lørdag den 29. januar 2011

Køkkendage


Det gælder om at leve livet; at finde et åndehul, hvor man kan trække vejret uden, at det sætter sig fast mellem hals og bryst. Mit åndehul lige nu er mit køkken. Det er et okay sted. Det er mit.


Det bliver en lettelse den dag, hvor jeg kan skrive frit igen. Den dag, hvor jeg ser alle sammenhængene og ved, hvorfor jeg måtte gøre, som jeg gjorde. Den dag, hvor jeg uden skyldfølelse kan løfte min datter op på mit skød og trøste hende, når hun savner sin far.



Mit liv er ikke trist. Mit liv er nyt. Det er dét, det er. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg takler dette nye liv, men jeg står midt i det. Jeg står. Nye vaner er begyndt at snige sig ind. Dejlige vaner, hvor jeg sanser mig selv på nye måder. Jeg finder nye begreber. Jeg finder et nyt fodfæste her i livet.


Alt smager anderledes, og når jeg ser mig i spejlet, ser jeg ikke længere den, jeg var. Jeg har tabt mig ca. 17 kg. Mit blik er blevet stærkere, mit smil gladere, og hagen er blevet mere bestemt. Én mener, at jeg ser eksotisk ud, en anden kalder mig sensuel, mens en tredje siger, at jeg har et stærkt udtryk.

Jeg vil ikke sige, at jeg genfinder mig selv; jeg finder mig selv.


2 kommentarer:

  1. En fantastisk rejse - som kun lige er begyndt! Jeg ønsker dig god vind og smukke dage ;o)

    SvarSlet
  2. Jeg henger meg på den (den om god vind og smukke dager). Det høres helt fantastik ut å sanse seg selv på nye måter - og få nye vaner :)

    Hva tenker du så langt om PP-boken?

    SvarSlet