tirsdag den 17. august 2010

Hvid dug

Jeg ligger oppe i soveværelset. Sengen under mig skælver eller også er det mig? Jeg er faktisk ikke helt sikker længere. Jeg har lagt her alt for længe allerede, og det hele flyder sammen i et rod af blomstret tapet, hjerteslag og skælven. Nedenunder er Peter i gang med at støvsuge. Ungerne ser på en dvd. Det er en film med flere korte episoder, for jeg hører kendingsmelodien om og om igen. Og så støvsugeren og min egen puls. Gæsterne kommer om lidt. Maden står klar inde i ovnen. Det dufter af rosmarin og citron. Amalie skriger. Peter råber noget, som jeg ikke kan høre. Det er uanset ikke mig, han henvender sig til, så jeg lukker øjnene og forsvinder ind i lydene af kaos. Jeg flyder på en seng af toner, som harmonerer med mit indre. Jeg gider ikke i aften. Skal jeg virkelig smile mig igennem aftenen? Mine kæber holder snart ikke til mere. Peter stikker hovedet ind til mig. Han har den bekymrede mine på. Burde han ikke bede mig om at tage mig sammen?
- Hvordan går det med dig?
- Jeg kommer ned om lidt.
- Okay. Jeg har dækket bord. Det var den hvide dug?
- Ja, det var den hvide dug.

2 kommentarer:

  1. Den følelse kan jeg godt huske..
    Og jeg yder den ikke længere er en del af mit liv.

    SvarSlet
  2. Nej, det er ingen god følelse eller tilstand. Det er Majbritt, der ligger der, men det kunne være hvem som helst. Det er den nye start på romanen. Jeg har lavet en del ændringer i takt med personlig forandring. Jeg ser tingene klarere nu, så da må jeg nødvendigvis skrive på en ny måde. Jeg håber, at jeg med tiden får skrevet lidt hver dag både her og privat. Det er nødvendigt lige nu. Jeg må skrive mig ud...

    SvarSlet