tirsdag den 17. november 2009

Lift me

Akkurat nu i dette øjeblik burde jeg sidde på min cykel. Nej, jeg lyver, jeg burde allerede sidde på mit kontor, begravet i mine nye lister. Krydse af og føle en slags god samvittighed og ikke denne underlige sorte, der synes at have indtaget min krop. Men jeg sidder altså her, for jeg må gøre noget godt for mig selv. Lidt mental balsam før jeg står ansigt til ansigt med det, jeg ikke har lyst til at se i øjnene. Og hvad er balsam for mig? I har nok gættet det - at skrive og lytte til musik.

Majbritt rejser sig op. Hun kan ikke se en hånd for sig og har ondt i anklen. Hun græder og kan ikke stoppe igen. Tårene og de ufrivillige lyde har for alvor taget overhånd, og hun står midt i mørket og lader det strømme frit. Hun skælver af kulde og gråd og indser, at hun ikke kan blive stående her i mørket. Hun finder sin mobil. Klokken er 23.55. Hun vurderer at ringe til Audun, men han sover sikkert allerede, og hvad i alverden skulle han også stille op? At ringe til Majken og Kenneth er fuldstændig uaktuelt. Desuden er de sikkert gået i seng. Hun putter mobilen tilbage i jakkelommen og begiver sig fremover i mørket.

Da hun har gået i et kvarterstid dukker sommerhuset med lyset op igen. Hun stopper atter op for at betragte sig selv i skæret fra udebelysningen. Hun bløder fra hånden og hendes bukser er brune af sand og jord. Inde i sommerhuset er lyset stadig tændt. Det ser ud som om, at der er nogen, der ser fjernsyn, for der er et blåt, flimrende lys i stuen. Majbritt går nærmere det store vinduesparti. Der sidder en mand i en lænestol. Han spiser noget fra en skål og er helt blå i lyset fra fjernsynet. Pludselig ser han op og ud af vinduet. Majbritt står helt stiv af skræk og håber inderligt, at han ikke får øje på hende, men det er allerede for sent. Manden har rejst sig og går hen til vinduet, imens han stirrer direkte på hende.

----

"Skal du ikke have dine sko ordentlig på?"
Thomas ser ned på sine udtrådte kondisko. Hælen er trådt ned, og snørrebåndene på den højre sko hænger løst ud til siderne.
"Nej, det behøves ikke," siger han og smiler: "Kom!"
Thomas holder armen ud mod terassen, så Majbritt kan gå først. Han lukker døren bag hende.
"Skal du ikke låse?"
"Hvem skulle komme?" spørger han.
"Nogen," siger Majbritt.
"Det tror jeg ikke, de gider." Thomas smiler igen og går hen mod bilen: "Desuden ligger Fie derinde," siger han og låser bildøren op, men ser så hen mod sommerhuset: "Nå ja, forresten måske netop derfor!" Han nikker roligt et par gange, imens han går tilbage til sommerhuset for at låse terassedøren. Så går han igen hen mod bilen.
"Har du en plastikpose?" spørger Majbritt, da han går forbi hende.
"Er du dårlig?" Thomas ser bekymret på hende.
"Nej, men sædet bliver vådt og beskidt af mig."
"Det gør ikke noget. Det er beskidt fra før," siger han og ler. "Sæt du dig bare ind, så kører jeg dig hjem igen."
"Det er ikke mit hjem."
"Lige nu er det," siger han og sætter sig ind i bilen.
Majbritt står lidt uden for bildøren, så åbner Thomas den indefra: "Vil du ikke med?" Han tænder bilens motor.
"Jeg har tisset lidt på mig," siger hun lavt.
"Jamen, stakkels dig, hvorfor sagde du ikke det? Så har du jo brug for et bad og noget rent tøj." Thomas lukker døren ved passagersædet, drejer nøglen om og stiger ud af bilen. Han låser bilen før, han begynder at gå tilbage til sommerhuset. Majbritt står stadig henne ved bilen.
"Hvad venter du på?" spørger han henne fra terassedøren.
"Hvad?" spørger Majbritt og undlader at se på ham.
"Kom nu med ind. Du kan låne håndklæder og et par af Fies bukser. Har du lyst til noget varmt at drikke? Noget kaffe?"
"Det ved jeg ikke rigtig," siger hun og følger efter ham tilbage ind i sommerhuset.


mandag den 16. november 2009

Mandag



Efter en hektisk weekend med tre selskaber er det nu blevet mandag, og jeg må tilstå, at jeg ikke helt føler mig parat til at forlade Villa Rosa til fordel for min arbejdsplads. Ude er det mørkt, men i skæret fra en ensom gadelygte skimter jeg et vådt og diset landskab.

Imellem kagebagning og madlavning har jeg tænkt på Majbritt, der famler rundt der på stierne i mørket. Måske er det, fordi jeg selv famler mig frem for tiden? Måske er det bare, fordi jeg elsker de mørke stier ved vesterhavet? Når jeg koncentrerer mig, kan jeg dufte grannåle og mudret jord, som intensiveres af mørket. Jeg har lukkede øjne. Terapi.

I dag er det bestemt ikke let for mig at skulle forlade min trygge hule. Før gæsterne kom, ryddede min mand op i hele Villa Rosa. En befrielse. Ting, der roder, fylder virkelig både fysisk og psykisk. I løbet af de næste par dage må jeg forsøge at rydde op i mine arbejdsrutiner. Lister må skrives og hænges op på mit kontor. Skemaer må fyldes ud og sendes. Opgaver må rettes.

Majbritt famler stadig rundt og afprøver forskellige muligheder. Hun vender om, men aner ikke, om hun er på rigtig spor. Ufrivilligt triller tårene nedover hendes kinder. Hun skal tisse, men nægter at gøre det udendørs. Hun begynder at løbe, men falder over en gren. Hun begynder at hulke. Der er gået hul på hendes bukser, og hendes venstre hånd svier.

Selv forsøger jeg bare at holde mig oprejst! ;)

(Hjertet på billedet er til jer).

lørdag den 14. november 2009

Endnu et fødselsdagsselskab


Så har datteren haft selskab for sine veninder...ja, det er ganske vist lidt overdrevet at skrive veninder i flertal, for fem af de seks små piger, som hun havde inviteret, meldte afbud på grund af sygdom. Nå, men vi fik først afbudene i løbet af morgnen, så vi gennemførte selskabet alligevel, for hendes bedste veninde var heldigvis frisk som en fisk. Så den lille fødselsdagspige gav sig efter den helt store tudetur til at pynte sin kagedame. Hun blev da fin, synes I ikke?



Muffins måtte de også have, så vi pyntede med glitterglasur og engler.

Fødselsdagspigen og den lille gæst hyggede sig gevaldigt, og vi udvidede selskabelighederne med halvanden time. :)

Siden fødselsdagen blev lidt tam, så spritter jeg lige fødselsdagsindlæget op med verdens bedste fødselsdagssang. Lidt dårlig lydkvalitet, men siden jeg er en STOR fan af melodi grand prix, kunne jeg altså ikke lade være... :-D

fredag den 13. november 2009

Det er fredag, og jeg danser

Så er det op af stolen og ud på køkkengulvet, tøser! :-D

Majbritts mareridt


Der er helt stille uden for på campingpladsen. Majbritt sidder inde i campingvognen og forsøger at læse, men har problemer med at koncentrere sig. Hun har også forsøgt at lave kaffe, men hun synes ikke, det smager, som det skal. Hun rejser sig og åbner et af de små overskabe. Majken har handlet lidt forskellige madvarer ind til hende: En mazarinkage, en pakke Bastogne småkager, en pose Matadormix, en pose Haribo vingummispejlæg, en pakke med små marcipanbrød, seks dåsecolaer og seks dåseøl fra Tyskland. Majbritt tager hul på pakken med Bastogne småkager og lægger to på en tallerken. Hun sætter tallerkenen ovenpå bogen og tager så først en cola ned, men ombestemmer sig og skifter den ud med en øl. "Nu skulle Audun se mig!" siger hun halvhøjt til sig selv og tager en slurk af øllen. Hun synes, hun kan se Audun rynke brynene. "Kvinder drikker ikke øl, og da slet ikke af dåsen!" siger hun med dyb stemme. Hun rynker på næsen. Øllen smager surt. Hun sætter sig ned ved bordet og smager på en småkage, før hun igen åbner bogen og forsøger at læse. Klokken er 22.07. Hun rækker tunge ad øllen: "Din sure dåse," siger hun og drikker lidt mere, så rejser hun sig op, tager sin jakke på og går ud på den mennesketomme campingplads.

Majbritt går ned mod fællestoiletterne og videre mod udgangen. Der drejer hun til højre og går med raske skridt ned mod byen. Hun skutter sig og forbander sin påklædning, der bestemt ikke egner sig for aftenstur i kold vesterhavsvind. Der er heldigvis gadebelysning, men da hun drejer ind på en af stierne for at komme hurtigere ned til den lille pub, kan hun ikke se en hånd for sig og vader direkte ind i en masse grantræer. Hun bander højlydt imens hun famler sig tilbage på stien. Hun har fået harpiks på hænderne og på jakken. "Fandens også!" siger hun og går videre.

Endelig ser hun et sommerhus, hvor lyset er tændt både inde i stuen og udenfor. Hun stopper i skæret fra udebelysningen og tjekker sin jakke. Den er fuld af grannåle og harpiks. Hun bander. Så ser hun ned på sine sko. De er smurt ind i mudder. "Helt ærlig!"råber hun og begynder at tude. Hun aner ikke, hvor hun er, men fortsætter alligevel fremover, fordi hun kan høre vandet og synes, lyden kommer fra venstre. Så bliver det atter mørkt omkring hende. Det eneste, hun kan høre, er havets brusen og sin egen vejrtrækning.

Der dukker en sti op mod højre. Hun forsøger at finde et skilt, famler rundt i mørket og finder det omsider helt nede ved jorden. Hun læser skiltet i skæret fra mobiltelefonen, men det hjælper hende ikke, for hun kan alligevel ikke huske navnene på stierne mellem stranden og byen. Hun ved bare, at det normalt er kortere at gå via stierne end langs strandvejen. "Hvad fanden skulle du også ned på den skide pub for!" spørger hun ud i mørket. "Og hvis du nogensinde finder derned, hvordan skal du så komme hjem igen?!" Hun er træt, og til sin store frygt mærker hun pludselig også, at hun må tisse.

torsdag den 12. november 2009

På en grå torsdag


En rigtig sød dansk blogger gjorde mig opmærksom på denne bog, og straks konsulterede jeg min internetboghandel for at se, om jeg kunne få den her i Norge. Det kunne jeg, og i dag kom den så til Rosas lille førjulshjem! Den er meget tykkere, end jeg lige havde regnet med, så det er virkelig en glæde at bladre i den - der er til flere timers hygge. Den er akkurat lige så smuk og fuld af gode opskrifter som forventet. Jeg er vild med danske Camilla Plum. Hun skuffer aldrig! Her får I lige nogle hurtige glimt...og god førjulshygge til jer allesammen.






Denne ret glæder jeg mig især til at lave...nammenam!

Dagen i dag


Så er det blevet torsdag, og jeg har lidt ekstra tid. Det sidste er egentlig løgn, men jeg tager mig tid, fordi det giver mig en gratis glæde, der forhåbentligvis fylder mig med lidt energi, som jeg helt sikkert får brug for senere i dag. Listen af gøremål er lang, men jeg har ikke haft et ordentlig 'Rosaindlæg' i lang tid, så...

Afstemningen (tak til alle jer, der afgav en stemme) faldt ud til kærlighedens fordel (kun to er imod. Den ene nej-stemme kommer fra min mand...gade vide, hvem den anden tilhører? Og hvad mon argumentet er?), så jeg lader tankerne flyde frit og afbryder ikke det møde, som Majbritt allerede er fuld gang med at realisere i mit hoved. Nu må jeg bare forsøge at forhindre mødet i at blive alt for trivielt. I får nok en tekstlig smagsprøve en anden dag.

I dag fylder min dreng 7 år. Han blev født i en snestorm mellem klokken 19 og 20 nøjagtig en måned efter min egen fødselsdag. Fødslen gik så stærkt, at jordemoren ikke fik trukket gardinerne for, så da jeg havde født det lille menneske, lå jeg og så på sneflokkene udenfor vinduet, og pludselig opdagede jeg, at der i naboboligen stod en mand og vaskede op. Et anonymt vidne til min præstation. Jeg husker, at jeg tænkte: Hvis han kigger op fra sæbeboblerne, så vinker jeg! Men det gjorde han ikke. Jeg forestillede mig ellers, hvordan det ville se ud: Mig i sygehussengen med det lykeligste smil, og ham stående ved sin køkkenvask, vinkende med en gul gummihandske på hånden. To verdener forenet i et kaotisk snevejr; et stille tableau.

Min dreng bestilte muffins til at have med og dele ud i sin klasse. I ser dem ovenfor. Jeg bagte lidt over 50 igår. Og så stegte jeg 3 plader små frikadeller i ovnen nu, hvor jeg alligevel var i gang. Nej, nu lyver jeg igen! Jeg stegte dem, fordi vi skal have fødselsdagsgæster både lørdag og søndag, og da tænkte jeg, at det var bedst at begynde i god tid. (Gooood samvittighed!)

Om lidt går jeg i gang med at tømme opvaskemaskinen og fylde den igen. Noget skal vaskes op for hånd, dog uden gule gummihandsker og fødsler på den anden side af gaden. Jeg vil i stedet tænke på Majbritt, der en aften hører nogen banke på forteltet. Kan man overhovedet banke på et fortelt? Måske har Kenneth pillet forteltet ned? Det er jo snart vinter, og forteltet tåler ikke frost. Så det banker på campingvognsdøren. Majbritt bliver lidt forskrækket, men så tænker hun, at det sikkert er Tove og Preben, der har fået for vane at stikke indenom hende på deres aftenrunde for at tjekke, om hun har det, hun trænger for natten.

God torsdag.

onsdag den 11. november 2009

Jeg forsætter galskaben!

Dette er da en herlig mulighed! Billederne bliver godt nok lidt små, men hvis der er trådløst internet der, hvor jeg skal bo i Berlin, kan jeg blogge lidt på rejsen! Skønner teknologiske verden.

Juhuuuu

Det kunne jeg! Hvordan får jeg så billeder!?



Min datter fyldte 5 år igår. Det var tydeligvis hårdt, for da vi skulle købe gave til storebror, der fylder 7 i morgen, kunne hun ikke gå, og da gaverne var købt, faldt hun i søvn. Ser I hendes hue? ;)

Øhh




Test! Jeg tester. Går dette? Kan jeg virkelig blogge fra min iPhone? Det havde jo været smart! Nå, men jeg tester det altså.



Test! Jeg tester. Går dette? Kan jeg virkelig blogge fra min iPhone? Det havde jo været smart! Nå, men jeg tester det altså.

tirsdag den 10. november 2009

Eldorado-boksen - nu må jeg bare få den købt!

Så er jeg atter i det hjørne og må bare plage alle andre!

Caramba, som sangen hedder, er da en herlig sang. Kan du måske lade være med at danse, når du hører disse fjollerier?

Ja, videoen er yderst underlig i kombination med sangen, men det er egentlig også lidt morsomt. - Passer ekstremt godt til mit humør - jeg har lige drukket et glas cognac!

Mig og Gorba!


I går gik alle (næsten alle) medier af skaftet over tyve årsdagen for murens fald. Og med al mulig grund! Det var/er en fantastisk begivenhed. Murens fald var det endelige punktum for anden verdenskrig. Det var folkets vilje. Hvem skulle have troet, at den mur ville nedbrydes uden brug af vold? Ikke jeg i hvert fald, og da slet ikke under den kolde krig, hvor det generelt var meget farligt at være menneske.

I 1980rne kunne jeg drømme om de to røde telefoner - den ene hos Gorbatsjov og den anden hos Reagan. Jeg var sikker på, at jeg kunne høre dem ringe. Jeg frygtede atomkrig og atomudslip - i 1986 frygtede jeg skyer med regn!

Jeg var 15 år, da muren faldt. Jeg husker ikke så meget fra d. 9. november, men d. 10. november husker jeg. Det var en euforisk dag. Da jeg kom i skole om mandagen var alle lærerne vilde. Jeg gik i 10. klasse, og vi blev paradoksalt nok gennet ned i skolens beskyttelsesrum, der også fungerede som filmrum. Dernede blev fjernsynet tændt. (Husker I den gang, hvor der stod et gammelt fjernsyn på toppen af et højt rullestativ med en VHS-afspiller på hylden under? Så kunne læren trille fjernsynet fra klasseværelse til klasseværelse, og dem på bagerste række fik ikke særlig meget med sig af det, der foregik på skærmen. Det gjorde mange af dem foran heller ikke, for videobåndene var ofte slidte. Det var 80rne!)

Nå, men dernede i beskyttelsesrummet sad vi så og så på de glade billeder fra Berlin. Der var folk, som stod oppe på muren. OPPE på muren! Og de blev ikke skudt ned...der var ingen hunde! Og de havde permanentet hår, og de græd og jublede. Og vi jublede, mens andre sad uinteresserede og upåvirkede af historiens vingesus og pillede bussemænd!

Den gang i slut 80rne var jeg overordentlig glad for Gorbatsjov. Jeg syntes, at han så meget venligere ud end Reagan. Min far syntes, at jeg var helt gal på den, men jeg kunne nu altså godt lide denne lille mand med modersmærke på issen og et finurligt smil på sine læber. Og selv om det var Reagan, der tryglede Gorbatsjov om at rive muren ned, så var det immervæk Gorbatsjov, der repræsenterede håbet i DDR.

Den 10. november 1989 var Gorbatsjov min helt, og da jeg i går aftes så ham gå side om side med Merkel over Bornholmer Brücke, fik jeg en klump i halsen. Det var også min sejr. Jeg troede på ham allerede den gang, og nu gik han der og blev hyldet. Det kostede ham karrieren, men han vil altid være i mit hjerte.

Og Reagan...? Ham har jeg glemt.


mandag den 9. november 2009

søndag den 8. november 2009

Kan ikke lade være...

Nu har jeg villet vise dette klip i en uendelighed, men så har jeg tænkt: Det er for fjollet, og jeg er sikkert den eneste, der synes, det er helt vidunderligt. Men så viste de filmen i går aftes på DR1, og nu MÅ jeg altså bare vise klippet for jer, for jeg ved, at mange af jer ikke så filmen.

Kan I mon gætte, hvad det er for en film, jeg tænker på? Korrekt: Flintesønnerne af Morten Korch.

Her har I en af mine yndlingsscener og sange; bliver I ikke bare rørt til tårer?

lørdag den 7. november 2009

Lagkage her og lagkage der!





Så er der dømt kaffepause. Nu er ALT klart, og gæsterne kommer først om to timer! Jubiii, så er jeg alligevel lidt go'! Ovenfor ser I fodboldbanekagen. Den er vist meget populær for tiden, for jeg har set den i en kogebog og hos Kaspara, der har valgt farvet kokos som græs. (Hvordan farver man egentlig kokos?)

Sønnen pyntede den selv, og som I kan se, er der godt med action på banen! :-D

Nedenfor kan I se de tidligere års kagekreationer. Jeg beklager den dårlige billedkvalitet, men det var før iPhonen. ;)

Det første år her i Villa Rosa lavede vi Kaptein Sabeltann.

Og nedenfor ser I sidste års kage: Fodboldheltenes flag!
(I dag er disse helte knap så populære, eftersom de tabte en meget vigtig kamp i går aftes!)

Min egen morgenstund

Jubiiii, jeg er oppe før alle de andre! Jeg klarede det! Sørme gjorde jeg så...ganske vist ikke sååå tidlig, men det er da et skridt i rigtig retning! Nu skal jeg i gang med at bage kanelsnegle, boller og pynte bradepandekagen, som jeg i går kaldte langpandekage, fordi en bradepande hedder langpande på norsk!

God morgen!

fredag den 6. november 2009

Humørsvingninger de luxe!

Her går det virkelig op og ned. Nu har jeg tændt op i brændeovnen, bagt langpandechokoladekage, som i morgen skal forvandles til en fodboldbane med mål og spillere, fordi sønnen skal holde fødselsdagsfest for sine venner.

Jeg har tørret lidt støv af, vasket op og vasket tøj. Lagt sammen og foldet, trukket kold luft og flettet datterens lange hår. Drukket hjemmelavet latte, spist nutella på mandens hjemmebagte brød og stjålet vindruer fra datterens skål.

Mange fine kommentarer lyser op, og jeg har puttet lidt rød læbestift på mine læber - og så har jeg danset rundt til denne her, som Hans Otto Bisgaard var så venlig at minde mig om! :)

Min mentale alder

Hvor gammel er man egentlig mentalt set, når man godt kan lide at høre Danmarksmester?


Go'daw mand økseskaft!


Nogen gange, for eksempel i dag, skulle jeg ønske, at jeg var anderledes. Ikke, at jeg var en anden, men at jeg kunne tage mig sammen og forandre mig til det bedre. Ændrer handlemønster, som man skifter tøjstil eller interiør.

Jeg har virkelig svært ved at stå op om morgnen. I dag forsøgte jeg at stå op klokken 6.00, men så var det så koldt i soveværelset, at jeg hastede tilbage under dynen igen og sov helt til 8.20! Og nu er jeg umådelig skuffet over mig selv.

Hvad har jeg så foretaget mig denne formiddag? Jeg har tømt opvaskemaskinen, sat en kogevask over, blogget lidt og spist morgenmad. Jeg har fundet en opskrift frem og tjekket, om vi har alle ingredienserne i hus. Det havde vi ikke. Jeg har lavet morgenmad til datteren, som jeg lod få en fridag fra børnehaven. Jeg har hygget lidt med hende. Vi så bl.a. Sørøver Sally på Ramasjang.

Når alle disse gøremål plusses sammen, bliver resultatet 0, fordi der er en mængde andre ting, som jeg burde have gjort: Rette opgaver, læse pensum, skrive en mængde mails, gøre rent, rydde op, handle ind...

Er det mon normalt at møde muren en gang imellem i livet? I går aftes, efter at jeg havde lagt mig til at sove, tikkede der en sms ind på min mobil, som jeg bruger som vækkeur. Sms'en var fra min chef. Hun ville høre, om jeg kunne tage 6 vikartimer i dag. Jeg lå længe og spekulerede på spørgsmålet. Det plagede mig i mine drømme. I skal vide, at jeg godt kunne bruge pengene, men jeg orkede bare ikke, så jeg sagde nej, og nu har jeg dårlig samvittighed.

Jeg er begyndt at spise "jern" i håb om, at jeg kan begynde at stå tidligere op og arbejde. Jeg elsker at sidde og arbejde i daggryet, før huset vågner. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvorfor har jeg så svært ved at finde de små glæder frem? Glæder, som, jeg ved, gør mig glad og opløftet!

Om lidt rejser jeg mig op og går ud og handler mælk og æg. Jeg lover...på æres ord!

torsdag den 5. november 2009

Handlingsdilemma


Jeg er havnet i et grusomt dilemma! Igår aftes sad jeg og arbejdede med 'Majbritt'. Jeg forsøgte at få lidt struktur på det skrevne: Hvornår skal dette afsløres? Hvordan skal romanen begynde? Hvornår begynder de at pakke farens ting ned i de der banankasser, som, Majbritt synes, er total upraktiske?

Til sidst havde jeg skabt en nogenlunde disposition, og da var det, det slog mig: Bør der være en lille flirt et sted? En lille bitte romance? I det mindste håbet om en forelskelse? Ude i det der campingmiljø...

Bør en god roman indeholde lidt kærlighed? Eller er det egentlig ikke bare totalt trivielt, fordi vi forventer det? Vi forventer, at Majbritt støder ind i en eller anden, som er et bedre alternativ end Audun. Men hvor ofte sker sådan noget i virkeligheden? At man bor ude på en næsten menneskeforladt campingplads, og så dukker der en potentiel kæreste op!

Men så er der jo snak om fiktion og ikke virkelighed, og er det egentlig ikke fiktionens opgave at holde liv i de utopiske drømme? Så nu kaster jeg bolden op i luften, og så må I lige hjælpe mig med at gribe den igen. Ude til højre har jeg lavet en lille afstemning, og så håber jeg, at I vil diskutere dilemmaet her og afstemme der.

På forhånd tak.


onsdag den 4. november 2009

Så har man hørt det med!


"Det bliver sådan her, om du så vil det eller ej, Majbritt!" Majken ser strengt på Majbritt, der sidder i sofaen med Karoline på skødet.
"Det kan du da ikke bare bestemme."
"Men DU kan bestemme det?" næsten råber Majken oprørt: "Du skal fandme ikke komme her og tro, at du kan bestemme noget som helst. Det tog er forlængst kørt!"
"Det er så vidt jeg ved også min far!"
"Det burde du have tænkt på noget før," Majken løfter Karoline op og bærer hende hen i kravlegården. Så vender hun sig om mod Majbritt. Hun har tårer i øjnene: "Hvis du vidste, hvor ofte han spurgte til dig..." Majken går ud i køkkenet, men kommer lidt efter tilbage: "Og hvad skulle jeg sige? Har du nogensinde tænkt på det?"
"Du behøvede vel ikke at sige noget som helst?!" Majbritt har rejst sig op. Hun står med armene over kors og ser uforstående på Majken.
"Det bliver i hvert fald sådan her. Du kan ikke komme nu og gøre krav på medbestemmelse." Majken taler med rolig og lav stemme, mens hun aer Karoline over håret. Karoline ser op på hende og smiler, så plukker hun åndsfraværende en træklods op, studerer den nærmere og giver sig til at sutte på den.
"Og hvad så med mors grav?" spørger Majbritt.
"Den bliver fjernet."
"Hvad?" Majbritt ser rystet på Majken: "Det har I måske også bare sådan bestemt?"
"Hun ligger jo ikke der alligevel."
"Hvad mener du? Er du fuldstændig gået fra forstanden? Selvfølgelig ligger hun der! Vi gravlagde vel for pokker en urne eller den har I måske gravet op igen?" Majbritt stirrer trodsigt på Majken med halvåben mund.
Majken smiler, og så begynder hun pludselig at le. Majbritt glor uforstående på hende: "Hvad er det lige, der sker? Synes du, det er morsomt?" Hun kniber øjnene sammen og ryster forvirret på hovedet.
"Jeg havde helt glemt, at du ikke ved det." Nu griner Majken højlydt, mens tårene triller nedover hendes kinder.
"Hvad?" spørger Majbritt.
"Urnen var tom!" ler Majken: "Hun har aldrig lagt der."
"Hvad er det, du siger? Hvor er hun så?"
"Hun er lige der," griner Majken og peger på en kongelig porcelænsvase i reolen ved siden af fjernsynet.
"Det er eddername løgn!" udbryder Majbritt.

tirsdag den 3. november 2009

Alt falder og flyder


"You can't go on thinking nothing's wrong. Who's gonna drive you home tonight?" Det, jeg bider mærke i i disse to sætninger, er wrong og home. Jeg tænker på mig selv, og så tænker jeg på Majbritt. Siden september har jeg haft det lidt svært. Bloggen er ikke pladsen til at uddybe fænomenet nærmere, så jeg lader være og haster videre til Majbritt.

Her den anden dag fik jeg en interessant kommentar fra Lotte, der er en herlig medkommentator uden egen blog. Jeg må tilstå, at jeg sætter stor pris på hendes refleksioner generelt og i særdeleshed i forbindelse med 'Majbritt', hvor hun fungerer lidt som min mentale jordemor. (Jo, men det er sgu sandt, Lotte!)

Kommentaren drejede sig om, hvorvidt Majbritt er et reflekterende menneske eller ej. Det er hun ikke, tror jeg. Dette overraskede Lotte. Det overraskede også mig selv, da jeg fandt ud af det, men efterhånden er det blevet naturligt for mig at tænke på Majbritt på denne måde: Uden evne til refleksion. Det er klart, at hun selvsagt reflekterer over ting og sager - det gør vel alle mennesker på et vist niveau, men hun reflekterer ikke specielt meget over de ting, der skete for ca. 20 år siden. Ting, jeg ikke vil afsløre for jer.

Lotte fik mig til at tænke på skriveprocessen. Jeg danner mig et billede af mine personer: Sådan skal de være; stereotype og endimensionelle. Men så begynder de at leve i mig, og da bliver det helt umuligt at opretholde sådanne forenklede billeder af dem. Pludselig skal de agere, og da tvinges jeg til at overveje deres sætninger og handlinger: Sådan ville Majken aldrig gøre eller Majbritt har jo oplevet det og det, og derfor handler hun sådan og sådan. Eller jeg kan tænke: Hvad er det, der er i vejen med Majbritt? Hvorfor handler hun sådan? Hvorfor kan hun ikke lide sin storesøster? Og da må jeg finde et godt argument. Jeg må bygge hele hendes opvækst op i mit hoved - også selv om det meste af det aldrig vil blive nævnt i selve romanen, men jeg må gøre det for at kunne skabe en troværdig person. Og der er det så, at noget ændrer sig undervejs: Hun bliver en anden. Eller måske bliver hun bare mere rigtig?

Kan I overhovedet følge mig? Det er vanskeligt at beskrive, hvordan jeg arbejder. I dag cyklede jeg en lang tur, og da snakkede jeg hele tiden med og om 'Majbritt'. Det lyder måske som om, at jeg er gal, men det er jeg ikke. Jeg arbejder bare. Det er godt at kunne læne sig tilbage med åbne arme og bare falde ind i teksten, og ved I, hvad det heldige er? Jeg flyder!

En lille sang

I dag får I en sang af mig. Jeg har ikke tid til mere, fordi jeg prioriterede at skrive kommentarer hos andre bloggere. Jeg har ikke så meget energi for tiden. Det er vel bare sådan, det er nogen gange? Men I skal vide, at mit arbejde med 'Majbritt' skrider frem, og jeg nyder det, selv om jeg ikke føler, at jeg er i besiddelse af al den tid, som jeg skulle ønske.

Når jeg hører sangen nedenfor, fyldes jeg af en fantastisk følelse. Det er næsten som om, at jeg flyver! (Men når jeg ser videoen, må jeg tilstå, at jeg trækker på smilebåndet.) Nå, men denne sang har jeg i grunden altid elsket, også selv om jeg som yngre troede, at hun sang om kaffe! Siden læste jeg romanen bag sangen, og da blev sangen bare endnu bedre. Jeg synes, Kate Bush formidler følelserne i romanen på en overbevisende måde. Jeg rives væk fra min egen lille hverdag og med ud på det engelske højland, hvor de to elskende driver hinanden til vanvid.

Romanen er et mesterværk af en kærlighedsroman. Der findes ikke mange kvindelige forfattere i litteraturhistorien, det er der flere årsager til, men Emily Brontë viser, at det i hvert fald ikke er, fordi kvinder ikke har haft fantasien iorden. (Det samme gør sig for resten gældende for Mary Shelley, der skrev Frankenstein.)


søndag den 1. november 2009

En udfordring i grønt!


Portofritt gav mig for en ugestid siden en udfordring: At finde grønne ting i mit hjem. Det første, jeg tænkte på, var dragen, som I ser ovenfor, og som vi har malet på Villa Rosas ene væg, til fryd for mange børnehaver, der lader til at bruge vort hus som udflugtsmål.


Min cykellås.


Et fuglehus.


"Store Norske"


Et selvmalet billede, et fuglehoved og tørrede kastanjeblade.


En karsemand og en dåse.

Tapeholderen, der gør mig glad.


Uhm...te.


Indpakning.


Mere dejlig te.


Glas.


Mit yndlingsspil, da jeg var barn.

Nu er det så meningen, at jeg skal udfordrer tre nye bloggere. Der er så mange, der har gjort dette allerede, men jeg forsøger alligevel:

Bistels Brenneri: Rosa
Alma la Palma'a Univers: Orange
Frk. Pi-i-galopp, stort og småt: Turkis

God fornøjelse og god søndag.

You're wrong again...

Imorges vågnede jeg op med denne sang i mit hoved, og så måtte jeg selvsagt dele den med alle jer! Jeg kommer tilbage senere for at kommentere her og hos jer, og måske skriver jeg til og med et indlæg. Men indtil da: Take that look off your face...