Korch, Poul og Pigelil

Da jeg var barn, var jeg en rigtig læsehest. Det er jeg stadig, men der var mere tid til det den gang, føler jeg. Jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, og jeg besøgte jævnligt den lokale bogbus. Ingen af mine forældre eller søskende var særlig vilde med at læse, men hos min farfar fandtes der et lille udvalg af bøger. Der fandt jeg Ditte menneskebarn, som jeg tudede mig igennem, og så fandt jeg Morten Korchs samlede forfatterskab.

Det specielle ved Morten Korch er, at mange af hans romaner blev filmatiseret i 50'erne og 60'erne, og de blev alle store biografsucceser. Det var disse danske melodramaer, mine forældre sad og holdte hænder til i biografens mørke, og det blev disse film, min far lejede med hjem, da VHS-afspilleren blev en del af vort hjem. Lidt tidligere end hos mange andre, da min far egentlig købte den til at have med ombord på sin fiskekutter, så han og de to øvrige besætningsmedlemmer kunne se film, når de sejlede ud og hjem. Men om vinteren var VHS-afspilleren at finde i vores stue, og så lejede far videofilm om søndagene.

Vi så dem alle sammen; Vagabonderne på Bakkegården, Krybskytterne på Næsbygård, Sønnen fra Amerika, Mosekongen, Det gamle guld, De røde heste osv. Titlerne afslører genren, men jeg skammer mig ikke. Dette er en naturlig del af min barndom: Danske melodramatiske lystspil med masse af sang og storslåen kærlighed.

Inde i nogle af bøgerne var der billeder fra filmatiseringen. Det var skønt og den evige hovedrolleindehaver, Poul Reichardt, var min store helt. Han minder mig faktisk lidt om min far, og måske er det noget af forklaringen på, hvorfor jeg var lidt småforelsket i manden. Mit hjerte smeltede, når han brød ud i sang, hvilket skete flere gange i en film. Min far brød aldrig ud i sang, men det var godt at sidde indtil ham og se disse gode gamle film. Sådan har vi ofte siddet sammen og fældet en tåre eller ti.

Man kunne regne med Poul, der på trods af alverdens prøvelser og svig var godheden selv, smilende og venlig. Og selvfølgelig har det præget mig. Alle disse film med stereotype kvinde- og manderoller. Jeg bærer det i mig, og det både beriger og hæmmer mig. Jeg værner om hjemmet som en anden forklædeklædt bondepige, der går og venter på sin mand, der selvsagt helst skal indehave nøjagtig de samme egenskaber som Poul. Samtidig længes jeg efter en karriere og større ligestilling. Jeg er både og.

Jeg vil ikke være foruden min barndoms Korch. Uden ham ville jeg næppe have været mig. Jeg har selv i voksen alder set mange af filmene om og om igen, og jeg græder hver gang. De rammer noget i mig, som jeg ikke helt ved, hvad er. Det er de store følelser og det gode danske bondesamfund, der for længst er blevet industrialiseret. Det er det rene bavl, men for mig har det en særlig værdi, fordi det binder et bånd til min far og farfar, der selv var bondemand.

Til sidst vil jeg vise Jer et klip fra filmatiseringen af Det store løb. Mit hjerte smelter den dag i dag, når Poul synger sangen Pigelil...jeg lukker mine øjne og forestiller mig, at det er mig, han har i tankerne...