Mavefølelser

Der er dage, hvor jeg får åbenbaringer. Pludselig står jeg der under bruseren, og så kommer der helt uventet en åbenbaring. -Aha! Det var sådan, det var!!, tænker jeg, og som oftest smiler jeg, for nogen få af de manglende brikker i det store puslespil, der er mig, er faldet på plads i pausen mellem to tanker.

Jeg er et sted lige nu, hvor jeg forsøger at forstå mig selv og mit handlingsmønster. Det er vel meningen, at jeg skal få klarhed over dette, så jeg ikke gentager mine fejl. Eller så jeg i det mindste bliver bevidst om, at sådan er jeg, og sådan handler jeg altså. Dette er mig. Goddag verden!

Mange af mine fejltrin er blevet trådt i fornuftens bagende lys. Jeg har tændt for hjernen og rationaliteten, og så har jeg slået intuitionen fra. Jeg har svært ved at lytte til mine inderste følelser. Kan jeg ikke lide et menneske, giver jeg dette menneske både to og tre chancer. Nogen gange bestemmer jeg mig bare for at kunne lide vedkommende, selv om det vrænger sig i mig. Min mave skriger, mens mit hoved dysser den til ro.

Akkurat i disse dage går jeg igennem en proces, hvor min mave og mit hoved kæmper en hårdnakket kamp. Jeg ved ikke, om 'mit nye bevidste jeg' vinder kampen. Jeg er desværre let at overtale. Jeg ved det, for det er sket så mange gange før. Og personen, jeg er op i mod, er stærk. Meget stærk.

Spørgsmålet er: Skal mit nye eller mit gamle jeg vinde? Det er trygt at vælge det vante. Da ved jeg, hvad resultatet bliver. Det ender stensikkert med den velkendte og trygge følelse af utryghed. Jeg kan også vælge det utrygge nye. Det er et valg, som jeg ikke aner resultatet eller konsekvensen af - vil det på sigt give mig en større tryghed?

Jeg har allerede forsøgt mig lidt. Har sagt 'nej' et sted, hvor jeg tidligere ville have sagt 'ja'. Det var skummelt. Jeg lod mig næsten overtale til et 'ja'. Jeg lod mig i stedet for overtale til at tænke over det pånyt. Jeg tænker, så det brager. Min hjerne siger selvfølgelig 'ja', men i min mave findes der en knude, som bare vokser og vokser.