torsdag den 16. december 2010

Teksten, der forsvandt.

Det er længe siden, jeg har skrevet noget. Ikke bare her på bloggen. Generelt. Ordene har siddet fastklemt i mellem hals og hoved. De fine kæder af bogstaver, der sværmerisk forførede mig, før ordblindheden indtraf, begyndte at danse en vanskelig tango, som jeg ikke kunne stoppe og heller ikke tage del i. De dansede forbi mit indre blik, og når jeg prøvede at fange dem for at skabe en slags struktur, slog de over i en diktatorisk march, som trampede afsted uden, at jeg ønskede at være med. Jeg kunne råbe efter ordene, men lige lidt hørte de mig. De vendte sig bare om og viste mig deres spidse og ondskabsfulde tunger. Hvor ofte faldt jeg ikke ned på knæ og bønfaldt dem om at stoppe denne galedans, men de sendte mig blot en hærskare af skinger tinnituslatter. Jeg holdt mig for ører og øjne. Jeg gemte mig under et lag af tæpper og dyner. Jeg besvimede i en strøm af umulige ord, der forfulgte mig, hvor end jeg gik.

Nu er det anderledes. De er blevet roligere. Der findes stadig ingen sammenhængende kæder af ord på række og rad, men de danser i en gladere rytme. Jeg begynder at forstå dem igen. En dag vil de atter samle sig og komme ud gennem mine hænder, min mund og mine handlinger. Snart vil jeg rette ryggen og se mine ord i den rette syntaks. Ikke i dag og heller ikke i morgen, men inden længe. Jeg føler det.

Jeg har sagt det før: jeg tænker i tekst. Teksten former sig gennem nattens ubevidste rørelser og vækkes til live, når dagen vågner i mit sind. Men i mange måneder har søvnen været tekstløs. Jeg har måske i virkeligheden ikke sovet? Hvad er der sket, tænker du måske? Alt for meget, er det eneste, jeg har at sige lige nu. Men jeg er her. JEG er her. Og snart er JEG måske også tilbage i teksten? Eller hvem ved...måske har teksten formet et nyt JEG? Det finder jeg vel ud af, når jeg igen begynder at få orden i de autonome ordrækker, der har besat mit univers så alt for længe? 2011 vil uanset blive en spændende rejse for mig.