2011 skal blive anderledes. Det lovede jeg mig selv nytårsaften. I 2011 skal jeg ikke tænke så forbandet meget. Nu ler jeg lidt, for hvad har jeg drevet med de første 4 dage i det nye år: Jeg har tænkt. Og ikke nok med det. Næh nej, kaostankerne har banket på, og jeg har kun i korte øjeblik formået at jage dem på flugt.
Det er vel på tide, at I, der stadig følger mig, får at vide, hvad der skete i 2010. Jeg separerede mig fra min mand, der nu skal kaldes eksmand. Eksmand. Ekskone. Eksliv. Eksempel.
Julen har været hård. Vores første jul som splittet familie. Hvordan skal jeg nogensinde komme mig igennem dette, tænkte jeg på et tidspunkt juleaftensdag. Vi valgte at fejre dagen sammen alle fire. Det hele virkede så kunstigt. Der stod jeg i Villa Rosa og tilberedte maden, mens han måtte spørge om, hvor de forskellige ting var. "Hvor har du sien nu?" "Skal jeg finde en dug?" Til sidst låste jeg mig inde på badeværelset og sad der en stund for at få styr på følelserne.
Det gik jo okay. Det blev en brugbar aften. Et minde, der godt kan lagres. Vi valgte at lave en helt anden menu. Kalkun. Den smagte godt. Jeg forsøgte at nyde det. Jeg så på børnene. De så så glade ud. De glædede sig over, at vi var sammen. Alle fire.
Nu er vi tre og én på skift hveranden uge. Hvad skal jeg tage mig til alle de dage, hvor jeg er alene? Hvad forestillede jeg mig? Hvad var det egentlig, jeg ville? Hvad gik der galt? Hvorfor kunne jeg ikke mere? Jeg ved det godt. Jeg ved det så udmærket godt. Jeg mærker det dybt derinde. Jeg gjorde det eneste, jeg kunne.
Jeg befinder mig på gyngende grund, men jeg har bestemt mig for, at 2011 skal blive mit år. Et belønningens år, selv om jeg måske i virkeligheden ikke fortjener nogen belønning.
I 2010 splittede jeg min familie.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
aW.jpg)
Hei Linda.
SvarSletJeg forstår at det ikke er lett, at det må føles vemodig og rart. Men hva annet skal man gjøre når man innerst inne vet at det er det rette? Det er likevel modig gjort. Man må våge for å vinne. Jeg tror sjansen er stor for at det til syvende og sist er til det beste. For alle. Barna merker nok ofte om foreldrene ikke har det helt bra.
En venninne av meg - også med to barn - ble skilt i fjor, og sier hun har fått et nytt liv. Selvsagt savner hun ungene den uken de er hos faren, men han bor ganske nært henne. Og annenhver uke har hun fri til å gjøre akkurat det hun vil.
Jeg synes du gjør klokt i å satse på 2011 som et godt år. Og pussig nok - det samme har jeg tenkt til å gjøre! (I utgangspunktet uten å bli skilt;)
La oss ønske hverandre lykke til. ;)
Gleder meg til å følge med.
Klem fra Heidi
Du har da så absolut fortjent et fantastisk år... Jeg er så glad for, at du blogger igen :)
SvarSletKærligst fra A
Jeg sidder her og får kuldegysninger. Jeg er sikker på at 2011 bliver året hvor du finder glæde og lykke. Jeg glæder mig til at følge dig i dit spændende år, der på alle måder kun kan bliver bedre end det sidste.
SvarSletKh Vibeke