Giv dig selv lidt zen...

I en alder af snart 35 har jeg fundet ud af, at kaffe ikke er det bedste for mit humør eller mit tarmsystem. Jeg har ellers drukket kaffe siden 1.G - jeg blev misbruger af koffein, da jeg skrev første års opgave om Pink Floyds The Wall. Albummet - ikke filmen! Nå, men nu har jeg altså endelig forstået, at jeg ikke tåler kaffe. Jeg kan drikke en enkel kop, men jeg har det bedst, når jeg holder mig til te. Og da kan jeg bedst lide grøn te - og helst Gunpowder. Den er bare fantastisk, men den allerbedste te er 'grøn te ekstrat'. Og nu er jeg løbet tør, og jeg finder den ikke her i byen, så jeg er på godt (men ikke så pænt) dansk lidt på skideren! Heldigvis har jeg min Gunpowder.

Og når man så har lavet en god stor kop te, hvad er så bedre end at sætte sig i lænestolen, slå benene op på en dejlig skammel og finde en rigtig god bog frem? Det er nok noget af det bedste, jeg ved i hvert fald. Jeg kan sidde og læse dagen lang, hvis det skulle være, og nogen gange er det netop det, det skal være.

Denne lørdag anbefaler jeg Helle Helles roman Ned til hundene fra 2008. (På billedet ses den norske udgave). Jeg har længe været en stor fan af Helle Helle. Det begyndte med novellesamlingen Biler og dyr fra 2000. Derefter læste jeg den fabelagtige Hus og hjem fra 1999, og da var jeg selverklæret fan. Jeg må dog tilstå, at det først var med Ned til hundene, jeg følte den samme form for hysteriske glæde, som da jeg læste Hus og hjem. En roman jeg i øvrigt har det med at komme tilbage til. (Helle Helles romaner læser jeg på en eftermiddag. Jeg bliver suget ind i teksten og befinder mig så tæt på hovedpersonerne, at jeg kan sværge på, at jeg fornemmer deres åndedrag.)

Har man ikke læst noget af Helle Helle før, så synes jeg, man bør starte med Hus og hjem og så fortsætte med Ned til hundene. Både fordi man da fornemmer en forfatters udvikling, men også fordi de to romaner fint kan læses sammen. Ja, jeg vil næsten påstå, at der findes en forbindelse mellem de to værk.

Ned til hundene fortælles af en 42 årig kvindelig forfatter. Hun er gift med en hudlæge og har i længere tid kæmpet med en skrivespærre, der har forplantet sig som en kronisk handlingslammelse. Romanen åbner med, at hun sidder på en bænk i en fremmed by. Med sig har hun sin trillekuffert, men den tungeste (tyngste?) bagage er fortiden, som beskrives i korte sporadiske sætninger. Hun har forladt hudlægen og et liv bag tillukkede vinduer. Men til fordel for hvad? Det ved hun endnu ikke. Hun sidder bare på den der bænk og har brug for et sted, hvor hun kan græde.

Det trækker på alle mådeer op til storm i den lille by, som fortælleren befinder sig i, og der er længe til næste bus. Heldigvis kommer det unge par, John og Putte, forbi bænken og inden fortælleren, som Putte senere kalder Bente, ved ordet af det, er hun installeret i John og Puttes hjørnesofa. John og Putte har god tid, massevis af toastbrød i fryseren og en kaffemaskine i soveværelset ved siden af sengen. Jeg vil helst ikke sige så meget om, hvad der sker i John og Puttes hjørnesofa, for der sker egentlig ikke så meget - sådan som altid i Helle Helles romaner, der er præget af stilstand og et minimalistisk og ovenud fantastisk sprog. Det meste foregår faktisk mellem linierne, og det er intet mindre end mesterligt.

Alligevel er Ned til hundene langt mere 'action-præget' end for eksempel Hus og hjem, men det må man selv læse sig til. Helle Helles romaner og noveller har en dybere mening end den, man lige finder på overfladen. I Ned til hundene er der mange 'meninger' eller problematikker. En af de, som jeg synes er yderst interessant, er problematikken ved at parasittere på andres liv. Dette er en problemstilling, som debatteres på forskellige måder i romanen uden, at det på nogen måder virker banalt eller selvfølgeligt.

Da Suzanne Brøgger læste Ned til hundene, skal hun ifølge Helle Helle have sagt: "Det mest underlige ved denne roman er, at hun som fremmed bliver inviteret med hjem til nogen vildt fremmede." Og ja, det er faktisk både underligt og uhyggeligt - men indenfor fiktionen kan alt jo som bekendt heldigvis ske.





God læselyst på en herlig efterårsvarm lørdag. Og husk så at se dokumentaren om Blekingegadebanden på DR1 i morgen aften kl. 20.00.