tirsdag den 17. november 2009

Lift me

Akkurat nu i dette øjeblik burde jeg sidde på min cykel. Nej, jeg lyver, jeg burde allerede sidde på mit kontor, begravet i mine nye lister. Krydse af og føle en slags god samvittighed og ikke denne underlige sorte, der synes at have indtaget min krop. Men jeg sidder altså her, for jeg må gøre noget godt for mig selv. Lidt mental balsam før jeg står ansigt til ansigt med det, jeg ikke har lyst til at se i øjnene. Og hvad er balsam for mig? I har nok gættet det - at skrive og lytte til musik.

Majbritt rejser sig op. Hun kan ikke se en hånd for sig og har ondt i anklen. Hun græder og kan ikke stoppe igen. Tårene og de ufrivillige lyde har for alvor taget overhånd, og hun står midt i mørket og lader det strømme frit. Hun skælver af kulde og gråd og indser, at hun ikke kan blive stående her i mørket. Hun finder sin mobil. Klokken er 23.55. Hun vurderer at ringe til Audun, men han sover sikkert allerede, og hvad i alverden skulle han også stille op? At ringe til Majken og Kenneth er fuldstændig uaktuelt. Desuden er de sikkert gået i seng. Hun putter mobilen tilbage i jakkelommen og begiver sig fremover i mørket.

Da hun har gået i et kvarterstid dukker sommerhuset med lyset op igen. Hun stopper atter op for at betragte sig selv i skæret fra udebelysningen. Hun bløder fra hånden og hendes bukser er brune af sand og jord. Inde i sommerhuset er lyset stadig tændt. Det ser ud som om, at der er nogen, der ser fjernsyn, for der er et blåt, flimrende lys i stuen. Majbritt går nærmere det store vinduesparti. Der sidder en mand i en lænestol. Han spiser noget fra en skål og er helt blå i lyset fra fjernsynet. Pludselig ser han op og ud af vinduet. Majbritt står helt stiv af skræk og håber inderligt, at han ikke får øje på hende, men det er allerede for sent. Manden har rejst sig og går hen til vinduet, imens han stirrer direkte på hende.

----

"Skal du ikke have dine sko ordentlig på?"
Thomas ser ned på sine udtrådte kondisko. Hælen er trådt ned, og snørrebåndene på den højre sko hænger løst ud til siderne.
"Nej, det behøves ikke," siger han og smiler: "Kom!"
Thomas holder armen ud mod terassen, så Majbritt kan gå først. Han lukker døren bag hende.
"Skal du ikke låse?"
"Hvem skulle komme?" spørger han.
"Nogen," siger Majbritt.
"Det tror jeg ikke, de gider." Thomas smiler igen og går hen mod bilen: "Desuden ligger Fie derinde," siger han og låser bildøren op, men ser så hen mod sommerhuset: "Nå ja, forresten måske netop derfor!" Han nikker roligt et par gange, imens han går tilbage til sommerhuset for at låse terassedøren. Så går han igen hen mod bilen.
"Har du en plastikpose?" spørger Majbritt, da han går forbi hende.
"Er du dårlig?" Thomas ser bekymret på hende.
"Nej, men sædet bliver vådt og beskidt af mig."
"Det gør ikke noget. Det er beskidt fra før," siger han og ler. "Sæt du dig bare ind, så kører jeg dig hjem igen."
"Det er ikke mit hjem."
"Lige nu er det," siger han og sætter sig ind i bilen.
Majbritt står lidt uden for bildøren, så åbner Thomas den indefra: "Vil du ikke med?" Han tænder bilens motor.
"Jeg har tisset lidt på mig," siger hun lavt.
"Jamen, stakkels dig, hvorfor sagde du ikke det? Så har du jo brug for et bad og noget rent tøj." Thomas lukker døren ved passagersædet, drejer nøglen om og stiger ud af bilen. Han låser bilen før, han begynder at gå tilbage til sommerhuset. Majbritt står stadig henne ved bilen.
"Hvad venter du på?" spørger han henne fra terassedøren.
"Hvad?" spørger Majbritt og undlader at se på ham.
"Kom nu med ind. Du kan låne håndklæder og et par af Fies bukser. Har du lyst til noget varmt at drikke? Noget kaffe?"
"Det ved jeg ikke rigtig," siger hun og følger efter ham tilbage ind i sommerhuset.


mandag den 16. november 2009

Mandag



Efter en hektisk weekend med tre selskaber er det nu blevet mandag, og jeg må tilstå, at jeg ikke helt føler mig parat til at forlade Villa Rosa til fordel for min arbejdsplads. Ude er det mørkt, men i skæret fra en ensom gadelygte skimter jeg et vådt og diset landskab.

Imellem kagebagning og madlavning har jeg tænkt på Majbritt, der famler rundt der på stierne i mørket. Måske er det, fordi jeg selv famler mig frem for tiden? Måske er det bare, fordi jeg elsker de mørke stier ved vesterhavet? Når jeg koncentrerer mig, kan jeg dufte grannåle og mudret jord, som intensiveres af mørket. Jeg har lukkede øjne. Terapi.

I dag er det bestemt ikke let for mig at skulle forlade min trygge hule. Før gæsterne kom, ryddede min mand op i hele Villa Rosa. En befrielse. Ting, der roder, fylder virkelig både fysisk og psykisk. I løbet af de næste par dage må jeg forsøge at rydde op i mine arbejdsrutiner. Lister må skrives og hænges op på mit kontor. Skemaer må fyldes ud og sendes. Opgaver må rettes.

Majbritt famler stadig rundt og afprøver forskellige muligheder. Hun vender om, men aner ikke, om hun er på rigtig spor. Ufrivilligt triller tårene nedover hendes kinder. Hun skal tisse, men nægter at gøre det udendørs. Hun begynder at løbe, men falder over en gren. Hun begynder at hulke. Der er gået hul på hendes bukser, og hendes venstre hånd svier.

Selv forsøger jeg bare at holde mig oprejst! ;)

(Hjertet på billedet er til jer).

lørdag den 14. november 2009

Endnu et fødselsdagsselskab


Så har datteren haft selskab for sine veninder...ja, det er ganske vist lidt overdrevet at skrive veninder i flertal, for fem af de seks små piger, som hun havde inviteret, meldte afbud på grund af sygdom. Nå, men vi fik først afbudene i løbet af morgnen, så vi gennemførte selskabet alligevel, for hendes bedste veninde var heldigvis frisk som en fisk. Så den lille fødselsdagspige gav sig efter den helt store tudetur til at pynte sin kagedame. Hun blev da fin, synes I ikke?



Muffins måtte de også have, så vi pyntede med glitterglasur og engler.

Fødselsdagspigen og den lille gæst hyggede sig gevaldigt, og vi udvidede selskabelighederne med halvanden time. :)

Siden fødselsdagen blev lidt tam, så spritter jeg lige fødselsdagsindlæget op med verdens bedste fødselsdagssang. Lidt dårlig lydkvalitet, men siden jeg er en STOR fan af melodi grand prix, kunne jeg altså ikke lade være... :-D

fredag den 13. november 2009

Det er fredag, og jeg danser

Så er det op af stolen og ud på køkkengulvet, tøser! :-D

Majbritts mareridt


Der er helt stille uden for på campingpladsen. Majbritt sidder inde i campingvognen og forsøger at læse, men har problemer med at koncentrere sig. Hun har også forsøgt at lave kaffe, men hun synes ikke, det smager, som det skal. Hun rejser sig og åbner et af de små overskabe. Majken har handlet lidt forskellige madvarer ind til hende: En mazarinkage, en pakke Bastogne småkager, en pose Matadormix, en pose Haribo vingummispejlæg, en pakke med små marcipanbrød, seks dåsecolaer og seks dåseøl fra Tyskland. Majbritt tager hul på pakken med Bastogne småkager og lægger to på en tallerken. Hun sætter tallerkenen ovenpå bogen og tager så først en cola ned, men ombestemmer sig og skifter den ud med en øl. "Nu skulle Audun se mig!" siger hun halvhøjt til sig selv og tager en slurk af øllen. Hun synes, hun kan se Audun rynke brynene. "Kvinder drikker ikke øl, og da slet ikke af dåsen!" siger hun med dyb stemme. Hun rynker på næsen. Øllen smager surt. Hun sætter sig ned ved bordet og smager på en småkage, før hun igen åbner bogen og forsøger at læse. Klokken er 22.07. Hun rækker tunge ad øllen: "Din sure dåse," siger hun og drikker lidt mere, så rejser hun sig op, tager sin jakke på og går ud på den mennesketomme campingplads.

Majbritt går ned mod fællestoiletterne og videre mod udgangen. Der drejer hun til højre og går med raske skridt ned mod byen. Hun skutter sig og forbander sin påklædning, der bestemt ikke egner sig for aftenstur i kold vesterhavsvind. Der er heldigvis gadebelysning, men da hun drejer ind på en af stierne for at komme hurtigere ned til den lille pub, kan hun ikke se en hånd for sig og vader direkte ind i en masse grantræer. Hun bander højlydt imens hun famler sig tilbage på stien. Hun har fået harpiks på hænderne og på jakken. "Fandens også!" siger hun og går videre.

Endelig ser hun et sommerhus, hvor lyset er tændt både inde i stuen og udenfor. Hun stopper i skæret fra udebelysningen og tjekker sin jakke. Den er fuld af grannåle og harpiks. Hun bander. Så ser hun ned på sine sko. De er smurt ind i mudder. "Helt ærlig!"råber hun og begynder at tude. Hun aner ikke, hvor hun er, men fortsætter alligevel fremover, fordi hun kan høre vandet og synes, lyden kommer fra venstre. Så bliver det atter mørkt omkring hende. Det eneste, hun kan høre, er havets brusen og sin egen vejrtrækning.

Der dukker en sti op mod højre. Hun forsøger at finde et skilt, famler rundt i mørket og finder det omsider helt nede ved jorden. Hun læser skiltet i skæret fra mobiltelefonen, men det hjælper hende ikke, for hun kan alligevel ikke huske navnene på stierne mellem stranden og byen. Hun ved bare, at det normalt er kortere at gå via stierne end langs strandvejen. "Hvad fanden skulle du også ned på den skide pub for!" spørger hun ud i mørket. "Og hvis du nogensinde finder derned, hvordan skal du så komme hjem igen?!" Hun er træt, og til sin store frygt mærker hun pludselig også, at hun må tisse.

torsdag den 12. november 2009

På en grå torsdag


En rigtig sød dansk blogger gjorde mig opmærksom på denne bog, og straks konsulterede jeg min internetboghandel for at se, om jeg kunne få den her i Norge. Det kunne jeg, og i dag kom den så til Rosas lille førjulshjem! Den er meget tykkere, end jeg lige havde regnet med, så det er virkelig en glæde at bladre i den - der er til flere timers hygge. Den er akkurat lige så smuk og fuld af gode opskrifter som forventet. Jeg er vild med danske Camilla Plum. Hun skuffer aldrig! Her får I lige nogle hurtige glimt...og god førjulshygge til jer allesammen.






Denne ret glæder jeg mig især til at lave...nammenam!

Dagen i dag


Så er det blevet torsdag, og jeg har lidt ekstra tid. Det sidste er egentlig løgn, men jeg tager mig tid, fordi det giver mig en gratis glæde, der forhåbentligvis fylder mig med lidt energi, som jeg helt sikkert får brug for senere i dag. Listen af gøremål er lang, men jeg har ikke haft et ordentlig 'Rosaindlæg' i lang tid, så...

Afstemningen (tak til alle jer, der afgav en stemme) faldt ud til kærlighedens fordel (kun to er imod. Den ene nej-stemme kommer fra min mand...gade vide, hvem den anden tilhører? Og hvad mon argumentet er?), så jeg lader tankerne flyde frit og afbryder ikke det møde, som Majbritt allerede er fuld gang med at realisere i mit hoved. Nu må jeg bare forsøge at forhindre mødet i at blive alt for trivielt. I får nok en tekstlig smagsprøve en anden dag.

I dag fylder min dreng 7 år. Han blev født i en snestorm mellem klokken 19 og 20 nøjagtig en måned efter min egen fødselsdag. Fødslen gik så stærkt, at jordemoren ikke fik trukket gardinerne for, så da jeg havde født det lille menneske, lå jeg og så på sneflokkene udenfor vinduet, og pludselig opdagede jeg, at der i naboboligen stod en mand og vaskede op. Et anonymt vidne til min præstation. Jeg husker, at jeg tænkte: Hvis han kigger op fra sæbeboblerne, så vinker jeg! Men det gjorde han ikke. Jeg forestillede mig ellers, hvordan det ville se ud: Mig i sygehussengen med det lykeligste smil, og ham stående ved sin køkkenvask, vinkende med en gul gummihandske på hånden. To verdener forenet i et kaotisk snevejr; et stille tableau.

Min dreng bestilte muffins til at have med og dele ud i sin klasse. I ser dem ovenfor. Jeg bagte lidt over 50 igår. Og så stegte jeg 3 plader små frikadeller i ovnen nu, hvor jeg alligevel var i gang. Nej, nu lyver jeg igen! Jeg stegte dem, fordi vi skal have fødselsdagsgæster både lørdag og søndag, og da tænkte jeg, at det var bedst at begynde i god tid. (Gooood samvittighed!)

Om lidt går jeg i gang med at tømme opvaskemaskinen og fylde den igen. Noget skal vaskes op for hånd, dog uden gule gummihandsker og fødsler på den anden side af gaden. Jeg vil i stedet tænke på Majbritt, der en aften hører nogen banke på forteltet. Kan man overhovedet banke på et fortelt? Måske har Kenneth pillet forteltet ned? Det er jo snart vinter, og forteltet tåler ikke frost. Så det banker på campingvognsdøren. Majbritt bliver lidt forskrækket, men så tænker hun, at det sikkert er Tove og Preben, der har fået for vane at stikke indenom hende på deres aftenrunde for at tjekke, om hun har det, hun trænger for natten.

God torsdag.

onsdag den 11. november 2009

Jeg forsætter galskaben!

Dette er da en herlig mulighed! Billederne bliver godt nok lidt små, men hvis der er trådløst internet der, hvor jeg skal bo i Berlin, kan jeg blogge lidt på rejsen! Skønner teknologiske verden.

Juhuuuu

Det kunne jeg! Hvordan får jeg så billeder!?



Min datter fyldte 5 år igår. Det var tydeligvis hårdt, for da vi skulle købe gave til storebror, der fylder 7 i morgen, kunne hun ikke gå, og da gaverne var købt, faldt hun i søvn. Ser I hendes hue? ;)

Øhh




Test! Jeg tester. Går dette? Kan jeg virkelig blogge fra min iPhone? Det havde jo været smart! Nå, men jeg tester det altså.



Test! Jeg tester. Går dette? Kan jeg virkelig blogge fra min iPhone? Det havde jo været smart! Nå, men jeg tester det altså.

tirsdag den 10. november 2009

Eldorado-boksen - nu må jeg bare få den købt!

Så er jeg atter i det hjørne og må bare plage alle andre!

Caramba, som sangen hedder, er da en herlig sang. Kan du måske lade være med at danse, når du hører disse fjollerier?

Ja, videoen er yderst underlig i kombination med sangen, men det er egentlig også lidt morsomt. - Passer ekstremt godt til mit humør - jeg har lige drukket et glas cognac!

Mig og Gorba!


I går gik alle (næsten alle) medier af skaftet over tyve årsdagen for murens fald. Og med al mulig grund! Det var/er en fantastisk begivenhed. Murens fald var det endelige punktum for anden verdenskrig. Det var folkets vilje. Hvem skulle have troet, at den mur ville nedbrydes uden brug af vold? Ikke jeg i hvert fald, og da slet ikke under den kolde krig, hvor det generelt var meget farligt at være menneske.

I 1980rne kunne jeg drømme om de to røde telefoner - den ene hos Gorbatsjov og den anden hos Reagan. Jeg var sikker på, at jeg kunne høre dem ringe. Jeg frygtede atomkrig og atomudslip - i 1986 frygtede jeg skyer med regn!

Jeg var 15 år, da muren faldt. Jeg husker ikke så meget fra d. 9. november, men d. 10. november husker jeg. Det var en euforisk dag. Da jeg kom i skole om mandagen var alle lærerne vilde. Jeg gik i 10. klasse, og vi blev paradoksalt nok gennet ned i skolens beskyttelsesrum, der også fungerede som filmrum. Dernede blev fjernsynet tændt. (Husker I den gang, hvor der stod et gammelt fjernsyn på toppen af et højt rullestativ med en VHS-afspiller på hylden under? Så kunne læren trille fjernsynet fra klasseværelse til klasseværelse, og dem på bagerste række fik ikke særlig meget med sig af det, der foregik på skærmen. Det gjorde mange af dem foran heller ikke, for videobåndene var ofte slidte. Det var 80rne!)

Nå, men dernede i beskyttelsesrummet sad vi så og så på de glade billeder fra Berlin. Der var folk, som stod oppe på muren. OPPE på muren! Og de blev ikke skudt ned...der var ingen hunde! Og de havde permanentet hår, og de græd og jublede. Og vi jublede, mens andre sad uinteresserede og upåvirkede af historiens vingesus og pillede bussemænd!

Den gang i slut 80rne var jeg overordentlig glad for Gorbatsjov. Jeg syntes, at han så meget venligere ud end Reagan. Min far syntes, at jeg var helt gal på den, men jeg kunne nu altså godt lide denne lille mand med modersmærke på issen og et finurligt smil på sine læber. Og selv om det var Reagan, der tryglede Gorbatsjov om at rive muren ned, så var det immervæk Gorbatsjov, der repræsenterede håbet i DDR.

Den 10. november 1989 var Gorbatsjov min helt, og da jeg i går aftes så ham gå side om side med Merkel over Bornholmer Brücke, fik jeg en klump i halsen. Det var også min sejr. Jeg troede på ham allerede den gang, og nu gik han der og blev hyldet. Det kostede ham karrieren, men han vil altid være i mit hjerte.

Og Reagan...? Ham har jeg glemt.


mandag den 9. november 2009

søndag den 8. november 2009

Kan ikke lade være...

Nu har jeg villet vise dette klip i en uendelighed, men så har jeg tænkt: Det er for fjollet, og jeg er sikkert den eneste, der synes, det er helt vidunderligt. Men så viste de filmen i går aftes på DR1, og nu MÅ jeg altså bare vise klippet for jer, for jeg ved, at mange af jer ikke så filmen.

Kan I mon gætte, hvad det er for en film, jeg tænker på? Korrekt: Flintesønnerne af Morten Korch.

Her har I en af mine yndlingsscener og sange; bliver I ikke bare rørt til tårer?

lørdag den 7. november 2009

Lagkage her og lagkage der!





Så er der dømt kaffepause. Nu er ALT klart, og gæsterne kommer først om to timer! Jubiii, så er jeg alligevel lidt go'! Ovenfor ser I fodboldbanekagen. Den er vist meget populær for tiden, for jeg har set den i en kogebog og hos Kaspara, der har valgt farvet kokos som græs. (Hvordan farver man egentlig kokos?)

Sønnen pyntede den selv, og som I kan se, er der godt med action på banen! :-D

Nedenfor kan I se de tidligere års kagekreationer. Jeg beklager den dårlige billedkvalitet, men det var før iPhonen. ;)

Det første år her i Villa Rosa lavede vi Kaptein Sabeltann.

Og nedenfor ser I sidste års kage: Fodboldheltenes flag!
(I dag er disse helte knap så populære, eftersom de tabte en meget vigtig kamp i går aftes!)

Min egen morgenstund

Jubiiii, jeg er oppe før alle de andre! Jeg klarede det! Sørme gjorde jeg så...ganske vist ikke sååå tidlig, men det er da et skridt i rigtig retning! Nu skal jeg i gang med at bage kanelsnegle, boller og pynte bradepandekagen, som jeg i går kaldte langpandekage, fordi en bradepande hedder langpande på norsk!

God morgen!

fredag den 6. november 2009

Humørsvingninger de luxe!

Her går det virkelig op og ned. Nu har jeg tændt op i brændeovnen, bagt langpandechokoladekage, som i morgen skal forvandles til en fodboldbane med mål og spillere, fordi sønnen skal holde fødselsdagsfest for sine venner.

Jeg har tørret lidt støv af, vasket op og vasket tøj. Lagt sammen og foldet, trukket kold luft og flettet datterens lange hår. Drukket hjemmelavet latte, spist nutella på mandens hjemmebagte brød og stjålet vindruer fra datterens skål.

Mange fine kommentarer lyser op, og jeg har puttet lidt rød læbestift på mine læber - og så har jeg danset rundt til denne her, som Hans Otto Bisgaard var så venlig at minde mig om! :)

Min mentale alder

Hvor gammel er man egentlig mentalt set, når man godt kan lide at høre Danmarksmester?


Go'daw mand økseskaft!


Nogen gange, for eksempel i dag, skulle jeg ønske, at jeg var anderledes. Ikke, at jeg var en anden, men at jeg kunne tage mig sammen og forandre mig til det bedre. Ændrer handlemønster, som man skifter tøjstil eller interiør.

Jeg har virkelig svært ved at stå op om morgnen. I dag forsøgte jeg at stå op klokken 6.00, men så var det så koldt i soveværelset, at jeg hastede tilbage under dynen igen og sov helt til 8.20! Og nu er jeg umådelig skuffet over mig selv.

Hvad har jeg så foretaget mig denne formiddag? Jeg har tømt opvaskemaskinen, sat en kogevask over, blogget lidt og spist morgenmad. Jeg har fundet en opskrift frem og tjekket, om vi har alle ingredienserne i hus. Det havde vi ikke. Jeg har lavet morgenmad til datteren, som jeg lod få en fridag fra børnehaven. Jeg har hygget lidt med hende. Vi så bl.a. Sørøver Sally på Ramasjang.

Når alle disse gøremål plusses sammen, bliver resultatet 0, fordi der er en mængde andre ting, som jeg burde have gjort: Rette opgaver, læse pensum, skrive en mængde mails, gøre rent, rydde op, handle ind...

Er det mon normalt at møde muren en gang imellem i livet? I går aftes, efter at jeg havde lagt mig til at sove, tikkede der en sms ind på min mobil, som jeg bruger som vækkeur. Sms'en var fra min chef. Hun ville høre, om jeg kunne tage 6 vikartimer i dag. Jeg lå længe og spekulerede på spørgsmålet. Det plagede mig i mine drømme. I skal vide, at jeg godt kunne bruge pengene, men jeg orkede bare ikke, så jeg sagde nej, og nu har jeg dårlig samvittighed.

Jeg er begyndt at spise "jern" i håb om, at jeg kan begynde at stå tidligere op og arbejde. Jeg elsker at sidde og arbejde i daggryet, før huset vågner. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvorfor har jeg så svært ved at finde de små glæder frem? Glæder, som, jeg ved, gør mig glad og opløftet!

Om lidt rejser jeg mig op og går ud og handler mælk og æg. Jeg lover...på æres ord!

torsdag den 5. november 2009

Handlingsdilemma


Jeg er havnet i et grusomt dilemma! Igår aftes sad jeg og arbejdede med 'Majbritt'. Jeg forsøgte at få lidt struktur på det skrevne: Hvornår skal dette afsløres? Hvordan skal romanen begynde? Hvornår begynder de at pakke farens ting ned i de der banankasser, som, Majbritt synes, er total upraktiske?

Til sidst havde jeg skabt en nogenlunde disposition, og da var det, det slog mig: Bør der være en lille flirt et sted? En lille bitte romance? I det mindste håbet om en forelskelse? Ude i det der campingmiljø...

Bør en god roman indeholde lidt kærlighed? Eller er det egentlig ikke bare totalt trivielt, fordi vi forventer det? Vi forventer, at Majbritt støder ind i en eller anden, som er et bedre alternativ end Audun. Men hvor ofte sker sådan noget i virkeligheden? At man bor ude på en næsten menneskeforladt campingplads, og så dukker der en potentiel kæreste op!

Men så er der jo snak om fiktion og ikke virkelighed, og er det egentlig ikke fiktionens opgave at holde liv i de utopiske drømme? Så nu kaster jeg bolden op i luften, og så må I lige hjælpe mig med at gribe den igen. Ude til højre har jeg lavet en lille afstemning, og så håber jeg, at I vil diskutere dilemmaet her og afstemme der.

På forhånd tak.


onsdag den 4. november 2009

Så har man hørt det med!


"Det bliver sådan her, om du så vil det eller ej, Majbritt!" Majken ser strengt på Majbritt, der sidder i sofaen med Karoline på skødet.
"Det kan du da ikke bare bestemme."
"Men DU kan bestemme det?" næsten råber Majken oprørt: "Du skal fandme ikke komme her og tro, at du kan bestemme noget som helst. Det tog er forlængst kørt!"
"Det er så vidt jeg ved også min far!"
"Det burde du have tænkt på noget før," Majken løfter Karoline op og bærer hende hen i kravlegården. Så vender hun sig om mod Majbritt. Hun har tårer i øjnene: "Hvis du vidste, hvor ofte han spurgte til dig..." Majken går ud i køkkenet, men kommer lidt efter tilbage: "Og hvad skulle jeg sige? Har du nogensinde tænkt på det?"
"Du behøvede vel ikke at sige noget som helst?!" Majbritt har rejst sig op. Hun står med armene over kors og ser uforstående på Majken.
"Det bliver i hvert fald sådan her. Du kan ikke komme nu og gøre krav på medbestemmelse." Majken taler med rolig og lav stemme, mens hun aer Karoline over håret. Karoline ser op på hende og smiler, så plukker hun åndsfraværende en træklods op, studerer den nærmere og giver sig til at sutte på den.
"Og hvad så med mors grav?" spørger Majbritt.
"Den bliver fjernet."
"Hvad?" Majbritt ser rystet på Majken: "Det har I måske også bare sådan bestemt?"
"Hun ligger jo ikke der alligevel."
"Hvad mener du? Er du fuldstændig gået fra forstanden? Selvfølgelig ligger hun der! Vi gravlagde vel for pokker en urne eller den har I måske gravet op igen?" Majbritt stirrer trodsigt på Majken med halvåben mund.
Majken smiler, og så begynder hun pludselig at le. Majbritt glor uforstående på hende: "Hvad er det lige, der sker? Synes du, det er morsomt?" Hun kniber øjnene sammen og ryster forvirret på hovedet.
"Jeg havde helt glemt, at du ikke ved det." Nu griner Majken højlydt, mens tårene triller nedover hendes kinder.
"Hvad?" spørger Majbritt.
"Urnen var tom!" ler Majken: "Hun har aldrig lagt der."
"Hvad er det, du siger? Hvor er hun så?"
"Hun er lige der," griner Majken og peger på en kongelig porcelænsvase i reolen ved siden af fjernsynet.
"Det er eddername løgn!" udbryder Majbritt.

tirsdag den 3. november 2009

Alt falder og flyder


"You can't go on thinking nothing's wrong. Who's gonna drive you home tonight?" Det, jeg bider mærke i i disse to sætninger, er wrong og home. Jeg tænker på mig selv, og så tænker jeg på Majbritt. Siden september har jeg haft det lidt svært. Bloggen er ikke pladsen til at uddybe fænomenet nærmere, så jeg lader være og haster videre til Majbritt.

Her den anden dag fik jeg en interessant kommentar fra Lotte, der er en herlig medkommentator uden egen blog. Jeg må tilstå, at jeg sætter stor pris på hendes refleksioner generelt og i særdeleshed i forbindelse med 'Majbritt', hvor hun fungerer lidt som min mentale jordemor. (Jo, men det er sgu sandt, Lotte!)

Kommentaren drejede sig om, hvorvidt Majbritt er et reflekterende menneske eller ej. Det er hun ikke, tror jeg. Dette overraskede Lotte. Det overraskede også mig selv, da jeg fandt ud af det, men efterhånden er det blevet naturligt for mig at tænke på Majbritt på denne måde: Uden evne til refleksion. Det er klart, at hun selvsagt reflekterer over ting og sager - det gør vel alle mennesker på et vist niveau, men hun reflekterer ikke specielt meget over de ting, der skete for ca. 20 år siden. Ting, jeg ikke vil afsløre for jer.

Lotte fik mig til at tænke på skriveprocessen. Jeg danner mig et billede af mine personer: Sådan skal de være; stereotype og endimensionelle. Men så begynder de at leve i mig, og da bliver det helt umuligt at opretholde sådanne forenklede billeder af dem. Pludselig skal de agere, og da tvinges jeg til at overveje deres sætninger og handlinger: Sådan ville Majken aldrig gøre eller Majbritt har jo oplevet det og det, og derfor handler hun sådan og sådan. Eller jeg kan tænke: Hvad er det, der er i vejen med Majbritt? Hvorfor handler hun sådan? Hvorfor kan hun ikke lide sin storesøster? Og da må jeg finde et godt argument. Jeg må bygge hele hendes opvækst op i mit hoved - også selv om det meste af det aldrig vil blive nævnt i selve romanen, men jeg må gøre det for at kunne skabe en troværdig person. Og der er det så, at noget ændrer sig undervejs: Hun bliver en anden. Eller måske bliver hun bare mere rigtig?

Kan I overhovedet følge mig? Det er vanskeligt at beskrive, hvordan jeg arbejder. I dag cyklede jeg en lang tur, og da snakkede jeg hele tiden med og om 'Majbritt'. Det lyder måske som om, at jeg er gal, men det er jeg ikke. Jeg arbejder bare. Det er godt at kunne læne sig tilbage med åbne arme og bare falde ind i teksten, og ved I, hvad det heldige er? Jeg flyder!

En lille sang

I dag får I en sang af mig. Jeg har ikke tid til mere, fordi jeg prioriterede at skrive kommentarer hos andre bloggere. Jeg har ikke så meget energi for tiden. Det er vel bare sådan, det er nogen gange? Men I skal vide, at mit arbejde med 'Majbritt' skrider frem, og jeg nyder det, selv om jeg ikke føler, at jeg er i besiddelse af al den tid, som jeg skulle ønske.

Når jeg hører sangen nedenfor, fyldes jeg af en fantastisk følelse. Det er næsten som om, at jeg flyver! (Men når jeg ser videoen, må jeg tilstå, at jeg trækker på smilebåndet.) Nå, men denne sang har jeg i grunden altid elsket, også selv om jeg som yngre troede, at hun sang om kaffe! Siden læste jeg romanen bag sangen, og da blev sangen bare endnu bedre. Jeg synes, Kate Bush formidler følelserne i romanen på en overbevisende måde. Jeg rives væk fra min egen lille hverdag og med ud på det engelske højland, hvor de to elskende driver hinanden til vanvid.

Romanen er et mesterværk af en kærlighedsroman. Der findes ikke mange kvindelige forfattere i litteraturhistorien, det er der flere årsager til, men Emily Brontë viser, at det i hvert fald ikke er, fordi kvinder ikke har haft fantasien iorden. (Det samme gør sig for resten gældende for Mary Shelley, der skrev Frankenstein.)


søndag den 1. november 2009

En udfordring i grønt!


Portofritt gav mig for en ugestid siden en udfordring: At finde grønne ting i mit hjem. Det første, jeg tænkte på, var dragen, som I ser ovenfor, og som vi har malet på Villa Rosas ene væg, til fryd for mange børnehaver, der lader til at bruge vort hus som udflugtsmål.


Min cykellås.


Et fuglehus.


"Store Norske"


Et selvmalet billede, et fuglehoved og tørrede kastanjeblade.


En karsemand og en dåse.

Tapeholderen, der gør mig glad.


Uhm...te.


Indpakning.


Mere dejlig te.


Glas.


Mit yndlingsspil, da jeg var barn.

Nu er det så meningen, at jeg skal udfordrer tre nye bloggere. Der er så mange, der har gjort dette allerede, men jeg forsøger alligevel:

Bistels Brenneri: Rosa
Alma la Palma'a Univers: Orange
Frk. Pi-i-galopp, stort og småt: Turkis

God fornøjelse og god søndag.

You're wrong again...

Imorges vågnede jeg op med denne sang i mit hoved, og så måtte jeg selvsagt dele den med alle jer! Jeg kommer tilbage senere for at kommentere her og hos jer, og måske skriver jeg til og med et indlæg. Men indtil da: Take that look off your face...


lørdag den 31. oktober 2009

Sidste sætning?


Jeg har ikke kunnet komme ind på bloggen i hele dag, men nu lykkedes det, og så har jeg egentlig ikke tid til at blogge. Vil bare ønske jer allesammen en uhyggelig halloween og fortælle, at jeg tror, jeg har den allersidste sætning i 'Majbritt' klar:

"Nå, men jeg må også se at komme hjem."

Tuttelut!

fredag den 30. oktober 2009

Tekstlig samvittighed

For nogen måneder siden var jeg på et seminar, hvor vi blev bedt om at dele os ind efter det fag, som vi bedst kunne lide at have i folkeskolen. Jeg valgte dansk. Eller rettere sagt dansk/norsk, eftersom der i denne norske forsamling næppe ville være andre, der kom til at vælge dansk. Til min store overraskelse var der heller ingen, der valgte norsk, så jeg fandt mig selv stående mutters alene, mens alle andre samlede sig i trygge grupper under titlerne: Orientering; Musik; Gymnastik; Matematik; Religion; Formning.

Det var som om, jeg var en lille forræder, der jeg stod. Selv syntes jeg, at det var dybt underligt, at jeg var den eneste, der elskede dette fag højets i skolen. Måske har det noget med nynorsk at gøre? Jeg ved det ikke, men jeg elskede virkelig dansk. Jeg elskede det også i gymnasiet. Jeg elskede ganske enkelt at forme bogstaver til ord, der igen kunne formes til smukke fuldendte sætningsguirlander. Dansk stil var en ren nydelse.

Det kan virke som en meningsløs passion både for mig selv og andre, for mens andre laver ting af stof, papir, garn og tråd, skriver jeg bogstaver ned på et stykke papir. Mens andre klæder deres børn i egne kreationer, møder jeg mine omgivelser tomhændet og fraværende, konstant på jagt efter den perfekte beskrivelse.

Jeg fyldes af dårlig samvittighed, når jeg bruger mine fridage foran computeren. Der er så mange ting, som skal gøres. En indre stemme gør mig opmærksom på, at jeg hellere burde bruge dagene fornuftigt. Men så er det, jeg bliver gal og stamper i jorden. Er det at skrive ufornuftigt, bare fordi jeg ikke længere skriver på en dansk stil? Nogen må vel for h...... skrive!

Jeg ånder et sted mellem 'a' og 'å', men det har taget mig mange år at forstå, at det hænger sådan sammen. Det er en okay erkendelse, for nu kan jeg ikke bare negligere det, og andre får ikke lov til at ignorere det.

Campist

"Jeg kan ikke holde ud at sove her.", siger Majbritt med en stemme, der er tappet for energi.
"Det kan jeg godt forstå." Majken stryger sin hånd nedover Majbritts venstre overarm: "Vil du låne campingvognen?"
"Tak." Majbritt løfter blikket og ser Majken ind i øjnene: "Hvis det ikke er til for megen besvær?" "Ork nej," siger Majken og vifter sin højre hånd foran ansigtet, mens hun blæser med munden: "Den står jo alligevel ude på campingpladsen. Vi skal ikke bruge den, mens du er her."

...

Majbritt går mellem rækkerne af campingvogne. De fleste er tomme, men af og til dukker der en vogn op med lyset tændt. Hun har en lommelygte med, så hun kan se, hvor hun træder. Det er bælgravende mørkt. I det fjerne kan hun høre vesterhavets brusen.
"Nå, er det ved at være sengetid?"
Majbritt hopper forskrækket og søger i mørket med lommelygten. Et stykke foran hende på en tilstødende sti, står der en mand.
"Undskyld. Blev du forskrækket? Det var sgu ikke meningen." Manden ler.
"Det gør ikke noget.", siger hun og går videre.
"Det bliver tidligt mørk nu, hva'?", siger manden og tænder en cigaret.
"Ja. Godnat.", siger Majbritt og nikker, idet hun går forbi ham.
"Er det dig, der bor i Kenneth og Majkens campingvogn?"
"Øh, ja."
"Det er nogle herlige mennesker!"
"Ja.", siger Majbritt og føler sig tvungen til at stoppe op.
"Vi kommer en del sammen med dem, Tove og mig. Ja, jeg hedder forresten Preben."
Majbritt kan kun se omridset af ham og gløden fra hans cigaret, når han suger røgen ind. Lommelygten holder hun ned langs siden, så den lyser på hendes sko.
"Hvor kender du dem fra?", spørger Preben.
"Majken er min storesøster."
"Er du Majbritt? Er det dig fra Norge? Det var sgu synd, det med jeres far. Det havde Majken ikke brug for nu."
"Nej.", siger Majbritt tøvende.
"Vil du ikke med indenfor? Tove har lige lavet kaffe."
"Jeg ved ikke...jeg er egentlig på vej i seng."
"Aarhh, kom du med indenfor en lille tur, det har du såmænd godt af. Du kender vel ingen her?" Preben vifter i mørket med sin højre arm. "Kom."
"Jeg kan ikke sove, hvis jeg drikker kaffe om aftenen."
"Men så en øl da? En øl kan du vel sove på?"
"Jeg behøver altså ingenting."
"Dét går Tove ikke med til.", ler han og viser hende ind i et blåt fortelt med plastikruder. Der hænger en lysekrone over et grønt plastikbord med grønne plastikstole rundt. Der er gulvtæppe på gulvet og en hæklet dug på bordet.
"Se, hvem jeg fandt, Tove!", råber Preben ind i campingvognen. "Majkens lillesøster. Du ved hende, der bor i Norge!"
Tove dukker frem i døråbningen. Hun smiler mod Majbritt: "Neej, er det dig, Majbritt?"
"Ja.", bekræfter Majbritt.
"Det var vel nok hyggeligt. Vi har hørt meget om dig!"

...

Sangen nedenfor er valgt, fordi den minder mig om utallige ferier i Blåvand og om min kære tyske svoger, der synger denne sang ti gange bedre end disse to! :)

torsdag den 29. oktober 2009

Kom op af sofaen og dans!

Farverigt køb


I husker nok, at jeg for en stund tilbage fortalte, at jeg havde foræret mig en masse ting fra forskellige bloggere. Det har været en sand fryd. Den sidste pakke kom i fredags, og den har frydet mit øje og prydet Villa Rosas køkken!

Det er den glade og farvestrålende fødselsdagsbakke, som I ser ovenfor. Nogen af jer genkender måske stregen bag? Det er den herlige svenske Maria, der har bloggen Jag blommer. Samtidig driver hun en netbutik, hvor man kan købe alle hendes pragtfulde produkter. Den finder I her.


Noget af det, der er så dejligt her i bloglandia, er gavmildheden, der råder overalt. Alle er villige til at hjælpe, og alle deler rundhåndet ud af både ros og gaver. Det er da fantastisk, er det ikke? Maria deler også rundhåndet ud, for sammen med bakken sendte hun tre gratis kort, som nu skal indrammes og glæde mig ved min arbejdsplads.


De tre kort eller billeder, som de bliver til hos mig, skal minde mig om alle de, der tør at kaste sig ud i den blomstrende kreativitet. De skal hviske små beskeder til mig, når jeg føler, at arbejdet med 'Majbritt' er forgæves: "Se op på den glade lille frie fugl der. Se hvor den basker med vingerne. Ser du, hvor glad den er? Ser du, hvor højt den flyver? Tror du ikke, den også havde sin tvivl i begyndelsen? Tror du, at den aldrig har været ræd for at ramle til jorden med et stort brag? Er de vinger, der bærer den, stærkere end dine?"


God torsdag til jer allesammen. I skal vide, at jeg sætter uendelig stor pris på jer allesammen og jeres kommentarer. De holder mig oppe og giver mig mod til at fortsætte med at skrive.

onsdag den 28. oktober 2009

Audun

Audun rømmer sig, da Majbritt siger, at hun må rejse hjem til sin storesøster i nogen dage. "Skal du bo hos Kenneth og Majken?", spørger han og rømmer sig en gang til. 'Kenneth' får en mere sofistikeret klang, når det udtales på norsk.
"Nej, de har ikke så god plads. Jeg tror, jeg overnatter i fars hus. Vi skal jo alligevel tømme det."
Audun ser på Majbritt bag sine mørke hornbriller. Han stryger en hånd gennem sit hår. Han har bemærkelsesværdig kraftigt hår til at være over 50.
"Hvornår tror du, du kommer tilbage?"
"Det ved jeg ikke. Det kommer lidt an på, hvor meget der skal ordnes."
Audun hælder vand i stempelkanden. Det dufter godt, når det kogende vand blander sig med de nymalede kaffebønner. Hvis Majbritt er alene hjemme, køber hun en færdiglavet kop kaffe på kaffebaren nede på hjørnet eller også drikker hun te.
"Læste du Neumanns artikel?", spørger Audun og peger på dagens udgave af Aftenposten.
"Nej.", svarer Majbritt i en undskyldende tone.
"Det bør du gøre.", siger han og sætter sig ned ved spisebordet. "Kommer du til forelæsningen i morgen?"
"Det ved jeg ikke helt endnu. Jeg må få handlet og vasket tøj inden, jeg rejser."
"Jeg regnede ellers med, at du kom."
"Jeg skal se, hvad jeg når."
"Og middagen? Kommer du til den?"
"Ja, det er klart."
"Hmm.", lyder det fra Audun.
Majbritt står en stund foran ham, men han er allerede dybt begravet i sine aviser. Så går hun ind i stuen, men tøver og går atter ud i køkkenet. Hun ser på Audun, mens hun hælder kaffe op i en kaffekop. Hendes hånd forflytter sig, og hun kommer til at hælde varm kaffe på sin pegefinger: "Av for satan!", hvisker hun og skynder sig at sætte stempelkanden og kaffekoppen fra sig på køkkenbordet. Hun ryster fingeren og puster på den. Den er blevet rød der, hvor kaffen ramte den. Hun holder den ind under vandhanen. Hun ser over skulderen på Audun, han betragter hende med et lille overbærende smil: "Du må passe bedre på dig selv.", siger han, imens han tager brillerne af. Han har for vane at bide i den venstre brillestang.
"Skal vi spise ude i aften?", spørger han og ser atter ned i avisen.
"Det kan vi godt. Skal jeg bestille bord et sted?"
"Gør det. Skal vi sige klokken otte?"
Majbritt ser op på uret på køkkenvæggen. Klokken er 16.45. Hun er allerede skrupsulten.
"Kan vi ikke spise lidt tidligere?"
"Jeg vil gerne se tv avisen først. Det ved du jo."
"Nå ja." Majbritt smiler et af sine små smil. "Så bestemmer jeg stedet."
Audun nikker fraværende. Han læser. Det er let at se, for han lader sin højre pegefinger køre hen over linierne, imens han tygger på den venstre brillestang. Tænk, at hun en gang syntes, at det var sexet.

tirsdag den 27. oktober 2009

Musiktips tages imod med kyshånd

Når min hjerne først begynder at cirkulere omkring et emne eller en tematik, så hopper den altså ikke ud af ringen, før den er blevet til en flot spiral. Lige nu optager Majbritt/Majken mig jo meget, og arbejdet med romanen afføder hele tiden nye uafdækkede områder indenfor samme tematik.

I ved allerede, at jeg skaber mine personer ved hjælp af musik. Der må ganske enkelt være en musikalsk link mellem den opdigtede person og mig. Det er som om jeg føler denne tekstens person gennem musikken - personen får en rytmisk puls.

Når det gælder Majken og Kenneth, er musikken på plads. Den kom uden problemer. Sådan er det ikke med Majbritt. Hvem er denne Majbritt? På mange områder ligner hun mig, akkurat ligesom Majken ligner mig på en del områder, og der hvor Majken ikke ligner mig, ligner hun andre kvinder, jeg kender og holder af. De områder, hvor Majbritt og jeg ikke deler personlighed, er totalt fremmede for mig, og jeg finder heller ingen i mine omgivelser, som kan bruges som inspiration.

Så nu sidder jeg her og forsøger at skabe den musikalske link. Det er vanskeligt. På en måde ville det fungere bedst, hvis jeg kunne finde noget musik, som jeg aldrig har hørt før, og som jeg så kunne udforske.

Jeg forsøger at lede efter musik, men jeg synes, det er vanskeligt. Majbritt færdes i helt andre kredse end jeg. Hun er sammen med den noget ældre Audun, og han har nok haft en særlig indflydelse på hende. Også når det gælder musik. Majbritt og jeg er jævnaldrende, og jeg har bestemt mig for, at hun, ligesom jeg selv gjorde, festede til lyden af britpop i sin studietid, men så forsvandt det i mødet med Audun. Han havde nemlig ikke sansen for den slags musik.

Er der mon nogen derude, der kan være behjælpelig med at finde musik, som jeg kan udforske, for på den måde at finde en link til det fremmede i Majbritt?

Og når vi nu snakker om britpop, vil jeg (som en anden Jørgen de Mylius) spille nogle sang for jer, som jeg ikke har hørt siden 1996/1997.







Kaotisk dilemma


Kagen, I ser ovenfor, er ikke bagt i dag, men en helt anden dag, hvor jeg var fuld af energi og overskud. "Vi bager da lige en kage!", sagde jeg den dag. Dét gør jeg ikke i dag! Mit hoved er umådelig tungt, og om lidt skal jeg på arbejde og agere glad og energisk.

Jeg forsøger med en kop kaffe. Den dufter godt. Jeg drikker kaffe fra en lille to-koppers stempelkande. Den er sort. Ligesom min samvittighed.

Jeg har over længere tid følt, at hverdagen sluger mig. Jeg kæmper hele tiden med at holde hovedet ovenvande, men for at være helt ærlig, så synes jeg ofte, at jeg befinder mig i en modbydelig bobbel, som forhindrer mig i at tænke klart.

Tiltag må til. Hvad gør man? Jeg er jo et kaosmenneske, men jeg kan ikke blive ved med at bruge dét som undskyldning. Noget må gøres med al denne kaos. Den må sættes i system, for ellers tager den overhånd. Og når kaoset tager overhånd, forsvinder dagene uden, at jeg får gjort andet end at tænke/skrive på Majbritt ... og Majken.

System! For det første må jeg begynde at lægge mig tidligere. Senest 22.30. Af dette følger en naturlig overgang til tidlige morgenstunder. Rengøring må ske i små portioner, men i langt hyppigere grad end nu for tiden. Faste rutiner på opfølgning af ungerne.

Mindre sofa og fjernsyn. Mere aktivitet og radio.

En middelslang gåtur om dagen.

Nu er kaffen drukket, og jeg må forlade mine kaostanker for en stund.

Desværre bor en del af den, jeg er, netop i mit indre kaos...

søndag den 25. oktober 2009

Dagen derpå.


Den morgen, da Majken ringer til Majbritt for at meddele farens død, får Majbritt ingen synlige reaktioner. Efter at hun har lagt røret på, går hun ud i køkkenet, hvor Audun sidder med dagens aviser og sin morgenkaffe. Majbritt åbner et køkkenskab og tager en kop og underkop frem, som hun lidt efter fylder med kaffe fra den stempelkande, der står på spisebordet. Hun sætter sig ved bordet og tager en af de aviser, som hun kan se, Audun er færdig med. Han plejer at lægge de færdiglæste aviser i en bunke for sig på den højre side af spisebordet. De abonnerer på fire aviser.

Tre dage efter sidder Majbritt i Majken og Kenneths køkken. Majken tager forskellige pålægspakker ud af køleskabet, margarine, en tube mayonnaise, en agurk og to tomater. Mayonnaisen er knækket på midten og lidt i bunden. Da Majbritt lidt senere bruger den, ruller hun den op fra bunden. Der er rugbrødssmuler i margarinen.
'Vil du se dødsannoncen?', spørger Majken og rækker Majbritt avisen.
Majbritt ser op fra avisen: 'Hvorfor står der Majbritt?'
Majken ser uforstående på hende: 'Ville du ikke nævnes?'
'Jeg hedder Maj nu!', siger hun med en streng stemme, mens hun ryster uforstående på hovedet. Hun har en rynke mellem sine øjenbryn.
Majken smiler: 'Jo, men det er der jo ingen her, der ved.'
'Det er da lige meget.'
'Det er da ikke lige meget, Majbritt.'
'Kan du ikke snart forstå det? Jeg hedder ikke Majbritt mere!'
'Her vil du altid være Majbritt.', siger Majken og rejser sig for at hente termokanden: 'En kop kaffe?'
'Nej tak!'
'Den er ellers god. Det er Café Noir. Kenneth synes, det er helt hul i hovedet at bruge så mange penge på den, men den er bare ti gange bedre end den, han plejer at købe i Aldi. Du skal da have en enkel kop!? Kom nu.' Majken hælder kaffe op i et krus med to hanke og med påskriften 'Til dagen derpå'.' Hun fniser, da hun rækker Majbritt kruset.
'Hvor er du bare for meget!', siger Majbritt og rejser sig fra bordet og går ud af køkkenet. Lidt efter smækker yderdøren.
'Hold da kæft, hvor det lettede!', siger Kenneth og rækker ud efter margarinen.


lørdag den 24. oktober 2009

Dagen, der forsvandt!




Da jeg vågnede i morges, havde jeg massevis af planer for dagen. Der var tusind ting, som skulle gøres, og under indtagelse af morgenmaden planlagde jeg i fællesskab med den øvrige familie dagen nøje.

Lige som vi skulle til at udføre første opgave, kom vores datter og viste sine arme frem: "Hvad er dog dette?", spurgte hun og pegede på nogle røde blemmer på sine arme. "Ja, hvad er dog dette?", svarede vi voksne i kor og rynkede både bryn og næser. "Det ser da ud som en allergisk reaktion." For at gøre en lang historie kort, så var det en allergisk reaktion, og vi tilbragte derfor den halve dag siddende på en skadestue, så vi kunne få at vide, hvad vi skulle stille op med datterens røde blemmer, der spredte sig med lynets hast.

Vel hjemme igen løb vi ind i vore søde naboer, og inden længe sad de i vort køkken, og da gik snakken om nye og gamle nyheder. Det viste sig, at vi følger meget dårligt med i, hvad der egentlig sker her i gaden. Folk har jo flyttet uden, at vi har opdaget det!

Og nu sidder jeg så her og skal blogge om klimaændringer. Det virker så fjernt, når man har været fordybet i det nære en hel dag. Kan I fornemme paradokset?

Klimaet er det nære! Det er frygtelig let at glemme dette faktum, når hverdagen sluger én. Egen komfort sættes ofte øverst på listen. Jeg synes, det er vanskeligt at tænke på de klimaændringer, vi står ansigt til ansigt med. Det gør mig ængstelig og apatisk - der er så meget, jeg bør gøre. Der er så mange hensyn at tage. Hvor skal jeg begynde?

Hvis du har lige så mange spørgsmål som jeg så tjek Countdown to Copenhagen på hjemmesiden til Folkekirkens nødhjælp. Der er mange ting, som vi kan gøre øjeblikkelig, og en af dem er at skrive under på den globale underskriftindsamling, hvormed vi opfordrer den danske regering til at kæmpe for en fair og ambitiøs klimaaftale.

Allierede

Ligesom du
kan jeg klare det hele
selv
men det er ikke længere nok
nu da jeg ved
at vi kan meget mer
end dobbelt så meget
sammen.

Tove Ditlevsen

fredag den 23. oktober 2009

Sommeren 1980


Nu har der været en uge, hvor jeg ikke har været helt på toppen sådan rent helbredsmæssigt, og en dag var der så meget mangel på overskud, at jeg fandt mig selv liggende i sofaen med et dødsygt program flimrende henover fjernsynsskærmen. Jeg er normalt modstander af at se fjernsyn på dagtid, men denne dagen var jeg bare så slap, at jeg begyndte at zappe.

Det var ikke, fordi der var noget interessant at glo på, men alligevel lå jeg der og så et amerikansk tv-program ved navn Tyra Banks. Har I nogensinde set det? Hun er en yngre udgave af Oprah, og jeg går ud fra, at hun henvender sig til de yngre amerikanske husmødre.

Tyra Banks havde en ung gravid kvinde i sofaen, og jeg blev simpelthen så gal, for de temaer, som denne Tyra bragte på bane, var hun slet ikke kvalificeret til at håndtere. Alligevel udgav hun sig for at være både psykolog og dommer.

Den unge hvide kvinde var gravid i 8. måned. For at tjene penge til sig og det barn, hun ventede, arbejdede hun på et lovligt bordel, og hun var populær blandt kunderne. Vi snakker altså om et meget kontroversielt tema, som jeg slet ikke er den rette til at udtale mig om. Dét som jeg til gengæld godt vil udtale mig om, var noget som denne Tyra sagde.

Tyra Banks anklagede den unge kvinde for at have svigtet den seks årige pige, hun én gang var. Den lille pige, der legede med sine dukker og drømte om at blive mor, når hun blev stor. Noget de fleste piger har leget og drømt om, tror jeg.

For mig var dette en frygtelig primitiv form for psykologi. Hvad vidste vel denne lille seks årige pige om fremtiden og selve livet? Har vi ikke alle svigtet, den vi var, da vi var små og uskyldigt uvidende?

Selv drømte jeg om at være hjemmegående husmor med fire børn og åben hus. Samtidig drømte jeg om at være forfatter, billedkunstner, skuespiller, melodi grand prix stjerne, gift med lille Per fra Far til fire, skolelærer, jubelnar og cirkusklovn! Jeg udtalte også en gang, at jeg ville giftes med min far, og jeg skulle iøvrigt aldrig flytte hjemmefra, for hvem skulle så tage sig af mine forældre? Naivt forestillede jeg mig, at jeg ville have de samme veninder gennem hele livet, og jeg drømte om at være hvid brud med slør.

Stort set intet af dette blev en del af min virkelighed. Har jeg dermed gjort mig skyldig i svig? Det mener jeg absolut ikke. Den lille pige er stadig en del af mig, men jeg kan ikke sige, at jeg ER hende. Hun forsvandt, og det skulle hun jo også, for ellers havde der været noget galt med mig.

Jeg hang mig selvsagt op i denne problemstilling på grund af mit arbejde med Majbritt. Tyra Banks kunne om nogen anklage Majbritt for at have svigtet den pige, hun var, da hun var 6 år. På en måde er det vel i bund og grund dette, skænderiet mellem Majbritt og Majken drejer sig om: Majbritt har svigtet det og dem, hun kommer fra.

Spørgsmålet er, om Majken kan tillade sig at anklage lillesøsteren for dette? Måske er det hellere omvendt: Det er Majken, der har svigtet sit eget potentiale? Når nu Majbritt har formået at tage en studentereksamen og sidenhen to universitetsgrader, kunne man så ikke tænke sig, at Majken kunne have gjort det samme - hvis bare hun havde haft det samme mod? Eller hvis hun havde foretaget andre valg? Gået af andre stier?

Måske ligger der noget selvhad og lurer i Majken, og måske ved Kenneth godt, at det forholder sig sådan? Måske tilbringer han lidt for mange timer ude i den garage for at slippe for at se sin kone rådne op i huslige pligter? Men hvad kan Kenneth egentlig gøre ved det? Og hvem siger, at højere uddannelse ville have ført til større lykke?

Er Majbritt lykkelig? Ville hun være blevet lige så lykkelig, hvis hun havde giftet sig med Bimmer? Eller har Majbritt en særlig drivkraft, som ville være kommet til udtryk uanset?

Hvad er det, der adskiller de to søstre fra hinanden? Kan man anklage dem for at have svigtet hinanden? Er det overhovedet så enkelt?

Jeg mærker, at det hele begynder at tage form. Jeg fornemmer personernes tvetydigheder. Mærker I det mon også? Sitringen før det hele bruser ud i fuld flor?

Til sidst vil jeg bare gerne dele denne sang med jer, fordi den afspejler min nuværende sindsstemning. Det blev denne kedelige video, fordi de andre udgaver synges i et hurtigere og mere muntert tempo. Så luk øjnene og lyt - og husk: DU er den smukkeste stjerne, uanset hvad og hvem du har svigtet!


torsdag den 22. oktober 2009

Jeg er eddername håbløs!

Det er umuligt at lade være med at tænke på mit forrige indlæg, når det nu først er skrevet og udgivet. Hvad er egentlig trivielt? Jeg ELSKER jo det trivielle. Jeg elsker sangen Skib foruden sejl, som jeg skrev om forleden. Jeg elsker gud hjælpe mig Morten Korch! HJÆÆÆÆLP!

Men det trivielle kan også være skønt og livsbekræftende. Majbritt møder en gammel kæreste. Der står hun, og hun er ikke længere den, hun én gang var. Og et eller andet sted indeni sig skulle hun så inderlig ønske, at hun kunne være den, hun var. At hun bare kunne slette alt andet og finde tilbage til det sted, hvor hun bare er.

Ham der eksen til Majbritt, han hedder egentlig Thomas, men alle kalder ham Bimmer. Kender I Bimmer? Han er sådan en rigtig god fyr, der ikke går så nøje op i, hvad andre tænker og mener. Lige nu er han singel, og så dukker Majbritt op. Men hun er ikke den, hun var, men gid hun dog havde været.

Det lyder trivielt, men det behøver det ikke nødvendigvis at blive.

Sangen Sidste nummer findes i mange forskellige versioner. Alligevel er det bare én version, der vækker noget i mig, og det er denne her. Det er måden, hvorpå Kim Larsen synger ordene. Han formår noget, jeg troede, var umuligt - Han synger teksten, så den ikke bliver triviel.




Nu er det ikke, fordi jeg skal tvinge jer til at høre en hel masse musik, men som skrevet så mange gange før, så betyder musik uendelig meget for mig, når jeg skal finde de rigtige stemninger. Nedenfor er der et eksempel på en sang, der har samme tematik som Sidste nummer, men det formidles på en helt anden måde.

Sangen Eventyr for begyndere er en af mine yndlingssange. Den beskriver noget, som så mange forsøger at beskrive hele tiden, men den gør det på en måde, så det netop ikke bliver trivielt. Måske fordi sangen undlader at fortælle, hvad det var, de gjorde og i stedet burde have gjort? Lytteren får lov til at tillægge ordene sin egen tolkning, og dermed vokser sangen til noget mere, end det, den måske i virkeligheden var ment som?

Kampen med Majbritt



Jeg sidder helt stille og lytter til lyden af stilhed i mit køkken. Nu er der jo ikke noget sådan som absolutte stilheder, med mindre man sidder i et lydisoleret rum, men det gør jeg ikke, så jeg hører altså lyde. Stilhedens lyde. Den lette susen fra køleskabet, computerens svage brummen, tastaturets klip-klappen, når mine fingerspidser rammer en tast og så den næste og en til...og der var sætningen fuldendt.

Jeg venter på Majbritt. Hun har været borte en stund, fordi jeg har haft for travlt til at tænke på hende. For at kunne skrive en roman kræves det, at man er i stand til at lukke alt andet ude. Bare en time eller helst tre om dagen. For mit vedkommende skabes romanen i ordene. Ikke som billeder i mit hoved eller på papir. Kun som bogstaver formet til ord og sætninger. Så for at jeg skal kunne skrive, må jeg have en rolig stund, hvor jeg kan sætte mig ved tastaturet og bare skrive. Vente og skrive. Tænke og skrive. Slette og skrive om.

Imorges vågnede jeg med et skænderi i hovedet. Ikke mellem mig og en anden. Mellem Majbritt og Majken. De skændes ikke længere om, hvorvidt banankasser er ideelle som flyttekasser eller ej. Nej, de skændes om noget langt mere essentielt. De er endelig nået det punkt i deres samvær, hvor de er dykket under overfladen og ned i materien. Det er nu det gælder, det er her sandheden skal findes. Hver især knuger de sig fast til deres egen skrøbelige sandhed. Det er denne de betror sig til. Det er denne, der bekræfter deres eksistens. Da er det måske ikke så underligt, at de kæmper med næb og klør for hver deres sandhed?

Og ingen forstår i grunden, hvad der er på spil. Og da slet ikke Kenneth, der bare ryster opgivende på hovedet før, han går ud i garagen. Han gider ikke høre på deres bavl. Han bryder sig i grunden slet ikke om Majbritt. Eller Maj, som hun insisterer på, at de skal kalde hende. Noget de selvfølgelig nægter. Hvem fanden er det også, der ændrer sit navn i voksen alder?! Skulle han så skifte til Ken eller Kent, måske? Hvad fanden ville Lennart og Henrik ikke sige til det? De vill dø af grin, ville de! Nu mangles det sgu bare, at Majken også vil kaldes Maj. Så har vi balladen! Kenneth ler hånligt, imens han hælder kaffe op i et krus, der burde vaskes, men han orker ikke at gå ind i køkkenet igen.

Det er vanskeligt at formulere et skænderi. Hvad er det to søstre kan skændes så indædt om? Det er barndommens utallige skænderier, der har vokset sig større og mindre banale. Desværre er der altid en fare for, at et sådant skænderi kommer til at lyde banalt, når det skal stå sort på hvidt.

Måske er det bedre, hvis de lader være med at skændes? Men hvordan skal jeg så nogensinde få hul på bylden? Skal de virkelig forblive uforløste overfor hinanden? Skal det hele findes mellem linierne - som små spor i en tekstlig labyrint? Skal Majbritt rejse tilbage til Audun uden nogen større indsigt i sig selv, således at det bare er læseren, der har fået denne indsigt?

Hvornår bliver en roman triviel, og hvad er det, der kan forhindre, at den bliver det?

onsdag den 21. oktober 2009

Teksten og jeg


I dag modtog jeg en mail, som satte mine tanker igang. Den var fra en medblogger, der bare lige ville sige, at hun godt kan lide det, jeg skriver. Et eller andet ved måden, hun formulerede sig på, gav mig en fornemmelse af, at denne medblogger egentlig syntes, at det hun skrev, var fjollet eller uden betydning for mig. Men sådanne tilbagemeldinger betyder uendelig meget for mig.

Jeg begyndte at skrive, før jeg vidste, hvad bogstaver var. Jeg formede sætninger inde i mit hoved, digtede op verdener, konstruerede små fortællinger. Det fyldte mig med en ophøjet glæde, som er vanskelig at beskrive. Mens andre bare så det, der befandt sig for øjnene af dem, var jeg beriget med et ekstra syn: Tekstens dansende ordleg. Alt fik en kontekst.

Før jeg begyndte at blogge, vidste jeg ikke, at andre kunne have glæde af mine 'kontekster'. Et eller andet sted dybt inde i mig, har jeg altid visualiseret mig selv som et skrivende væsen. Aldrig som et talende væsen, selvom guderne skal vide, at jeg taler meget. Men det er mest, fordi jeg bliver nervøs. Tavshed sammen med andre mennesker gør mig ubehagelig til mode. Jeg føler ikke, at jeg har lært mig kunsten at konversere.

I teksten kommer jeg-et til orde. Mit jeg. I teksten tør jeg være. Det samme gør sig gældende for andres tekster. Jeg kan med lethed forsvinde ind i en tekst. Da mister jeg mig selv i teksten, men jeg genfinder altid mig selv mod slutten. Da dukker jeg op til overfladen, beriget med nye erfaringer. Nogen gange får jeg hjertebanken over tekstens forførende evne. Hjertet hopper bogstavelig talt en linie over i en underfundig kombination af sorg og glæde.

Dette er mit forhold til tekst. Derfor er det måske ikke så underligt, at jeg fyldes af en lykkerus, når andre skriver til mig, at de kan lide mine tekster - at de føler, at teksten taler til dem. Det er præstationsangst og pågangsmod i en og samme følelse. Det er tekstskriverens sursøde præmis.



Tak.


tirsdag den 20. oktober 2009

Jeg vil ha' dig

Det var ikke smart gjort - at tage på arbejde idag. Nu sidder jeg her foran skærmen og er helt udkørt.

Hvorfor jeg tog på arbejde, når jeg ikke er helt frisk?
For at smitte mine kolleger og elever?
Nej, det var samvittigheden, der tyngede mig. Jeg var feberfri og kunne spise morgenmad, og da er man vel på bedringens vej, ikke sandt?

Var der nogen, der hviskede pligtopfyldende?
Ja, er det ikke typisk?

Jeg skulle være blevet hjemme, for på mit arbejde var der så mange andre ting, som jeg tog med mig hjem, og som jeg kommer til at gruble over resten af aftenen.

Hvad er det, der kan redde sådanne dage?

For mig er det som oftest musik. Jeg må finde et eller andet, der kan flytte mig et andet sted hen. I aften blev youtube og iTunes redningen. Jeg har længe gået med to sange i mit hoved. Og når jeg skriver længe, så er der snak om virkelig længe. Ca. 10 år!! Nu må I huske på, at jeg bor i et andet land, og jeg har derfor ikke tilfældigvis, mens jeg for eksempel kører bil eller shopper i en butik, lige faldet over en eller anden lokalradio, der lige netop den dag, hvor jeg er tilstede, spiller disse sange. Faktisk har det taget mig en stund at finde frem til sangene, da jeg hverken kunne huske sanger eller titel. Men i aften var jeg stålsat på at finde dem, og tror I ikke, at den ene ledet frem til den anden?!

Den anden findes i en meget dårlig version på youtube, så den skal jeg spare jer for, selvom det er den, jeg er gladest for at have genfundet. Heldigvis var den at købe på iTunes, så det er nu gjort! Sangen er Skib foruden sejl med Anne Grethe og Peter Thorup. Bedre kendt som Island in the Stream med Dolly Parton og Kenny Rogers. Den danske version minder mig enormt meget om min barndom, og jeg kan bare ikke få nok nu, hvor jeg endelig har fundet den.

Sang nummer et er Jeg vil ha' dig. Ikke den med TV-2, nej nej, den med Sea Bee and the D'Generation. Husker I den? Jeg har sunget omkvædet tusindvis af gange: "Jeg vil ha' dig og ha' dig for mig selv. Og når sommeren er forbi, og du kysser mig farvel, så vil jeg ha' dig alligevel." Jeg var usikker på titlen - var det mon Jeg vil ha' dig? Jeg har før googlet hele omkvædet, og har da også fundet bandet, men jeg har aldrig fundet den på youtube. Tror I så ikke, at den netop d. 16.10.09 er blevet lagt ud på youtube? Åh, hvor jeg dog føler mig vidunderlig heldig!

Hvad er det, der kan redde jeres dårlige dage?


mandag den 19. oktober 2009

Stenhårde damer





Husker I mine damer? Her er det færdige resultat. I må for resten godt have lidt ondt af mig i dag, for jeg og sønnen er hjemme fra job og skole. Vi har hostekonkurrance i stuen, men vi tager det med godt humør: Sønnen får set den fodboldkamp, han gik glip af igår, og jeg læser og hækler på skift. Og så drikker jeg dejlig te.

Det er først, når sygdom indtræffer, at jeg virkelig mærker min krop og den vidunderlige skabning, jeg egentlig er. Da længes jeg efter friskheden og forstår, at jeg må værdsætte sundheden lidt mere i det daglige.