Mixing Part

Jeg har akkurat læst Erlend Loes roman Stille dager i Mixing Part. Den kunne jeg godt lide. Måske fordi den var letlæst. Jeg behøvede ikke at koncentrere mig mere end højest nødvendig. Den kunne læses på en aften. Hovedpersonen Telemann, der hader Tyskland, fik smilet frem på mine læber. Mange gange. Mixing Part er for resten google-translate af den tyske by Garmisch-Partenkirchen. Men det passer ikke. Jeg har selv prøvet at oversætte Garmisch-Partenkirchen fra tysk til engelsk, og det bliver ikke til Mixing Part. Det bliver i stedet for til Garmisch-Partenkirchen, men påfundet er morsomt. Mixing Part bliver til gengæld til Mischteil, men Garmisch-Partenkirchen forbliver Garmisch-Partenkirchen. Jeg kan godt lide det ord. Ligesom jeg forøvrig er vild med Torben Stenos sang Ausfahrt Bitterfelt.

Det er mig, der sidder på hug foran nogle af mine bøger. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan virkelig godt lide det billede. Jeg ser så lille ud, der jeg sidder og forsøger at finde en bog. En kogebog, tror jeg. Nu har jeg fjernet de to nederste hylder. Det var jeg nød til for at få plads til min computer, som jeg bruger som radio, musikafspiller og fjernsyn. Og eftersom mit liv udspiller sig i mit køkken, måtte jeg finde et sted til computeren, hvor jeg fik godt nok internetsignal til at kunne afspille de tre nævnte ting: radio, musik og tv. Hedder det mon internetsignal? I hvert fald var det akkurat der.

Telemann er interesseret i teater og den frodige engelske kogebogsskribent Nigella Lawson. Han kan godt lide at lave mad. Hendes mad. Hans kone, Nina, er norsklærer og helt vild med Tyskland. Derfor er de sammen med deres fælles børn på ferie i Garmisch-Partenkirchen. I selveste Mixing Part, som Telemann insisterer på at kalde byen, forsøger han at skrive et teaterstykke, men han lykkes ikke rigtig. Det bliver noget helt andet. Nina tager sig af børnene. Men hun tager sig også af sig selv. Noget, Telemann til sidst mener, er teater. Ægte teater. Telemann og Nina bliver til sidst til mixing parts og ikke missing parts.

Jeg er begyndt at læse igen. Nu læser jeg for eksempel den franske forfatter Anna Gavaldas Lykka er ein sjelden fugl. Det er smukt at læse romaner på nynorsk, men aller smukkest er det på teaterscenen. Sproget bliver kunstigt, noget der understreger, at det er kunst. Men jeg ved ikke helt, om jeg er enig i, at lykken er en sjælden fugl. Sidste weekend så jeg filmen Jeg elsket henne. Det er en filmatisering af en anden af Anna Gavaldas romaner. Det er en smuk og stille film. Ligesom Stille dager i Mixing Part handler den om det vanskelige ved at være et par. At være en del af et hele. Eller to uforenelige halve, der heles gennem en ydre materialisme.

Det føles helt okay at være single.