Teksten, der forsvandt.

Det er længe siden, jeg har skrevet noget. Ikke bare her på bloggen. Generelt. Ordene har siddet fastklemt i mellem hals og hoved. De fine kæder af bogstaver, der sværmerisk forførede mig, før ordblindheden indtraf, begyndte at danse en vanskelig tango, som jeg ikke kunne stoppe og heller ikke tage del i. De dansede forbi mit indre blik, og når jeg prøvede at fange dem for at skabe en slags struktur, slog de over i en diktatorisk march, som trampede afsted uden, at jeg ønskede at være med. Jeg kunne råbe efter ordene, men lige lidt hørte de mig. De vendte sig bare om og viste mig deres spidse og ondskabsfulde tunger. Hvor ofte faldt jeg ikke ned på knæ og bønfaldt dem om at stoppe denne galedans, men de sendte mig blot en hærskare af skinger tinnituslatter. Jeg holdt mig for ører og øjne. Jeg gemte mig under et lag af tæpper og dyner. Jeg besvimede i en strøm af umulige ord, der forfulgte mig, hvor end jeg gik.

Nu er det anderledes. De er blevet roligere. Der findes stadig ingen sammenhængende kæder af ord på række og rad, men de danser i en gladere rytme. Jeg begynder at forstå dem igen. En dag vil de atter samle sig og komme ud gennem mine hænder, min mund og mine handlinger. Snart vil jeg rette ryggen og se mine ord i den rette syntaks. Ikke i dag og heller ikke i morgen, men inden længe. Jeg føler det.

Jeg har sagt det før: jeg tænker i tekst. Teksten former sig gennem nattens ubevidste rørelser og vækkes til live, når dagen vågner i mit sind. Men i mange måneder har søvnen været tekstløs. Jeg har måske i virkeligheden ikke sovet? Hvad er der sket, tænker du måske? Alt for meget, er det eneste, jeg har at sige lige nu. Men jeg er her. JEG er her. Og snart er JEG måske også tilbage i teksten? Eller hvem ved...måske har teksten formet et nyt JEG? Det finder jeg vel ud af, når jeg igen begynder at få orden i de autonome ordrækker, der har besat mit univers så alt for længe? 2011 vil uanset blive en spændende rejse for mig.

Jeg vurderer at blogge igen...fordi nogen skrev en kommentar. Tak.

San Diego Serenade

- Er du lykkelig?, spurgte jeg en kvinde, som jeg holder meget af.
- Jeg er lykkelig nu. Det er nok for mig. Er jeg ulykkelig i morgen, kan jeg ikke gøre noget ved det i dag, svarede hun.
Det er et godt svar. Det handler om at leve i nuet og nyde eller i hvert fald være i de følelser, der findes i kroppen. Sorgerne kommer, når de kommer.

Selv har jeg en tendens til at tage sorgerne på forskud. Jeg bekymrer mig for ting, som jeg tror, jeg kan forudse. Det er unødvendigt. Jeg ved det, men det er vanskeligt at leve i nuet. Tag en dag ad gangen, foreslog en god ven. Det kræver øvelse.

Er det midtlivskrisen? Eller er det bare en erkendelse af, at jeg alt for længe har undgået at se mig selv i øjnene? Der er et slør over mine øjne, så det er ikke så let at se dem, men hvis jeg tager mig god tid og holder mit eget blik, så ser jeg nogen gange et strejf af noget, der kunne minde om lykke.

Hvid dug

Jeg ligger oppe i soveværelset. Sengen under mig skælver eller også er det mig? Jeg er faktisk ikke helt sikker længere. Jeg har lagt her alt for længe allerede, og det hele flyder sammen i et rod af blomstret tapet, hjerteslag og skælven. Nedenunder er Peter i gang med at støvsuge. Ungerne ser på en dvd. Det er en film med flere korte episoder, for jeg hører kendingsmelodien om og om igen. Og så støvsugeren og min egen puls. Gæsterne kommer om lidt. Maden står klar inde i ovnen. Det dufter af rosmarin og citron. Amalie skriger. Peter råber noget, som jeg ikke kan høre. Det er uanset ikke mig, han henvender sig til, så jeg lukker øjnene og forsvinder ind i lydene af kaos. Jeg flyder på en seng af toner, som harmonerer med mit indre. Jeg gider ikke i aften. Skal jeg virkelig smile mig igennem aftenen? Mine kæber holder snart ikke til mere. Peter stikker hovedet ind til mig. Han har den bekymrede mine på. Burde han ikke bede mig om at tage mig sammen?
- Hvordan går det med dig?
- Jeg kommer ned om lidt.
- Okay. Jeg har dækket bord. Det var den hvide dug?
- Ja, det var den hvide dug.

Findes den?

- Tror du på kærligheden?

- Hvad mener du? spørger Thomas, mens han tænder en smøg. Det lyser orange fra den, når han suger røgen ind i munden og ned i lungerne. Jeg mærker, at jeg ryster en smule i den kølige vind. Thomas ser på mig: - Skal jeg hente en dyne? spørger han og har allerede rejst sig. Han går ind i sommerhuset og kommer lidt efter tilbage med en dyne, som han putter omkring mig. Det føles godt.

- Mener du kærligheden mellem for eksempel en kvinde og en mand? spørger han, idet han sætter sig tilrette i havestolen.

- Ja, siger jeg og føler, at spørgsmålet er både barnligt og dumt.

- Ja, den tror jeg på, men jeg ved ikke, om jeg tror, at den varer evigt. I nogen tilfælde måske. Men varigheden er jo heller ikke så vigtig. Det vigtigste er, at man får lov til at opleve den en eller anden gang i livet, om den så bare er kortvarig.

- Det lyder trist.

- Kun hvis du er pessimist.

- Hvad mener du med det?

- Det er trist, hvis man aldrig oplever kærligheden, men får man lov til at opleve den på et eller andet tidspunkt, og de fleste mennesker oplever den heldigvis flere gange, så bærer man den med sig. Så lever den inden i en. Det er da ikke trist.

- Ser du sådan på det?

- Ja, det tror jeg.

- Men varer ægte kærlighed ikke livet ud?

- Ægte kærlighed... Thomas smiler. Pludselig synes jeg, at han er pæn, der han sidder i skæret fra stuevinduet. - Ægte kærlighed, Majbritt, er vel ikke anderledes end andre former for kærlighed. Jeg tror ikke, man kan snakke om, at en kærlighed er mere ægte end en anden. Det kommer vel an på den, der giver den, og den der modtager. Måske samsvarer følelserne ikke end gang, men det bliver kærligheden jo ikke mindre ægte af, vel?

- Nej...

- Der findes jo så mange måder at vise kærlighed på, Majbritt. Det ved du vel også godt, gør du ikke?

- Jo.

- Fryser du stadig?

- Nej, jeg har det fint.

- Skal jeg åbne en flaske rødvin?

- Hmmm, hvor mange er klokken?

- Den er ti minutter over ti.

- Så burde jeg vel egentlig tage tilbage til campingpladsen.

- Sker der noget der da?

Jeg ler: - Nej, der sker der ikke en skid, men jeg skal mødes med Majken i morgen tidlig for at pakke det sidste ned.

- Skal jeg køre dig tilbage?

Jeg ser ind imod stuen og mærker, at det egentlig ikke var det, jeg håbede, at han skulle sige.

Lift me

Akkurat nu i dette øjeblik burde jeg sidde på min cykel. Nej, jeg lyver, jeg burde allerede sidde på mit kontor, begravet i mine nye lister. Krydse af og føle en slags god samvittighed og ikke denne underlige sorte, der synes at have indtaget min krop. Men jeg sidder altså her, for jeg må gøre noget godt for mig selv. Lidt mental balsam før jeg står ansigt til ansigt med det, jeg ikke har lyst til at se i øjnene. Og hvad er balsam for mig? I har nok gættet det - at skrive og lytte til musik.

Majbritt rejser sig op. Hun kan ikke se en hånd for sig og har ondt i anklen. Hun græder og kan ikke stoppe igen. Tårene og de ufrivillige lyde har for alvor taget overhånd, og hun står midt i mørket og lader det strømme frit. Hun skælver af kulde og gråd og indser, at hun ikke kan blive stående her i mørket. Hun finder sin mobil. Klokken er 23.55. Hun vurderer at ringe til Audun, men han sover sikkert allerede, og hvad i alverden skulle han også stille op? At ringe til Majken og Kenneth er fuldstændig uaktuelt. Desuden er de sikkert gået i seng. Hun putter mobilen tilbage i jakkelommen og begiver sig fremover i mørket.

Da hun har gået i et kvarterstid dukker sommerhuset med lyset op igen. Hun stopper atter op for at betragte sig selv i skæret fra udebelysningen. Hun bløder fra hånden og hendes bukser er brune af sand og jord. Inde i sommerhuset er lyset stadig tændt. Det ser ud som om, at der er nogen, der ser fjernsyn, for der er et blåt, flimrende lys i stuen. Majbritt går nærmere det store vinduesparti. Der sidder en mand i en lænestol. Han spiser noget fra en skål og er helt blå i lyset fra fjernsynet. Pludselig ser han op og ud af vinduet. Majbritt står helt stiv af skræk og håber inderligt, at han ikke får øje på hende, men det er allerede for sent. Manden har rejst sig og går hen til vinduet, imens han stirrer direkte på hende.

----

"Skal du ikke have dine sko ordentlig på?"

Thomas ser ned på sine udtrådte kondisko. Hælen er trådt ned, og snørrebåndene på den højre sko hænger løst ud til siderne.

"Nej, det behøves ikke," siger han og smiler: "Kom!"

Thomas holder armen ud mod terassen, så Majbritt kan gå først. Han lukker døren bag hende.

"Skal du ikke låse?"

"Hvem skulle komme?" spørger han.

"Nogen," siger Majbritt.

"Det tror jeg ikke, de gider." Thomas smiler igen og går hen mod bilen: "Desuden ligger Fie derinde," siger han og låser bildøren op, men ser så hen mod sommerhuset: "Nå ja, forresten måske netop derfor!" Han nikker roligt et par gange, imens han går tilbage til sommerhuset for at låse terassedøren. Så går han igen hen mod bilen.

"Har du en plastikpose?" spørger Majbritt, da han går forbi hende.

"Er du dårlig?" Thomas ser bekymret på hende.

"Nej, men sædet bliver vådt og beskidt af mig."

"Det gør ikke noget. Det er beskidt fra før," siger han og ler. "Sæt du dig bare ind, så kører jeg dig hjem igen."

"Det er ikke mit hjem."

"Lige nu er det," siger han og sætter sig ind i bilen.

Majbritt står lidt uden for bildøren, så åbner Thomas den indefra: "Vil du ikke med?" Han tænder bilens motor.

"Jeg har tisset lidt på mig," siger hun lavt.

"Jamen, stakkels dig, hvorfor sagde du ikke det? Så har du jo brug for et bad og noget rent tøj." Thomas lukker døren ved passagersædet, drejer nøglen om og stiger ud af bilen. Han låser bilen før, han begynder at gå tilbage til sommerhuset. Majbritt står stadig henne ved bilen.

"Hvad venter du på?" spørger han henne fra terassedøren.

"Hvad?" spørger Majbritt og undlader at se på ham.

"Kom nu med ind. Du kan låne håndklæder og et par af Fies bukser. Har du lyst til noget varmt at drikke? Noget kaffe?"

"Det ved jeg ikke rigtig," siger hun og følger efter ham tilbage ind i sommerhuset.

Mandag

Efter en hektisk weekend med tre selskaber er det nu blevet mandag, og jeg må tilstå, at jeg ikke helt føler mig parat til at forlade Villa Rosa til fordel for min arbejdsplads. Ude er det mørkt, men i skæret fra en ensom gadelygte skimter jeg et vådt og diset landskab.

Imellem kagebagning og madlavning har jeg tænkt på Majbritt, der famler rundt der på stierne i mørket. Måske er det, fordi jeg selv famler mig frem for tiden? Måske er det bare, fordi jeg elsker de mørke stier ved vesterhavet? Når jeg koncentrerer mig, kan jeg dufte grannåle og mudret jord, som intensiveres af mørket. Jeg har lukkede øjne. Terapi.

I dag er det bestemt ikke let for mig at skulle forlade min trygge hule. Før gæsterne kom, ryddede min mand op i hele Villa Rosa. En befrielse. Ting, der roder, fylder virkelig både fysisk og psykisk. I løbet af de næste par dage må jeg forsøge at rydde op i mine arbejdsrutiner. Lister må skrives og hænges op på mit kontor. Skemaer må fyldes ud og sendes. Opgaver må rettes.

Majbritt famler stadig rundt og afprøver forskellige muligheder. Hun vender om, men aner ikke, om hun er på rigtig spor. Ufrivilligt triller tårene nedover hendes kinder. Hun skal tisse, men nægter at gøre det udendørs. Hun begynder at løbe, men falder over en gren. Hun begynder at hulke. Der er gået hul på hendes bukser, og hendes venstre hånd svier.

Selv forsøger jeg bare at holde mig oprejst! ;)

(Hjertet på billedet er til jer).