En dag ved vesterhavet anno 1980

Disse billeder af min far og jeg ved vesterhavet - Henne strand, tror jeg - holder jeg meget af. Jeg husker, hvordan jeg puttede strandsand, dette fine lysegrå sand, op i sådanne små sorte fotofilmsbeholdere. Længe efter mindede sandet i disse små beholdere mig om denne dag. Sandet duftede af salt og blæst. Lige nu skulle jeg ønske, at jeg havde bevaret sandet, så jeg kunne dufte og føle på det en gang imellem, når hjemlængslen bliver for stor.

Jeg tror også, at denne dag betød noget for min mor. Det er hende, der dokumenterede dagen ved hjælp af kameraet. Bag på billederne har hun skrevet datoen. Det vidner om, at dagen fæstede sig i hendes hukommelse som noget særligt, fordi der ikke er dato, men bare årstal på de øvrige billeder i det fotoalbum, der er blevet mit. Måske var det en særlig dag, fordi de var særligt lykkelige netop den dag eller i den periode? Måske havde min mor fundet endnu en knude i sit bryst, og derfor var hun fuld af angst og bekymringer uden at fortælle det til os? Måske skulle far snart afsted igen, så hun atter skulle stå alene med ansvaret for hus og hjem? Måske var det bare en dejlig dag ved havet uden stress og jag?

På det midterste billede ser man min far bag ved mig. Han står og skuer ud over havet. Sådan stod min far ofte. Stirrende ud i luften - ud af et vindue - ud mod horisonten. Hvad mon han egentlig tænkte på? Gad vide om han var ked af at skulle forlade os i flere uger ad gangen? Da hans fiskekutter skulle til ophugning, var jeg med til at tømme styrhuset og lukafet. Da var det mange år siden, jeg havde været der sidst, og da jeg nu var tilbage som næsten voksen, slog det mig, hvor mange ting der hang der, som vi havde lavet: tegninger, perler, små ophæng sjusket limet sammen af travle børnehænder. Havde jeg vidst, hvor meget disse betød for min far, når han var ude på havet, havde jeg måske gjort mig lidt mere umage?

Det er rigtigt, som Kierkegaard en gang skrev: Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.

Rigtig god weekend.