Fejltagelser er indgangen til opdagelser

Ovenforstående titel blev ikke valgt, fordi jeg føler, at skilsmissen er en fejltagelse. Slet ikke. Den blev valgt, fordi den husker mig på, at jeg ikke skal være bange for at fejle. Vi er vel alle mere eller mindre bange for at fejle, og dét, tror jeg, er uanset hvilken kontekst eller målestok, vi risikerer at fejle i. "Flyv ikke højere end vingerne bærer.", sang Lille Palle i min barndoms Giro 413, men skal det være mit nuværende motto, så kommer jeg jo aldrig til at flyve!

Før tænkte jeg, at jeg gerne ville få succes med det, jeg kastede mig ud i. Problemet var bare, at denne stræben efter succes forhindrede mig i at kaste mig ud i det allermeste. Succeskriteriet betingede fuldstændig kontrol, og for at være helt ærlig: Hvor meget har jeg egentlig kontrol over her i livet? I mikroperspektiv kan jeg have følelsen af at have kontrol over ting og tang, men i det store betydningsfulde perspektiv - dét, der virkelig batter noget - har jeg ikke kontrol over noget som helst, for der er det helt andre kræfter, der råder. Så nu vælger jeg at betragte fejltagelserne som opdagelser. Det er da unægteligt meget lettere at slippe kontrollen og "lade stå til" med opdagelser i vente. Når skumle handlinger forekommer som spændende læreprocesser er det lettere at le af mig selv. Og jeg SKAL lære at flyve!

På et punkt er jeg dog stadig ængstelig for at give slip og miste fodfæstet. Det er dér, hvor jeg sikkert kunne flyve allerhøjest. Dér, hvor alt svimler. Jeg snakker om forelskelse. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg muligvis kommer til at forelske mig. Nej, det er vel ikke akkurat forelskelsen, der plager mig, det er mere det faktum, at jeg kan forelske mig i hvem som helst! Hvad nu, hvis dén, som jeg forelsker mig i, viser sig at være rigtig dum? Eller en bavian! Eller en tyran! Eller som alle de andre... Eller tænk (skræk og gru), hvis det er én, det faktisk går an at give sig hen til uden frygt? Jeg mærker, hvordan kvalmen sagte men sikkert stiger fra maveregionen og op i halsen.

Det er 16 år siden jeg datede en fremmed. 16 år!! Jeg ved knap nok, hvordan man gør det, og alene dét at tænke tanken, giver mig myrekryp. For 16 år siden var jeg ung og ubekymret. Jeg vidste stort set intet om kærlighedens væsen. Hvad en partner skulle kunne give mig andet end forelskelsens korte men sødmefulde rus, havde jeg endnu ikke taget nogen form for stilling til. Jeg var en lille charmetrold, og jeg syntes, det var umådelig morsomt og livsbekræftende, når nogen forelskede sig i mig. Det føltes helt ufarligt. Sådan føles det ikke mere.

Når man har det sådan som jeg, så er det nok bedst at lade være med at løfte blikket. Men det kan jo ikke undgås. Forelskelse er ingen herre over. Den kan komme snigende, når jeg mindst regner med det. Det er uoverskueligt. Mulighederne for at fejle er store... Men hey, hør nu lige her: Hvis jeg intet risikerer, så opdager jeg jo heller ingenting! Måske er det sådan, at hvis jeg giver mig hen til alle livets muligheder, vil jeg en dag erfare kærlighedens sande væsen, og i det øjeblik, kan det jo faktisk henne, at jeg både fejler og falder ind i opdagelsernes eventyrlige verden?