Mig og Gorba!

I går gik alle (næsten alle) medier af skaftet over tyve årsdagen for murens fald. Og med al mulig grund! Det var/er en fantastisk begivenhed. Murens fald var det endelige punktum for anden verdenskrig. Det var folkets vilje. Hvem skulle have troet, at den mur ville nedbrydes uden brug af vold? Ikke jeg i hvert fald, og da slet ikke under den kolde krig, hvor det generelt var meget farligt at være menneske.

I 1980rne kunne jeg drømme om de to røde telefoner - den ene hos Gorbatsjov og den anden hos Reagan. Jeg var sikker på, at jeg kunne høre dem ringe. Jeg frygtede atomkrig og atomudslip - i 1986 frygtede jeg skyer med regn!

Jeg var 15 år, da muren faldt. Jeg husker ikke så meget fra d. 9. november, men d. 10. november husker jeg. Det var en euforisk dag. Da jeg kom i skole om mandagen var alle lærerne vilde. Jeg gik i 10. klasse, og vi blev paradoksalt nok gennet ned i skolens beskyttelsesrum, der også fungerede som filmrum. Dernede blev fjernsynet tændt. (Husker I den gang, hvor der stod et gammelt fjernsyn på toppen af et højt rullestativ med en VHS-afspiller på hylden under? Så kunne læren trille fjernsynet fra klasseværelse til klasseværelse, og dem på bagerste række fik ikke særlig meget med sig af det, der foregik på skærmen. Det gjorde mange af dem foran heller ikke, for videobåndene var ofte slidte. Det var 80rne!)

Nå, men dernede i beskyttelsesrummet sad vi så og så på de glade billeder fra Berlin. Der var folk, som stod oppe på muren. OPPE på muren! Og de blev ikke skudt ned...der var ingen hunde! Og de havde permanentet hår, og de græd og jublede. Og vi jublede, mens andre sad uinteresserede og upåvirkede af historiens vingesus og pillede bussemænd!

Den gang i slut 80rne var jeg overordentlig glad for Gorbatsjov. Jeg syntes, at han så meget venligere ud end Reagan. Min far syntes, at jeg var helt gal på den, men jeg kunne nu altså godt lide denne lille mand med modersmærke på issen og et finurligt smil på sine læber. Og selv om det var Reagan, der tryglede Gorbatsjov om at rive muren ned, så var det immervæk Gorbatsjov, der repræsenterede håbet i DDR.

Den 10. november 1989 var Gorbatsjov min helt, og da jeg i går aftes så ham gå side om side med Merkel over Bornholmer Brücke, fik jeg en klump i halsen. Det var også min sejr. Jeg troede på ham allerede den gang, og nu gik han der og blev hyldet. Det kostede ham karrieren, men han vil altid være i mit hjerte.

Og Reagan...? Ham har jeg glemt.