Majbritts mareridt

Der er helt stille uden for på campingpladsen. Majbritt sidder inde i campingvognen og forsøger at læse, men har problemer med at koncentrere sig. Hun har også forsøgt at lave kaffe, men hun synes ikke, det smager, som det skal. Hun rejser sig og åbner et af de små overskabe. Majken har handlet lidt forskellige madvarer ind til hende: En mazarinkage, en pakke Bastogne småkager, en pose Matadormix, en pose Haribo vingummispejlæg, en pakke med små marcipanbrød, seks dåsecolaer og seks dåseøl fra Tyskland. Majbritt tager hul på pakken med Bastogne småkager og lægger to på en tallerken. Hun sætter tallerkenen ovenpå bogen og tager så først en cola ned, men ombestemmer sig og skifter den ud med en øl. "Nu skulle Audun se mig!" siger hun halvhøjt til sig selv og tager en slurk af øllen. Hun synes, hun kan se Audun rynke brynene. "Kvinder drikker ikke øl, og da slet ikke af dåsen!" siger hun med dyb stemme. Hun rynker på næsen. Øllen smager surt. Hun sætter sig ned ved bordet og smager på en småkage, før hun igen åbner bogen og forsøger at læse. Klokken er 22.07. Hun rækker tunge ad øllen: "Din sure dåse," siger hun og drikker lidt mere, så rejser hun sig op, tager sin jakke på og går ud på den mennesketomme campingplads.

Majbritt går ned mod fællestoiletterne og videre mod udgangen. Der drejer hun til højre og går med raske skridt ned mod byen. Hun skutter sig og forbander sin påklædning, der bestemt ikke egner sig for aftenstur i kold vesterhavsvind. Der er heldigvis gadebelysning, men da hun drejer ind på en af stierne for at komme hurtigere ned til den lille pub, kan hun ikke se en hånd for sig og vader direkte ind i en masse grantræer. Hun bander højlydt imens hun famler sig tilbage på stien. Hun har fået harpiks på hænderne og på jakken. "Fandens også!" siger hun og går videre.

Endelig ser hun et sommerhus, hvor lyset er tændt både inde i stuen og udenfor. Hun stopper i skæret fra udebelysningen og tjekker sin jakke. Den er fuld af grannåle og harpiks. Hun bander. Så ser hun ned på sine sko. De er smurt ind i mudder. "Helt ærlig!"råber hun og begynder at tude. Hun aner ikke, hvor hun er, men fortsætter alligevel fremover, fordi hun kan høre vandet og synes, lyden kommer fra venstre. Så bliver det atter mørkt omkring hende. Det eneste, hun kan høre, er havets brusen og sin egen vejrtrækning.

Der dukker en sti op mod højre. Hun forsøger at finde et skilt, famler rundt i mørket og finder det omsider helt nede ved jorden. Hun læser skiltet i skæret fra mobiltelefonen, men det hjælper hende ikke, for hun kan alligevel ikke huske navnene på stierne mellem stranden og byen. Hun ved bare, at det normalt er kortere at gå via stierne end langs strandvejen. "Hvad fanden skulle du også ned på den skide pub for!" spørger hun ud i mørket. "Og hvis du nogensinde finder derned, hvordan skal du så komme hjem igen?!" Hun er træt, og til sin store frygt mærker hun pludselig også, at hun må tisse.