Jeg ser og bliver set

Jeg er begyndt at læse Beate Grimsruds En dåre fri, men jeg lægger den hele tiden fra mig, for jeg er endnu ikke færdig med Sommeren uten menn, hvor ordet 'dårekiste' forekommer én gang i teksten. Er jeg en dåre?

Desuden rumsterer indlægget fra i går i mit hoved: Er der overhovedet nogen, der forstår, hvad jeg har skrevet? Meningen med ordstrømmen? Forstår jeg det selv? Jeg tænker, at det egentlig ikke er så vigtigt, at andre forstår mine tekster, så længe de genererer nye tanke hos læseren. Ikke tanker om at føle sig udenfor, men eksistentielle tanker, der ganske vist også kan omhandle fremmedgørelse og isolation.

Selv hæfter jeg mig ved fire tematikker i teksten: 1. Gentagelsen. 2. Længselen. 3. Løget og 4. Blindheden. Er det virkelig nødvendigt at skrive mere om dette, tænker du muligvis. I et splitsekund tager jeg mig selv i at ville svare nej, men så tager jeg mig for alvor i det: Jeg vil udelukkende svare nej, fordi du har stillet mig et ledende spørgsmål. Jeg sidder jo og skriver, så dermed har jeg altså brug for at uddybe. Mine handlinger afslører mig. Gudskelov. Uden mine handlinger, ville jeg ikke ane, hvem jeg er.

Da er vi tilbage ved løget. Jeg er hverken et løg eller et æble. Jeg et menneske. Jeg er en kvinde. Jeg er Rosa Velour, min selvvalgte identitet. Vedkommende, der sagde, at jeg var uden kerne, var i færd med at skrive sin tekst; sin fortolkning af mig. Og i den fortolkning blev jeg kerneløs. Det siger intet om mig. Det siger kun noget om den person, der ytrede sin mening. Personen, der metaforisk set pillede løget, blev i denne intense handling blind. 

Jeg tror, vi mennesker ofte bliver blinde i forhold til hinanden. Denne blindhed er yderst interessant, for den kan få så stor kraft, at vi bliver usynlige - til og med for os selv. Men er øjnene virkelig et så overlegent sanseapparat, at det overdøver alle de andre sanser? Hvis vi bare lider af indbildt blindhed, er der så en fare for, at de øvrige sanser ikke styrkes som en følge af blindheden? Jeg skreg en gang til et menneske, der vitterlig så ud som om, det hverken hørte, så, lugtede eller følte mig.

Gentages en sådan "blindhedens handling", tror jeg, at man også bliver usynlig for sig selv. Man forsvinder. Jeg forsvandt, fordi jeg ikke fik nogen form for reaktion på mig selv. Da kunne jeg ligeså godt slutte med at eksistere for dette menneske. Og her er jeg inde på noget vigtigt: For dette menneske. For man behøver ikke blive usynlig for sig selv. Man kan i stedet bytte om på rollerne og beslutte sig for, at det er det andet menneske, der er usynligt. Dette kræver dog en enorm styrke, specielt når blindheden opstår i en kærlighedsrelation. For eksempel den vi finder mellem mor og barn, eller den vi finder i et ægteskab. To typer relationer, der har det med at spejle hinanden. Ødipus blev også blind... Ikke indbildt, men selvvalgt.

Igen kommer gentagelsen ind i billedet. Hvordan undgår vi at gentage vore fejl? Er det muligt at begynde forfra? Midt i livet... Eller vil vi hurtigt opdage et underliggende mønster? Kan vi virkelig ikke forandre os? Selv blev jeg pludselig synlig for mig selv. Det skete i det øjeblik, jeg opdagede, at jeg gentagende gange havde befundet mig i relationer præget af indbildt blindhed. Hvad havde dette egentlig gjort ved mig? Jeg var blevet alt for optaget af at gøre mig synlig. Og hvordan bliver man det, når den, man står overfor, ikke ser én? For mit vedkommende var det let. Jeg begyndte "bare" at forme mig efter de forestillinger, den anden gjorde sig fra sin blinde synsvinkel. Jeg mistede mig selv. Jeg undertrykkede mit selv. Jeg forsvandt. 

Mit 'jeg' blev udflydende og tilpasningsdygtigt. Da er det let at anklage mig for at være uden kerne, også selv om dette kerneløse og totalt afpillede løg i virkeligheden er ren indbildning. I mit stille sind begyndte jeg at længes efter at være synlig. I det mindste for mig selv. Det var en smertefuld erkendelse. I Sommeren uten menn skriver Boris til Mia, at han bare "(...) var en forstokket fyr full av smerte." At denne sætning har flere referencer, vil jeg ikke kommentere her, men det spændende ved sætningen er smerten. Gjorde denne smerte Boris blind? Og endnu mere spændende: Så Mia Boris's smerte? Deres handlinger afslører dem.

Hvad vil det egentlig sige at blive set? Jeg har en teori om, at det er uhyre vanskeligt at se andre mennesker, hvis man begynder at få forkert fokus. Jeg tænker, at Boris kan have været så optaget af sin egen smerte, at den til sidst okkuperede hele hans sanseapparat. Det er ingen undskyldning, men det er en plausibel forklaring. Vil Mia være i stand til at se dette? Som du kan høre, er jeg ikke så interesseret i tilgivelsen, men i synet. 

Da jeg læste Mias sidste sætning, kom tårerne og visheden om min egen længsel. Jeg forstod pludselig denne mærkværdige lidelse, der har været et gennemgangstema for mit eget liv: Den indbildte blindhed. Og med den erkendelse kom frygten. For hr. Sort ser ikke bare mine efterladte kopper; han ser mig. Og tænk, hvis Klaus Mann så har ret i sin påstanden: Der findes ingen ny erfaring? 

Klaus Mann snakker om velkendte mønstre. For hvem? For mig? For den menneskelige erfaring? Jeg klamrer mig til det sidste, samtidig som jeg for et øjeblik igen må vise til Karin Johannisson-citatet fra Melankolske rom: 

"Skjønnlitteraturen er rik, ja, en overflod. Den kan brukes som dokumentasjon (...), om man godtar at fiksjon ikke er skapt, men gjenskapt erfaring."

Når det gælder min erfaring fra kærlighedsrelationer, så har disse enten helt fra begyndelsen af eller over tid udviklet sig til at være præget af blindhed. Dette er min erfaring. Jeg ejer med andre ord kun denne, og det var vel også denne, der afholdte mig fra at blive elsket - at turde at elske? Frygten for gentagelsen - det velkendte mønster. Ingen ny erfaring, påstår Klaus Mann. Nej, men gudskelov findes litteraturen. Min evige redningsplanke. For i litteraturen, i fiktionen, genskabes menneskelige erfaringer,  og uden at afsløre for meget gjorde læsningen af Sommeren uten menn mig en erfaring rigere, og et nyt mønster kan således tage form...

Der findes længsel, og der findes håb. Jeg sidder atter i det blå, men mit sind er i det grønne, og hr. Sorts skygge er definitiv rosa... 

Mimesis, symbiose og indbildt blindhed.

Efter at have nydt en fortræffelig frokost i det grønne, har Mac og jeg trukket os tilbage til en skyggefuld plads under en åben pavillon. Her synes det grønne mere blåt, så nu befinder jeg mig altså pludselig i det blå, uden at det påvirker mit sind, der stadig er fuld af håb. Jeg læser bøger...igen. Jeg læser mange bøger...igen. Jeg sluger bøger. Spiser ordene med stor appetit, der i grunden bedre betegnes med substantivet grådighed. Jeg er med andre ord grådig. Grådig sulten efter bøger. Efter ord, der ikke er mine egne, men som kan belyse mine egne; som kan hente frem og producere nye. Tanker. Reproduktion. Produktion. Tankespind, der forvandles til nyttetanker. 

Jeg har netop læst den norske udgave af Siri Hustvedts roman The Summer Without Men. Sommeren uten menn. Jeg kan lide den. Jeg nød at læse den. Jeg er endnu ikke færdig med den, selv om jeg har læst den fra perm til perm. Den er så spækket med mening, at jeg ikke ved, om jeg bliver færdig med den foreløbig. Den lever så at sige videre i mig, og derfor er jeg ude af stand til at kunne fortælle, hvad den handler om, for den handler lige så meget om mig, som om dig. Om det at skrive og læse, om at konstruere, om væren. Hin enkelte. Det var min interesse for Kierkegaard der ledte mig på sporet af Sommeren uten menn, hvor fortælleren, Mia (I am), læser Gentagelsen af Kierkegaard. Så den handler vel om variationer over tematikken gentagelser. Nej, den handler om langt mere end det. 

"Når slutter noe å være seg selv og blir noe annet? (...) Kan vi forandre oss og forbli den samme? Jeg husker. Jeg gjentar."

Dette skriver Mia eller Siri eller Ingen på side 99 i pocketudgaven af omtalte roman. Det er to gode spørgsmål, som har brændt sig fast på min nethinde. Jeg er 37 år (jeg må tælle årtier på fingrene for at huske min egen alder!), men jeg har stadig til gode at møde mig selv sådan fuldt og helt. Hvad jeg ikke vidste før, ved jeg imidlertid nu: Jeg vil komme til at møde mig selv, og i det sekund vil jeg muligvis blive til noget andet? Jeg snakker ikke om at møde mig selv i den klichéfulde dør. Jeg snakker om at møde mig selv i virkeligheden, men hvad er i grunden virkelighed? Er det indbildning: Det som ikke er virkelig, men som sanses som virkelig? Mia mediterer over dette. Jeg har ofte mediteret over dette selv. Hvor placerer jeg fiktionen i dette? 

Karin Johannisson skriver på side 17 i den indbundne udgave af Melankolske rom (også denne i norsk oversættelse):

"Skjønnlitteraturen er rik, ja, en overflod. Den kan brukes som dokumentasjon (...), om man godtar at fiksjon ikke er skapt, men gjenskapt erfaring."

Jeg kunne ikke være mere enig. Det er dette, der for mig er fiktionens potentiale. Karin Johannisson skriver endvidere, at litterære tekster er interaktive. Det mærkede jeg, da jeg læste Sommeren uten menn. Jeg mærker det sågar på mit eget sprog, der har fået mimetiske træk. Det er, fordi jeg er i fuld gang med at absorbere teksten, jeg netop har læst. Sådan har det altid været. Er jeg mon en svamp? En imitation? En konstruktion; et produkt af alle de tekster, jeg har læst? Af mennesker jeg har mødt? For mennesker er også tekster, idet vi fortæller vore liv med de højdepunkter og nederlag, vi selv orker eller ikke orker at forholde os til. Omvandrende konstruktioner eller fiktioner. Indbildt væren?

"Når det kommer til stykket, kan jo ingen av oss noensinne løse opp de fiksjonens knuter som utgjør dette vinglete vi kaller et selv."

Sådan skriver Siri/Mia på side 180. Jeg tænker, at litterære tekster er til hjælp. Gennem læsningen, denne mærkværdige passive beskæftigelse, (med mindre man hører lydbøger, og dermed er fri til at kunne bevæge sig), men som altså også er interaktiv, møder vi os selv. Det åbenbares for os, hvem vi er, og hvordan vi erfarer. I mødet med teksten kan der opstå identifikation og fremmedgørelse - ja, ofte lever disse smertefulde modsætninger side om side i os, mens vi læser. For eksempel græd jeg, da jeg læste Mias sidste sætning. Skønt Mia er en fiktiv person, var mine tårer ikke indbildte. Der var noget i Mias ord, der bevægede mig. Der lå et budskab i denne sidste sætning, som var rettet mod hendes mand, der efter 30 års ægteskab har bedt om en pause. Mias sætning gav genklang i mig. Mine tårer fortalte noget om mig. Jeg mødte altså noget af mig selv gennem det litterære. Jeg mødte min længsel. På samme tid er jeg fuldstændig klar over, at Mia på ingen måder er mig, og at min egen længsel på ingen måder har noget med hende at gøre. Der var faktisk op til flere gange, hvor en total fremmedgørelse gjorde enhver identifikation med Mia umulig. Men også i denne mødte jeg mig selv. Værdifulde erfaringer åbenbarede sig: Jeg kunne aldrig handle på den måde. Dermed igangsatte Mias handlinger en række tanker omkring mig selv: Hvordan ville jeg have handlet? Jeg aner det ikke, for jeg er ikke Mia, eller er jeg - am I?

Nogen hævdede en gang, at jeg er uden kerne. Det er en tankevækkende påstand og efter mange tanker, der alle kredsede om tematikken "æble versus løg", er jeg kommet frem til, at jeg muligvis ikke er noget æble, men et løg, der kan skrælles, og i den momentane blindhed, der forårsages af den stadige og helt ufrivillige strøm af tårer, der produceres, idet løget pilles, forvandles løget til ingen. Mig. Jeg er ingen. Er jeg ingen? Når alt kommer til alt. Men har jeg virkelig ingen kerne? Er 'kerne' det samme som 'jeg'? Er jeg virkelig bare summen af en række tekster? Kan jeg i det mindste have en indbildt kerne? 

For en stund siden begyndte jeg at læse Klaus Manns selvbiografi Vendepunktet. Også denne læses på norsk, eftersom det er her, jeg bor og som oftes indkøber mine bøger. Jeg er ikke kommet særlig langt i den, for tre sætninger fik mig til at gå i stå. Den første, som står på side 19, lyder som følger:

"Det finnes ingen lykke der det er erindring. Å erindre tingene betyr å lengte etter fortiden. Vår hjemlengsel begynner med vår bevissthed."

Bare nogle få linjer længere nede skriver han videre:

"Vi blir hjemsøkt av drømmer så snart vi har lært å erindre og føle anger."

På side 21 skriver han denne fine sætning:

"(...) - da det ikke lenger finnes noen "ny erfaring", men bare variasjoner over velkjente mønstre."

Igen dukker gentagelserne op i form af 'variationer over velkendte mønstre'. Men er vore liv blot en række gentagelser? Strikkes det menneskelige liv virkelig over et velkendt mønster, hvor lykken blot er ren indbildning? Hele mit liv har jeg længtes efter en symbiose. En symbiotisk kærlighed. Symbiosen, der ofte bruges som en beskrivelse af det nære og afhængige forhold mellem mor og barn, men som for mit vedkommende muligvis er en indbildning. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at reflektere over denne symbiose. Har Klaus Mann ret, når han skriver, at vor hjemlængsel begynder med vor bevidsthed? Længselen efter symbiosen med mor? Menneskets første leveår... I lyset af Klaus Mann fortoner 'bevidsthed' sig pludselig som en uhyre dyster tilstand (eller skulle jeg kalde det for en lidelse?). 

Når jeg slår 'bevidsthed' op i den danske ordbog, finder jeg følgende beskrivelse: den del af psyken som kan erkendes og kontrolleres, og som sætter mennesket i stand til at opfatte, forstå og være opmærksom på sine omgivelser.  Som barn var jeg muligvis alt for opmærksom på mine omgivelser, men var jeg i stand til at opfatte og forstå dem? Eller var alt det, der i sidste ende dannede mit jeg bare indbildning? Førte det hele til en mangelfuld kerne, idet jeg fortsatte med en infantil efterligning af teksterne rundt mig i stedet for at skabe min egen personlige tekst? Åh, som jeg har længtes efter at blive set frem for selv at se.

Mia havner i en kort reaktiv psykose, da ægtemanden beder om en pause. Det minder mig om, at det nu er seks måneder siden jeg selv blev sygemeldt. "Så tålte du måske alligevel ikke skilsmissen?" En sætning, som min mor formulerede som en spørgende konklusion. Jeg svarede hende ikke, for jeg har som en følge af min symbiose-længsel altid sagt mig tavst enig med min mor. Men inden i mig begyndte en stemme at røbe sin eksistens: "Jeg tålte ikke ægteskabet!" Jeg har omsider en reaktion på en 37 år gammel længsel. Det kan godt være, at jeg som følge af min tavshed er en ulæselig tekst for min mor, der desuden har dysleksi, men hun lider, så vidt jeg ved, kun af indbildt blindhed.

I mit hjem står der halvfulde kaffekopper overalt. De hober sig op for mig. Det er, fordi jeg læser og tænker og læser og tænker og skriver. Min kæreste rydder sine halvfulde kaffekopper op, så snart han er færdig med at drikke af dem. Jeg tror faktisk ikke, at han forflytter dem fra rum til rum. Jeg har i hvert fald ikke bemærket det, selv om jeg har studeret hans vaner nøje. Han plejer til gengæld at rydde mine op. En kærlig gestus. Han putter dem i opvaskemaskinen og tænder og tømmer den igen, så jeg altid har rene kopper til næste omvandrende tanke-læse-drikke-skrive-færd. Efter et år har vi udviklet et samliv fuld af nærhed og varme, og det selv om vi ofte befinder os fysisk langt fra hinanden.

Der findes altid en sårbarhed i den endnu nye kærlighed, som ikke findes i den etablerede. Jeg tror, det har noget med erindringen at gøre. Samtidig indbefatter den nye kærlighed bevidstheden om fortiden, og erfaringerne vi bærer med os fra tidligere samlivsformer. Menneskelige relationer. Men er det virkelig bare gentagelser? Velkendte mønstre? Det var mig, der bad om skilsmisse. Det var mig, men hvem er jeg nu? En storforbruger af kaffekopper, som jeg i tillæg placerer overalt?! Jeg kan ligge vågen om natten af frygt for, at hr. Sort pludselig ikke kan lide den tekst, der er mig. Den tekst, der kommer ud af min mund, men som også manifesterer sig i mine handlinger. Den tekst, der er formet af min erindring, men som jeg ikke desto mindre kan vælge at fortælle på tusind forskellige måder. Tænk, hvis den keder ham? Han skulle så nødig lægge teksten til side og tage sig en pause.

Jeg har ikke lyst til at møde mig selv på den måde.

Mixing Part

Jeg har akkurat læst Erlend Loes roman Stille dager i Mixing Part. Den kunne jeg godt lide. Måske fordi den var letlæst. Jeg behøvede ikke at koncentrere mig mere end højest nødvendig. Den kunne læses på en aften. Hovedpersonen Telemann, der hader Tyskland, fik smilet frem på mine læber. Mange gange. Mixing Part er for resten google-translate af den tyske by Garmisch-Partenkirchen. Men det passer ikke. Jeg har selv prøvet at oversætte Garmisch-Partenkirchen fra tysk til engelsk, og det bliver ikke til Mixing Part. Det bliver i stedet for til Garmisch-Partenkirchen, men påfundet er morsomt. Mixing Part bliver til gengæld til Mischteil, men Garmisch-Partenkirchen forbliver Garmisch-Partenkirchen. Jeg kan godt lide det ord. Ligesom jeg forøvrig er vild med Torben Stenos sang Ausfahrt Bitterfelt.

Det er mig, der sidder på hug foran nogle af mine bøger. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan virkelig godt lide det billede. Jeg ser så lille ud, der jeg sidder og forsøger at finde en bog. En kogebog, tror jeg. Nu har jeg fjernet de to nederste hylder. Det var jeg nød til for at få plads til min computer, som jeg bruger som radio, musikafspiller og fjernsyn. Og eftersom mit liv udspiller sig i mit køkken, måtte jeg finde et sted til computeren, hvor jeg fik godt nok internetsignal til at kunne afspille de tre nævnte ting: radio, musik og tv. Hedder det mon internetsignal? I hvert fald var det akkurat der.

Telemann er interesseret i teater og den frodige engelske kogebogsskribent Nigella Lawson. Han kan godt lide at lave mad. Hendes mad. Hans kone, Nina, er norsklærer og helt vild med Tyskland. Derfor er de sammen med deres fælles børn på ferie i Garmisch-Partenkirchen. I selveste Mixing Part, som Telemann insisterer på at kalde byen, forsøger han at skrive et teaterstykke, men han lykkes ikke rigtig. Det bliver noget helt andet. Nina tager sig af børnene. Men hun tager sig også af sig selv. Noget, Telemann til sidst mener, er teater. Ægte teater. Telemann og Nina bliver til sidst til mixing parts og ikke missing parts.

Jeg er begyndt at læse igen. Nu læser jeg for eksempel den franske forfatter Anna Gavaldas Lykka er ein sjelden fugl. Det er smukt at læse romaner på nynorsk, men aller smukkest er det på teaterscenen. Sproget bliver kunstigt, noget der understreger, at det er kunst. Men jeg ved ikke helt, om jeg er enig i, at lykken er en sjælden fugl. Sidste weekend så jeg filmen Jeg elsket henne. Det er en filmatisering af en anden af Anna Gavaldas romaner. Det er en smuk og stille film. Ligesom Stille dager i Mixing Part handler den om det vanskelige ved at være et par. At være en del af et hele. Eller to uforenelige halve, der heles gennem en ydre materialisme.

Det føles helt okay at være single.

Energien kommer langsomt, men sikkert tilbage

Jeg bager og eksperimenterer igen

Jeg skriver igen

Jeg studerer igen

Jeg fylder mit hoved igen

Jeg er kreativ igen

Jeg går amok igen

Pigen har fået et værelse igen

Jeg glæder mig over Designers Guilds smukke farver igen

Jeg siger JA igen

Jeg arrangerer fester igen

Jeg dyrker mine idoler igen

Jeg begynder at finde harmonien

Gider du lige?

Som skrevet tidligere, så ler jeg hver dag. Det er en herlig latter, der klukker og knækker på midten. Den sendes ud i energiske bølger, der omfavner alverden. Den vækker forundring og smil, og den holder af at få selskab, hvilket den heldigvis ofte får. Den er spontan og fuld af sarkasme og selvironi. Den gemmer sig ikke. Hvorfor skulle den dog også det? Den har ret til at være her, og den gør mig glad, selvom jeg ikke aner, hvor den kommer fra.

Samtidig med at jeg begyndte at meditere, anbefalede den norske blogger Portofritt mig bogen Pippi power af danske Gitte Jørgensen. Det er sjovt som kaoset omkring mig pludselig skaber sin egen finurlige sammenhæng, for der er ingen tvivl om at meditation og Pippi power er en fantastisk cocktail. I korte træk opfordrer Gitte Jørgensen alle kvinder til at iklæde sig en god portion Pippi power. Og det er slet ikke så dumt. Det er faktisk en meget god idé.

Efter, at jeg begyndte at meditere og tænke Pippi-tanker, har latteren sluppet sig løs i mig. Den bruser ud og fylder mig med gode vibrationer. Det er intet mindre end fantastisk, men det er ikke alle, der synes om det. Der er nogen, der bliver bange for sådanne tikkende lattermilde bomber. Det fik jeg erfare da en mandsperson, som jeg ellers respekterer, anklagede mig for at være for pjattet. Han mente, at det var irriterende at være sammen med sådan en som mig, som kun var til fis og ballade. Hvad skal man sige til det? Mit gamle jeg ville være gået ind i selvforsvarsfælden. Jeg ville have skabt mig grøn og svoret, at jeg da så sandelig ikke kun var til fis og ballade! At jeg rent faktisk havde en meget mørk side, som ville overraske ham, hvis han opdagede den. Men så var det, jeg mediterede og tænkte Pippi, og pludselig opstod der en følelse af lykke. Haha, jeg er glad. Kald det bare pjattet, om du vil, og gider du så lige movere din sværm af sorte skyer fra min side af solskinnet, makker?

Jeg har bestemt mig

Hver eneste dag er det så utroligt fristende at dejse om på gulvtæppet i mit køkken for bare at blive liggende i fosterstilling og ånde i kor med køleskabets brummen.
Hver eneste dag plager mine tanker mig med ord, som jeg slet ikke kan holde ud at tænke på.
Hver eneste dag får jeg en ubeskrivelig lyst til at lukke min dør for alt og alle.

Men jeg har bestemt mig for at stå oprejst. Jeg har bestemt mig for at trumfe tankerne med optimisme og positivitet. Og min dør står åben, fordi jeg har bestemt mig for, at mit nye liv ikke skal leves i ensomhed.

Hver eneste dag træder jeg forsigtige skridt på ukendte stier, men jeg har bestemt mig for, at hver eneste skridt skal opleves som en spændende oplevelsesfærd.

På søndag skal jeg konfronteres med hele den danske slægt. Det er første gang siden det, vi ikke rigtig snakker om, skete. Jeg har bestemt mig for at tage min røde kjole på, og jeg vil flette mit hår i to stramme fletninger, så mine tanker holdes i skak.

Jeg træner tanken hver eneste minut. Jeg har bestemt mig for at bloggen her skal hjælpe mig med netop dette.

Jeg har bestemt mig for at vælge lykken.

Nu håber jeg, han kan lide blå vinduer...

Ikke slip mig løs med malingsspand og pensel...jeg går amok! Jeg beskriver mig jo selv som kaosblogger, og det er, fordi jeg simpelthen er et kaosmenneske! Jeg går bare i gang uden mål og mening og vupti - så er vinduerne da lige blevet blå. Og når jeg nu alligevel er i gang, hvorfor så ikke male de to skuffer i farfars skænk blå?? Mand og dreng tog til fodbold, og da blev de to kaotiske damer (en lille og en stor) alene hjemme, og vi følte begge to, at vi var inde i en blå periode...

God lørdag til alle derude...

Dette må jeg komme i hu...

I foråret bestemte jeg mig for, at det var på tide at vende lidt tilbage til skolebænken...en bænk, jeg i grunden har savnet lige siden, jeg forlod den sommeren 2005. Faget blev tysk årsstudium, fordi jeg allerede i forvejen har beskæftiget mig en del med tysksproglig litteratur, og fordi Tysklands historie interesserer mig enormt meget. Jeg søgte, og om 14 dager pakker jeg atter skoletasken.

Pinligt nok har jeg aldrig været i Berlin, så nu planlægger jeg en tur derned sammen med en veninde, men hvad bør vi se? Hvor skal vi gå, hvis vi vil have noget godt at spise? Hvor er loppemarkederne? Vandrehjem eller hotel? Mulighederne er mange, og jeg har problemer med at få oversigt her, jeg sidder i Norge langt væk fra verdens vrimmel...

Nu famler jeg rundt i blinde på nettet, og for ikke at glemme alt det, jeg finder, præsenterer jeg det ganske enkelt her:

Jeg fandt denne side, men det virker ikke lige frem opdateret. Jeg fandt også en interessant blog af en Maybritt Hansen, som rent faktisk hedder Berlinblog, desværre er bloggen helt uden billeder. Billeder er der til gengæld at finde på Hodjas blog. Google er et fantastisk redskab, og da jeg først begyndte at lede på alle sprog, dukkede der virkelig spændende sager op:

Stil in Berlin

The Berlin Blog

Stadtmagazin Berlin

Meet the Germans

Berlin apartments

Berlin blog

Hub Berlin

Dette var bare et lille udvalg, af det jeg fandt om Berlin, men jeg har brug for endnu mere, så hvis der er nogen derude, der har nogen gode tips, tager jeg imod med kyshånd...

Indkommende tips:

m.i.l.c.h.schaum

Skulle man ikke læse kommentarene, så skrev den bedårende Fröken Skicklig dette:

Loppis - Mauerpark, Arkonaplatz Museum - Hamburger Bahnhof, Neue Nationalgalerie, Deutsche Guggenheim Theater - Volksbühne, Sophiensæle, Hebbel am Ufer, Schaubühne Fina tyger - Frau Tulpe (Veteranenstraße) Fina kakor - Napoljonskaja (Kastanienallee), Sowohlalsauch (Kollwitzstraße), Patisserie Albrechts (Rykestraße) Fina kläder - Majaco (Veteranenstraße) Fin utsikt - Berliner Dom (istället för Fernsehturm!) Fint att se i närheten - Potsdam med Sanssouci

Jeg glæder mig især til de 'fina kakor'. Men skulle jo næsten tro, Frk. Skicklig kender mig ;)

Man kan vel i grunden aldrig få nok mælketænder?

I går oplevede vi noget urkomisk her i huset. Ja, nu kan det selvfølgelig være, at det kun er os, der synes, det er morsomt, men jeg fortæller det altså alligevel - and it goes like this:

I går ryddede jeg op i mit hobbyskab. Og der, blandt hobbymaling, tegnesager, glanspapir, stofrester og tråd, fandt jeg mine mælketænder! Hvad de lavede der, ved jeg ikke, for jeg har virkelig ikke planer om at bruge dem i en eller anden hobby-kunst-installation, men jeg tog dem i hvert fald ud og studerede dem nærmere. "Hvad i alverden skal jeg stille op med alle de her tænder?", tænkte jeg, og et spørgsmål pressede sig på: "Skal jeg også belaste mine børn med at gemme alle deres mælketænder?" Ældstemand havde allerede tabt to overtænder, og de lå nu i en lille æske i skabet på badeværelset. (Uden hans viden selvfølgelig, for han tror, at de er blevet tryllet om til penge af selveste tandfeen!) Der, jeg sad foran hobbyskabet, vurderede jeg at smide alle mine gamle mælketænder ud, men så lod jeg alligevel være.

Da jeg lidt senere hentede ældstemand i SFO, viste det sig, at han tidligere på dagen var faldet af gyngen og nu stod han foran mig og ville vise mig et sår på indsiden af overlæben. Der var så megen støj og larm, at jeg ikke helt hørte, hvad han sagde, men jeg lagde mærke til en tand i hans undermund, som havde været løs temmelig længe, og som nu dinglede mere end sædvanlig, og med et snuptag hev jeg den ud. "Av", skreg min fortvivlede søn: "Hvad er det du laver?" Mig: "Var det ikke det, du ville?" "Nej, du skulle se mit sår.", sagde den fortvivlede seks åring. "Undskyld, men her er den altså", sagde jeg, og til opmuntring mindede jeg ham om tandfeen, som havde besøgt ham de to forrige gange: "Måske kommer hun igen i nat?"

Vel hjemme og med en søn i væsentlig bedre humør med tanke på tandfeens mulige ankomst, lagde vi tanden i et glas i køkkenenet og glemte så alt om den til fordel for den sædvanlige fredagshygge med pizzabagning og dansk fjernsynsunderholdning. Ren fryd for børn og voksne. Og tanden, ja, den lå jo i glasset og ventede på vand og fe, troede både sønnike og jeg.

Da ældstemand skulle lægge sig, bad han mig om at fylde vand i glasset og stille det i vindueskarmen i rummet, hvor han skulle sove. Glad gik jeg ned i køkkenet for at hente tanden, og tror I så ikke, at både glas og tand var borte! Forvirret og lettere desperat (for efter en hurtig ransagning af opvaskemaskinen, havde jeg en grusom mistanke) løb jeg op til min mand og spurgte på engelsk, om han havde fjernet glasset. "The glass?", svarede han forvirret. Og jo da, i et anfald af oprydningsiver, (noget jeg i øvrigt selv havde opfordret ham til tidligere på dagen), havde han sat glasset i opvaskemaskinen. "Og tanden?" Nej, den havde han ikke set. Der stod vi så foran to unger, der ikke forstod, hvad vi snakkede så heftigt om, men som alligevel fulgte os opmærksomt. Gode råd var temmelig dyre, for sønnike forventede et glas med både vand og tand!

Far løb ned i køkkenet og gennemsøgede forgæves både opvaskemaskine, skraldespand og køkkenvask. Skyldbetynget så han på mig: "Hvad gør vi nu (lille du)?", spurgte han fortvivlet. "Vi tager en af mine!" "En af dine?", sagde han og lignede et megastort spørgsmålstegn. "Ja, nemlig ja!", sagde jeg og løb ind i stuen og hen til hobbyskabet, hvor jeg triumferende fandt en undertand stort set identisk med den, vi havde mistet. Og sådan gik det til, at tandfeen, til alles store overraskelse, alligevel kom på besøg og tryllede en tand om til en tyver!

Hav en fortryllende weekend.

Træning må have et klart formål!

Ikke akkurat Jane Fonda...

Rosa goes pinup - now in color!

Rosa goes pinup