lørdag den 22. august 2009

Man kan vel i grunden aldrig få nok mælketænder?



I går oplevede vi noget urkomisk her i huset. Ja, nu kan det selvfølgelig være, at det kun er os, der synes, det er morsomt, men jeg fortæller det altså alligevel - and it goes like this:


I går ryddede jeg op i mit hobbyskab. Og der, blandt hobbymaling, tegnesager, glanspapir, stofrester og tråd, fandt jeg mine mælketænder! Hvad de lavede der, ved jeg ikke, for jeg har virkelig ikke planer om at bruge dem i en eller anden hobby-kunst-installation, men jeg tog dem i hvert fald ud og studerede dem nærmere. "Hvad i alverden skal jeg stille op med alle de her tænder?", tænkte jeg, og et spørgsmål pressede sig på: "Skal jeg også belaste mine børn med at gemme alle deres mælketænder?" Ældstemand havde allerede tabt to overtænder, og de lå nu i en lille æske i skabet på badeværelset. (Uden hans viden selvfølgelig, for han tror, at de er blevet tryllet om til penge af selveste tandfeen!) Der, jeg sad foran hobbyskabet, vurderede jeg at smide alle mine gamle mælketænder ud, men så lod jeg alligevel være.


Da jeg lidt senere hentede ældstemand i SFO, viste det sig, at han tidligere på dagen var faldet af gyngen og nu stod han foran mig og ville vise mig et sår på indsiden af overlæben. Der var så megen støj og larm, at jeg ikke helt hørte, hvad han sagde, men jeg lagde mærke til en tand i hans undermund, som havde været løs temmelig længe, og som nu dinglede mere end sædvanlig, og med et snuptag hev jeg den ud. "Av", skreg min fortvivlede søn: "Hvad er det du laver?" Mig: "Var det ikke det, du ville?" "Nej, du skulle se mit sår.", sagde den fortvivlede seks åring. "Undskyld, men her er den altså", sagde jeg, og til opmuntring mindede jeg ham om tandfeen, som havde besøgt ham de to forrige gange: "Måske kommer hun igen i nat?"

Vel hjemme og med en søn i væsentlig bedre humør med tanke på tandfeens mulige ankomst, lagde vi tanden i et glas i køkkenenet og glemte så alt om den til fordel for den sædvanlige fredagshygge med pizzabagning og dansk fjernsynsunderholdning. Ren fryd for børn og voksne. Og tanden, ja, den lå jo i glasset og ventede på vand og fe, troede både sønnike og jeg.


Da ældstemand skulle lægge sig, bad han mig om at fylde vand i glasset og stille det i vindueskarmen i rummet, hvor han skulle sove. Glad gik jeg ned i køkkenet for at hente tanden, og tror I så ikke, at både glas og tand var borte! Forvirret og lettere desperat (for efter en hurtig ransagning af opvaskemaskinen, havde jeg en grusom mistanke) løb jeg op til min mand og spurgte på engelsk, om han havde fjernet glasset. "The glass?", svarede han forvirret. Og jo da, i et anfald af oprydningsiver, (noget jeg i øvrigt selv havde opfordret ham til tidligere på dagen), havde han sat glasset i opvaskemaskinen. "Og tanden?" Nej, den havde han ikke set. Der stod vi så foran to unger, der ikke forstod, hvad vi snakkede så heftigt om, men som alligevel fulgte os opmærksomt. Gode råd var temmelig dyre, for sønnike forventede et glas med både vand og tand!


Far løb ned i køkkenet og gennemsøgede forgæves både opvaskemaskine, skraldespand og køkkenvask. Skyldbetynget så han på mig: "Hvad gør vi nu (lille du)?", spurgte han fortvivlet. "Vi tager en af mine!" "En af dine?", sagde han og lignede et megastort spørgsmålstegn. "Ja, nemlig ja!", sagde jeg og løb ind i stuen og hen til hobbyskabet, hvor jeg triumferende fandt en undertand stort set identisk med den, vi havde mistet. Og sådan gik det til, at tandfeen, til alles store overraskelse, alligevel kom på besøg og tryllede en tand om til en tyver!



Hav en fortryllende weekend.

1 kommentar:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet