tirsdag den 29. september 2009

Majken har sikkert Fisker Thomas hængende i stuen...lidt for sjov og lidt for at irritere Majbritt!


I dag har jeg så valgt IKKE at levere den tyske oversættelse, som var min indgangsbillet til eksamen i tysk grammatik og fonetik til november. I stedet fokuserer jeg på 'Majbritt' eller rettere sagt storesøsteren Majken.

For at kunne "skrive Majken" må jeg mane hende frem. Jeg tror, det er vigtigt for mig, at de personer, jeg skriver om, findes et sted inde i mig. Majken. Hvor finder jeg mon hende? Jeg hverken ryger eller er gift for anden gang. Men jeg har alligevel fundet den perfekte link: Suzi Quatro! Jeg sad og funderede over, hvilken musiksmag denne Majken mon havde. Dette, fordi jeg har fundet ud af, at musik kan fremkalde de utroligste følelser i mig - fortrængte eller bare glemte følelser. Som nævnt i et tidligere indlæg sværmer Majken for dansk musik så som Big Fat Snake og Poul Krebs, men for at jeg skal kunne sætte mig ind i Majken, må musikken på en måde kunne fremkalde min indre Majken. Kan I følge mig?

Derfor er jeg begyndt at høre Eldorado med Jørgen de Mylius på P4, og da var det Suzi Q dukkede op, og jeg blev bare Majken. Jeg var et helt andet sted og mindedes pludselig en Glamrock festival med Suzi Q for mange år siden...ved vesterhavet, selvfølgelig ;) Det var simpelthen så fantastisk, og det slog mig, hvor højt jeg i grunden elsker denne Majken, og hvor taknemmelig jeg er for, at hun er blevet en del af mit liv lige nu!

Så nu hører jeg Suzi Q morgen, middag og aften, imens jeg forsøger at finde en god åbning. I kender vel alle sammen Suzi Q? Ja, jeg spørger, fordi det viste sig, at min norske mand aldrig havde hørt om damen! Jeg hører disse lige nu: Stumblin' In, If You Can't Give Me Love og She's In Love With You

Jeg skulle virkelig ønske, at jeg kunne få fat i den Eldorado-box, som Jørgen de Mylius konstant omtaler i Eldorado. Det virker som om, at den er spækket med musik, som Majken/jeg holder af. Hver gang han spiller noget fra den, bliver jeg fuldstændig ekstatisk - jeg bliver (hvor uhyggelig det end lyder) Majken og får lyst til at ryge 30 smøger og ikke drikke andet end kaffe! For at være helt ærlig, så bliver jeg ustyrlig glad... Er der mon nogen af jer derude, der ved, om denne box kan købes?

Forrige gang, jeg forsøgte at skrive 'Majbritt', fandt jeg aldrig Majken. Dermed fik Majbritt ikke den nødvendige modpol. Hun blev stående irriterende alene uden refleksion. Med Majken inde i billedet bliver Majbritt belyst på en anden måde. Hun afsløres, og det er fint. Jeg har selvsagt stor sympati for Majbritt. Stakkels pige...hun er jo så usikker, men jeg er alligevel nød til at blotlægge hende. Det bryder hun sig ikke om, men sådan er det bare. Det er min mission. Puh, nu smækker hun med døren i mit højre hjernekammer!

Så er spørgsmålet, om romanen skal fortælles i første person eller tredje person? Lige nu forestiller jeg mig, at den skal skrives i jeg person, men at både Majbritt og Majken skal komme til orde. Men åbningen... I en lufthavn... Og hvad er der med de forældre?

Hjernen arbejder så meget bedre nu, hvor den ikke har dårlig samvittighed mere...

Interview med Lisbeth fra Bistels Brenneri


Lisbeth fra Bistels Brenneri er (efter bare kort tid på blogspot.com) blevet månedens kunstner hos Lissie Design læs interviewet her.

Tillykke Lisbeth, det er flot og et tegn på, at du kan noget helt specielt! Noget jeg har vidst længe, og nu håber jeg, at du lykkes med dine flotte keramikdrømme!

mandag den 28. september 2009

Beslutningen er taget!


I går vågnede jeg op til duften af nybagte rundstykker. Det var min mand, der var på færde. Han er super god til at stå op i weekenderne og bage. Jeg savner jo friske rundstykker fra bageren heroppe i Norge, men er det nogen sag, når man er gift med en mand, der godt kan lide at lege bager om søndagen?

I søndags afprøvede han en ny opskrift, og den var god. Hvis nogen er interesserede, så kommer den her (den er oprindelig norsk, så hvis dette bliver lidt halvdårlig dansk, så er det, fordi jeg oversætter fra norsk!):

Tebirkes

1 dl mælk
50 g gær
100 g smeltet smør eller margarine
1 æg
1,5 spsk sukker
1/2 tsk salt
6-8 dl hvedemel

1 æg til pensling
birkes til pynt

Bland de første fem ingredienser og ælt det til en jævn og smidig dej.
Rul dejen ud til en rektangel (20x65 cm).
Pensel overfladen med pisket æg og fold langsiden ind mod midten.
Gør det samme med den anden side, så der bliver tre lag.
Vend dejen om så skøderne ligger ned mod bordpladen.
Pensel med æg, drys med valmuefrø og skær dejen ud i lige store stykker.
Først nu skal dejen hæves. Hæv rundstykkerne til dobbelt størrelse.
Bages ved 220 grader i ca. 12 minutter.

Velbekomme.



Da vi havde spist, ordnede vi lidt flere hængepartier i huset. Klokken 15.00 tikkede der en sms ind med en middagsinvitation kl. 17.30. Det er sådan noget, der varmer, så vi takkede ja, og bestemte os for at køre en tur ud i det blå før vennemiddagen.



Vi kørte ud til havet. Det var ikke vesterhavet, men blæsten og duften var den samme. Det var herligt. Blæsten mod ansigtet. Saltvand på læberne og sand i skoene. Vandet larmede så meget, at det var umuligt at snakke. Det var tid for at tænke.



Beslutningen er taget. Tyskstudiet må vente. Det er ikke det, jeg skal nu. Jeg vidste det allerede, da jeg satte mig ved morgenbordet og smagte den første tebirkes: Jeg skal noget andet lige nu. Jeg skal gribe nuet og nyde det. Ikke kaste mig ud i nye udflugter for at skubbe det, jeg egentlig skal, foran mig. Jeg har jo vidst det længe. I har vidst det længe. Nu er det gjort. Tusind tak.

søndag den 27. september 2009

Kaos og dansende stjerner


Efter, at jeg fik en datter, er jeg begyndt at se mig selv med lidt andre øjne. Hun ligner mig skræmmende meget og er derfor, som jeg også skrev igår, et kaosmenneske. Netop dette træk, som hun jo har arvet fra mig, foruroliger mig. Men jeg må tænke på de dansende stjerner og forstre hende som en sådan.



Her er et af hendes kaosprojekter. Gaver til en veninde, som skulle pakkes ind enkeltvis i toiletpapir! Da hun havde gjort dette, sagde hun følgende: "Så mor, nu kan du gøre resten!" Og så skred damen.




Her er projektet, som hun gik i gang med i morges. Da alt dette var ryddet ud, lød det fra pigebarnet: "Så fortsætter jeg imorgen!" Go'daw mand økseskaft!!

God søndag!

lørdag den 26. september 2009

Nu håber jeg, han kan lide blå vinduer...


Ikke slip mig løs med malingsspand og pensel...jeg går amok! Jeg beskriver mig jo selv som kaosblogger, og det er, fordi jeg simpelthen er et kaosmenneske! Jeg går bare i gang uden mål og mening og vupti - så er vinduerne da lige blevet blå. Og når jeg nu alligevel er i gang, hvorfor så ikke male de to skuffer i farfars skænk blå?? Mand og dreng tog til fodbold, og da blev de to kaotiske damer (en lille og en stor) alene hjemme, og vi følte begge to, at vi var inde i en blå periode...






God lørdag til alle derude...

Dagens lørdagsanbefaling går til mig selv!


Villa Rosa er fuld af ufærdige projekter, og derfor er min lørdagsanbefaling at få færdiggjort nogen af disse! Der er selvfølgelig nogle økonomiske hensyn, som må tages, men maleprojekter kan jeg begynde med i dag, og da er DET da i hvert fald gjort. Jeg tror, at sådanne ufærdige ting fylder mere i vores bevidsthed, end vi egentlig tror eller vil være ved. Jeg mærker selv, hvordan disse halvfærdige projekter bliver et evigt tilbagevendende tema i de forfærdelige og uretfærdige pms-perioder! Derfor starter jeg med at male låger færdige i dag.

Her får I et lille udsnit af nogen hasteprojekter her hos os. Ovenfor ser I et eksempel på et umalet vindue. Jeg vil have malede vinduer. Hvide oliemalede (glans 80) vinduer i hele hytten!


Så er der lige brændeovnsvæggen!!!


Og spil-skabet, der aldrig blev malet færdig!!


Farfars skænk ser jeg som solgul.


Cigaræskerum!!! Skal males!!! Det bliver så ikke i dag!


Vinduer, der endnu ikke er blevet gjort rene for malingsrester, fordi de befinder sig så højt oppe, at vi ikke rigtig kan gøre det alene...


Det mislykkede stueprojekt. Hvad virkede som en rigtig fed idé, så egentlig bare åndsvagt ud. Desværre er dette den perfekte belysning til håndarbejde, så derfor er de blevet hængende!


Her mangles der da lige en dør - og bemærk endnu en brandvæg, der skriger efter maling.


Øh, her har vi så en trappe, der HELLER aldrig blev færdigmalet...


Soveværelsesprojektet, der fejlede pga. dårlig vejledning, men derfor kunne vi jo godt få luftelugen sat op!!


Hjørner...hvordan klarer man det i et hus, der er skævt?? Her må vi have en liste!


Tapetet løsner!!!!


Sengegavlen kunne være smuk i en eller anden lækker oliemaling glans 80... (Har I bemærket det? Tapetet vender på hoved!!! Så kikset altså, men TYPISK mig!)

Så er det bare at få smøget ærmerne op!!!


P.S: Jeg havde det lige lidt travlt, da jeg skrev dette indlæg og glemte rent at fortælle, at det er den fantastiske svenske Persilja, der inspirerede mig til dette indlæg og til at få røven i gear. Hvis I ikke har mødt Persilja endnu, så MÅ I bare tage jer en tur indenom hendes blog på Sköna hem.

I skal nok få billeder at se af det, jeg har nået i dag. Bare vendt...

fredag den 25. september 2009

EUREKA!!!


Det var lige det, der skulle til! Majbritt har en storesøster, der hedder Majken. Majbritt og Majken, hvor åndet! Men det er samtidig en fryd - Majken er bare så herlig. Storryger og superfan af Kim Larsen, Big Fat Snake, Poul Krebs og andet godt. Hun gør mig simpelthen i sååå godt humør, men hun irriterer Majbritt. Der er med andre ord en skønner dynamik mellem de to søstre! Så, nu tænder Majken rutineret en ny smøg og fylder termokanden med nybrygget kaffe. Hun skal ind i stuen og se Oprah. YES, sikke en kvinde! "Hold nu op, Majbritt, hvorfor dog så snoppet? Der var da også en gang, hvor du bare måtte se Ricky Lake!" Ups, det skulle jeg aldrig have sagt, nu surmuler hun igen...he he he...jeg joiner Majken. Det er meget morsommere! Gad vide, hvad hun arbejder med, og er hun mon gift og har børn? Det må jeg finde ud af...vi blogges...tjuhej, hvor det går!

Hænderne op eller bukserne ned!


Puha, når jeg går "ind i Majbritt" fyldes jeg af en underlig og farlig melankoli. De mærkeligste tanker okkuperer min hjerne, og jeg må fjerne mig fra tastaturet og ryste det af mig. Det sidste, jeg ønsker, er at skrive en omgang sentimental bavl! Derfor skændes jeg med Majbritt: "Nu stopper du eddername! Jeg gider simpelthen ikke skrive det her! Har du nogensinde overvejet at besøge en psykolog, din kugleskøre skid?!" Så vender hun ryggen til mig og forsvinder, og jeg fyldes med total dårlig samvittighed, fordi jeg er så streng. Men ærlig talt, jeg må da også få lov til at mene noget. Det er da for pokker mig, der så at sige fører pennen!!! Eller hvad? Jeg begynder at tvivle...

Jeg vil i det mindste have lov til at skrive hende på MIN måde. Hun skal ikke-nikke-nej komme her og diktere mig og gøre mig i dårligt humør! Nu har jeg bakset med hende og den tyske oversættelse i hele dag, og for at være helt ærlig så er jeg blevet godt gal i skralden, så nu har jeg trængt Majbritt op i en krog, og så skriver jeg ikke et ord mere, før hun har fortalt mig alt sammen! Hvem ved, måske bliver hun til sidst så rasende, at der kommer lidt action!

Skizofren? Jeg? Nej nej, jeg forsøger bare at digte og samtidig bevare fornuften... ;)



En dag ved vesterhavet anno 1980









Disse billeder af min far og jeg ved vesterhavet - Henne strand, tror jeg - holder jeg meget af. Jeg husker, hvordan jeg puttede strandsand, dette fine lysegrå sand, op i sådanne små sorte fotofilmsbeholdere. Længe efter mindede sandet i disse små beholdere mig om denne dag. Sandet duftede af salt og blæst. Lige nu skulle jeg ønske, at jeg havde bevaret sandet, så jeg kunne dufte og føle på det en gang imellem, når hjemlængslen bliver for stor.


Jeg tror også, at denne dag betød noget for min mor. Det er hende, der dokumenterede dagen ved hjælp af kameraet. Bag på billederne har hun skrevet datoen. Det vidner om, at dagen fæstede sig i hendes hukommelse som noget særligt, fordi der ikke er dato, men bare årstal på de øvrige billeder i det fotoalbum, der er blevet mit. Måske var det en særlig dag, fordi de var særligt lykkelige netop den dag eller i den periode? Måske havde min mor fundet endnu en knude i sit bryst, og derfor var hun fuld af angst og bekymringer uden at fortælle det til os? Måske skulle far snart afsted igen, så hun atter skulle stå alene med ansvaret for hus og hjem? Måske var det bare en dejlig dag ved havet uden stress og jag?


På det midterste billede ser man min far bag ved mig. Han står og skuer ud over havet. Sådan stod min far ofte. Stirrende ud i luften - ud af et vindue - ud mod horisonten. Hvad mon han egentlig tænkte på? Gad vide om han var ked af at skulle forlade os i flere uger ad gangen? Da hans fiskekutter skulle til ophugning, var jeg med til at tømme styrhuset og lukafet. Da var det mange år siden, jeg havde været der sidst, og da jeg nu var tilbage som næsten voksen, slog det mig, hvor mange ting der hang der, som vi havde lavet: tegninger, perler, små ophæng sjusket limet sammen af travle børnehænder. Havde jeg vidst, hvor meget disse betød for min far, når han var ude på havet, havde jeg måske gjort mig lidt mere umage?


Det er rigtigt, som Kierkegaard en gang skrev: Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.


Rigtig god weekend.

torsdag den 24. september 2009

Nu mangler jeg bare rammerne!












Disse har jeg sukket efter længe. De er købt ved Dansk plakatmuseum, og det er ikke sidste gang, jeg bestiller noget derfra. Det var Kardemomme, der gjorde mig opmærksom på, at de sender til Norge. Ofte er det ellers sådan, at danske butikker kun sender indenlands, men næh nej, sådan opfører de sig da ikke ved Dansk plakatmuseum. Og ved I hvad? Jeg bestilte dem i tirsdags, og i dag, torsdag, lå hentesedlen allerede i min postkasse! Tusind tak, søde Kardemomme og tusind tak, I kære medarbejdere ved Dansk plakatmuseum!


Vasketøjserkendelser...


Da jeg gik og hængte vasketøj op igår, kom jeg til at tænke på alle jer, der læser min blog. Der er så meget, jeg ikke har fortalt jer. Og sådan skal det også være, for jeg har ikke lyst til at vise og fortælle alt. Min egen fortælling vil jo også åbenbare sig undervejs, som bloggen bliver ældre, men nogen grundlæggende ting kan være nødvendige at forklare, for at I skal kunne forstå mine tanker.

Jeg gik altså der i køkkenet og hængte tøjet op i de dertil installerede tørresnorer. Det er så praktisk at hænge det våde tøj op i køkkenet, for der er varme i gulvet, og det tager ikke lang tid før alt tøjet er tørt. Samtidig forhindrer fugten fra tøjet indeklimaet i at blive for tørt. Særlig effektivt er det om vinteren, hvor de to brændeovne konstant buldrer og gør luften tør. Vi har brændeovn både i køkkenet og i hallen. Det er superhyggeligt. Minder mig om mine forældres sommerhus i Blåvand...og om vesterhavet.



Det, jeg kom til at tænke på, var, at I derude måske tænker følgende: "Tænk så dejligt at have tre fridage! Og tænk sådan rigtig at kunne realisere sine drømme disse dage!!" Og I har på en måde ret. Jeg ER priviligeret. MEN... Dette var ikke, hvad jeg ønskede. Jeg ønskede at arbejde. Jeg ønskede at undervise. Desværre fik jeg ikke den stilling, jeg søgte. I stedet fik jeg tilbudt en helt anden, som jeg i grunden følte mig tvunget til at takke ja til. En mindre stilling. Jeg har virkelig en følelese af, at min danske baggrund altid får mig til at havne bagerst i køen; nederst på listen.

En gang sendte jeg en uopfordret ansøgning til et forlag her i landet. Svaret jeg fik i retur, gjorde mig både gal og ked af det. Svaret, der har ætset sig ind i min hjerne, lød som følger:
"Rent umiddelbart ville jeg nok si at morsmålet ditt er en slags hemsko i forhold til faste redaksjonelle stillinger i forlaget -- som vel er det du sikter mot med dine øvrige sterke kvalifikasjoner."
Hvordan ville I have reageret? Havde det da bare været mine kvalifikationer, der havde været noget i vejen med, men mit morsmål! Det eneste jeg ikke rigtig kan gøre noget med. Jeg taler norsk sådan nogenlunde godt. Folk tror, jeg er fra Tyskland eller måske vestlandet, men det fungerer. Jeg kan også skrive norsk - uden problemer, men jeg skriver helst på dansk, ligesom jeg også helst taler dansk. Svaret, der kom efter en lang række med nederlag, fik mig til at gå lidt i hundene...jeg opgav faktisk.
Så pludselig kastede lykken sin elsk på mig, og jeg fik fuldstændig uventet job som lektor ved et gymnasie. Det var himmelsk, men også skræmmende. "Kan jeg overhovedet undervise?", tænkte jeg. Det kunne jeg, og jeg elskede det. Jeg trivedes for første gang siden endt studie 100 procent. Jeg var vel nærmest lykkelig. Og så "ender" det sådan her. Med bare to dages undervisning i ugen. Jeg burde kaste mig over tyskstudiet og søge job som lærer ved et andet gymnasie, men for nogensinde at kunne blive fastansat i det norske uddannelsessystem må jeg have en del pædagogik, hvilket jeg så også er i gang med at studere.


"Tre dage i ugen", tænker I måske, "jammen da er det jo ingen sag at tage to fag." Nej, det er det heller ikke, men jeg mangler motivationen. Jeg synes ikke, det har nogen hensigt at studere. Jeg ved virkelig ikke, hvad det er, men gnisten er fuldstændig borte. Tyskoversættelsen til næste uge har jeg ikke en gang gidet at se på endnu. Jeg når det nok, tænker jeg og ved så udmærket godt, at dette kommer jeg til at fortryde!

Og så begyndte Majbritt at vågne til live igen. Hun kom snigende, og jeg tænker, at jeg måske i virkeligheden bør skippe tysken og så kaste mig over romanskrivningen uden denne dårlige samvittighed over, at jeg ikke sidder og oversætter en tekst om Otto, der ligesom jeg studerer tysk!? Skridtet burde måske slet ikke være så vanskelig at tage. Nogen vil måske endda sige, at det er fuldstændig indlysende. Men jeg havde bare glædet mig sådan til at føle mig rigtig integreret i det norske samfund. Jeg har trods alt boet heroppe mere eller mindre fast siden 1994 (helt fast fra 1999), så jeg synes ærlig talt, at jeg fortjener at have følelsen af at høre til.

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at det der med integration ikke kun handler om at have et arbejde, men for mig ligger der en slags accept i at have et arbejde, som man er kvalificeret for. Det er en slags symbolsk skulderklap; en: "Vi har også brug for dig." Jeg ved ikke, om der er nogen, der forstår al min bavl. I virkeligheden er jeg vel bare temmelig møjforkælet?!
Dagene er lange, tankerne mange og vasketøjet uendeligt, men heldigvis er Majbritt tilbage, og hun forstår, hvad jeg mener. Kommunikationen går med andre ord begge veje, så jeg er heldig. Jeg ER priviligeret...jeg måtte bare lige have lidt luft!


Tak.

onsdag den 23. september 2009

Losarinas mor har så inderlig ret!

Jeg gør som Losarinas mor og lægger en dejlig rund og blød kastanje i min ene bukselomme.

Så er det nu!

Livet er en proces. En gang rejste jeg uden de mindste bekymringer alene til Rusland for at bo fire uger hos en fremmed familie, der ikke kunne tale andet end russisk. I dag tør jeg ikke engang rejse alene til Berlin. Går det den forkerte vej? Eller er det bare en naturlig konsekvens af større erfaring? Da jeg var 18 år, lå verden for mine fødder, men jeg anede intet om, hvad den havde at tilbyde, og det var derfor vanskeligt at tage imod og at være taknemmelig. I dag ved jeg en lille smule mere om livet og verden, og derfor har jeg bestemt mig for at få det bedste ud af mine tre ugentlige alene-hjemme-på-dagtid-dage. Det er nu, jeg skal lukke op for Majbritt. Det er nu tiden er her, og jeg har jo vidst det længe: jeg vil skrive. Det er det, jeg altid har villet, jeg vidste bare ikke, at det rent faktisk var en mulighed.
Dette er min helt egen plads i Villa Rosa. Det er her jeg sidder og blogger lige nu, og det er her, jeg forbereder mig til min undervisning. Det er så altså også her, Majbritt skal skrives. Jeg må have det lidt hyggeligt, når jeg skal arbejde. Og for mig indebærer hygge uanede mængder af nips. For andre kan alle mine små objekter forekomme smagløse, men for mig betyder de noget særligt...alle sammen. Også selv om de rent faktisk er smagløse. Det er fortællingerne, de hver især repræsenterer, der fryder mig.
Jeg tror, at glæden ved det smagløse har noget med min opvækst at gøre. En slags last. Ikke at mine forældre boede smagløst, men der var for eksempel juleplatter i mit barndomshjem. Mange juleplatter og jeg elskede dem. Der var på en måde lidt jul året rundt hjemme hos os. I dag føles det som om, at juleplatter var noget alle havde hængende på væggen i stuen anno 1985, ligesom de havde tupperware i køkkenskabet. Pastelfarvet tupperware købt i 1960'erne.
Majbritt kommer fra et tilsvarende hjem. Ikke at hun på nogen måder er mig, men selvfølgelig har vi lighedstræk. Majbritt - det er nu eller aldrig med den roman. Jeg har forsøgt at skrive videre på det, jeg allerede har skrevet, men Majbritt nægter at samarbejde. Det har intet med hende at gøre, påstår hun. Jeg ved ikke, om hun løj, da jeg for snart to år siden forsøgte at skrive hende eller om jeg bare misforstod hende, men nu forlanger hun, at jeg skal kassere alt. Og her mener hun absolut ALT. Det nytter ikke at være pædagogisk med Majbritt, så jeg adlyder og tænker, at det hele jo uanset er en proces og betragter det derfor ikke som forgæves.

Jeg tror, som Lotte også påpeger i en kommentar herinde, at det at være mønsterbryder kan være positivt. Man har så at sige en fod i hver lejr. Men jeg tror også, at det kan indebære store tab for dem, der ikke takler det at være lidt af hver og aldrig fuldstændig hel. Majbritt er nok en sådan type, selv om hun ikke beskriver det på den måde. Majbritt er ikke klar over, hvor god jeg er til at analysere og fortolke. Jeg får meget mere med mig end det, hun udtrykker i ord. Det er netop alt det, hun ikke siger, der interesserer mig. Det er det, der er så spændende med at skrive: det, som skal blive, åbenbarer sig undervejs.

Det gør ikke noget, at processen tager tid. Det er bare fint. Jeg skulle jo nødig haste mig igennem et andet menneskes liv. At skrive en roman må nødvendigvis tage tid. Dag Solstad sagde en gang, at han bruger uhøvelig megen tid på at sidde og stirre ud af vinduet, når han skriver sine romaner. Det samme gælder for mig. Jeg sidder og ser på Gorbatjov, som står der så stolt i min vindueskarm. Jeg var i Rusland en ugestid efter kuppet. Ingen i Sankt Petersborg vidste noget. Det var først to dage efter min ankomst, at de fik høre om kuppet via en nyhedsudsendelse i fjernsynet. Da så den russiske familie, som jeg besøgte, måbende på mig. De havde ikke troet på mig. De havde tænkt, at jeg med mine relativt begrænsede russiske sprogkundskaber havde fået blandet ordene sammen. Det havde jeg så altså ikke.


Det er godt at vide, at denne plads i Villa Rosa er min. Kun min. Ikke ungernes og ikke mandens. MIN. Her kan jeg vende ryggen til dagligdagen og forsvinde ind i en anden verden. I mit stille sind ønsker jeg denne verden hjertelig velkommen, for jeg er sikker på, at den har noget at tilbyde den, der tør at tage imod. Nu håber jeg bare, at jeg tør...