mandag den 4. juni 2012

Tekstlighed




Min have trænger til at blive luget, men jeg gider ikke at gøre det i dag. Jeg indbilder mig at have vigtigere ting at gøre. Så som at tænke frie tanker. Nu er det en uge siden, jeg var her sidst. I mellemtiden har jeg boet hos hr. Sort. Det er et privilegium at have mulighed for at kunne flygte til et andet sted. Til et åndehul. Jeg har altid haft behov for luftforandring og mulighed for flugt. Jeg er 37 år og endelig ved at blive ét med min egen alder.

Villa Rosa skal males hvid, men hun skal alligevel få lov til at beholde sit navn. Måske laver jeg endda et navneskilt? Folk, jeg både kender og ikke kender, ryster fortvivlet på hovedet, når jeg meddeler dem mine planer, men de kan ikke påvirke mig i anden retning, for malingen er allerede købt. Sådan sikrer jeg min vilje. Jeg har altid været glad for mit farvestrålende hus, men tiden er inde for noget andet. Jeg er på vej ud af et andet spor. Mit eget.

I mit hjerte har der altid været ambitioner, som jeg ikke turde at sige højt. Nu lader det til, at ordene endelig har begyndt at tage form. Snart tænker jeg for alvor højt. Jeg har i al min tid været af sted, men aldrig synligt på vej, men der har hele tiden været en mening med alt. Målet lå på min tunge og fremme et sted i min indre horisont. Nu begynder jeg at skimte omridset af noget. Det sitrer i kroppen. Min krop.

En eller anden gang i midten af tyverne bestemte jeg mig for at blive magister i Litteraturvidenskab. Jeg tog tilløb og satsede alt uden anden grund, end at jeg altid har elsket litteratur. Det gør jeg stadig, for i litteraturen findes mulighed for flugt. Jeg har altid haft behov for åndehuller og pauser, men jeg har ikke længere brug for at gemme mig bag fortidens falske illusioner. Jeg begynder langsomt at tage form.

Jeg er teksten, der gør sig klar til at blive skrevet.

Åndehuller og landflygtighed findes i mig.

Jeg er min egen ro.