(Billederne er hentet fra en artikel fra magasinet Fri i Berlingske Tidende, http://www.fri.dk/bolig/nordsjaellandsk-landsby-boernefamilier)
I dag vil jeg skrive om noget, der har fascineret mig så længe, jeg kan mindes: Alternative boformer. Nu bor min familie og jeg jo selv i et lilla, rosa, grønt og gult hus med påmalede blomster og et styk påmalet flyvende drage, men vi lever ikke specielt alternativt. Vi er en såkaldt kærnefamilie; far, mor og 2 børn. Drengen kom til verden først, og siden kom pigen. Far tjener mere end mor, der har valgt at arbejde mindre for at undgå tidsklemmen. At arbejde mindre er vel i grunden det mest alternative ved os. Alligevel er dette et tema, jeg altid har sværmet for: Det og De alternative.
Christiania blev grundlagt i 1971 og har således altid været en del af min bevidsthed. Jeg ved i grunden ikke, hvornår jeg første gang hørte om dette sted, men det er også lige meget, for fakta er, at det var der som et alternativ til min egen virkelighed. Jeg voksede op i et rigtig dansk villakvarter fra slutningen af 1960'erne. Her var alle husene meget identiske - røde mursten og pæne, velfriserede forhaver, store indkørsler og store kultiverede baghaver. Nej, der var ikke noget at komme efter, og det var trygt og godt. I den vej, hvor jeg voksede op, var der børn i ca. 2/3 del af husene. Der var børn i alle aldre, og vi legede på kryds og tværs. Det gjorde også skolelivet lettere, for man kendte mindst et barn i hver klasse - både i de små og i de store klasser.
Selv har vi valgt at bosætte os i centrum. Her er husene meget forskellige, og det med de kultiverede haver...come on, hvem har tid til det? Nogen har selvfølgelig, men de allerfleste dyrker bohemestilen. Og der står så Villa Rosa med blomster og flyvende drage. "Hva' er det her? Mini-Christiania?", spurgte mine to jyske fætre, da de besøgte Villa Rosa for første gang. Den tanke havde faktisk ikke slået mig. Vi malede bare huset i de farver og på den måde, fordi det, syntes vi, var fint. Men nu slog det mig pludselig, at vi nok aldrig kunne flytte ind i et dansk villakvarter med webergrill, stationcar og børstet stål så langt, øjet rækker. Men for ungernes skyld?
Nej, skulle vi flytte væk fra centrum, måtte det blive til noget helt andet end et villakvarter, tror jeg. Ikke Christiania, for det bliver alligevel lidt for alternativt, men der findes så mange andre spændende boformer, og i dag vil jeg nævne bofællesskabet Lange Eng , der er Danmarks største bofællesskab med 54 husstande og et stort fælleshus. Lange Eng ligger i Albertslund, og det er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter. Husene er andelsboliger og kan derfor købes, men der er ventelister. Fælleshuset er på hele 600 m2, og her afholdes fællesmiddage 5 - 6 gange i ugen.
I kan selv læse meget mere om Lange Eng på deres hjemmeside eller se TVLorry og Berlingske Tidende. Jeg ved ikke, om Lange Eng er det rigtige for os, men det lyder som et dejligt sted. Jeg kan godt lide, at man køber sin egen bolig. Det giver én mulighed for at kunne lukke fællesskabet ude, hvis det skulle være nødvendigt. At kunne lave mad i eget køkken er også noget, jeg sætter pris på, men samtidig ville jeg elske en fællesmiddag eller to i ugen. Som type nyder jeg at sidde længe ved middagsbordet, og det allerbedste er, hvis der er nogle børn, der larmer og leger rundt og under bordet og en masse lattermilde og snakkeglade voksne, der rækker indover hinandens tallerkener og sender deres eget bestik med fadet rundt.
Nej, ved I hvad? Nu vil jeg stikke ind til min helt egen lille kærne(sunde)familie og nyde det, vi har i stedet for at drømme den dyrebare tid væk...
Opvasken tog farmand igår...han er vel nok en guttermand! :)
aW.jpg)
