Åndehuller

Jeg sidder i hr. Sorts store hus, der i min optik er placeret i det, der må være Norges smukkeste villakvarter. Jeg har i hvert fald ikke set noget lignende og det på trods af, at jeg en gang boede i et af Oslos finere boligområder. Det er ganske vist mange år siden nu, men jeg husker det godt, for det var det første sted, jeg boede i Norge. Det var blevet mig fortalt, at dette var der, hvor de rige boede, og jeg forestillede mig derfor noget med boulevarder og parklignende haver bag smedejernsgitre. Det, som mødte mig, var dårligt asfalterede veje og uprætentiøse haver. Det undrede mig lige til den dag, hvor jeg elskede det højt, fordi jeg omsider havde indset ligusterhækkenes byrde.

Her i hr. Sorts nabolag er det bare hr. Sorts have, der er normal, og den ser jeg ikke, for hans hus ligger på en lille skråning med udsigt til alle de omkringliggende haver, hvor middelaldrende kvinder ligger på knæ i blomsterbedene, mens deres mænd vandrer hvileløse rundt bevæbnet med værktøjsbælte og ægteskabelig tålmodighed. Det er dog vigtigt at bemærke sig, at disse scener udelukkende udspiller sig nogle få timer sidst på eftermiddagen. Ellers er de store haver tomme, og husene ser  triste og ensomme ud, dog med undtagelse af hr. Sorts gule hus, der bærer tydelig præg af levet liv. Her hænger vasketøjet ude, cykler står hulter til bulter i indkørslen, garageporten står åben, så der er frit indsyn til det improvisatoriske knallertværksted, og mosset på fliserne har for længst gjort fliserne dejligt bløde at træde på.

Hr. Sort har solgt sit gule hus og købt sig et rødt, der er mindre. Nu venter han bare på at kunne pakke sine egendele og flytte ud af nationalparken, som han kalder sit nuværende boligområde. Jeg tror ikke, han orker konkurrencen, de middelaldrende naboer sætter i gang, når de iklæder sig haveudrustningen, og henholdsvis kravler og klatrer på sine grunde. Jeg tror, de generelt føler sig på gyngende grund, og at denne følelse fejlagtigt nok har forvisset dem om, at det er tryggest at mærke fast grund under fødderne eller - for kvindernes vedkommende - under knæerne. De synes nok, at hr. Sorts  have med dens fraværende haveæstetik er en skamplet for kvarteret, men i virkeligheden vil jeg driste mig til at mene, at hr. Sort i virkeligheden er en torn i øjet på dem, fordi han helt åbenbart er den eneste, der har skabt sig et åndehul.