Lad os flirte lidt mere...

Gider du lige?

Som skrevet tidligere, så ler jeg hver dag. Det er en herlig latter, der klukker og knækker på midten. Den sendes ud i energiske bølger, der omfavner alverden. Den vækker forundring og smil, og den holder af at få selskab, hvilket den heldigvis ofte får. Den er spontan og fuld af sarkasme og selvironi. Den gemmer sig ikke. Hvorfor skulle den dog også det? Den har ret til at være her, og den gør mig glad, selvom jeg ikke aner, hvor den kommer fra.

Samtidig med at jeg begyndte at meditere, anbefalede den norske blogger Portofritt mig bogen Pippi power af danske Gitte Jørgensen. Det er sjovt som kaoset omkring mig pludselig skaber sin egen finurlige sammenhæng, for der er ingen tvivl om at meditation og Pippi power er en fantastisk cocktail. I korte træk opfordrer Gitte Jørgensen alle kvinder til at iklæde sig en god portion Pippi power. Og det er slet ikke så dumt. Det er faktisk en meget god idé.

Efter, at jeg begyndte at meditere og tænke Pippi-tanker, har latteren sluppet sig løs i mig. Den bruser ud og fylder mig med gode vibrationer. Det er intet mindre end fantastisk, men det er ikke alle, der synes om det. Der er nogen, der bliver bange for sådanne tikkende lattermilde bomber. Det fik jeg erfare da en mandsperson, som jeg ellers respekterer, anklagede mig for at være for pjattet. Han mente, at det var irriterende at være sammen med sådan en som mig, som kun var til fis og ballade. Hvad skal man sige til det? Mit gamle jeg ville være gået ind i selvforsvarsfælden. Jeg ville have skabt mig grøn og svoret, at jeg da så sandelig ikke kun var til fis og ballade! At jeg rent faktisk havde en meget mørk side, som ville overraske ham, hvis han opdagede den. Men så var det, jeg mediterede og tænkte Pippi, og pludselig opstod der en følelse af lykke. Haha, jeg er glad. Kald det bare pjattet, om du vil, og gider du så lige movere din sværm af sorte skyer fra min side af solskinnet, makker?

Køkkendage

Det gælder om at leve livet; at finde et åndehul, hvor man kan trække vejret uden, at det sætter sig fast mellem hals og bryst. Mit åndehul lige nu er mit køkken. Det er et okay sted. Det er mit.

Det bliver en lettelse den dag, hvor jeg kan skrive frit igen. Den dag, hvor jeg ser alle sammenhængene og ved, hvorfor jeg måtte gøre, som jeg gjorde. Den dag, hvor jeg uden skyldfølelse kan løfte min datter op på mit skød og trøste hende, når hun savner sin far.

Mit liv er ikke trist. Mit liv er nyt. Det er dét, det er. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg takler dette nye liv, men jeg står midt i det. Jeg står. Nye vaner er begyndt at snige sig ind. Dejlige vaner, hvor jeg sanser mig selv på nye måder. Jeg finder nye begreber. Jeg finder et nyt fodfæste her i livet.

Alt smager anderledes, og når jeg ser mig i spejlet, ser jeg ikke længere den, jeg var. Jeg har tabt mig ca. 17 kg. Mit blik er blevet stærkere, mit smil gladere, og hagen er blevet mere bestemt. Én mener, at jeg ser eksotisk ud, en anden kalder mig sensuel, mens en tredje siger, at jeg har et stærkt udtryk.

Jeg vil ikke sige, at jeg genfinder mig selv; jeg finder mig selv.

OVERSKUD & KREATIVT KAOS

Ja til MIG

Nu har jeg gået rundt i flere dage og pint mig selv med håbløse modstridende tanker, og så var det egentlig ikke så vanskeligt. Jeg sagde det bare. Sagde 'Nej'. Jeg skælvede, da jeg sagde det, men et sted langt inde i mig var der en lille stemme, der jublede, for med det 'Nej' sagde jeg 'Ja' til mig selv!

Jeg er ikke super god til at tage hensyn til mig selv og mine følelser. Det, jeg er bedst til, er faktisk at tilfredsstille andres behov. Jeg er typen, der kan sige 'Ja' til nogen, selv om jeg slet ikke kan hænge sammen af træthed. Det er en selvudslettende egenskab, som jeg forsøger at ændre.

Hvordan ændrer man sig selv i min alder? Det kræver en hel del øvelse, tror jeg. Det er fint for mig at gå igennem dette. En udfordring. Det er sjovt med udfordringer, men hvorfor skal det være så pokkers udfordrende? Det giver mig mavepine. Ikke sug. Pine.

I denne weekend har jeg meldt mig til et meditationskursus. Det er også en udfordring. Udfordringerne står åbenbart i kø. Jeg stiller mig i køen med hovedet højt hævet. Jeg retter ryggen og tager et forsigtigt skridt fremad. Føj, hvor jeg skælver, men jeg står stadig oprejst!

Og jeg ler HVER dag! Ægte latter fra mellemgulvet. Hjertelig og storsmilende. Jeg ler mest af mig selv og mine kaostanker. Det er da en god egenskab. Den behøver jeg ikke at forandre. Den bør hellere forstærkes.

Kan kærligheden mellem to mennesker antage en åndelig dimension?

Dette er en af mine yndlingssange, og i denne version med Antony Hegarty rammer den mig midt i mavefølelsen.

Tænk, hvis kærligheden mellem to mennesker kunne være på denne måde.

Jeg ved det godt, når det kommer til de nære relationer, er jeg håbløs naiv.

Mavefølelser

Der er dage, hvor jeg får åbenbaringer. Pludselig står jeg der under bruseren, og så kommer der helt uventet en åbenbaring. -Aha! Det var sådan, det var!!, tænker jeg, og som oftest smiler jeg, for nogen få af de manglende brikker i det store puslespil, der er mig, er faldet på plads i pausen mellem to tanker.

Jeg er et sted lige nu, hvor jeg forsøger at forstå mig selv og mit handlingsmønster. Det er vel meningen, at jeg skal få klarhed over dette, så jeg ikke gentager mine fejl. Eller så jeg i det mindste bliver bevidst om, at sådan er jeg, og sådan handler jeg altså. Dette er mig. Goddag verden!

Mange af mine fejltrin er blevet trådt i fornuftens bagende lys. Jeg har tændt for hjernen og rationaliteten, og så har jeg slået intuitionen fra. Jeg har svært ved at lytte til mine inderste følelser. Kan jeg ikke lide et menneske, giver jeg dette menneske både to og tre chancer. Nogen gange bestemmer jeg mig bare for at kunne lide vedkommende, selv om det vrænger sig i mig. Min mave skriger, mens mit hoved dysser den til ro.

Akkurat i disse dage går jeg igennem en proces, hvor min mave og mit hoved kæmper en hårdnakket kamp. Jeg ved ikke, om 'mit nye bevidste jeg' vinder kampen. Jeg er desværre let at overtale. Jeg ved det, for det er sket så mange gange før. Og personen, jeg er op i mod, er stærk. Meget stærk.

Spørgsmålet er: Skal mit nye eller mit gamle jeg vinde? Det er trygt at vælge det vante. Da ved jeg, hvad resultatet bliver. Det ender stensikkert med den velkendte og trygge følelse af utryghed. Jeg kan også vælge det utrygge nye. Det er et valg, som jeg ikke aner resultatet eller konsekvensen af - vil det på sigt give mig en større tryghed?

Jeg har allerede forsøgt mig lidt. Har sagt 'nej' et sted, hvor jeg tidligere ville have sagt 'ja'. Det var skummelt. Jeg lod mig næsten overtale til et 'ja'. Jeg lod mig i stedet for overtale til at tænke over det pånyt. Jeg tænker, så det brager. Min hjerne siger selvfølgelig 'ja', men i min mave findes der en knude, som bare vokser og vokser.