fredag den 6. november 2009

Go'daw mand økseskaft!


Nogen gange, for eksempel i dag, skulle jeg ønske, at jeg var anderledes. Ikke, at jeg var en anden, men at jeg kunne tage mig sammen og forandre mig til det bedre. Ændrer handlemønster, som man skifter tøjstil eller interiør.

Jeg har virkelig svært ved at stå op om morgnen. I dag forsøgte jeg at stå op klokken 6.00, men så var det så koldt i soveværelset, at jeg hastede tilbage under dynen igen og sov helt til 8.20! Og nu er jeg umådelig skuffet over mig selv.

Hvad har jeg så foretaget mig denne formiddag? Jeg har tømt opvaskemaskinen, sat en kogevask over, blogget lidt og spist morgenmad. Jeg har fundet en opskrift frem og tjekket, om vi har alle ingredienserne i hus. Det havde vi ikke. Jeg har lavet morgenmad til datteren, som jeg lod få en fridag fra børnehaven. Jeg har hygget lidt med hende. Vi så bl.a. Sørøver Sally på Ramasjang.

Når alle disse gøremål plusses sammen, bliver resultatet 0, fordi der er en mængde andre ting, som jeg burde have gjort: Rette opgaver, læse pensum, skrive en mængde mails, gøre rent, rydde op, handle ind...

Er det mon normalt at møde muren en gang imellem i livet? I går aftes, efter at jeg havde lagt mig til at sove, tikkede der en sms ind på min mobil, som jeg bruger som vækkeur. Sms'en var fra min chef. Hun ville høre, om jeg kunne tage 6 vikartimer i dag. Jeg lå længe og spekulerede på spørgsmålet. Det plagede mig i mine drømme. I skal vide, at jeg godt kunne bruge pengene, men jeg orkede bare ikke, så jeg sagde nej, og nu har jeg dårlig samvittighed.

Jeg er begyndt at spise "jern" i håb om, at jeg kan begynde at stå tidligere op og arbejde. Jeg elsker at sidde og arbejde i daggryet, før huset vågner. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvorfor har jeg så svært ved at finde de små glæder frem? Glæder, som, jeg ved, gør mig glad og opløftet!

Om lidt rejser jeg mig op og går ud og handler mælk og æg. Jeg lover...på æres ord!

12 kommentarer:

  1. Jeg tror, at vi alle sammen har dage som din morgen her, Rosa. Det er umuligt at være effektiv og struktureret hver dag. Energi og humør skifter - måske i takt med, om solen er fremme? Jeg synes selv, at lyset har meget at sige og tager gerne min lysterapilampe frem.

    SvarSlet
  2. Jeg synes du gjorde ret i at sige nej til vikartimerne- selvom du kunne bruge pengene.
    Vi har brug for dage i langsom fart- bare i ny og næ. Jern lyder godt !
    kender du Hyperiforce ? En lille naturpille ,der kan hjælpe nogle mennesker gennem den mørke tid. Min datter spiser dem , og med stor virkning .
    Tænker at du måske kunne sige til dig selv; "Hvor var det skønt jeg bare kunne hoppe under dynen igen og sove !" Og "Dejligt jeg kan sidde her med kaffen og blogge, det giver mig en stor glæde" Og " Hvor er det hygsomt at datteren og jeg , bare kan handle æg- sådan midt på en Fredag- det må nydes" Du ved - fokus på det positiv :-)

    SvarSlet
  3. Kære Madame: Det ER umuligt at være effektiv og struktureret hver dag, men for at være helt ærlig, så føler jeg, at jeg har haft det sådan her lidt vel længe nu. Måske lider jeg rent faktisk af vinterdepression! Kan sådan noget komme i voksen alder?

    Kære Losarinas mor: Hyperiforce...nej, den har jeg ikke hørt om. hvor køber man mon det? Vi rejser snart en lille tur til DK, og da kan det jo være godt at vide, hvor jeg skal handle. ;)

    Du er så god til at se det positive i alt. Jeg ser det negative, men du har da ret. Når man nu ser alle andre, der stresser rundt, så er jeg da egentlig super heldig. Tusind tak for hjælpen! Nu skal rydde lidt op rundt omkring i Villa Rosa. :-D

    SvarSlet
  4. Jeg kjenner meg veldig igjen. Veldig. Jeg har det fremdeles sånn innimellom - jeg tror mitt sinn alltid vil kjøre berg-og-dal-bane.

    Jeg tror likevel det går an å endre seg, men ikke ved viljen alene. Jeg er temmelig sikker på at man ikke bare kan bestemme seg for å bli anderledes og så bli det. Hadde det vært så enkelt så hadde vi vel levd med et smil om munnen alle sammen hver dag. Når det ikke går, er det vel fordi vi må finne det i oss som gjør motstand mot forandringen, og den motstanden gjør det alltid vondt å komme i nærheten av.

    Like viktig er det vel at forandring skjer ikke hvis man ikke kan akseptere at man er som man er, at man reagerer som man faktisk gjør. Det går an å forandre seg, men ikke til sitt eget idealbilde - bare til å bli mer seg selv.

    Æsj - jeg vet ikke hvordan dette høres. Selv trengte jeg hjelp av et klokt menneske for å komme meg videre i livet. Jeg var proppfull av skamfølelse i forhold til ting jeg ikke syntes jeg fikset i livet, men den skammen har jeg i stor grad klart å bli kvitt. Men det gikk ikke uten hjelp. Uten hjelp havnet jeg bare under dynen og ville gjemme meg for verdens blikk (som egentlig var/er mitt eget).

    Ellen

    SvarSlet
  5. Kære Ellen: Det er vise ord, du der kommer med. Jeg har selv tænkt på at søge en eller anden form for hjælp, men der er så mange derude, der tilbyder hjælp, men hvem og hvad skal man vælge? Hvad brugte du?

    Det, du siger, om forandring virker meget fornuftigt. Man bør acceptere sig selv. Jeg forsøger det, men det er ikke altid så let. Jeg er opdraget anderledes end, jeg lever. Forstår du, hvad jeg mener? Min mor fløj rundt med en støvsuger eller en spand med sæbevand, og hun havde det utroligste overskud. Alt var fint og rent og det lugtede nybagt kage og brød hver uge. Der var altid massevis af mad i køleskabet og fryseren var fuld af både halve køer og grise. Hun fik det leveret på køkkenbordet og så hakkede hun det selv eller skar det ud til skinker og mørbrad! Grisehovedet var at finde i grovkøkkenet - gad vide, hvad hun brugte det til?

    Jeg er ikke blevet som min mor. Måske ligner jeg i virkeligheden mere min far? Dette må jeg tænke lidt over. Han sad også ofte ved køkkenbordet med en kop kaffe og stirrede tomt ud i luften - nogen gange snakkende med sig selv! Og de tunge øjne - dem har jeg i hvert fald fra ham.

    Godt at høre, at der er en vej ud af mørket. Tak.

    SvarSlet
  6. Losarinas mor: Mange tak, så må jeg en smut i Matas! :)

    SvarSlet
  7. Rosa: Jeg kjenner meg svært igjen i det du skriver om en drifitg mor som har masse energi og pågangsmot og støvsugeren parat i envher anledning. Selv trives (og klarer) jeg bare å leve langsomt.

    Jeg gikk i flere år gått hos en psykolog, og i fjor etter at vår sønn fikk en kronisk diagnose (det var et sjokk), gikk jeg hos en sykehusprest. Det var hos henne jeg jobbet meg gjennom dette med skam. Skam er utrolig livsundertrykkende. Den ødelegger hele livsrommet, og er på mage måter veldig irrasjonell. Jeg følte i en periode at jeg ble nesten kvalt. Det var ingen plass igjen til å være Ellen.

    Jeg tror det kan være likgyldig hva slags utdanning et menneske som kan hjelpe har. Vet at folk får hjelp hos kinesologer også f.eks. Eller psykomotoriske fysioterapeuter. Det viktigste er at det er et menneske som kan lytte og stille de riktige spørsmålene. Man kan få hjelp av gode venner og, men personlig har jeg tro på en viss profesjonell distanse. Det kan være vaskelig å stille ubehagelige spørsmål og nærme seg det som virkelig smerter, dersom man er for personlig knyttet til den man skal hjelpe.

    Ellen

    SvarSlet
  8. Ellen: Jeg synes, du lyder som en stærk person. Trist at høre det med jeres søn. Sådanne nyheder er aldrig lette. Kender lidt til det fra min egen familie; både kroniske og livstruende diagnoser.

    På et eller andet tidspunkt må de fleste mennesker måske tage et opgør med sig selv. Dette indebærer samtidig et opgør med barndommen. På mange måder er min roman en utrolig god proces, men romanskrivningen trækker mig også ned i dybe dale.

    Du har ret i, at det er vigtig, at det menneske, man betror sig til, er professionel på en eller anden måde. Det er ikke alle veninder, der takler et åbent sind. :)

    SvarSlet
  9. Jeg synes også det virker som du tok det klokeste valget idag. Det er viktig å følge magefølelsen av og til, og ikke minst å gjøre det man egentlig har lyst til! Utrolig irriterende dette at vi (mange av oss, i alle fall) alltid skal ha dårlig samvittighet for alt mulig rart. Jeg har selv opplevd å gå på en smell ("møtte veggen"), og mye av årsaken til dette var nok en altfor velutviklet dårlig-samvittighet-sans, sammen med en viss dose perfeksjonisme. Dermed var ingenting bra nok... Jeg måtte ta noen grep i livet mitt, og nå går alt så mye bedre. (Beklager, du liker jo ikke "happy endings") ;)

    SvarSlet
  10. Har svært ved at tro at alle har et hjem i perfekt orden,- et liv med konstant struktur og fremdrift...er nødt til at tro, det ikke er muligt. Med livets ups and downs,- er man nogle gange i en tidslomme, hvor det vigtigste er at passe på sig selv,- og skabe indre ro...så må de praktiske gøremål og krav stå lidt i kø - sejt du sagde fra til de vikar timer. Kunne høre mig selv i samme samtale - lidt a la "hvis ikke der er andre, så bare ring igen",- hvorefter telefonen ringer igen efter et kvarter,- og hvor man allerede har fortrudt, fordi man ved ikke skulle have sagt ja - for sin egen skyld.
    Kom sådan til at tænke på min vaskekælderen og mindste-mandens værelse efter dette indlæg, der hersker nemlig en helt særlig form for liv - et totalt kaos betinget liv - med meget korte strejf af noget der ligner orden...Kunne indimellem være en metafor for mit eget liv,- der af og til er så fyldt med kasser af kaos, at jeg er nødt til at fokusere på en "kasse" af gangen,- eller blot tage den frem for måske at åbne den senere - alt imens jeg for at kupere hverdagen med alle dens kasser og mangeartede krav - bare er nødt til at være, at nyde, at lade stilheden og tomgangen tage over - og det bedste ved det hele er, at jeg har lært at nyde det - tanker på den måde op mentalt og fysisk.
    Havde du spurgt mig for 10 år siden, havde det været en umulig tanke for mig bare at lade tingene omkring mig flyde,- eller virkelig lytte efter mine indre behov - vejen hertil kunnet jeg måske have ønsket mig havde været mindre knoldet, men det har gjort mig til den jeg er idag....med rod, kaos, intermitterende orden, men mest af alt være i stand til at nyde nuet som det er - for det meste da...

    Hav en dejlig dag - for sønnen din. TILLYKKE på forskud. Knus fra Camilla

    SvarSlet
  11. Kære Portofritt: Jeg har svaret dig et andet sted, men nu husker jeg ikke, hvor! :-S

    Kære Camilla: Søde dig, man kan da ikke skrive for lange kommentarer. Man må da skrive det, man skal, for at få forklaret det, man skal! :)

    Jeg synes, det er rigtig godt, det du skriver. Jeg forstår virkelig, hvad du mener. Før jeg fik børn, havde jeg helt andre ambitioner for mit familieliv, men virkeligheden overhalede mig indenom! Det er faktisk okay, men jeg er sikker på, at der er folk, der mestrer det perfekte hus, den flotte misundelsesværdige have, de nydelige børneværelser, de rigtige potteplanter, der lever, søde velfungerende unger, rigtig fordeling mellem kost og motion! Men det er ikke mig, og når jeg besøger disse mennesker, tænker jeg, at her er der et eller andet ravruskende galt! Hvor er åndslivet i dette her? Jeg skal fortælle dig en hemmelighed - som ofte er det ikke tilstedeværende! Og vil vi det? NEJ!

    Nu skal du huske at nyde din bog og dig selv, for det du gør, er bare så flot! Mens din mand skriver i det fjerne, er du derhjemme og tager hånd om hele hytten! Din mand er vel nok heldig! :)

    SvarSlet