lørdag den 29. januar 2011

Køkkendage


Det gælder om at leve livet; at finde et åndehul, hvor man kan trække vejret uden, at det sætter sig fast mellem hals og bryst. Mit åndehul lige nu er mit køkken. Det er et okay sted. Det er mit.


Det bliver en lettelse den dag, hvor jeg kan skrive frit igen. Den dag, hvor jeg ser alle sammenhængene og ved, hvorfor jeg måtte gøre, som jeg gjorde. Den dag, hvor jeg uden skyldfølelse kan løfte min datter op på mit skød og trøste hende, når hun savner sin far.



Mit liv er ikke trist. Mit liv er nyt. Det er dét, det er. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg takler dette nye liv, men jeg står midt i det. Jeg står. Nye vaner er begyndt at snige sig ind. Dejlige vaner, hvor jeg sanser mig selv på nye måder. Jeg finder nye begreber. Jeg finder et nyt fodfæste her i livet.


Alt smager anderledes, og når jeg ser mig i spejlet, ser jeg ikke længere den, jeg var. Jeg har tabt mig ca. 17 kg. Mit blik er blevet stærkere, mit smil gladere, og hagen er blevet mere bestemt. Én mener, at jeg ser eksotisk ud, en anden kalder mig sensuel, mens en tredje siger, at jeg har et stærkt udtryk.

Jeg vil ikke sige, at jeg genfinder mig selv; jeg finder mig selv.


mandag den 24. januar 2011

fredag den 21. januar 2011

Ja til MIG

Nu har jeg gået rundt i flere dage og pint mig selv med håbløse modstridende tanker, og så var det egentlig ikke så vanskeligt. Jeg sagde det bare. Sagde 'Nej'. Jeg skælvede, da jeg sagde det, men et sted langt inde i mig var der en lille stemme, der jublede, for med det 'Nej' sagde jeg 'Ja' til mig selv!

Jeg er ikke super god til at tage hensyn til mig selv og mine følelser. Det, jeg er bedst til, er faktisk at tilfredsstille andres behov. Jeg er typen, der kan sige 'Ja' til nogen, selv om jeg slet ikke kan hænge sammen af træthed. Det er en selvudslettende egenskab, som jeg forsøger at ændre.

Hvordan ændrer man sig selv i min alder? Det kræver en hel del øvelse, tror jeg. Det er fint for mig at gå igennem dette. En udfordring. Det er sjovt med udfordringer, men hvorfor skal det være så pokkers udfordrende? Det giver mig mavepine. Ikke sug. Pine.

I denne weekend har jeg meldt mig til et meditationskursus. Det er også en udfordring. Udfordringerne står åbenbart i kø. Jeg stiller mig i køen med hovedet højt hævet. Jeg retter ryggen og tager et forsigtigt skridt fremad. Føj, hvor jeg skælver, men jeg står stadig oprejst!

Og jeg ler HVER dag! Ægte latter fra mellemgulvet. Hjertelig og storsmilende. Jeg ler mest af mig selv og mine kaostanker. Det er da en god egenskab. Den behøver jeg ikke at forandre. Den bør hellere forstærkes.

tirsdag den 11. januar 2011

Kan kærligheden mellem to mennesker antage en åndelig dimension?



Dette er en af mine yndlingssange, og i denne version med Antony Hegarty rammer den mig midt i mavefølelsen.

Tænk, hvis kærligheden mellem to mennesker kunne være på denne måde.

Jeg ved det godt, når det kommer til de nære relationer, er jeg håbløs naiv.

Mavefølelser

Der er dage, hvor jeg får åbenbaringer. Pludselig står jeg der under bruseren, og så kommer der helt uventet en åbenbaring. -Aha! Det var sådan, det var!!, tænker jeg, og som oftest smiler jeg, for nogen få af de manglende brikker i det store puslespil, der er mig, er faldet på plads i pausen mellem to tanker.

Jeg er et sted lige nu, hvor jeg forsøger at forstå mig selv og mit handlingsmønster. Det er vel meningen, at jeg skal få klarhed over dette, så jeg ikke gentager mine fejl. Eller så jeg i det mindste bliver bevidst om, at sådan er jeg, og sådan handler jeg altså. Dette er mig. Goddag verden!

Mange af mine fejltrin er blevet trådt i fornuftens bagende lys. Jeg har tændt for hjernen og rationaliteten, og så har jeg slået intuitionen fra. Jeg har svært ved at lytte til mine inderste følelser. Kan jeg ikke lide et menneske, giver jeg dette menneske både to og tre chancer. Nogen gange bestemmer jeg mig bare for at kunne lide vedkommende, selv om det vrænger sig i mig. Min mave skriger, mens mit hoved dysser den til ro.

Akkurat i disse dage går jeg igennem en proces, hvor min mave og mit hoved kæmper en hårdnakket kamp. Jeg ved ikke, om 'mit nye bevidste jeg' vinder kampen. Jeg er desværre let at overtale. Jeg ved det, for det er sket så mange gange før. Og personen, jeg er op i mod, er stærk. Meget stærk.

Spørgsmålet er: Skal mit nye eller mit gamle jeg vinde? Det er trygt at vælge det vante. Da ved jeg, hvad resultatet bliver. Det ender stensikkert med den velkendte og trygge følelse af utryghed. Jeg kan også vælge det utrygge nye. Det er et valg, som jeg ikke aner resultatet eller konsekvensen af - vil det på sigt give mig en større tryghed?

Jeg har allerede forsøgt mig lidt. Har sagt 'nej' et sted, hvor jeg tidligere ville have sagt 'ja'. Det var skummelt. Jeg lod mig næsten overtale til et 'ja'. Jeg lod mig i stedet for overtale til at tænke over det pånyt. Jeg tænker, så det brager. Min hjerne siger selvfølgelig 'ja', men i min mave findes der en knude, som bare vokser og vokser.

fredag den 7. januar 2011

Jeg har bestemt mig


Hver eneste dag er det så utroligt fristende at dejse om på gulvtæppet i mit køkken for bare at blive liggende i fosterstilling og ånde i kor med køleskabets brummen.
Hver eneste dag plager mine tanker mig med ord, som jeg slet ikke kan holde ud at tænke på.
Hver eneste dag får jeg en ubeskrivelig lyst til at lukke min dør for alt og alle.

Men jeg har bestemt mig for at stå oprejst. Jeg har bestemt mig for at trumfe tankerne med optimisme og positivitet. Og min dør står åben, fordi jeg har bestemt mig for, at mit nye liv ikke skal leves i ensomhed.

Hver eneste dag træder jeg forsigtige skridt på ukendte stier, men jeg har bestemt mig for, at hver eneste skridt skal opleves som en spændende oplevelsesfærd.

På søndag skal jeg konfronteres med hele den danske slægt. Det er første gang siden det, vi ikke rigtig snakker om, skete. Jeg har bestemt mig for at tage min røde kjole på, og jeg vil flette mit hår i to stramme fletninger, så mine tanker holdes i skak.

Jeg træner tanken hver eneste minut. Jeg har bestemt mig for at bloggen her skal hjælpe mig med netop dette.

Jeg har bestemt mig for at vælge lykken.

tirsdag den 4. januar 2011

Gyngende grund

2011 skal blive anderledes. Det lovede jeg mig selv nytårsaften. I 2011 skal jeg ikke tænke så forbandet meget. Nu ler jeg lidt, for hvad har jeg drevet med de første 4 dage i det nye år: Jeg har tænkt. Og ikke nok med det. Næh nej, kaostankerne har banket på, og jeg har kun i korte øjeblik formået at jage dem på flugt.

Det er vel på tide, at I, der stadig følger mig, får at vide, hvad der skete i 2010. Jeg separerede mig fra min mand, der nu skal kaldes eksmand. Eksmand. Ekskone. Eksliv. Eksempel.

Julen har været hård. Vores første jul som splittet familie. Hvordan skal jeg nogensinde komme mig igennem dette, tænkte jeg på et tidspunkt juleaftensdag. Vi valgte at fejre dagen sammen alle fire. Det hele virkede så kunstigt. Der stod jeg i Villa Rosa og tilberedte maden, mens han måtte spørge om, hvor de forskellige ting var. "Hvor har du sien nu?" "Skal jeg finde en dug?" Til sidst låste jeg mig inde på badeværelset og sad der en stund for at få styr på følelserne.

Det gik jo okay. Det blev en brugbar aften. Et minde, der godt kan lagres. Vi valgte at lave en helt anden menu. Kalkun. Den smagte godt. Jeg forsøgte at nyde det. Jeg så på børnene. De så så glade ud. De glædede sig over, at vi var sammen. Alle fire.

Nu er vi tre og én på skift hveranden uge. Hvad skal jeg tage mig til alle de dage, hvor jeg er alene? Hvad forestillede jeg mig? Hvad var det egentlig, jeg ville? Hvad gik der galt? Hvorfor kunne jeg ikke mere? Jeg ved det godt. Jeg ved det så udmærket godt. Jeg mærker det dybt derinde. Jeg gjorde det eneste, jeg kunne.

Jeg befinder mig på gyngende grund, men jeg har bestemt mig for, at 2011 skal blive mit år. Et belønningens år, selv om jeg måske i virkeligheden ikke fortjener nogen belønning.

I 2010 splittede jeg min familie.