Mimesis, symbiose og indbildt blindhed.

Efter at have nydt en fortræffelig frokost i det grønne, har Mac og jeg trukket os tilbage til en skyggefuld plads under en åben pavillon. Her synes det grønne mere blåt, så nu befinder jeg mig altså pludselig i det blå, uden at det påvirker mit sind, der stadig er fuld af håb. Jeg læser bøger...igen. Jeg læser mange bøger...igen. Jeg sluger bøger. Spiser ordene med stor appetit, der i grunden bedre betegnes med substantivet grådighed. Jeg er med andre ord grådig. Grådig sulten efter bøger. Efter ord, der ikke er mine egne, men som kan belyse mine egne; som kan hente frem og producere nye. Tanker. Reproduktion. Produktion. Tankespind, der forvandles til nyttetanker. 

Jeg har netop læst den norske udgave af Siri Hustvedts roman The Summer Without Men. Sommeren uten menn. Jeg kan lide den. Jeg nød at læse den. Jeg er endnu ikke færdig med den, selv om jeg har læst den fra perm til perm. Den er så spækket med mening, at jeg ikke ved, om jeg bliver færdig med den foreløbig. Den lever så at sige videre i mig, og derfor er jeg ude af stand til at kunne fortælle, hvad den handler om, for den handler lige så meget om mig, som om dig. Om det at skrive og læse, om at konstruere, om væren. Hin enkelte. Det var min interesse for Kierkegaard der ledte mig på sporet af Sommeren uten menn, hvor fortælleren, Mia (I am), læser Gentagelsen af Kierkegaard. Så den handler vel om variationer over tematikken gentagelser. Nej, den handler om langt mere end det. 

"Når slutter noe å være seg selv og blir noe annet? (...) Kan vi forandre oss og forbli den samme? Jeg husker. Jeg gjentar."

Dette skriver Mia eller Siri eller Ingen på side 99 i pocketudgaven af omtalte roman. Det er to gode spørgsmål, som har brændt sig fast på min nethinde. Jeg er 37 år (jeg må tælle årtier på fingrene for at huske min egen alder!), men jeg har stadig til gode at møde mig selv sådan fuldt og helt. Hvad jeg ikke vidste før, ved jeg imidlertid nu: Jeg vil komme til at møde mig selv, og i det sekund vil jeg muligvis blive til noget andet? Jeg snakker ikke om at møde mig selv i den klichéfulde dør. Jeg snakker om at møde mig selv i virkeligheden, men hvad er i grunden virkelighed? Er det indbildning: Det som ikke er virkelig, men som sanses som virkelig? Mia mediterer over dette. Jeg har ofte mediteret over dette selv. Hvor placerer jeg fiktionen i dette? 

Karin Johannisson skriver på side 17 i den indbundne udgave af Melankolske rom (også denne i norsk oversættelse):

"Skjønnlitteraturen er rik, ja, en overflod. Den kan brukes som dokumentasjon (...), om man godtar at fiksjon ikke er skapt, men gjenskapt erfaring."

Jeg kunne ikke være mere enig. Det er dette, der for mig er fiktionens potentiale. Karin Johannisson skriver endvidere, at litterære tekster er interaktive. Det mærkede jeg, da jeg læste Sommeren uten menn. Jeg mærker det sågar på mit eget sprog, der har fået mimetiske træk. Det er, fordi jeg er i fuld gang med at absorbere teksten, jeg netop har læst. Sådan har det altid været. Er jeg mon en svamp? En imitation? En konstruktion; et produkt af alle de tekster, jeg har læst? Af mennesker jeg har mødt? For mennesker er også tekster, idet vi fortæller vore liv med de højdepunkter og nederlag, vi selv orker eller ikke orker at forholde os til. Omvandrende konstruktioner eller fiktioner. Indbildt væren?

"Når det kommer til stykket, kan jo ingen av oss noensinne løse opp de fiksjonens knuter som utgjør dette vinglete vi kaller et selv."

Sådan skriver Siri/Mia på side 180. Jeg tænker, at litterære tekster er til hjælp. Gennem læsningen, denne mærkværdige passive beskæftigelse, (med mindre man hører lydbøger, og dermed er fri til at kunne bevæge sig), men som altså også er interaktiv, møder vi os selv. Det åbenbares for os, hvem vi er, og hvordan vi erfarer. I mødet med teksten kan der opstå identifikation og fremmedgørelse - ja, ofte lever disse smertefulde modsætninger side om side i os, mens vi læser. For eksempel græd jeg, da jeg læste Mias sidste sætning. Skønt Mia er en fiktiv person, var mine tårer ikke indbildte. Der var noget i Mias ord, der bevægede mig. Der lå et budskab i denne sidste sætning, som var rettet mod hendes mand, der efter 30 års ægteskab har bedt om en pause. Mias sætning gav genklang i mig. Mine tårer fortalte noget om mig. Jeg mødte altså noget af mig selv gennem det litterære. Jeg mødte min længsel. På samme tid er jeg fuldstændig klar over, at Mia på ingen måder er mig, og at min egen længsel på ingen måder har noget med hende at gøre. Der var faktisk op til flere gange, hvor en total fremmedgørelse gjorde enhver identifikation med Mia umulig. Men også i denne mødte jeg mig selv. Værdifulde erfaringer åbenbarede sig: Jeg kunne aldrig handle på den måde. Dermed igangsatte Mias handlinger en række tanker omkring mig selv: Hvordan ville jeg have handlet? Jeg aner det ikke, for jeg er ikke Mia, eller er jeg - am I?

Nogen hævdede en gang, at jeg er uden kerne. Det er en tankevækkende påstand og efter mange tanker, der alle kredsede om tematikken "æble versus løg", er jeg kommet frem til, at jeg muligvis ikke er noget æble, men et løg, der kan skrælles, og i den momentane blindhed, der forårsages af den stadige og helt ufrivillige strøm af tårer, der produceres, idet løget pilles, forvandles løget til ingen. Mig. Jeg er ingen. Er jeg ingen? Når alt kommer til alt. Men har jeg virkelig ingen kerne? Er 'kerne' det samme som 'jeg'? Er jeg virkelig bare summen af en række tekster? Kan jeg i det mindste have en indbildt kerne? 

For en stund siden begyndte jeg at læse Klaus Manns selvbiografi Vendepunktet. Også denne læses på norsk, eftersom det er her, jeg bor og som oftes indkøber mine bøger. Jeg er ikke kommet særlig langt i den, for tre sætninger fik mig til at gå i stå. Den første, som står på side 19, lyder som følger:

"Det finnes ingen lykke der det er erindring. Å erindre tingene betyr å lengte etter fortiden. Vår hjemlengsel begynner med vår bevissthed."

Bare nogle få linjer længere nede skriver han videre:

"Vi blir hjemsøkt av drømmer så snart vi har lært å erindre og føle anger."

På side 21 skriver han denne fine sætning:

"(...) - da det ikke lenger finnes noen "ny erfaring", men bare variasjoner over velkjente mønstre."

Igen dukker gentagelserne op i form af 'variationer over velkendte mønstre'. Men er vore liv blot en række gentagelser? Strikkes det menneskelige liv virkelig over et velkendt mønster, hvor lykken blot er ren indbildning? Hele mit liv har jeg længtes efter en symbiose. En symbiotisk kærlighed. Symbiosen, der ofte bruges som en beskrivelse af det nære og afhængige forhold mellem mor og barn, men som for mit vedkommende muligvis er en indbildning. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at reflektere over denne symbiose. Har Klaus Mann ret, når han skriver, at vor hjemlængsel begynder med vor bevidsthed? Længselen efter symbiosen med mor? Menneskets første leveår... I lyset af Klaus Mann fortoner 'bevidsthed' sig pludselig som en uhyre dyster tilstand (eller skulle jeg kalde det for en lidelse?). 

Når jeg slår 'bevidsthed' op i den danske ordbog, finder jeg følgende beskrivelse: den del af psyken som kan erkendes og kontrolleres, og som sætter mennesket i stand til at opfatte, forstå og være opmærksom på sine omgivelser.  Som barn var jeg muligvis alt for opmærksom på mine omgivelser, men var jeg i stand til at opfatte og forstå dem? Eller var alt det, der i sidste ende dannede mit jeg bare indbildning? Førte det hele til en mangelfuld kerne, idet jeg fortsatte med en infantil efterligning af teksterne rundt mig i stedet for at skabe min egen personlige tekst? Åh, som jeg har længtes efter at blive set frem for selv at se.

Mia havner i en kort reaktiv psykose, da ægtemanden beder om en pause. Det minder mig om, at det nu er seks måneder siden jeg selv blev sygemeldt. "Så tålte du måske alligevel ikke skilsmissen?" En sætning, som min mor formulerede som en spørgende konklusion. Jeg svarede hende ikke, for jeg har som en følge af min symbiose-længsel altid sagt mig tavst enig med min mor. Men inden i mig begyndte en stemme at røbe sin eksistens: "Jeg tålte ikke ægteskabet!" Jeg har omsider en reaktion på en 37 år gammel længsel. Det kan godt være, at jeg som følge af min tavshed er en ulæselig tekst for min mor, der desuden har dysleksi, men hun lider, så vidt jeg ved, kun af indbildt blindhed.

I mit hjem står der halvfulde kaffekopper overalt. De hober sig op for mig. Det er, fordi jeg læser og tænker og læser og tænker og skriver. Min kæreste rydder sine halvfulde kaffekopper op, så snart han er færdig med at drikke af dem. Jeg tror faktisk ikke, at han forflytter dem fra rum til rum. Jeg har i hvert fald ikke bemærket det, selv om jeg har studeret hans vaner nøje. Han plejer til gengæld at rydde mine op. En kærlig gestus. Han putter dem i opvaskemaskinen og tænder og tømmer den igen, så jeg altid har rene kopper til næste omvandrende tanke-læse-drikke-skrive-færd. Efter et år har vi udviklet et samliv fuld af nærhed og varme, og det selv om vi ofte befinder os fysisk langt fra hinanden.

Der findes altid en sårbarhed i den endnu nye kærlighed, som ikke findes i den etablerede. Jeg tror, det har noget med erindringen at gøre. Samtidig indbefatter den nye kærlighed bevidstheden om fortiden, og erfaringerne vi bærer med os fra tidligere samlivsformer. Menneskelige relationer. Men er det virkelig bare gentagelser? Velkendte mønstre? Det var mig, der bad om skilsmisse. Det var mig, men hvem er jeg nu? En storforbruger af kaffekopper, som jeg i tillæg placerer overalt?! Jeg kan ligge vågen om natten af frygt for, at hr. Sort pludselig ikke kan lide den tekst, der er mig. Den tekst, der kommer ud af min mund, men som også manifesterer sig i mine handlinger. Den tekst, der er formet af min erindring, men som jeg ikke desto mindre kan vælge at fortælle på tusind forskellige måder. Tænk, hvis den keder ham? Han skulle så nødig lægge teksten til side og tage sig en pause.

Jeg har ikke lyst til at møde mig selv på den måde.