Jeg er havnet i et grusomt dilemma! Igår aftes sad jeg og arbejdede med 'Majbritt'. Jeg forsøgte at få lidt struktur på det skrevne: Hvornår skal dette afsløres? Hvordan skal romanen begynde? Hvornår begynder de at pakke farens ting ned i de der banankasser, som, Majbritt synes, er total upraktiske?
Til sidst havde jeg skabt en nogenlunde disposition, og da var det, det slog mig: Bør der være en lille flirt et sted? En lille bitte romance? I det mindste håbet om en forelskelse? Ude i det der campingmiljø...
Bør en god roman indeholde lidt kærlighed? Eller er det egentlig ikke bare totalt trivielt, fordi vi forventer det? Vi forventer, at Majbritt støder ind i en eller anden, som er et bedre alternativ end Audun. Men hvor ofte sker sådan noget i virkeligheden? At man bor ude på en næsten menneskeforladt campingplads, og så dukker der en potentiel kæreste op!
Men så er der jo snak om fiktion og ikke virkelighed, og er det egentlig ikke fiktionens opgave at holde liv i de utopiske drømme? Så nu kaster jeg bolden op i luften, og så må I lige hjælpe mig med at gribe den igen. Ude til højre har jeg lavet en lille afstemning, og så håber jeg, at I vil diskutere dilemmaet her og afstemme der.
Jeg har ikke kunnet komme ind på bloggen i hele dag, men nu lykkedes det, og så har jeg egentlig ikke tid til at blogge. Vil bare ønske jer allesammen en uhyggelig halloween og fortælle, at jeg tror, jeg har den allersidste sætning i 'Majbritt' klar:
Kagen, I ser ovenfor, er ikke bagt i dag, men en helt anden dag, hvor jeg var fuld af energi og overskud. "Vi bager da lige en kage!", sagde jeg den dag. Dét gør jeg ikke i dag! Mit hoved er umådelig tungt, og om lidt skal jeg på arbejde og agere glad og energisk.
Jeg forsøger med en kop kaffe. Den dufter godt. Jeg drikker kaffe fra en lille to-koppers stempelkande. Den er sort. Ligesom min samvittighed.
Jeg har over længere tid følt, at hverdagen sluger mig. Jeg kæmper hele tiden med at holde hovedet ovenvande, men for at være helt ærlig, så synes jeg ofte, at jeg befinder mig i en modbydelig bobbel, som forhindrer mig i at tænke klart.
Tiltag må til. Hvad gør man? Jeg er jo et kaosmenneske, men jeg kan ikke blive ved med at bruge dét som undskyldning. Noget må gøres med al denne kaos. Den må sættes i system, for ellers tager den overhånd. Og når kaoset tager overhånd, forsvinder dagene uden, at jeg får gjort andet end at tænke/skrive på Majbritt ... og Majken.
System! For det første må jeg begynde at lægge mig tidligere. Senest 22.30. Af dette følger en naturlig overgang til tidlige morgenstunder. Rengøring må ske i små portioner, men i langt hyppigere grad end nu for tiden. Faste rutiner på opfølgning af ungerne.
Mindre sofa og fjernsyn. Mere aktivitet og radio.
En middelslang gåtur om dagen.
Nu er kaffen drukket, og jeg må forlade mine kaostanker for en stund.
Desværre bor en del af den, jeg er, netop i mit indre kaos...
Jeg sidder helt stille og lytter til lyden af stilhed i mit køkken. Nu er der jo ikke noget sådan som absolutte stilheder, med mindre man sidder i et lydisoleret rum, men det gør jeg ikke, så jeg hører altså lyde. Stilhedens lyde. Den lette susen fra køleskabet, computerens svage brummen, tastaturets klip-klappen, når mine fingerspidser rammer en tast og så den næste og en til...og der var sætningen fuldendt.
Jeg venter på Majbritt. Hun har været borte en stund, fordi jeg har haft for travlt til at tænke på hende. For at kunne skrive en roman kræves det, at man er i stand til at lukke alt andet ude. Bare en time eller helst tre om dagen. For mit vedkommende skabes romanen i ordene. Ikke som billeder i mit hoved eller på papir. Kun som bogstaver formet til ord og sætninger. Så for at jeg skal kunne skrive, må jeg have en rolig stund, hvor jeg kan sætte mig ved tastaturet og bare skrive. Vente og skrive. Tænke og skrive. Slette og skrive om.
Imorges vågnede jeg med et skænderi i hovedet. Ikke mellem mig og en anden. Mellem Majbritt og Majken. De skændes ikke længere om, hvorvidt banankasser er ideelle som flyttekasser eller ej. Nej, de skændes om noget langt mere essentielt. De er endelig nået det punkt i deres samvær, hvor de er dykket under overfladen og ned i materien. Det er nu det gælder, det er her sandheden skal findes. Hver især knuger de sig fast til deres egen skrøbelige sandhed. Det er denne de betror sig til. Det er denne, der bekræfter deres eksistens. Da er det måske ikke så underligt, at de kæmper med næb og klør for hver deres sandhed?
Og ingen forstår i grunden, hvad der er på spil. Og da slet ikke Kenneth, der bare ryster opgivende på hovedet før, han går ud i garagen. Han gider ikke høre på deres bavl. Han bryder sig i grunden slet ikke om Majbritt. Eller Maj, som hun insisterer på, at de skal kalde hende. Noget de selvfølgelig nægter. Hvem fanden er det også, der ændrer sit navn i voksen alder?! Skulle han så skifte til Ken eller Kent, måske? Hvad fanden ville Lennart og Henrik ikke sige til det? De vill dø af grin, ville de! Nu mangles det sgu bare, at Majken også vil kaldes Maj. Så har vi balladen! Kenneth ler hånligt, imens han hælder kaffe op i et krus, der burde vaskes, men han orker ikke at gå ind i køkkenet igen.
Det er vanskeligt at formulere et skænderi. Hvad er det to søstre kan skændes så indædt om? Det er barndommens utallige skænderier, der har vokset sig større og mindre banale. Desværre er der altid en fare for, at et sådant skænderi kommer til at lyde banalt, når det skal stå sort på hvidt.
Måske er det bedre, hvis de lader være med at skændes? Men hvordan skal jeg så nogensinde få hul på bylden? Skal de virkelig forblive uforløste overfor hinanden? Skal det hele findes mellem linierne - som små spor i en tekstlig labyrint? Skal Majbritt rejse tilbage til Audun uden nogen større indsigt i sig selv, således at det bare er læseren, der har fået denne indsigt?
Hvornår bliver en roman triviel, og hvad er det, der kan forhindre, at den bliver det?
I dag modtog jeg en mail, som satte mine tanker igang. Den var fra en medblogger, der bare lige ville sige, at hun godt kan lide det, jeg skriver. Et eller andet ved måden, hun formulerede sig på, gav mig en fornemmelse af, at denne medblogger egentlig syntes, at det hun skrev, var fjollet eller uden betydning for mig. Men sådanne tilbagemeldinger betyder uendelig meget for mig.
Jeg begyndte at skrive, før jeg vidste, hvad bogstaver var. Jeg formede sætninger inde i mit hoved, digtede op verdener, konstruerede små fortællinger. Det fyldte mig med en ophøjet glæde, som er vanskelig at beskrive. Mens andre bare så det, der befandt sig for øjnene af dem, var jeg beriget med et ekstra syn: Tekstens dansende ordleg. Alt fik en kontekst.
Før jeg begyndte at blogge, vidste jeg ikke, at andre kunne have glæde af mine 'kontekster'. Et eller andet sted dybt inde i mig, har jeg altid visualiseret mig selv som et skrivende væsen. Aldrig som et talende væsen, selvom guderne skal vide, at jeg taler meget. Men det er mest, fordi jeg bliver nervøs. Tavshed sammen med andre mennesker gør mig ubehagelig til mode. Jeg føler ikke, at jeg har lært mig kunsten at konversere.
I teksten kommer jeg-et til orde. Mit jeg. I teksten tør jeg være. Det samme gør sig gældende for andres tekster. Jeg kan med lethed forsvinde ind i en tekst. Da mister jeg mig selv i teksten, men jeg genfinder altid mig selv mod slutten. Da dukker jeg op til overfladen, beriget med nye erfaringer. Nogen gange får jeg hjertebanken over tekstens forførende evne. Hjertet hopper bogstavelig talt en linie over i en underfundig kombination af sorg og glæde.
Dette er mit forhold til tekst. Derfor er det måske ikke så underligt, at jeg fyldes af en lykkerus, når andre skriver til mig, at de kan lide mine tekster - at de føler, at teksten taler til dem. Det er præstationsangst og pågangsmod i en og samme følelse. Det er tekstskriverens sursøde præmis.
Da jeg var barn, var jeg en rigtig læsehest. Det er jeg stadig, men der var mere tid til det den gang, føler jeg. Jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, og jeg besøgte jævnligt den lokale bogbus. Ingen af mine forældre eller søskende var særlig vilde med at læse, men hos min farfar fandtes der et lille udvalg af bøger. Der fandt jeg Ditte menneskebarn, som jeg tudede mig igennem, og så fandt jeg Morten Korchs samlede forfatterskab.
Det specielle ved Morten Korch er, at mange af hans romaner blev filmatiseret i 50'erne og 60'erne, og de blev alle store biografsucceser. Det var disse danske melodramaer, mine forældre sad og holdte hænder til i biografens mørke, og det blev disse film, min far lejede med hjem, da VHS-afspilleren blev en del af vort hjem. Lidt tidligere end hos mange andre, da min far egentlig købte den til at have med ombord på sin fiskekutter, så han og de to øvrige besætningsmedlemmer kunne se film, når de sejlede ud og hjem. Men om vinteren var VHS-afspilleren at finde i vores stue, og så lejede far videofilm om søndagene.
Vi så dem alle sammen; Vagabonderne på Bakkegården, Krybskytterne på Næsbygård, Sønnen fra Amerika, Mosekongen, Det gamle guld, De røde heste osv. Titlerne afslører genren, men jeg skammer mig ikke. Dette er en naturlig del af min barndom: Danske melodramatiske lystspil med masse af sang og storslåen kærlighed.
Inde i nogle af bøgerne var der billeder fra filmatiseringen. Det var skønt og den evige hovedrolleindehaver, Poul Reichardt, var min store helt. Han minder mig faktisk lidt om min far, og måske er det noget af forklaringen på, hvorfor jeg var lidt småforelsket i manden. Mit hjerte smeltede, når han brød ud i sang, hvilket skete flere gange i en film. Min far brød aldrig ud i sang, men det var godt at sidde indtil ham og se disse gode gamle film. Sådan har vi ofte siddet sammen og fældet en tåre eller ti.
Man kunne regne med Poul, der på trods af alverdens prøvelser og svig var godheden selv, smilende og venlig. Og selvfølgelig har det præget mig. Alle disse film med stereotype kvinde- og manderoller. Jeg bærer det i mig, og det både beriger og hæmmer mig. Jeg værner om hjemmet som en anden forklædeklædt bondepige, der går og venter på sin mand, der selvsagt helst skal indehave nøjagtig de samme egenskaber som Poul. Samtidig længes jeg efter en karriere og større ligestilling. Jeg er både og.
Jeg vil ikke være foruden min barndoms Korch. Uden ham ville jeg næppe have været mig. Jeg har selv i voksen alder set mange af filmene om og om igen, og jeg græder hver gang. De rammer noget i mig, som jeg ikke helt ved, hvad er. Det er de store følelser og det gode danske bondesamfund, der for længst er blevet industrialiseret. Det er det rene bavl, men for mig har det en særlig værdi, fordi det binder et bånd til min far og farfar, der selv var bondemand.
Til sidst vil jeg vise Jer et klip fra filmatiseringen af Det store løb. Mit hjerte smelter den dag i dag, når Poul synger sangen Pigelil...jeg lukker mine øjne og forestiller mig, at det er mig, han har i tankerne...
Det er ikke længere nogen hemmelighed, at jeg er et kaosmenneske. Kaos hersker i mit sind, og uden dette kaos ville jeg sandsynligvis bryde sammen. Det lyder måske som et paradoks, men det er helt logisk for mig. Nu skulle man måske tro, at det er skummelt at skrive så personlige indlæg, men det synes jeg egentlig ikke, at det er, for det er jo bare sådan, jeg er. Sådan har jeg i grunden altid været.
I mødet med andre mennesker er det umuligt for mig at lægge det personlige til side. Måske er det en slags søgen efter bekræftelse, måske er det bare den eneste måde, jeg kan møde andre mennesker på? For nogen føles det væmmeligt, at jeg er så hudløs, men det må de så slås med, for jeg kan ikke være anderledes. Jeg VIL ikke være anderledes.
For hver dag, der går, lærer jeg mig selv og virkeligheden bedre at kende. Jeg er evigt søgende. Der findes ingen urokkelige sandheder eller faste skønheder, er jeg kommet frem til, og det er noget af det, der holder mig i live. Det er måske i virkeligheden det, der er livet?
Der er en del, som jeg kender privat, der læser min blog, men det gør mig ingenting. Jeg skammer mig ikke over mine tanker og følelser. Tværtimod tror jeg, at de er genkendelige for mange. Det er i hvert fald mit indtryk, og det glæder mig. Der er kun én ting, som jeg synes kan være problematisk ved, at venner og familie læser min blog, og det er, at jeg ikke er i stand til at tale om mine indlæg. Jeg er i det hele taget ikke så god til dette her med at samtale. Så hvis noget af det, jeg skriver, skal debatteres, må det ske herinde...or forever hold thy tongue.
Jeg forestiller mig, at dette er noget af forklaringen på, hvorfor jeg ikke er medlem af en venindeflok. Jeg er ganske enkelt for personlig. Og så fikser jeg under ingen omstændigheder small talk. Hvis nogen begynder at snakke med mig om vejret, er jeg den, der er skredet. Hvad i alverden har jeg dog at sige om vejret? Hvad skal man mene om fænomenet? Langt mere interessant er det, hvis folk bare kunne være ærlige i stedet for al denne snik-snak. Tænk, hvis de i stedet for at snakke om vejret kunne fortælle en lille anekdote om sig selv? Byde lidt på sig selv; Kaste sig selv ind i ringen! Livets ring.
Folk skal selvfølgelig gøre, som de vil, men her hos mig, står det personlige i centrum. Dette er mit pusterum. Her får jeg luft for mine frustrationer og glæder, og det tror jeg, kassedamen i det lokale supermarked er glad for. ;)
Rettighederne til alle originale illustrationer, billeder og tekster på denne side tilhører Rosa Velour. Vær venlig ikke at kopiere uden min tilladelse. Tak.
The copyright of all original illustrations, photos and texts on this site remains with Rosa Velour. Please do not copy without my permission. Thank you.
aW.jpg)
