søndag den 13. februar 2011

Tankevækker på norsk morsdag


1912: Vielsesritualet ændres, så kvinden ikke skal love manden underdanighed i ægteskabet.
1915: Kvinder får valgret.
1957: Kvinder kan blive værger for sine egne børn.
1966: P-pillen frigives.
1973: Provokeret abort legaliseres.
1982: Navneloven ændres, så kvinder ikke automatisk får mandens efternavn ved ægteskab.

Kilde: Pippi Power af Gitte Sørensen (2008), Det Schønbergske Forlag, 209.

fredag den 11. februar 2011

En ny kvindelighed


Der sker noget inden i mig, som jeg har svært ved at forklare. Det har noget med min selvfølelse at gøre. Og med min kvindelighed. Jeg er en kvinde, men jeg ved med hånden på hjertet ikke helt, om jeg nogensinde har følt mig som en kvinde. Hvornår bliver man en kvinde? Hvad er en kvinde?

Før kunne jeg møde kvinder, som jeg mente, var rigtige kvinder. De var ofte meget feminine og bevægede sig på en særlig sensuel måde, mens jeg selv bare traskede af sted ved siden af. En sådan kvindelig feminitet var jeg ikke selv i besiddelse af. Jeg følte mig alt for klodset og larmende til at kunne være sådan.

Men så skete der et eller andet. Det skete, mens jeg arbejdede med Majbritt (mit romanprojekt). Og det skete, mens jeg skrev denne blog, hvor jeg i mange indlæg reflekterede over min identitet, fordi jeg gennem bloggen begyndte at forholde mig til, hvordan jeg egentlig fortalte den fortælling, der (måske) er mig.

Pludselig opstod der en længsel i mig. En håbløs længsel efter at være hel. Jeg følte mig splittet. Jeg var én oppe i mit hoved og i min sjæl, mens jeg var en anden i de fleste af mine handlinger. Nogen gange smeltede de to forestillinger sammen til én, men som oftest levede de fjernt fra hinanden. Jeg levede fjernt fra mig selv - fra min kvindelighed.

Nu finder jeg mig selv som kvinde. Jeg vælger at vige opmærksomhed til de handlinger, som jeg tillægger kvindelighed og feminitet. Jeg tænder et levende lys, når jeg sminker mig. Jeg nyder at mærke mit lange hår mellem mine fingrer, når jeg sætter det op, så mit ansigt træder tydligere frem. Den røde læbestift bærer jeg med stolthed, som så mange kvinder har gjort det før mig. Jeg lytter til musik, der bekræfter min kvindelighed, og jeg sender en tanke til alle de kvinder, der tør at være sensuelle og benhårde på samme tid.

Mærkeligt nok forekommer det mig næsten lettere at være kvinde nu, hvor jeg lever uden en mand. Hvorfor det er sådan, undrer jeg mig over. Burde det ikke være omvendt?

onsdag den 9. februar 2011

Fejltagelser er indgangen til opdagelser

Ovenforstående titel blev ikke valgt, fordi jeg føler, at skilsmissen er en fejltagelse. Slet ikke. Den blev valgt, fordi den husker mig på, at jeg ikke skal være bange for at fejle. Vi er vel alle mere eller mindre bange for at fejle, og dét, tror jeg, er uanset hvilken kontekst eller målestok, vi risikerer at fejle i. "Flyv ikke højere end vingerne bærer.", sang Lille Palle i min barndoms Giro 413, men skal det være mit nuværende motto, så kommer jeg jo aldrig til at flyve!

Før tænkte jeg, at jeg gerne ville få succes med det, jeg kastede mig ud i. Problemet var bare, at denne stræben efter succes forhindrede mig i at kaste mig ud i det allermeste. Succeskriteriet betingede fuldstændig kontrol, og for at være helt ærlig: Hvor meget har jeg egentlig kontrol over her i livet? I mikroperspektiv kan jeg have følelsen af at have kontrol over ting og tang, men i det store betydningsfulde perspektiv - dét, der virkelig batter noget - har jeg ikke kontrol over noget som helst, for der er det helt andre kræfter, der råder. Så nu vælger jeg at betragte fejltagelserne som opdagelser. Det er da unægteligt meget lettere at slippe kontrollen og "lade stå til" med opdagelser i vente. Når skumle handlinger forekommer som spændende læreprocesser er det lettere at le af mig selv. Og jeg SKAL lære at flyve!

På et punkt er jeg dog stadig ængstelig for at give slip og miste fodfæstet. Det er dér, hvor jeg sikkert kunne flyve allerhøjest. Dér, hvor alt svimler. Jeg snakker om forelskelse. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg muligvis kommer til at forelske mig. Nej, det er vel ikke akkurat forelskelsen, der plager mig, det er mere det faktum, at jeg kan forelske mig i hvem som helst! Hvad nu, hvis dén, som jeg forelsker mig i, viser sig at være rigtig dum? Eller en bavian! Eller en tyran! Eller som alle de andre... Eller tænk (skræk og gru), hvis det er én, det faktisk går an at give sig hen til uden frygt? Jeg mærker, hvordan kvalmen sagte men sikkert stiger fra maveregionen og op i halsen.

Det er 16 år siden jeg datede en fremmed. 16 år!! Jeg ved knap nok, hvordan man gør det, og alene dét at tænke tanken, giver mig myrekryp. For 16 år siden var jeg ung og ubekymret. Jeg vidste stort set intet om kærlighedens væsen. Hvad en partner skulle kunne give mig andet end forelskelsens korte men sødmefulde rus, havde jeg endnu ikke taget nogen form for stilling til. Jeg var en lille charmetrold, og jeg syntes, det var umådelig morsomt og livsbekræftende, når nogen forelskede sig i mig. Det føltes helt ufarligt. Sådan føles det ikke mere.

Når man har det sådan som jeg, så er det nok bedst at lade være med at løfte blikket. Men det kan jo ikke undgås. Forelskelse er ingen herre over. Den kan komme snigende, når jeg mindst regner med det. Det er uoverskueligt. Mulighederne for at fejle er store... Men hey, hør nu lige her: Hvis jeg intet risikerer, så opdager jeg jo heller ingenting! Måske er det sådan, at hvis jeg giver mig hen til alle livets muligheder, vil jeg en dag erfare kærlighedens sande væsen, og i det øjeblik, kan det jo faktisk henne, at jeg både fejler og falder ind i opdagelsernes eventyrlige verden?

tirsdag den 8. februar 2011

Meditation


De, som har fulgt lidt med her på bloggen, ved allerede, at jeg har lært at meditere. Det er en meditationsform, der baserer sig på mantraer. For mig fungerer det rigtig godt. Jeg har tidligere mediteret med fokus på åndedrættet, men med den metode fokuserede jeg så meget på mit åndedræt, at jeg slet ikke kunne finde ud af at trække vejret. Ved brug af mantraer slapper jeg fuldstændig af, og tankerne kommer under observation. Jeg vælger bevidst at skrive "tankerne" i stedet for "mine tanker", fordi jeg er begyndt at tage afstand til de tanker, der konstant ryger igennem mit hoved. For hvem siger, at de er mine? De kan lige så vel være min mors eller en venindes eller samfundets. Jeg ved det ikke, så indtil videre observerer jeg dem. Mine tanker har længe været kaotiske, og ofte har de været direkte ondskabsfulde - mod mig. Nu er jeg begyndt at tage afstand til dem og tænker: Hvorfor i alverden skal jeg give dem den glæde at tro på dem? Det gavner mig jo ikke.

Er dine tanker for eller imod dig?

lørdag den 5. februar 2011

Gider du lige?


Som skrevet tidligere, så ler jeg hver dag. Det er en herlig latter, der klukker og knækker på midten. Den sendes ud i energiske bølger, der omfavner alverden. Den vækker forundring og smil, og den holder af at få selskab, hvilket den heldigvis ofte får. Den er spontan og fuld af sarkasme og selvironi. Den gemmer sig ikke. Hvorfor skulle den dog også det? Den har ret til at være her, og den gør mig glad, selvom jeg ikke aner, hvor den kommer fra.


Samtidig med at jeg begyndte at meditere, anbefalede den norske blogger Portofritt mig bogen Pippi power af danske Gitte Jørgensen. Det er sjovt som kaoset omkring mig pludselig skaber sin egen finurlige sammenhæng, for der er ingen tvivl om at meditation og Pippi power er en fantastisk cocktail. I korte træk opfordrer Gitte Jørgensen alle kvinder til at iklæde sig en god portion Pippi power. Og det er slet ikke så dumt. Det er faktisk en meget god idé.


Efter, at jeg begyndte at meditere og tænke Pippi-tanker, har latteren sluppet sig løs i mig. Den bruser ud og fylder mig med gode vibrationer. Det er intet mindre end fantastisk, men det er ikke alle, der synes om det. Der er nogen, der bliver bange for sådanne tikkende lattermilde bomber. Det fik jeg erfare da en mandsperson, som jeg ellers respekterer, anklagede mig for at være for pjattet. Han mente, at det var irriterende at være sammen med sådan en som mig, som kun var til fis og ballade. Hvad skal man sige til det? Mit gamle jeg ville være gået ind i selvforsvarsfælden. Jeg ville have skabt mig grøn og svoret, at jeg da så sandelig ikke kun var til fis og ballade! At jeg rent faktisk havde en meget mørk side, som ville overraske ham, hvis han opdagede den. Men så var det, jeg mediterede og tænkte Pippi, og pludselig opstod der en følelse af lykke. Haha, jeg er glad. Kald det bare pjattet, om du vil, og gider du så lige movere din sværm af sorte skyer fra min side af solskinnet, makker?