San Diego Serenade

- Er du lykkelig?, spurgte jeg en kvinde, som jeg holder meget af.
- Jeg er lykkelig nu. Det er nok for mig. Er jeg ulykkelig i morgen, kan jeg ikke gøre noget ved det i dag, svarede hun.
Det er et godt svar. Det handler om at leve i nuet og nyde eller i hvert fald være i de følelser, der findes i kroppen. Sorgerne kommer, når de kommer.

Selv har jeg en tendens til at tage sorgerne på forskud. Jeg bekymrer mig for ting, som jeg tror, jeg kan forudse. Det er unødvendigt. Jeg ved det, men det er vanskeligt at leve i nuet. Tag en dag ad gangen, foreslog en god ven. Det kræver øvelse.

Er det midtlivskrisen? Eller er det bare en erkendelse af, at jeg alt for længe har undgået at se mig selv i øjnene? Der er et slør over mine øjne, så det er ikke så let at se dem, men hvis jeg tager mig god tid og holder mit eget blik, så ser jeg nogen gange et strejf af noget, der kunne minde om lykke.

Hvid dug

Jeg ligger oppe i soveværelset. Sengen under mig skælver eller også er det mig? Jeg er faktisk ikke helt sikker længere. Jeg har lagt her alt for længe allerede, og det hele flyder sammen i et rod af blomstret tapet, hjerteslag og skælven. Nedenunder er Peter i gang med at støvsuge. Ungerne ser på en dvd. Det er en film med flere korte episoder, for jeg hører kendingsmelodien om og om igen. Og så støvsugeren og min egen puls. Gæsterne kommer om lidt. Maden står klar inde i ovnen. Det dufter af rosmarin og citron. Amalie skriger. Peter råber noget, som jeg ikke kan høre. Det er uanset ikke mig, han henvender sig til, så jeg lukker øjnene og forsvinder ind i lydene af kaos. Jeg flyder på en seng af toner, som harmonerer med mit indre. Jeg gider ikke i aften. Skal jeg virkelig smile mig igennem aftenen? Mine kæber holder snart ikke til mere. Peter stikker hovedet ind til mig. Han har den bekymrede mine på. Burde han ikke bede mig om at tage mig sammen?
- Hvordan går det med dig?
- Jeg kommer ned om lidt.
- Okay. Jeg har dækket bord. Det var den hvide dug?
- Ja, det var den hvide dug.

Findes den?

- Tror du på kærligheden?

- Hvad mener du? spørger Thomas, mens han tænder en smøg. Det lyser orange fra den, når han suger røgen ind i munden og ned i lungerne. Jeg mærker, at jeg ryster en smule i den kølige vind. Thomas ser på mig: - Skal jeg hente en dyne? spørger han og har allerede rejst sig. Han går ind i sommerhuset og kommer lidt efter tilbage med en dyne, som han putter omkring mig. Det føles godt.

- Mener du kærligheden mellem for eksempel en kvinde og en mand? spørger han, idet han sætter sig tilrette i havestolen.

- Ja, siger jeg og føler, at spørgsmålet er både barnligt og dumt.

- Ja, den tror jeg på, men jeg ved ikke, om jeg tror, at den varer evigt. I nogen tilfælde måske. Men varigheden er jo heller ikke så vigtig. Det vigtigste er, at man får lov til at opleve den en eller anden gang i livet, om den så bare er kortvarig.

- Det lyder trist.

- Kun hvis du er pessimist.

- Hvad mener du med det?

- Det er trist, hvis man aldrig oplever kærligheden, men får man lov til at opleve den på et eller andet tidspunkt, og de fleste mennesker oplever den heldigvis flere gange, så bærer man den med sig. Så lever den inden i en. Det er da ikke trist.

- Ser du sådan på det?

- Ja, det tror jeg.

- Men varer ægte kærlighed ikke livet ud?

- Ægte kærlighed... Thomas smiler. Pludselig synes jeg, at han er pæn, der han sidder i skæret fra stuevinduet. - Ægte kærlighed, Majbritt, er vel ikke anderledes end andre former for kærlighed. Jeg tror ikke, man kan snakke om, at en kærlighed er mere ægte end en anden. Det kommer vel an på den, der giver den, og den der modtager. Måske samsvarer følelserne ikke end gang, men det bliver kærligheden jo ikke mindre ægte af, vel?

- Nej...

- Der findes jo så mange måder at vise kærlighed på, Majbritt. Det ved du vel også godt, gør du ikke?

- Jo.

- Fryser du stadig?

- Nej, jeg har det fint.

- Skal jeg åbne en flaske rødvin?

- Hmmm, hvor mange er klokken?

- Den er ti minutter over ti.

- Så burde jeg vel egentlig tage tilbage til campingpladsen.

- Sker der noget der da?

Jeg ler: - Nej, der sker der ikke en skid, men jeg skal mødes med Majken i morgen tidlig for at pakke det sidste ned.

- Skal jeg køre dig tilbage?

Jeg ser ind imod stuen og mærker, at det egentlig ikke var det, jeg håbede, at han skulle sige.