Der sker noget inden i mig, som jeg har svært ved at forklare. Det har noget med min selvfølelse at gøre. Og med min kvindelighed. Jeg er en kvinde, men jeg ved med hånden på hjertet ikke helt, om jeg nogensinde har følt mig som en kvinde. Hvornår bliver man en kvinde? Hvad er en kvinde?
Før kunne jeg møde kvinder, som jeg mente, var rigtige kvinder. De var ofte meget feminine og bevægede sig på en særlig sensuel måde, mens jeg selv bare traskede af sted ved siden af. En sådan kvindelig feminitet var jeg ikke selv i besiddelse af. Jeg følte mig alt for klodset og larmende til at kunne være sådan.
Men så skete der et eller andet. Det skete, mens jeg arbejdede med Majbritt (mit romanprojekt). Og det skete, mens jeg skrev denne blog, hvor jeg i mange indlæg reflekterede over min identitet, fordi jeg gennem bloggen begyndte at forholde mig til, hvordan jeg egentlig fortalte den fortælling, der (måske) er mig.
Pludselig opstod der en længsel i mig. En håbløs længsel efter at være hel. Jeg følte mig splittet. Jeg var én oppe i mit hoved og i min sjæl, mens jeg var en anden i de fleste af mine handlinger. Nogen gange smeltede de to forestillinger sammen til én, men som oftest levede de fjernt fra hinanden. Jeg levede fjernt fra mig selv - fra min kvindelighed.
Nu finder jeg mig selv som kvinde. Jeg vælger at vige opmærksomhed til de handlinger, som jeg tillægger kvindelighed og feminitet. Jeg tænder et levende lys, når jeg sminker mig. Jeg nyder at mærke mit lange hår mellem mine fingrer, når jeg sætter det op, så mit ansigt træder tydligere frem. Den røde læbestift bærer jeg med stolthed, som så mange kvinder har gjort det før mig. Jeg lytter til musik, der bekræfter min kvindelighed, og jeg sender en tanke til alle de kvinder, der tør at være sensuelle og benhårde på samme tid.
Mærkeligt nok forekommer det mig næsten lettere at være kvinde nu, hvor jeg lever uden en mand. Hvorfor det er sådan, undrer jeg mig over. Burde det ikke være omvendt?
aW.jpg)
