sidder i skæret fra stuevinduet. - Ægte kærlighed, Majbritt, er vel ikke anderledes end andre former for kærlighed. Jeg tror ikke, man kan snakke om, at en kærlighed er mere ægte end en anden. Det kommer vel an på den, der giver den, og den der modtager. Måske samsvarer følelserne ikke end gang, men det bliver kærligheden jo ikke mindre ægte af, vel?

- Nej...

- Der findes jo så mange måder at vise kærlighed på, Majbritt. Det ved du vel også godt, gør du ikke?

- Jo.

- Fryser du stadig?

- Nej, jeg har det fint.

- Skal jeg åbne en flaske rødvin?

- Hmmm, hvor mange er klokken?

- Den er ti minutter over ti.

- Så burde jeg vel egentlig tage tilbage til campingpladsen.

- Sker der noget der da?

Jeg ler: - Nej, der sker der ikke en skid, men jeg skal mødes med Majken i morgen tidlig for at pakke det sidste ned.

- Skal jeg køre dig tilbage?

Jeg ser ind imod stuen og mærker, at det egentlig ikke var det, jeg håbede, at han skulle sige.