lørdag den 19. september 2009

Klasserejsens destination er stadig ukendt...


På denne lørdag i september vil jeg gerne anbefale en faktabog for jer og dele nogle af mine tanker omkring det emne, som bogen omhandler: Klasserejse eller social mobilitet, som det også så flot kaldes. Det er en tematik eller problematik, der interesserer mig meget. Specielt i de sidste år er jeg blevet særlig opmærksom på det, ganske enkelt fordi det vedrører min egen identitetsforståelse. Nu tror jeg aldrig, at jeg helt kommer til at forstå, hvem jeg er, men jeg kan til min store lykke se, at enkelte brikker begynder at falde på plads i dette store puslespil, der er mig.

Nogen mennesker grubler ikke så meget over egen identitet. Det er jeg ganske sikker på. Men for mig har det været et omdrejningspunkt så længe, jeg kan mindes. Jeg husker for eksempel, hvordan jeg som ganske lille havde for vane at betragte min hånd og mit håndled. Jeg stod som regel foran vinduet og holdte armen op mod lyset, og så funderede jeg over, hvorfor jeg var udstyret med en så meget større hånd og kraftigere håndled end mine søstre. Det var et stort mysterium, og af og til strejfede tanken mig, at jeg måske skulle have været en dreng. Den dag i dag kan jeg af og til tænke, at det hele havde været så meget lettere, hvis jeg var blevet født som dreng. Da havde jeg ikke behøvet at skamme mig over mine stærke maskuline sider. Igen fortæller denne selvforståelse en hel del om det miljø, jeg voksede op i. (Men hvad kan egentlig mænd og drenge, som piger ikke kan, andet end at tisse med en tissemand?)

Bogen Opdrift (Gyldendal, 2009) af journalisten Johanne Mygind, der ikke selv er klasserejsende, hvilket der efter min mening er en stor mangel ved bogen, er et portræt af 11 mønsterbrydere. (Nok en betegnelse for samme fænomen). De er alle personer, der har brudt med sine forældres sociale mønster. I forordet citerer Mygind uddannelsesforsker Erik Jørgen Hansens bog En generation blev voksen - den første velfærdsgeneration (1995):

Chancen for at få en universitetsuddannelse eller blive en stor erhvervsleder er langt større, hvis dine forældre har gået på universitetet, end hvis dine forældre er ufaglærte arbejdere. Og hvad betyder det så? Det betyder, at hvis du kommer fra social gruppe 5 og er endt i socialgruppe 1, så har du været flittigere, bedre begavet eller mere heldig end dem, som kom fra socialgruppe 1 i forvejen. (Mygind 2009:9)

Da jeg læste det, tænkte jeg ved mig selv: "Okay!? Hvad betyder det for mig? Er jeg bedre begavet eller har jeg været mere heldig? Flittigere har jeg i hvert fald ikke været, det kan jeg med sikkerhed skrive under på, for lektielæsning har aldrig tiltalt mig det helt store. Gid, det havde, for da havde jeg sikkert siddet med en doktorgrad i dag!" Og her er vi så tilbage ved et interessant spørgsmål, som jeg ofte roder rundt med: Er det årsagen til, at jeg ikke har søgt en PhD? At jeg ikke har læst lektier??? Selvsagt er det ikke det, men det er først med denne bog, at jeg begynder at finde det rigtige svar.

I bogen giver de 11 interviewede læseren et lille indblik i nogle af de udfordringer, som de har stået og står ansigt til ansigt med i den nye virkelighed, som de i kraft af deres sociale mobilitetet er blevet en del af. De fortæller om reaktionsmønstre, der er betinget af opvækstens vilkår, men som ikke passer ind i den nye virkelighed. Og så er der dem, der har fjernet sig fuldt og helt, og som næsten er mere (i hvert fald på overfladen) "overklasse" end de, der er født ind i den. Der er dog én, der skiller sig ud, og det er Connie Hedegaard (Danmarks Klima- og energiminister). Hun oplever ikke sig selv som mønsterbryder. Og det er ikke helt uinteressant, for det har altid undret mig, hvorfor jeg selv er min egen baggrund så bevidst, mens andre med nogenlunde enslydende historie ikke er det.

I et radiointerview på dansk p1 kom forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der også medvirker i bogen, med en ret god forklaring. Han formulerede sig omtrent sådan her: "Det er fordi, der aldrig har været fokus på klasse i hendes [Connie Hedegaards] opvækst. Hendes forældre har aldrig givet udtryk for, at hun ikke kunne blive lige, hvad hun ville; Tværtimod." Her tror jeg, at han er inde på sagens kærne. Jeg er for eksempel selv vokset op med et os og de andre. "Det er jo ikke sådan noget, vi gør.", er en sætning, jeg regelmæssigt har hørt i min barndom. Hvorfor egentlig ikke, kan jeg ikke lade være med at tænke nu, men jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved det som barn.

Jeg var den første, der søgte ind på gymnasiet i min familie. Mine ældre søstre valgte andre veje. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Måske folkeskolelærer, men jeg var usikker, og da jeg blev erklæret egnet for gymnasiet, virkede det som en god mulighed for at komme nærmere forståelsen af, hvem jeg egentlig var. Det var tre fantastiske år. Jeg nød at lære, og jeg elskede, at jeg omsider var i et miljø, hvor jeg følte mig hjemme. Sådan formulerede jeg det selvsagt ikke den gang, men det forstår jeg nu.

Siden blev det så en universitetsuddannelse, der tiltalte mig, og det er jeg glad for, men at være magister i litteraturvidenskab er ikke så let, som det måske lyder. For hvad indebærer det? Hvad skal jeg bruge det til? Er en PhD vejen videre frem? "Uha nej, det skal jeg da ikke begynde med. Det er da i hvert fald IKKE noget, VI gør!!!" Hvem i alverden er dette vi, der har banket sig fast oppe i mit hovede? Efter at have læst Opdrift står det pludselig klinkende klart for mig, at jeg opererer med et fiktivt VI. Dette VI er mine forældres VI og ikke mit. Jeg er del af et helt andet VI.

Jeg er nødvendigvis splittet. Nødvendigvis, fordi jeg ganske enkelt ikke har taget det endelige skridt ind i dette nye VI. Det nye VI er et skummelt sted, fordi jeg ikke kender omgangsformen eller de mange kodekser. For eksempel kunne det aldrig falde mig ind at besøge en meget fin og dyr restaurant. Jeg ville ganske enkelt føle mig som en idiot. Da spiser jeg hellere på en lille brun bule, hvor jeg ikke behøver at forholde mig til tjenere og hvide duge.

I Opdrift skriver Mygind, at splittelsen udtrykkes gennem: "(...) den vemod og foragt, som mønsterbrydere betragter deres ophav med, og som forvandler sig til en sprængfarlig cocktail af ærbødighed og aggression, når de vender blikket mod deres nye klasse." (Mygind 2009:16). Jo, jeg kender det godt, og så er min egen splittelse på mange måder dobbel, fordi jeg har valgt at bosætte mig i et fremmed land. Det gør altså ikke ligefrem situationen eller identitetsspørgsmålet nemmere, vel?

Erkendelser er noget jeg søger dagligt, og jeg sætter derfor pris på bøger, dokumentarer, kunst etc., som kan føre til dette. Derfor anbefaler jeg Opdrift på mit varmeste, også selv om der er mange ting ved selve udformningen, der ikke helt falder i min smag.

Jeg er langt fra at have fundet alle brikkerne i mit eget puslespil, så jeg skulle gerne vide, om der er nogen af jer, der genkender det, jeg her har forsøgt at beskrive eller har nogle betragtninger til temaet. Hvem ved, måske kan I bidrage til flere erkendelser...





God weekend til jer alle!

8 kommentarer:

  1. Interessant!

    Jeg hørte et sitat fra en mann med downs syndrom en gang. Han sa: "Jeg kan være den jeg er, selv om jeg ikke vet hvem jeg er."

    Den synes jeg er fin!

    Men skal man kunne være den man er, må man jo ha rom til det. Og hvor er det rommet?

    Ellen

    SvarSlet
  2. Å vilket bra inlägg! Detta är något jag tänkt mycket på själv. Har aldrig tänkt på det som klassresa och jag vet fortfarande inte om jag gjort en sådan. Men nog har jag brutit mönster. I min familj har nästan alla börjat jobba och skaffa familj tidigt, inte alla har fullföljt gymnasiet. Jag valde en annan väg med flera års högskolestudier och barn först efter 30. Har en högst "onyttig" examen som gjord för arbetslöshet. Jag gör andra val med tanke på ekonomi, ekologi, bostad och liknande.
    Har ofta tänkt på det där med identitet. Jag har länge varit fast i att identitet är knuten till en geografisk plats. En bygd, en gård, en familj. Familjen har jag, men gården såldes för längesedan, och jag flyttade från bygden i tidig ålder. Vad har jag kvar att bygga min identitet på?
    Jo, det är väl minnen och erfarenheter, familjens berättande och historier tillsammans med det jag har nu. Upplevelsen av att leva med de val jag gör nu men som en blandning av mönsterbärare och mönsterbrytare. Jag har fortfarande behov av att bekräfta båda sidor.

    Ditt inlägg får mig att tänka en runda till. ska leta efter boken du skriver om.

    SvarSlet
  3. Håper dere har hatt en fin feiring av din mann :) Den andre overraskelsen var at jeg hadde ordnet med valp til oss....Roy har ønsket seg lenge men jeg har trengt lengre tid for å "komme over" hvor vondt det var å avlive får forrige hund...har ikke vært klar for ny før nå. Valpen kommer til verden i november så i januar blir vi eiere av en jack russel terrier, vi gleder oss. Pleier jo ikke å gjøre så mye ut av bursdagen hans til vanlig men siden han fyller 40 så blir det luftballong og hund :)
    Sånn om jeg liker dine innlegg! Innlegget under her var rett og slett herlig. Jeg fikk masse tanker om dine figurers personlighet, for meg var det helt klart at den ene damen egentlig hadde en drøm om å bli en berømt tangodanser da hun var ung...:)
    Utrolig interresant innlegg dette her, jeg kjenner meg igjen i mye av det du skriver! For meg er det viktig å stadig avdekke de adopterte forestillingene om seg selv og verden som jeg har fått med meg hjemmenifra...opplever som deg at brikkene mer og mer faller på plass men tror heller ikke at man kmmer til det punkt at man fullt ut forstår hvem man er...

    Nattaklemmer fra meg

    SvarSlet
  4. Det er altså en ren fornøjelse at læse det du skriver, det er meget tydeligt i din stil at du er vandt til at bevæge dig fremad i en proces under skrivningen. Det kan jeg rigtig godt li. Jeg evner det ikke selv, nemlig, jeg er kaotiker, hvis der er noget der hedder det??? Ellers har jeg selv lige opfundet et nyt begreb, der betyder, at jeg har rigtig meget indeni, som jeg ikke kan få ud så andre kan forstå det....
    Jeg er selv ret facineret af livet og dets gang, vi fødes med et sæt genetisk fastlagte muligheder og de får derefter forskellige udfald alt efter miljø. Jeg går så også ret højt op i detaljerne, om hvad det er for begivenheder der har formet os så forskelligt eller ens.
    Mit første møde med teorier om klasser, var da jeg på første semester på sam.bas. i Ålborg 1996 blev ført i rigtig retning af vores vejleder, fordi jeg var faret vild i teoriverdenen midt i vores projektskrivning om andengenerations invandrere, som de hed dengang. Hun lagde Lone Rahbeks bog om livsformer på bordet og sagde: Læs den!
    Så blev jeg det klogere på det generelle.

    På det personlige plan er jeg nået til den erkendelse at mit liv er en rejse, hvor jeg selv kan bestemme farten. Jeg synes jeg har meget erkendelse i mit liv og meget af det foregår i forhold til andre individer, særligt mine nærmeste.

    Måske kan man også vende det på hovedet og sige, at hvis man fuldt ud har forstået hvem man er, så var der ikke særlig meget at forstå.... jeg regner i hvert fald med at skulle blive ved med at finde nye sider og krummelurer til jeg segner.

    Tak for din lille kommentar på min blog i øvrigt, det er rart at læse at der faktisk er nogen der ser og læser det man sprøjter ud, hehe

    hej hej

    SvarSlet
  5. DET här är mycket intressant och mycket känsligt. Få vill erkänna sina klassresor. Många gör dem eftersom det är vanligare att man studerar idag än förr. Men det är känsligt för en del föräldrar att barnen blir mer utbildade än de själva hade möjlighet till. Min bror är professor (teknisk) min syster har gått konstfack och jag har gått två år på teknisk högskola men hoppade av pga felval. Jag valde fel pga att min bror, min man och min svägerska alla var tekniker. Hakade på av farten. Själv är jag mer åt det estetiska hållet så det var en felsatsning. Jag hoppade av och öppnade atélje och sydde balklänningar åt unga tjejer...(Vilket omkast...;D) Min pappa som är en "intelligent" människa fick inte gå mer än 7 år i "realskola". Han har bildat sig själv. Läst matte osv men inte fått några betyg eller papper på det han kan. Det har definitivt satt sina spår. Han brottas med sitt självförtroende när alla barn är mer utbildade än honom. Särskilt min bror får fajtas med hans revanschlusta. Han måste hela tiden mäta sin intelligens med min bror. Det är väldigt intressant det här med klasser. Idag vill man inte kännas vid att det ska finnas olika klasser men det gör det ändå. När vi bodde i Kiruna sa männen i gruvan att de hade "käringar" medan ingenjörerna har "kvinnor". Det är oändligt sorgligt att det ska sitta såna här murar mellan oss människor!!!!!!!! Språk, klädsel och utbildning ger definitivt klasskillnader och det är mycket intressant ämne. Och känsligt.

    SvarSlet
  6. Uha...jeg måtte lige læse og læse....jeg kender det ganske godt, men måske fra en anden side.
    Min far voksede op på med forældre der altid sagde: "hvad mon naboen tænker"...så i mit hjem, valgte min far at blive Steiner skole lærer. Selvom forældrene gerne ville have ham til at være læge eller tandlæge. Han fik måske derfor et forhold, der for min søster og jeg hed:
    "I kan jo blive lige hvad I vil. Jeg håber bare I bliver lykkelige".
    Jeg husker aldrig noget skel til hvem der var "fine" eller "rige" ell. lign. fordi det "inderste i mennesket" var det højeste som status, og erkendelse og udvikling det allerhøjeste.
    Jeg kan så godt se at jeg "derfor" stræber efter udvikling udvikling og erkendelse af mennesket. For vi får bestemt noget med os hjemmefra (og måske også med i vores inkarnation i det hele taget).
    Jeg har måske et "set up" hvor jeg analyserer mine omgivelsers sociale/hjælpsomme kompetencer. Min mor har altid sagt at det at hjælpe andre giver lykke. Og jeg kan jo ikke sige om det er bedre end noget andet, for det var det jeg fik med, og ikke det andet.
    En rigtig god ven af mig er en "ægte mønsterbryder" og arbejder med familie vejledning for de unge der gerne skulle vælge en anden vej end familiens.
    Det er bestemt et område der interesserer...jeg vil straks se om jeg kan få fat i bogen.
    I øvrigt har min (nu afdøde) far skrevet en del romaner. Alle handler om menneskelig udvikling hvis man kigger under overfladen.
    Han hed: Vagn Predbjørn Jensen.

    Jeg tror jeg vil lede efter "forklaringerne" hele livet....
    God søndag
    Karen

    SvarSlet
  7. Jeg er vist osse mønsterbryder :O) (fra omkring nærved vesterhavet, i det nordlige hjørne. Jeg forstår din længsel! :-) ) og selvom der er uddannelse for alle, alle betragtes som lige, er der alligevel nogle barrierer, allerede før man vælger sin uddannelse. F.eks anede jeg ikke hvad "humanistisk fakultet" var før jeg var ... nogenogtyve og blev student... Måske er det anderledes i dag, at unge er mere oplyste, jeg ved det ikke,,, men det akademiske univers var en fjern og ukendt verden som aldrig har været en del af det, som jeg er opvokset i (og jeg har jo så fået noget andet, hjemmefra. Og altid fået opbakning). Allerede dér, var jeg på spanden, pga min uvidenhed. Allerede dér, er man måske lidt udelukket i sit valg? Som sagt, har det måske forandret sig til 'idag', hvor det føles som om alle er mere oplyste.
    Og det kan godt være det lyder lidt rodet. Men ja, det handler jo om forforståelse og så'en...

    Jeg tror der er noget enormt positivt ved, at have mærket begge verdener.

    Og alt det her kunne jeg snakke i en evighed om :O) Det er et særdeles tankevækkende indlæg.

    SvarSlet
  8. Hej Lotte. Jeg genkender utrolig godt, det du beskriver. Lige nu er jeg for træt til at svare, men jeg kommer tilbage...måske i et indlæg (denne tematik er IKKE færdig) eller her.

    klem fra mig.

    SvarSlet