Jeg ser og bliver set

Jeg er begyndt at læse Beate Grimsruds En dåre fri, men jeg lægger den hele tiden fra mig, for jeg er endnu ikke færdig med Sommeren uten menn, hvor ordet 'dårekiste' forekommer én gang i teksten. Er jeg en dåre?

Desuden rumsterer indlægget fra i går i mit hoved: Er der overhovedet nogen, der forstår, hvad jeg har skrevet? Meningen med ordstrømmen? Forstår jeg det selv? Jeg tænker, at det egentlig ikke er så vigtigt, at andre forstår mine tekster, så længe de genererer nye tanke hos læseren. Ikke tanker om at føle sig udenfor, men eksistentielle tanker, der ganske vist også kan omhandle fremmedgørelse og isolation.

Selv hæfter jeg mig ved fire tematikker i teksten: 1. Gentagelsen. 2. Længselen. 3. Løget og 4. Blindheden. Er det virkelig nødvendigt at skrive mere om dette, tænker du muligvis. I et splitsekund tager jeg mig selv i at ville svare nej, men så tager jeg mig for alvor i det: Jeg vil udelukkende svare nej, fordi du har stillet mig et ledende spørgsmål. Jeg sidder jo og skriver, så dermed har jeg altså brug for at uddybe. Mine handlinger afslører mig. Gudskelov. Uden mine handlinger, ville jeg ikke ane, hvem jeg er.

Da er vi tilbage ved løget. Jeg er hverken et løg eller et æble. Jeg et menneske. Jeg er en kvinde. Jeg er Rosa Velour, min selvvalgte identitet. Vedkommende, der sagde, at jeg var uden kerne, var i færd med at skrive sin tekst; sin fortolkning af mig. Og i den fortolkning blev jeg kerneløs. Det siger intet om mig. Det siger kun noget om den person, der ytrede sin mening. Personen, der metaforisk set pillede løget, blev i denne intense handling blind. 

Jeg tror, vi mennesker ofte bliver blinde i forhold til hinanden. Denne blindhed er yderst interessant, for den kan få så stor kraft, at vi bliver usynlige - til og med for os selv. Men er øjnene virkelig et så overlegent sanseapparat, at det overdøver alle de andre sanser? Hvis vi bare lider af indbildt blindhed, er der så en fare for, at de øvrige sanser ikke styrkes som en følge af blindheden? Jeg skreg en gang til et menneske, der vitterlig så ud som om, det hverken hørte, så, lugtede eller følte mig.

Gentages en sådan "blindhedens handling", tror jeg, at man også bliver usynlig for sig selv. Man forsvinder. Jeg forsvandt, fordi jeg ikke fik nogen form for reaktion på mig selv. Da kunne jeg ligeså godt slutte med at eksistere for dette menneske. Og her er jeg inde på noget vigtigt: For dette menneske. For man behøver ikke blive usynlig for sig selv. Man kan i stedet bytte om på rollerne og beslutte sig for, at det er det andet menneske, der er usynligt. Dette kræver dog en enorm styrke, specielt når blindheden opstår i en kærlighedsrelation. For eksempel den vi finder mellem mor og barn, eller den vi finder i et ægteskab. To typer relationer, der har det med at spejle hinanden. Ødipus blev også blind... Ikke indbildt, men selvvalgt.

Igen kommer gentagelsen ind i billedet. Hvordan undgår vi at gentage vore fejl? Er det muligt at begynde forfra? Midt i livet... Eller vil vi hurtigt opdage et underliggende mønster? Kan vi virkelig ikke forandre os? Selv blev jeg pludselig synlig for mig selv. Det skete i det øjeblik, jeg opdagede, at jeg gentagende gange havde befundet mig i relationer præget af indbildt blindhed. Hvad havde dette egentlig gjort ved mig? Jeg var blevet alt for optaget af at gøre mig synlig. Og hvordan bliver man det, når den, man står overfor, ikke ser én? For mit vedkommende var det let. Jeg begyndte "bare" at forme mig efter de forestillinger, den anden gjorde sig fra sin blinde synsvinkel. Jeg mistede mig selv. Jeg undertrykkede mit selv. Jeg forsvandt. 

Mit 'jeg' blev udflydende og tilpasningsdygtigt. Da er det let at anklage mig for at være uden kerne, også selv om dette kerneløse og totalt afpillede løg i virkeligheden er ren indbildning. I mit stille sind begyndte jeg at længes efter at være synlig. I det mindste for mig selv. Det var en smertefuld erkendelse. I Sommeren uten menn skriver Boris til Mia, at han bare "(...) var en forstokket fyr full av smerte." At denne sætning har flere referencer, vil jeg ikke kommentere her, men det spændende ved sætningen er smerten. Gjorde denne smerte Boris blind? Og endnu mere spændende: Så Mia Boris's smerte? Deres handlinger afslører dem.

Hvad vil det egentlig sige at blive set? Jeg har en teori om, at det er uhyre vanskeligt at se andre mennesker, hvis man begynder at få forkert fokus. Jeg tænker, at Boris kan have været så optaget af sin egen smerte, at den til sidst okkuperede hele hans sanseapparat. Det er ingen undskyldning, men det er en plausibel forklaring. Vil Mia være i stand til at se dette? Som du kan høre, er jeg ikke så interesseret i tilgivelsen, men i synet. 

Da jeg læste Mias sidste sætning, kom tårerne og visheden om min egen længsel. Jeg forstod pludselig denne mærkværdige lidelse, der har været et gennemgangstema for mit eget liv: Den indbildte blindhed. Og med den erkendelse kom frygten. For hr. Sort ser ikke bare mine efterladte kopper; han ser mig. Og tænk, hvis Klaus Mann så har ret i sin påstanden: Der findes ingen ny erfaring? 

Klaus Mann snakker om velkendte mønstre. For hvem? For mig? For den menneskelige erfaring? Jeg klamrer mig til det sidste, samtidig som jeg for et øjeblik igen må vise til Karin Johannisson-citatet fra Melankolske rom: 

"Skjønnlitteraturen er rik, ja, en overflod. Den kan brukes som dokumentasjon (...), om man godtar at fiksjon ikke er skapt, men gjenskapt erfaring."

Når det gælder min erfaring fra kærlighedsrelationer, så har disse enten helt fra begyndelsen af eller over tid udviklet sig til at være præget af blindhed. Dette er min erfaring. Jeg ejer med andre ord kun denne, og det var vel også denne, der afholdte mig fra at blive elsket - at turde at elske? Frygten for gentagelsen - det velkendte mønster. Ingen ny erfaring, påstår Klaus Mann. Nej, men gudskelov findes litteraturen. Min evige redningsplanke. For i litteraturen, i fiktionen, genskabes menneskelige erfaringer,  og uden at afsløre for meget gjorde læsningen af Sommeren uten menn mig en erfaring rigere, og et nyt mønster kan således tage form...

Der findes længsel, og der findes håb. Jeg sidder atter i det blå, men mit sind er i det grønne, og hr. Sorts skygge er definitiv rosa...