Tekstlighed

Min have trænger til at blive luget, men jeg gider ikke at gøre det i dag. Jeg indbilder mig at have vigtigere ting at gøre. Så som at tænke frie tanker. Nu er det en uge siden, jeg var her sidst. I mellemtiden har jeg boet hos hr. Sort. Det er et privilegium at have mulighed for at kunne flygte til et andet sted. Til et åndehul. Jeg har altid haft behov for luftforandring og mulighed for flugt. Jeg er 37 år og endelig ved at blive ét med min egen alder.

Villa Rosa skal males hvid, men hun skal alligevel få lov til at beholde sit navn. Måske laver jeg endda et navneskilt? Folk, jeg både kender og ikke kender, ryster fortvivlet på hovedet, når jeg meddeler dem mine planer, men de kan ikke påvirke mig i anden retning, for malingen er allerede købt. Sådan sikrer jeg min vilje. Jeg har altid været glad for mit farvestrålende hus, men tiden er inde for noget andet. Jeg er på vej ud af et andet spor. Mit eget.

I mit hjerte har der altid været ambitioner, som jeg ikke turde at sige højt. Nu lader det til, at ordene endelig har begyndt at tage form. Snart tænker jeg for alvor højt. Jeg har i al min tid været af sted, men aldrig synligt på vej, men der har hele tiden været en mening med alt. Målet lå på min tunge og fremme et sted i min indre horisont. Nu begynder jeg at skimte omridset af noget. Det sitrer i kroppen. Min krop.

En eller anden gang i midten af tyverne bestemte jeg mig for at blive magister i Litteraturvidenskab. Jeg tog tilløb og satsede alt uden anden grund, end at jeg altid har elsket litteratur. Det gør jeg stadig, for i litteraturen findes mulighed for flugt. Jeg har altid haft behov for åndehuller og pauser, men jeg har ikke længere brug for at gemme mig bag fortidens falske illusioner. Jeg begynder langsomt at tage form.

Jeg er teksten, der gør sig klar til at blive skrevet.

Åndehuller og landflygtighed findes i mig.

Jeg er min egen ro.

Åndehuller

Jeg sidder i hr. Sorts store hus, der i min optik er placeret i det, der må være Norges smukkeste villakvarter. Jeg har i hvert fald ikke set noget lignende og det på trods af, at jeg en gang boede i et af Oslos finere boligområder. Det er ganske vist mange år siden nu, men jeg husker det godt, for det var det første sted, jeg boede i Norge. Det var blevet mig fortalt, at dette var der, hvor de rige boede, og jeg forestillede mig derfor noget med boulevarder og parklignende haver bag smedejernsgitre. Det, som mødte mig, var dårligt asfalterede veje og uprætentiøse haver. Det undrede mig lige til den dag, hvor jeg elskede det højt, fordi jeg omsider havde indset ligusterhækkenes byrde.

Her i hr. Sorts nabolag er det bare hr. Sorts have, der er normal, og den ser jeg ikke, for hans hus ligger på en lille skråning med udsigt til alle de omkringliggende haver, hvor middelaldrende kvinder ligger på knæ i blomsterbedene, mens deres mænd vandrer hvileløse rundt bevæbnet med værktøjsbælte og ægteskabelig tålmodighed. Det er dog vigtigt at bemærke sig, at disse scener udelukkende udspiller sig nogle få timer sidst på eftermiddagen. Ellers er de store haver tomme, og husene ser  triste og ensomme ud, dog med undtagelse af hr. Sorts gule hus, der bærer tydelig præg af levet liv. Her hænger vasketøjet ude, cykler står hulter til bulter i indkørslen, garageporten står åben, så der er frit indsyn til det improvisatoriske knallertværksted, og mosset på fliserne har for længst gjort fliserne dejligt bløde at træde på.

Hr. Sort har solgt sit gule hus og købt sig et rødt, der er mindre. Nu venter han bare på at kunne pakke sine egendele og flytte ud af nationalparken, som han kalder sit nuværende boligområde. Jeg tror ikke, han orker konkurrencen, de middelaldrende naboer sætter i gang, når de iklæder sig haveudrustningen, og henholdsvis kravler og klatrer på sine grunde. Jeg tror, de generelt føler sig på gyngende grund, og at denne følelse fejlagtigt nok har forvisset dem om, at det er tryggest at mærke fast grund under fødderne eller - for kvindernes vedkommende - under knæerne. De synes nok, at hr. Sorts  have med dens fraværende haveæstetik er en skamplet for kvarteret, men i virkeligheden vil jeg driste mig til at mene, at hr. Sort i virkeligheden er en torn i øjet på dem, fordi han helt åbenbart er den eneste, der har skabt sig et åndehul.

Jeg ser og bliver set

Jeg er begyndt at læse Beate Grimsruds En dåre fri, men jeg lægger den hele tiden fra mig, for jeg er endnu ikke færdig med Sommeren uten menn, hvor ordet 'dårekiste' forekommer én gang i teksten. Er jeg en dåre?

Desuden rumsterer indlægget fra i går i mit hoved: Er der overhovedet nogen, der forstår, hvad jeg har skrevet? Meningen med ordstrømmen? Forstår jeg det selv? Jeg tænker, at det egentlig ikke er så vigtigt, at andre forstår mine tekster, så længe de genererer nye tanke hos læseren. Ikke tanker om at føle sig udenfor, men eksistentielle tanker, der ganske vist også kan omhandle fremmedgørelse og isolation.

Selv hæfter jeg mig ved fire tematikker i teksten: 1. Gentagelsen. 2. Længselen. 3. Løget og 4. Blindheden. Er det virkelig nødvendigt at skrive mere om dette, tænker du muligvis. I et splitsekund tager jeg mig selv i at ville svare nej, men så tager jeg mig for alvor i det: Jeg vil udelukkende svare nej, fordi du har stillet mig et ledende spørgsmål. Jeg sidder jo og skriver, så dermed har jeg altså brug for at uddybe. Mine handlinger afslører mig. Gudskelov. Uden mine handlinger, ville jeg ikke ane, hvem jeg er.

Da er vi tilbage ved løget. Jeg er hverken et løg eller et æble. Jeg et menneske. Jeg er en kvinde. Jeg er Rosa Velour, min selvvalgte identitet. Vedkommende, der sagde, at jeg var uden kerne, var i færd med at skrive sin tekst; sin fortolkning af mig. Og i den fortolkning blev jeg kerneløs. Det siger intet om mig. Det siger kun noget om den person, der ytrede sin mening. Personen, der metaforisk set pillede løget, blev i denne intense handling blind. 

Jeg tror, vi mennesker ofte bliver blinde i forhold til hinanden. Denne blindhed er yderst interessant, for den kan få så stor kraft, at vi bliver usynlige - til og med for os selv. Men er øjnene virkelig et så overlegent sanseapparat, at det overdøver alle de andre sanser? Hvis vi bare lider af indbildt blindhed, er der så en fare for, at de øvrige sanser ikke styrkes som en følge af blindheden? Jeg skreg en gang til et menneske, der vitterlig så ud som om, det hverken hørte, så, lugtede eller følte mig.

Gentages en sådan "blindhedens handling", tror jeg, at man også bliver usynlig for sig selv. Man forsvinder. Jeg forsvandt, fordi jeg ikke fik nogen form for reaktion på mig selv. Da kunne jeg ligeså godt slutte med at eksistere for dette menneske. Og her er jeg inde på noget vigtigt: For dette menneske. For man behøver ikke blive usynlig for sig selv. Man kan i stedet bytte om på rollerne og beslutte sig for, at det er det andet menneske, der er usynligt. Dette kræver dog en enorm styrke, specielt når blindheden opstår i en kærlighedsrelation. For eksempel den vi finder mellem mor og barn, eller den vi finder i et ægteskab. To typer relationer, der har det med at spejle hinanden. Ødipus blev også blind... Ikke indbildt, men selvvalgt.

Igen kommer gentagelsen ind i billedet. Hvordan undgår vi at gentage vore fejl? Er det muligt at begynde forfra? Midt i livet... Eller vil vi hurtigt opdage et underliggende mønster? Kan vi virkelig ikke forandre os? Selv blev jeg pludselig synlig for mig selv. Det skete i det øjeblik, jeg opdagede, at jeg gentagende gange havde befundet mig i relationer præget af indbildt blindhed. Hvad havde dette egentlig gjort ved mig? Jeg var blevet alt for optaget af at gøre mig synlig. Og hvordan bliver man det, når den, man står overfor, ikke ser én? For mit vedkommende var det let. Jeg begyndte "bare" at forme mig efter de forestillinger, den anden gjorde sig fra sin blinde synsvinkel. Jeg mistede mig selv. Jeg undertrykkede mit selv. Jeg forsvandt. 

Mit 'jeg' blev udflydende og tilpasningsdygtigt. Da er det let at anklage mig for at være uden kerne, også selv om dette kerneløse og totalt afpillede løg i virkeligheden er ren indbildning. I mit stille sind begyndte jeg at længes efter at være synlig. I det mindste for mig selv. Det var en smertefuld erkendelse. I Sommeren uten menn skriver Boris til Mia, at han bare "(...) var en forstokket fyr full av smerte." At denne sætning har flere referencer, vil jeg ikke kommentere her, men det spændende ved sætningen er smerten. Gjorde denne smerte Boris blind? Og endnu mere spændende: Så Mia Boris's smerte? Deres handlinger afslører dem.

Hvad vil det egentlig sige at blive set? Jeg har en teori om, at det er uhyre vanskeligt at se andre mennesker, hvis man begynder at få forkert fokus. Jeg tænker, at Boris kan have været så optaget af sin egen smerte, at den til sidst okkuperede hele hans sanseapparat. Det er ingen undskyldning, men det er en plausibel forklaring. Vil Mia være i stand til at se dette? Som du kan høre, er jeg ikke så interesseret i tilgivelsen, men i synet. 

Da jeg læste Mias sidste sætning, kom tårerne og visheden om min egen længsel. Jeg forstod pludselig denne mærkværdige lidelse, der har været et gennemgangstema for mit eget liv: Den indbildte blindhed. Og med den erkendelse kom frygten. For hr. Sort ser ikke bare mine efterladte kopper; han ser mig. Og tænk, hvis Klaus Mann så har ret i sin påstanden: Der findes ingen ny erfaring? 

Klaus Mann snakker om velkendte mønstre. For hvem? For mig? For den menneskelige erfaring? Jeg klamrer mig til det sidste, samtidig som jeg for et øjeblik igen må vise til Karin Johannisson-citatet fra Melankolske rom: 

"Skjønnlitteraturen er rik, ja, en overflod. Den kan brukes som dokumentasjon (...), om man godtar at fiksjon ikke er skapt, men gjenskapt erfaring."

Når det gælder min erfaring fra kærlighedsrelationer, så har disse enten helt fra begyndelsen af eller over tid udviklet sig til at være præget af blindhed. Dette er min erfaring. Jeg ejer med andre ord kun denne, og det var vel også denne, der afholdte mig fra at blive elsket - at turde at elske? Frygten for gentagelsen - det velkendte mønster. Ingen ny erfaring, påstår Klaus Mann. Nej, men gudskelov findes litteraturen. Min evige redningsplanke. For i litteraturen, i fiktionen, genskabes menneskelige erfaringer,  og uden at afsløre for meget gjorde læsningen af Sommeren uten menn mig en erfaring rigere, og et nyt mønster kan således tage form...

Der findes længsel, og der findes håb. Jeg sidder atter i det blå, men mit sind er i det grønne, og hr. Sorts skygge er definitiv rosa... 

Mimesis, symbiose og indbildt blindhed.

Efter at have nydt en fortræffelig frokost i det grønne, har Mac og jeg trukket os tilbage til en skyggefuld plads under en åben pavillon. Her synes det grønne mere blåt, så nu befinder jeg mig altså pludselig i det blå, uden at det påvirker mit sind, der stadig er fuld af håb. Jeg læser bøger...igen. Jeg læser mange bøger...igen. Jeg sluger bøger. Spiser ordene med stor appetit, der i grunden bedre betegnes med substantivet grådighed. Jeg er med andre ord grådig. Grådig sulten efter bøger. Efter ord, der ikke er mine egne, men som kan belyse mine egne; som kan hente frem og producere nye. Tanker. Reproduktion. Produktion. Tankespind, der forvandles til nyttetanker. 

Jeg har netop læst den norske udgave af Siri Hustvedts roman The Summer Without Men. Sommeren uten menn. Jeg kan lide den. Jeg nød at læse den. Jeg er endnu ikke færdig med den, selv om jeg har læst den fra perm til perm. Den er så spækket med mening, at jeg ikke ved, om jeg bliver færdig med den foreløbig. Den lever så at sige videre i mig, og derfor er jeg ude af stand til at kunne fortælle, hvad den handler om, for den handler lige så meget om mig, som om dig. Om det at skrive og læse, om at konstruere, om væren. Hin enkelte. Det var min interesse for Kierkegaard der ledte mig på sporet af Sommeren uten menn, hvor fortælleren, Mia (I am), læser Gentagelsen af Kierkegaard. Så den handler vel om variationer over tematikken gentagelser. Nej, den handler om langt mere end det. 

"Når slutter noe å være seg selv og blir noe annet? (...) Kan vi forandre oss og forbli den samme? Jeg husker. Jeg gjentar."

Dette skriver Mia eller Siri eller Ingen på side 99 i pocketudgaven af omtalte roman. Det er to gode spørgsmål, som har brændt sig fast på min nethinde. Jeg er 37 år (jeg må tælle årtier på fingrene for at huske min egen alder!), men jeg har stadig til gode at møde mig selv sådan fuldt og helt. Hvad jeg ikke vidste før, ved jeg imidlertid nu: Jeg vil komme til at møde mig selv, og i det sekund vil jeg muligvis blive til noget andet? Jeg snakker ikke om at møde mig selv i den klichéfulde dør. Jeg snakker om at møde mig selv i virkeligheden, men hvad er i grunden virkelighed? Er det indbildning: Det som ikke er virkelig, men som sanses som virkelig? Mia mediterer over dette. Jeg har ofte mediteret over dette selv. Hvor placerer jeg fiktionen i dette? 

Karin Johannisson skriver på side 17 i den indbundne udgave af Melankolske rom (også denne i norsk oversættelse):

"Skjønnlitteraturen er rik, ja, en overflod. Den kan brukes som dokumentasjon (...), om man godtar at fiksjon ikke er skapt, men gjenskapt erfaring."

Jeg kunne ikke være mere enig. Det er dette, der for mig er fiktionens potentiale. Karin Johannisson skriver endvidere, at litterære tekster er interaktive. Det mærkede jeg, da jeg læste Sommeren uten menn. Jeg mærker det sågar på mit eget sprog, der har fået mimetiske træk. Det er, fordi jeg er i fuld gang med at absorbere teksten, jeg netop har læst. Sådan har det altid været. Er jeg mon en svamp? En imitation? En konstruktion; et produkt af alle de tekster, jeg har læst? Af mennesker jeg har mødt? For mennesker er også tekster, idet vi fortæller vore liv med de højdepunkter og nederlag, vi selv orker eller ikke orker at forholde os til. Omvandrende konstruktioner eller fiktioner. Indbildt væren?

"Når det kommer til stykket, kan jo ingen av oss noensinne løse opp de fiksjonens knuter som utgjør dette vinglete vi kaller et selv."

Sådan skriver Siri/Mia på side 180. Jeg tænker, at litterære tekster er til hjælp. Gennem læsningen, denne mærkværdige passive beskæftigelse, (med mindre man hører lydbøger, og dermed er fri til at kunne bevæge sig), men som altså også er interaktiv, møder vi os selv. Det åbenbares for os, hvem vi er, og hvordan vi erfarer. I mødet med teksten kan der opstå identifikation og fremmedgørelse - ja, ofte lever disse smertefulde modsætninger side om side i os, mens vi læser. For eksempel græd jeg, da jeg læste Mias sidste sætning. Skønt Mia er en fiktiv person, var mine tårer ikke indbildte. Der var noget i Mias ord, der bevægede mig. Der lå et budskab i denne sidste sætning, som var rettet mod hendes mand, der efter 30 års ægteskab har bedt om en pause. Mias sætning gav genklang i mig. Mine tårer fortalte noget om mig. Jeg mødte altså noget af mig selv gennem det litterære. Jeg mødte min længsel. På samme tid er jeg fuldstændig klar over, at Mia på ingen måder er mig, og at min egen længsel på ingen måder har noget med hende at gøre. Der var faktisk op til flere gange, hvor en total fremmedgørelse gjorde enhver identifikation med Mia umulig. Men også i denne mødte jeg mig selv. Værdifulde erfaringer åbenbarede sig: Jeg kunne aldrig handle på den måde. Dermed igangsatte Mias handlinger en række tanker omkring mig selv: Hvordan ville jeg have handlet? Jeg aner det ikke, for jeg er ikke Mia, eller er jeg - am I?

Nogen hævdede en gang, at jeg er uden kerne. Det er en tankevækkende påstand og efter mange tanker, der alle kredsede om tematikken "æble versus løg", er jeg kommet frem til, at jeg muligvis ikke er noget æble, men et løg, der kan skrælles, og i den momentane blindhed, der forårsages af den stadige og helt ufrivillige strøm af tårer, der produceres, idet løget pilles, forvandles løget til ingen. Mig. Jeg er ingen. Er jeg ingen? Når alt kommer til alt. Men har jeg virkelig ingen kerne? Er 'kerne' det samme som 'jeg'? Er jeg virkelig bare summen af en række tekster? Kan jeg i det mindste have en indbildt kerne? 

For en stund siden begyndte jeg at læse Klaus Manns selvbiografi Vendepunktet. Også denne læses på norsk, eftersom det er her, jeg bor og som oftes indkøber mine bøger. Jeg er ikke kommet særlig langt i den, for tre sætninger fik mig til at gå i stå. Den første, som står på side 19, lyder som følger:

"Det finnes ingen lykke der det er erindring. Å erindre tingene betyr å lengte etter fortiden. Vår hjemlengsel begynner med vår bevissthed."

Bare nogle få linjer længere nede skriver han videre:

"Vi blir hjemsøkt av drømmer så snart vi har lært å erindre og føle anger."

På side 21 skriver han denne fine sætning:

"(...) - da det ikke lenger finnes noen "ny erfaring", men bare variasjoner over velkjente mønstre."

Igen dukker gentagelserne op i form af 'variationer over velkendte mønstre'. Men er vore liv blot en række gentagelser? Strikkes det menneskelige liv virkelig over et velkendt mønster, hvor lykken blot er ren indbildning? Hele mit liv har jeg længtes efter en symbiose. En symbiotisk kærlighed. Symbiosen, der ofte bruges som en beskrivelse af det nære og afhængige forhold mellem mor og barn, men som for mit vedkommende muligvis er en indbildning. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at reflektere over denne symbiose. Har Klaus Mann ret, når han skriver, at vor hjemlængsel begynder med vor bevidsthed? Længselen efter symbiosen med mor? Menneskets første leveår... I lyset af Klaus Mann fortoner 'bevidsthed' sig pludselig som en uhyre dyster tilstand (eller skulle jeg kalde det for en lidelse?). 

Når jeg slår 'bevidsthed' op i den danske ordbog, finder jeg følgende beskrivelse: den del af psyken som kan erkendes og kontrolleres, og som sætter mennesket i stand til at opfatte, forstå og være opmærksom på sine omgivelser.  Som barn var jeg muligvis alt for opmærksom på mine omgivelser, men var jeg i stand til at opfatte og forstå dem? Eller var alt det, der i sidste ende dannede mit jeg bare indbildning? Førte det hele til en mangelfuld kerne, idet jeg fortsatte med en infantil efterligning af teksterne rundt mig i stedet for at skabe min egen personlige tekst? Åh, som jeg har længtes efter at blive set frem for selv at se.

Mia havner i en kort reaktiv psykose, da ægtemanden beder om en pause. Det minder mig om, at det nu er seks måneder siden jeg selv blev sygemeldt. "Så tålte du måske alligevel ikke skilsmissen?" En sætning, som min mor formulerede som en spørgende konklusion. Jeg svarede hende ikke, for jeg har som en følge af min symbiose-længsel altid sagt mig tavst enig med min mor. Men inden i mig begyndte en stemme at røbe sin eksistens: "Jeg tålte ikke ægteskabet!" Jeg har omsider en reaktion på en 37 år gammel længsel. Det kan godt være, at jeg som følge af min tavshed er en ulæselig tekst for min mor, der desuden har dysleksi, men hun lider, så vidt jeg ved, kun af indbildt blindhed.

I mit hjem står der halvfulde kaffekopper overalt. De hober sig op for mig. Det er, fordi jeg læser og tænker og læser og tænker og skriver. Min kæreste rydder sine halvfulde kaffekopper op, så snart han er færdig med at drikke af dem. Jeg tror faktisk ikke, at han forflytter dem fra rum til rum. Jeg har i hvert fald ikke bemærket det, selv om jeg har studeret hans vaner nøje. Han plejer til gengæld at rydde mine op. En kærlig gestus. Han putter dem i opvaskemaskinen og tænder og tømmer den igen, så jeg altid har rene kopper til næste omvandrende tanke-læse-drikke-skrive-færd. Efter et år har vi udviklet et samliv fuld af nærhed og varme, og det selv om vi ofte befinder os fysisk langt fra hinanden.

Der findes altid en sårbarhed i den endnu nye kærlighed, som ikke findes i den etablerede. Jeg tror, det har noget med erindringen at gøre. Samtidig indbefatter den nye kærlighed bevidstheden om fortiden, og erfaringerne vi bærer med os fra tidligere samlivsformer. Menneskelige relationer. Men er det virkelig bare gentagelser? Velkendte mønstre? Det var mig, der bad om skilsmisse. Det var mig, men hvem er jeg nu? En storforbruger af kaffekopper, som jeg i tillæg placerer overalt?! Jeg kan ligge vågen om natten af frygt for, at hr. Sort pludselig ikke kan lide den tekst, der er mig. Den tekst, der kommer ud af min mund, men som også manifesterer sig i mine handlinger. Den tekst, der er formet af min erindring, men som jeg ikke desto mindre kan vælge at fortælle på tusind forskellige måder. Tænk, hvis den keder ham? Han skulle så nødig lægge teksten til side og tage sig en pause.

Jeg har ikke lyst til at møde mig selv på den måde.

Da frk. Velour blev tryg ...

Da jeg i morges stod og kogte min daglige espresso til min yndlingskaffedrik, cortado, spillede de en sang med Robbie Williams i radioen. I Nitimen. (Ja, jeg er begyndt at høre norsk radio.) Jeg ved ikke, hvordan andre har det med Hr. Williams, men han har det altså med at charmere mig. Jeg ejer ingen af hans albums, men når jeg hører ham sådan lidt overraskende i radioen, så er der ofte et eller andet, der rører sig inden i mig. Han trykker ganske enkelt på nogle knapper, der sætter lutter gode vibrationer i spil. Så nu spørger jeg egentlig mig selv, hvorfor jeg ikke har op til flere af Robbie Williams sange i mit private musikbibliotek?

Sangen, de spillede i Nitimen, var Something Beautiful. Det, som havde så direkte tilgang til mit følelsesliv, var omkvædet:

If you can't wake up in the morning
Cause your bed lies vacant at night
If you're lost, hurt, tired or lonely
Can't control it, try as you might.
May you find that love that won't leave you
May you find it by the end of the day
You won't be lost, hurt, tired or lonely
Something beautiful will come your way

For ikke så vældig længe siden, i hvert fald ikke hvis man betragter det i livets helt store perspektiv, var jeg frygtelig bange for at forelske mig, samtidig som jeg længedes efter en kæreste. At disse to paradokser kunne leve side om side, var for mig blevet helt normalt. Det havde sig nemlig sådan, at samtidig som jeg savnede en kæreste, så var jeg forfærdelig bange for, at den kærlighed, som jeg længedes efter, ikke eksisterede.

Nu var det ikke sådan, at jeg havde en forestilling om en bestemt mandetype. Det var nok mere sådan, at jeg havde en vag idé om, hvilke følelser kærligheden mellem os skulle vække i mig. Der skulle hvile en em af tryghed, ro og tålmodighed, hvori jeg kunne få lov til at vokse mig stærk. Jeg drømte vel om en symbiose, som jeg trygt kunne give mig hen til uden samtidig at måtte miste mig selv. Nok et paradoks. Men det er det egentlig ikke, for slår man symbiose op i Den danske ordbog, kan man læse, at det betyder 'samliv mellem to forskellige organismer, især et samliv som er til fordel for begge'.

Jeg ved ikke, hvordan det havde sig, at jeg rent faktisk begyndte at tro på, at jeg ville finde ham. Men faktum er, at jeg for et år siden blev overbevist om, at han var der ude. Ja, at han nærmest befandt sig rundt næste hjørne. Og allerførst i juni 2011 dukkede han op. Nærmest som ud af intet kom han mig i møde, indhyllet i en magisk og uendelig smuk regnbue af mørke farver, som det bare var for mig at lade mig omslutte af.

Nu er det ikke sådan, at jeg tror, at jeg drømte Hr. Sort frem. Jeg tror vel snarere, at jeg lukkede op for et rum inden i mig, som han fik adgang til. Eller også var han selve nøglen? Jeg ved det egentlig ikke, men jeg ved, at jeg i faldet mellem familie og intet lærte mig selv bedre at kende. Og i den proces, som stadig pågår, begyndte Kærligheden at leve i, til og fra mig.

Jeg har aldrig følt mig som et helt menneske, og det er måske derfor, jeg drømte om en symbiotisk kærlighed? Måske fordi symbiosen med min mor ikke var fuldendt? Det er spørgsmål, som kun tålmodigheden kan give mig svar på, men jeg ved, at det først var, da jeg begyndte at betragte verden, med synet rettet indover, at jeg fandt min hjertenskær, Hr. Sort.

Der findes sange, som berører mig dybt. I dag, i Nitimen, spillede de helt sidst i udsendelsen en sang, jeg aldrig har hørt før. Dette indlæg var næsten færdigskrevet, da en kvindestemme brød mine tankers stille eftertænksomhed. Sangen brød igennem ordene, og det føltes næsten som om, ordene var mine egne...

Under overfladen

Det er så længe siden, jeg har skrevet et ordentligt indlæg her på bloggen, så det er slet ikke sikkert, at nogen af alle jer søde mennesker, der plejede at stikke indenom for at læse og kommentere, stadig følger med eller har mig et sted i jeres erindring? Men jeg er her altså nu. Og det er vel, når jeg tænker ordentlig efter, NU, jeg skal være her. Ikke i går, hvor jeg lå nede for tælling, eller i morgen, som er en dag og dermed også en tilstand, jeg ikke kender. Det er NU, det gælder.

"Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det."

                                                                                   Søren Kierkegaard


Jeg forsøger at komme tilbage hertil - til mit skrivende alter ego, Rosa, der nu er blevet givet efternavnet Velour. Rosa Velour. Det er selvfølgelig ikke at være mig selv i kierkegaardsk forstand, men Kierkegaard skrev selv de fleste af sine tekster under pseudonym, så hvorfor ikke også jeg? Rosa Velour er mit skrivende og mit tænkende JEG. Hun er refleksion og analyse. Hun er eftertænksomhed og fordybelse. Men først og fremmest er hun bare...

Det har for resten vist sig, at det ikke bare er trangen til at skabe pseudonymer, jeg har tilfælles med Kierkegaard. Lige som Søren har jeg en forkærlighed for smukke kopper og bøger. Og akkurat som ham står jeg hver morgen og overvejer, hvilken kop der netop denne dag passer til min indre stemning. Og bøger - ja, også her kan jeg som Søren finde på at købe en bog udelukkende på grund af et smukt omslag eller på grund af en forunderlig og tankevækkende titel, uden at dette betyder, at jeg nogen gang kommer til at åbne bogen og læse teksten inden i. Jeg glædes i stedet over at fantasere om det vidunderlige univers, der findes mellem permerne.

"Lige meget hvor du går hen, er du der."

                                     Jon Kabat-Zinn


Det er sandt, at lige meget hvor mange alter egoer eller pseudonymer jeg skjuler mig bag, så vil jeg altid være synlig og let tilgængelig under overfladen, for der findes ingen vej uden om mig selv. Jeg kan forsøge at kamuflere og gå ad helt nye stier, men gangen på lusen vil altid afsløre mit inderste væsen. Så selv om jeg her på denne blog kalder mig Rosa Velour, så ved vi alle ganske nøjagtig, hvem jeg er. For jeg synes med tydelighed i skriften - I mit skrivende jeg. Jeg kan skjule et uheldigt eller skamfuldt karaktertræk i det ene skrivende moment, men det vil straks i et splitsekunds uopmærksomhed lade sig afsløre i mit næste skrivende træk. Det er på samme tid skammeligt og befriende. Jeg er mig; med eller uden navn. Jeg er mig i og med alle mine selvmodsigelser.

"Gå ikke foran mig. Måske vil jeg ikke følge dig. Gå ikke bagved mig. Måske vil jeg ikke føre an. Gå ved siden af mig og vær blot min ven."

                                                                                    Albert Camus


Citatet ovenfor kan tolkes på flere måder. Det er vel ment som et råd til en ven, men jeg vælger at læse det som en vejledning til mig selv. Jeg oplever ofte mig selv som splittet mellem dette både af andre og af mig selv konstruerede jeg og selve kernen, der er fuldstændig og uberørt af egne og andres vurderinger og tolkninger. Inderligt og autentisk er denne kerne, og alligevel så underkuet og afskåret fra at blomstre frit. Men jeg er i det mindste kommet nærmere kernen i mig selv. Det skete i det øjeblik, jeg vovede at bryde med den del af mig selv, der tilhørte ægteskabet. Det havde sig ganske enkelt sådan, at jeg en dag pludselig fandt mig stående ansigt til ansigt med den side af mig, der i mange år havde defineret sig selv ud fra en mand, en ven, faren til mine børn. Jeg så hende dybt ind i øjnene og fandt kun et eneste ord: Farvel. Og straks i det øjeblik jeg hviskede ordet, mistede jeg hende for altid af syne.

"At vove er at miste fodfæstet en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv."

                                                      Frit efter Søren Kierkegaard


Først blev jeg meget stærk. Det føltes som min pligt at være den, som løftede både børnene og deres far, da jorden forsvandt under familiens fødder. Det er mig en gåde, hvorfra kræfterne kom, for jeg har altid haft spaghettiarme, men nu viste de sig at være både stærke og udholdende. I flere måneder stod jeg der i orkanens øje i et naivt forsøg på at holde det, som var gået itu, sammen. Til sidst måtte selv jeg vove at give slip og lade mig rive ned af en magt, der ikke findes ord for. Og det var akkurat det, som skete: Ordene forsvandt. Jeg blev ordløs, men jeg tabte i det mindste ikke mig selv.

"I den mørke vinter lærte jeg endelig, at jeg besad i mig en usynlig sommer."

                                                                             Albert Camus


Det er to år siden nu. Jeg ved endnu ikke helt, hvem dette jeg-et er eller skal være. Mit jeg lever en omflakkende tilværelse mellem månedens ugedage; mellem børn og ikke børn; mellem mor og kæreste; mellem to former for væren. En dag finder jeg nok nøglen, der kan åbne døren mellem de to tilværelser. Jeg fandt trods alt overgangen mellem vinter og sommer...

I morges knuste jeg ved et uheld to af mine yndlingskopper, men i stedet for at begynde at tude, frydede jeg mig over anledningen til med god samvittighed at kunne købe to helt nye kopper. Det er længe siden, jeg har købt kopper, så nu glæder jeg mig lige frem til at finde de helt rigtige. Jeg kommer til at tage mig god tid.

"Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt."

                                                                            Søren Kierkegaard

At tro er trods alt bedre, når man nu ikke ved!

Jeg tror, jeg er tilbage...
Jeg tror, det må være sådan, fordi jeg savner at skrive.
Jeg tror, at det at skrive, er at være...for mig.
Jeg vil skrive igen.
Jeg tror ganske sikkert, at det er det, jeg vil!

Med venlig hilsen jeres skriftlige

Rosa Velour.