torsdag den 10. maj 2012

Under overfladen



Det er så længe siden, jeg har skrevet et ordentligt indlæg her på bloggen, så det er slet ikke sikkert, at nogen af alle jer søde mennesker, der plejede at stikke indenom for at læse og kommentere, stadig følger med eller har mig et sted i jeres erindring? Men jeg er her altså nu. Og det er vel, når jeg tænker ordentlig efter, NU, jeg skal være her. Ikke i går, hvor jeg lå nede for tælling, eller i morgen, som er en dag og dermed også en tilstand, jeg ikke kender. Det er NU, det gælder.

"Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det."
                                                                                   Søren Kierkegaard


Jeg forsøger at komme tilbage hertil - til mit skrivende alter ego, Rosa, der nu er blevet givet efternavnet Velour. Rosa Velour. Det er selvfølgelig ikke at være mig selv i kierkegaardsk forstand, men Kierkegaard skrev selv de fleste af sine tekster under pseudonym, så hvorfor ikke også jeg? Rosa Velour er mit skrivende og mit tænkende JEG. Hun er refleksion og analyse. Hun er eftertænksomhed og fordybelse. Men først og fremmest er hun bare...

Det har for resten vist sig, at det ikke bare er trangen til at skabe pseudonymer, jeg har tilfælles med Kierkegaard. Lige som Søren har jeg en forkærlighed for smukke kopper og bøger. Og akkurat som ham står jeg hver morgen og overvejer, hvilken kop der netop denne dag passer til min indre stemning. Og bøger - ja, også her kan jeg som Søren finde på at købe en bog udelukkende på grund af et smukt omslag eller på grund af en forunderlig og tankevækkende titel, uden at dette betyder, at jeg nogen gang kommer til at åbne bogen og læse teksten inden i. Jeg glædes i stedet over at fantasere om det vidunderlige univers, der findes mellem permerne.

"Lige meget hvor du går hen, er du der."
                                     Jon Kabat-Zinn


Det er sandt, at lige meget hvor mange alter egoer eller pseudonymer jeg skjuler mig bag, så vil jeg altid være synlig og let tilgængelig under overfladen, for der findes ingen vej uden om mig selv. Jeg kan forsøge at kamuflere og gå ad helt nye stier, men gangen på lusen vil altid afsløre mit inderste væsen. Så selv om jeg her på denne blog kalder mig Rosa Velour, så ved vi alle ganske nøjagtig, hvem jeg er. For jeg synes med tydelighed i skriften - I mit skrivende jeg. Jeg kan skjule et uheldigt eller skamfuldt karaktertræk i det ene skrivende moment, men det vil straks i et splitsekunds uopmærksomhed lade sig afsløre i mit næste skrivende træk. Det er på samme tid skammeligt og befriende. Jeg er mig; med eller uden navn. Jeg er mig i og med alle mine selvmodsigelser.

"Gå ikke foran mig. Måske vil jeg ikke følge dig. Gå ikke bagved mig. Måske vil jeg ikke føre an. Gå ved siden af mig og vær blot min ven."
                                                                                    Albert Camus


Citatet ovenfor kan tolkes på flere måder. Det er vel ment som et råd til en ven, men jeg vælger at læse det som en vejledning til mig selv. Jeg oplever ofte mig selv som splittet mellem dette både af andre og af mig selv konstruerede jeg og selve kernen, der er fuldstændig og uberørt af egne og andres vurderinger og tolkninger. Inderligt og autentisk er denne kerne, og alligevel så underkuet og afskåret fra at blomstre frit. Men jeg er i det mindste kommet nærmere kernen i mig selv. Det skete i det øjeblik, jeg vovede at bryde med den del af mig selv, der tilhørte ægteskabet. Det havde sig ganske enkelt sådan, at jeg en dag pludselig fandt mig stående ansigt til ansigt med den side af mig, der i mange år havde defineret sig selv ud fra en mand, en ven, faren til mine børn. Jeg så hende dybt ind i øjnene og fandt kun et eneste ord: Farvel. Og straks i det øjeblik jeg hviskede ordet, mistede jeg hende for altid af syne.

"At vove er at miste fodfæstet en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv."
                                                      Frit efter Søren Kierkegaard


Først blev jeg meget stærk. Det føltes som min pligt at være den, som løftede både børnene og deres far, da jorden forsvandt under familiens fødder. Det er mig en gåde, hvorfra kræfterne kom, for jeg har altid haft spaghettiarme, men nu viste de sig at være både stærke og udholdende. I flere måneder stod jeg der i orkanens øje i et naivt forsøg på at holde det, som var gået itu, sammen. Til sidst måtte selv jeg vove at give slip og lade mig rive ned af en magt, der ikke findes ord for. Og det var akkurat det, som skete: Ordene forsvandt. Jeg blev ordløs, men jeg tabte i det mindste ikke mig selv.

"I den mørke vinter lærte jeg endelig, at jeg besad i mig en usynlig sommer."
                                                                             Albert Camus


Det er to år siden nu. Jeg ved endnu ikke helt, hvem dette jeg-et er eller skal være. Mit jeg lever en omflakkende tilværelse mellem månedens ugedage; mellem børn og ikke børn; mellem mor og kæreste; mellem to former for væren. En dag finder jeg nok nøglen, der kan åbne døren mellem de to tilværelser. Jeg fandt trods alt overgangen mellem vinter og sommer...

I morges knuste jeg ved et uheld to af mine yndlingskopper, men i stedet for at begynde at tude, frydede jeg mig over anledningen til med god samvittighed at kunne købe to helt nye kopper. Det er længe siden, jeg har købt kopper, så nu glæder jeg mig lige frem til at finde de helt rigtige. Jeg kommer til at tage mig god tid.

"Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt."
                                                                            Søren Kierkegaard



1 kommentar:

  1. Dejligt at du er tilbage :) Glæder mig til at følge dig og dine skønne refleksioner. Kærligst fra Anne Mette

    SvarSlet