Mixing Part

Jeg har akkurat læst Erlend Loes roman Stille dager i Mixing Part. Den kunne jeg godt lide. Måske fordi den var letlæst. Jeg behøvede ikke at koncentrere mig mere end højest nødvendig. Den kunne læses på en aften. Hovedpersonen Telemann, der hader Tyskland, fik smilet frem på mine læber. Mange gange. Mixing Part er for resten google-translate af den tyske by Garmisch-Partenkirchen. Men det passer ikke. Jeg har selv prøvet at oversætte Garmisch-Partenkirchen fra tysk til engelsk, og det bliver ikke til Mixing Part. Det bliver i stedet for til Garmisch-Partenkirchen, men påfundet er morsomt. Mixing Part bliver til gengæld til Mischteil, men Garmisch-Partenkirchen forbliver Garmisch-Partenkirchen. Jeg kan godt lide det ord. Ligesom jeg forøvrig er vild med Torben Stenos sang Ausfahrt Bitterfelt.

Det er mig, der sidder på hug foran nogle af mine bøger. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan virkelig godt lide det billede. Jeg ser så lille ud, der jeg sidder og forsøger at finde en bog. En kogebog, tror jeg. Nu har jeg fjernet de to nederste hylder. Det var jeg nød til for at få plads til min computer, som jeg bruger som radio, musikafspiller og fjernsyn. Og eftersom mit liv udspiller sig i mit køkken, måtte jeg finde et sted til computeren, hvor jeg fik godt nok internetsignal til at kunne afspille de tre nævnte ting: radio, musik og tv. Hedder det mon internetsignal? I hvert fald var det akkurat der.

Telemann er interesseret i teater og den frodige engelske kogebogsskribent Nigella Lawson. Han kan godt lide at lave mad. Hendes mad. Hans kone, Nina, er norsklærer og helt vild med Tyskland. Derfor er de sammen med deres fælles børn på ferie i Garmisch-Partenkirchen. I selveste Mixing Part, som Telemann insisterer på at kalde byen, forsøger han at skrive et teaterstykke, men han lykkes ikke rigtig. Det bliver noget helt andet. Nina tager sig af børnene. Men hun tager sig også af sig selv. Noget, Telemann til sidst mener, er teater. Ægte teater. Telemann og Nina bliver til sidst til mixing parts og ikke missing parts.

Jeg er begyndt at læse igen. Nu læser jeg for eksempel den franske forfatter Anna Gavaldas Lykka er ein sjelden fugl. Det er smukt at læse romaner på nynorsk, men aller smukkest er det på teaterscenen. Sproget bliver kunstigt, noget der understreger, at det er kunst. Men jeg ved ikke helt, om jeg er enig i, at lykken er en sjælden fugl. Sidste weekend så jeg filmen Jeg elsket henne. Det er en filmatisering af en anden af Anna Gavaldas romaner. Det er en smuk og stille film. Ligesom Stille dager i Mixing Part handler den om det vanskelige ved at være et par. At være en del af et hele. Eller to uforenelige halve, der heles gennem en ydre materialisme.

Det føles helt okay at være single.

Energien kommer langsomt, men sikkert tilbage

Jeg bager og eksperimenterer igen

Jeg skriver igen

Jeg studerer igen

Jeg fylder mit hoved igen

Jeg er kreativ igen

Jeg går amok igen

Pigen har fået et værelse igen

Jeg glæder mig over Designers Guilds smukke farver igen

Jeg siger JA igen

Jeg arrangerer fester igen

Jeg dyrker mine idoler igen

Jeg begynder at finde harmonien

Tankevækker på norsk morsdag

1912: Vielsesritualet ændres, så kvinden ikke skal love manden underdanighed i ægteskabet.

1915: Kvinder får valgret.

1957: Kvinder kan blive værger for sine egne børn.

1966: P-pillen frigives.

1973: Provokeret abort legaliseres.

1982: Navneloven ændres, så kvinder ikke automatisk får mandens efternavn ved ægteskab.

Kilde: Pippi Power af Gitte Sørensen (2008), Det Schønbergske Forlag, 209.

En ny kvindelighed

Der sker noget inden i mig, som jeg har svært ved at forklare. Det har noget med min selvfølelse at gøre. Og med min kvindelighed. Jeg er en kvinde, men jeg ved med hånden på hjertet ikke helt, om jeg nogensinde har følt mig som en kvinde. Hvornår bliver man en kvinde? Hvad er en kvinde?

Før kunne jeg møde kvinder, som jeg mente, var rigtige kvinder. De var ofte meget feminine og bevægede sig på en særlig sensuel måde, mens jeg selv bare traskede af sted ved siden af. En sådan kvindelig feminitet var jeg ikke selv i besiddelse af. Jeg følte mig alt for klodset og larmende til at kunne være sådan.

Men så skete der et eller andet. Det skete, mens jeg arbejdede med Majbritt (mit romanprojekt). Og det skete, mens jeg skrev denne blog, hvor jeg i mange indlæg reflekterede over min identitet, fordi jeg gennem bloggen begyndte at forholde mig til, hvordan jeg egentlig fortalte den fortælling, der (måske) er mig.

Pludselig opstod der en længsel i mig. En håbløs længsel efter at være hel. Jeg følte mig splittet. Jeg var én oppe i mit hoved og i min sjæl, mens jeg var en anden i de fleste af mine handlinger. Nogen gange smeltede de to forestillinger sammen til én, men som oftest levede de fjernt fra hinanden. Jeg levede fjernt fra mig selv - fra min kvindelighed.

Nu finder jeg mig selv som kvinde. Jeg vælger at vige opmærksomhed til de handlinger, som jeg tillægger kvindelighed og feminitet. Jeg tænder et levende lys, når jeg sminker mig. Jeg nyder at mærke mit lange hår mellem mine fingrer, når jeg sætter det op, så mit ansigt træder tydligere frem. Den røde læbestift bærer jeg med stolthed, som så mange kvinder har gjort det før mig. Jeg lytter til musik, der bekræfter min kvindelighed, og jeg sender en tanke til alle de kvinder, der tør at være sensuelle og benhårde på samme tid.

Mærkeligt nok forekommer det mig næsten lettere at være kvinde nu, hvor jeg lever uden en mand. Hvorfor det er sådan, undrer jeg mig over. Burde det ikke være omvendt?

Fejltagelser er indgangen til opdagelser

Ovenforstående titel blev ikke valgt, fordi jeg føler, at skilsmissen er en fejltagelse. Slet ikke. Den blev valgt, fordi den husker mig på, at jeg ikke skal være bange for at fejle. Vi er vel alle mere eller mindre bange for at fejle, og dét, tror jeg, er uanset hvilken kontekst eller målestok, vi risikerer at fejle i. "Flyv ikke højere end vingerne bærer.", sang Lille Palle i min barndoms Giro 413, men skal det være mit nuværende motto, så kommer jeg jo aldrig til at flyve!

Før tænkte jeg, at jeg gerne ville få succes med det, jeg kastede mig ud i. Problemet var bare, at denne stræben efter succes forhindrede mig i at kaste mig ud i det allermeste. Succeskriteriet betingede fuldstændig kontrol, og for at være helt ærlig: Hvor meget har jeg egentlig kontrol over her i livet? I mikroperspektiv kan jeg have følelsen af at have kontrol over ting og tang, men i det store betydningsfulde perspektiv - dét, der virkelig batter noget - har jeg ikke kontrol over noget som helst, for der er det helt andre kræfter, der råder. Så nu vælger jeg at betragte fejltagelserne som opdagelser. Det er da unægteligt meget lettere at slippe kontrollen og "lade stå til" med opdagelser i vente. Når skumle handlinger forekommer som spændende læreprocesser er det lettere at le af mig selv. Og jeg SKAL lære at flyve!

På et punkt er jeg dog stadig ængstelig for at give slip og miste fodfæstet. Det er dér, hvor jeg sikkert kunne flyve allerhøjest. Dér, hvor alt svimler. Jeg snakker om forelskelse. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg muligvis kommer til at forelske mig. Nej, det er vel ikke akkurat forelskelsen, der plager mig, det er mere det faktum, at jeg kan forelske mig i hvem som helst! Hvad nu, hvis dén, som jeg forelsker mig i, viser sig at være rigtig dum? Eller en bavian! Eller en tyran! Eller som alle de andre... Eller tænk (skræk og gru), hvis det er én, det faktisk går an at give sig hen til uden frygt? Jeg mærker, hvordan kvalmen sagte men sikkert stiger fra maveregionen og op i halsen.

Det er 16 år siden jeg datede en fremmed. 16 år!! Jeg ved knap nok, hvordan man gør det, og alene dét at tænke tanken, giver mig myrekryp. For 16 år siden var jeg ung og ubekymret. Jeg vidste stort set intet om kærlighedens væsen. Hvad en partner skulle kunne give mig andet end forelskelsens korte men sødmefulde rus, havde jeg endnu ikke taget nogen form for stilling til. Jeg var en lille charmetrold, og jeg syntes, det var umådelig morsomt og livsbekræftende, når nogen forelskede sig i mig. Det føltes helt ufarligt. Sådan føles det ikke mere.

Når man har det sådan som jeg, så er det nok bedst at lade være med at løfte blikket. Men det kan jo ikke undgås. Forelskelse er ingen herre over. Den kan komme snigende, når jeg mindst regner med det. Det er uoverskueligt. Mulighederne for at fejle er store... Men hey, hør nu lige her: Hvis jeg intet risikerer, så opdager jeg jo heller ingenting! Måske er det sådan, at hvis jeg giver mig hen til alle livets muligheder, vil jeg en dag erfare kærlighedens sande væsen, og i det øjeblik, kan det jo faktisk henne, at jeg både fejler og falder ind i opdagelsernes eventyrlige verden?

Meditation

De, som har fulgt lidt med her på bloggen, ved allerede, at jeg har lært at meditere. Det er en meditationsform, der baserer sig på mantraer. For mig fungerer det rigtig godt. Jeg har tidligere mediteret med fokus på åndedrættet, men med den metode fokuserede jeg så meget på mit åndedræt, at jeg slet ikke kunne finde ud af at trække vejret. Ved brug af mantraer slapper jeg fuldstændig af, og tankerne kommer under observation. Jeg vælger bevidst at skrive "tankerne" i stedet for "mine tanker", fordi jeg er begyndt at tage afstand til de tanker, der konstant ryger igennem mit hoved. For hvem siger, at de er mine? De kan lige så vel være min mors eller en venindes eller samfundets. Jeg ved det ikke, så indtil videre observerer jeg dem. Mine tanker har længe været kaotiske, og ofte har de været direkte ondskabsfulde - mod mig. Nu er jeg begyndt at tage afstand til dem og tænker: Hvorfor i alverden skal jeg give dem den glæde at tro på dem? Det gavner mig jo ikke.

Er dine tanker for eller imod dig?

Lad os flirte lidt mere...

Gider du lige?

Som skrevet tidligere, så ler jeg hver dag. Det er en herlig latter, der klukker og knækker på midten. Den sendes ud i energiske bølger, der omfavner alverden. Den vækker forundring og smil, og den holder af at få selskab, hvilket den heldigvis ofte får. Den er spontan og fuld af sarkasme og selvironi. Den gemmer sig ikke. Hvorfor skulle den dog også det? Den har ret til at være her, og den gør mig glad, selvom jeg ikke aner, hvor den kommer fra.

Samtidig med at jeg begyndte at meditere, anbefalede den norske blogger Portofritt mig bogen Pippi power af danske Gitte Jørgensen. Det er sjovt som kaoset omkring mig pludselig skaber sin egen finurlige sammenhæng, for der er ingen tvivl om at meditation og Pippi power er en fantastisk cocktail. I korte træk opfordrer Gitte Jørgensen alle kvinder til at iklæde sig en god portion Pippi power. Og det er slet ikke så dumt. Det er faktisk en meget god idé.

Efter, at jeg begyndte at meditere og tænke Pippi-tanker, har latteren sluppet sig løs i mig. Den bruser ud og fylder mig med gode vibrationer. Det er intet mindre end fantastisk, men det er ikke alle, der synes om det. Der er nogen, der bliver bange for sådanne tikkende lattermilde bomber. Det fik jeg erfare da en mandsperson, som jeg ellers respekterer, anklagede mig for at være for pjattet. Han mente, at det var irriterende at være sammen med sådan en som mig, som kun var til fis og ballade. Hvad skal man sige til det? Mit gamle jeg ville være gået ind i selvforsvarsfælden. Jeg ville have skabt mig grøn og svoret, at jeg da så sandelig ikke kun var til fis og ballade! At jeg rent faktisk havde en meget mørk side, som ville overraske ham, hvis han opdagede den. Men så var det, jeg mediterede og tænkte Pippi, og pludselig opstod der en følelse af lykke. Haha, jeg er glad. Kald det bare pjattet, om du vil, og gider du så lige movere din sværm af sorte skyer fra min side af solskinnet, makker?

Køkkendage

Det gælder om at leve livet; at finde et åndehul, hvor man kan trække vejret uden, at det sætter sig fast mellem hals og bryst. Mit åndehul lige nu er mit køkken. Det er et okay sted. Det er mit.

Det bliver en lettelse den dag, hvor jeg kan skrive frit igen. Den dag, hvor jeg ser alle sammenhængene og ved, hvorfor jeg måtte gøre, som jeg gjorde. Den dag, hvor jeg uden skyldfølelse kan løfte min datter op på mit skød og trøste hende, når hun savner sin far.

Mit liv er ikke trist. Mit liv er nyt. Det er dét, det er. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg takler dette nye liv, men jeg står midt i det. Jeg står. Nye vaner er begyndt at snige sig ind. Dejlige vaner, hvor jeg sanser mig selv på nye måder. Jeg finder nye begreber. Jeg finder et nyt fodfæste her i livet.

Alt smager anderledes, og når jeg ser mig i spejlet, ser jeg ikke længere den, jeg var. Jeg har tabt mig ca. 17 kg. Mit blik er blevet stærkere, mit smil gladere, og hagen er blevet mere bestemt. Én mener, at jeg ser eksotisk ud, en anden kalder mig sensuel, mens en tredje siger, at jeg har et stærkt udtryk.

Jeg vil ikke sige, at jeg genfinder mig selv; jeg finder mig selv.

OVERSKUD & KREATIVT KAOS

Ja til MIG

Nu har jeg gået rundt i flere dage og pint mig selv med håbløse modstridende tanker, og så var det egentlig ikke så vanskeligt. Jeg sagde det bare. Sagde 'Nej'. Jeg skælvede, da jeg sagde det, men et sted langt inde i mig var der en lille stemme, der jublede, for med det 'Nej' sagde jeg 'Ja' til mig selv!

Jeg er ikke super god til at tage hensyn til mig selv og mine følelser. Det, jeg er bedst til, er faktisk at tilfredsstille andres behov. Jeg er typen, der kan sige 'Ja' til nogen, selv om jeg slet ikke kan hænge sammen af træthed. Det er en selvudslettende egenskab, som jeg forsøger at ændre.

Hvordan ændrer man sig selv i min alder? Det kræver en hel del øvelse, tror jeg. Det er fint for mig at gå igennem dette. En udfordring. Det er sjovt med udfordringer, men hvorfor skal det være så pokkers udfordrende? Det giver mig mavepine. Ikke sug. Pine.

I denne weekend har jeg meldt mig til et meditationskursus. Det er også en udfordring. Udfordringerne står åbenbart i kø. Jeg stiller mig i køen med hovedet højt hævet. Jeg retter ryggen og tager et forsigtigt skridt fremad. Føj, hvor jeg skælver, men jeg står stadig oprejst!

Og jeg ler HVER dag! Ægte latter fra mellemgulvet. Hjertelig og storsmilende. Jeg ler mest af mig selv og mine kaostanker. Det er da en god egenskab. Den behøver jeg ikke at forandre. Den bør hellere forstærkes.

Kan kærligheden mellem to mennesker antage en åndelig dimension?

Dette er en af mine yndlingssange, og i denne version med Antony Hegarty rammer den mig midt i mavefølelsen.

Tænk, hvis kærligheden mellem to mennesker kunne være på denne måde.

Jeg ved det godt, når det kommer til de nære relationer, er jeg håbløs naiv.

Mavefølelser

Der er dage, hvor jeg får åbenbaringer. Pludselig står jeg der under bruseren, og så kommer der helt uventet en åbenbaring. -Aha! Det var sådan, det var!!, tænker jeg, og som oftest smiler jeg, for nogen få af de manglende brikker i det store puslespil, der er mig, er faldet på plads i pausen mellem to tanker.

Jeg er et sted lige nu, hvor jeg forsøger at forstå mig selv og mit handlingsmønster. Det er vel meningen, at jeg skal få klarhed over dette, så jeg ikke gentager mine fejl. Eller så jeg i det mindste bliver bevidst om, at sådan er jeg, og sådan handler jeg altså. Dette er mig. Goddag verden!

Mange af mine fejltrin er blevet trådt i fornuftens bagende lys. Jeg har tændt for hjernen og rationaliteten, og så har jeg slået intuitionen fra. Jeg har svært ved at lytte til mine inderste følelser. Kan jeg ikke lide et menneske, giver jeg dette menneske både to og tre chancer. Nogen gange bestemmer jeg mig bare for at kunne lide vedkommende, selv om det vrænger sig i mig. Min mave skriger, mens mit hoved dysser den til ro.

Akkurat i disse dage går jeg igennem en proces, hvor min mave og mit hoved kæmper en hårdnakket kamp. Jeg ved ikke, om 'mit nye bevidste jeg' vinder kampen. Jeg er desværre let at overtale. Jeg ved det, for det er sket så mange gange før. Og personen, jeg er op i mod, er stærk. Meget stærk.

Spørgsmålet er: Skal mit nye eller mit gamle jeg vinde? Det er trygt at vælge det vante. Da ved jeg, hvad resultatet bliver. Det ender stensikkert med den velkendte og trygge følelse af utryghed. Jeg kan også vælge det utrygge nye. Det er et valg, som jeg ikke aner resultatet eller konsekvensen af - vil det på sigt give mig en større tryghed?

Jeg har allerede forsøgt mig lidt. Har sagt 'nej' et sted, hvor jeg tidligere ville have sagt 'ja'. Det var skummelt. Jeg lod mig næsten overtale til et 'ja'. Jeg lod mig i stedet for overtale til at tænke over det pånyt. Jeg tænker, så det brager. Min hjerne siger selvfølgelig 'ja', men i min mave findes der en knude, som bare vokser og vokser.

Jeg har bestemt mig

Hver eneste dag er det så utroligt fristende at dejse om på gulvtæppet i mit køkken for bare at blive liggende i fosterstilling og ånde i kor med køleskabets brummen.
Hver eneste dag plager mine tanker mig med ord, som jeg slet ikke kan holde ud at tænke på.
Hver eneste dag får jeg en ubeskrivelig lyst til at lukke min dør for alt og alle.

Men jeg har bestemt mig for at stå oprejst. Jeg har bestemt mig for at trumfe tankerne med optimisme og positivitet. Og min dør står åben, fordi jeg har bestemt mig for, at mit nye liv ikke skal leves i ensomhed.

Hver eneste dag træder jeg forsigtige skridt på ukendte stier, men jeg har bestemt mig for, at hver eneste skridt skal opleves som en spændende oplevelsesfærd.

På søndag skal jeg konfronteres med hele den danske slægt. Det er første gang siden det, vi ikke rigtig snakker om, skete. Jeg har bestemt mig for at tage min røde kjole på, og jeg vil flette mit hår i to stramme fletninger, så mine tanker holdes i skak.

Jeg træner tanken hver eneste minut. Jeg har bestemt mig for at bloggen her skal hjælpe mig med netop dette.

Jeg har bestemt mig for at vælge lykken.

Gyngende grund

2011 skal blive anderledes. Det lovede jeg mig selv nytårsaften. I 2011 skal jeg ikke tænke så forbandet meget. Nu ler jeg lidt, for hvad har jeg drevet med de første 4 dage i det nye år: Jeg har tænkt. Og ikke nok med det. Næh nej, kaostankerne har banket på, og jeg har kun i korte øjeblik formået at jage dem på flugt.

Det er vel på tide, at I, der stadig følger mig, får at vide, hvad der skete i 2010. Jeg separerede mig fra min mand, der nu skal kaldes eksmand. Eksmand. Ekskone. Eksliv. Eksempel.

Julen har været hård. Vores første jul som splittet familie. Hvordan skal jeg nogensinde komme mig igennem dette, tænkte jeg på et tidspunkt juleaftensdag. Vi valgte at fejre dagen sammen alle fire. Det hele virkede så kunstigt. Der stod jeg i Villa Rosa og tilberedte maden, mens han måtte spørge om, hvor de forskellige ting var. "Hvor har du sien nu?" "Skal jeg finde en dug?" Til sidst låste jeg mig inde på badeværelset og sad der en stund for at få styr på følelserne.

Det gik jo okay. Det blev en brugbar aften. Et minde, der godt kan lagres. Vi valgte at lave en helt anden menu. Kalkun. Den smagte godt. Jeg forsøgte at nyde det. Jeg så på børnene. De så så glade ud. De glædede sig over, at vi var sammen. Alle fire.

Nu er vi tre og én på skift hveranden uge. Hvad skal jeg tage mig til alle de dage, hvor jeg er alene? Hvad forestillede jeg mig? Hvad var det egentlig, jeg ville? Hvad gik der galt? Hvorfor kunne jeg ikke mere? Jeg ved det godt. Jeg ved det så udmærket godt. Jeg mærker det dybt derinde. Jeg gjorde det eneste, jeg kunne.

Jeg befinder mig på gyngende grund, men jeg har bestemt mig for, at 2011 skal blive mit år. Et belønningens år, selv om jeg måske i virkeligheden ikke fortjener nogen belønning.

I 2010 splittede jeg min familie.