Man vælger vel at fortsætte...

Hvorfor blogge? I disse dage er der en af de bloggere, som jeg rigtig godt kan lide, og som jeg fulgte i stilhed, før jeg selv skabte Rosas Roulade, der overvejer at slutte. Sådan en meddelelse er trist, og jeg har gået og rumsteret med det en stund. Alle skal jo have lov til at slutte, når de lyster, det er klart, men det er vemodigt at tage afsked med en blogger. På samme måde som det er trist at afslutte en god bog. Da kan det tage flere uger, før jeg tager fat på en ny.

Da jeg begyndte at blogge, vidste jeg ikke, hvor det ville føre mig eller hvad det ville føre med sig. Det ved jeg fortsat ikke, men jeg synes, at min blog begynder at tage form eller en retning i det mindste, selv om jeg stadig kan tænke: "Hvorfor i alverden publicerede jeg dog dette?" Længe vurderede jeg at slutte med at blogge. Jeg forfulgte mig selv med kritik som for eksempel: "Denne blog er da total pis og papir." Eller: "Hvad er det så lige, jeg tror, jeg kan bidrage med?" Men så begyndte jeg at se mig omkring og opdagede, at der er tusindvis af forskellige bloggere derude. Det mindede mig om mit første besøg i den lokale bogbus: En omkostningsløs verden med frit valg på alle hylder!

Og nu er jeg blevet afhængig af at blogge. Jeg nyder virkelig at skrive, og jeg nyder at følge andre. Og jeg ELSKER at få kommentarer, men følelesen af at min blog ikke på nogen måder er fuldendt ligger konstant i baghovedet. Det er den lille tykke dame med spyd, der hvisker onde ting i mit øre, men det gør ingenting, for hun er hjertelig velkommen, så længe kritikken er konstruktiv.

I de sidste dage har hun hvisket spydige bemærkninger om min livsførsel. "Hvad skal du studere tysk for? Hvad med den roman, der ligger på mac'en og ikke bliver færdig af sig selv? Din hovedperson keder sig uden dig! Burde du ikke puste lidt liv i hende igen? Du kan jo godt lide at blogge, men hvorfor ikke bruge det til noget mere konkret? Hvorfor ikke bruge det som en katalysator for romanprojektet? Herregud, du ved jo ikke, hvilke muligheder der ligger for dine fødder, min pige." "Hvad mener du, lille tykke dame?" Den lille tykke dame ler, så hun er ved at trille ned fra min skulder: "Det kan du jo så gå og tygge lidt på!" Og PUFF så forsvinder hun.

Jeg elsker at skrive, og jeg elsker at læse. De to ting er to af de aktiviteter, som jeg sætter højest. Jeg taber simpelthen mig selv, når jeg gør det. Og det er så vidunderligt at tabe sig selv...give slip og forsvinde ind i ordene. Så måske skulle jeg lytte til den lille tykke dame? Måske skulle jeg lade være med at have et evig fokus på det, der egentlig ikke betyder noget, og i stedet nyde de tre dage i ugen, hvor jeg har fri og bruge dem til lidt god gammeldags virkelighedsflugt? Da kan jeg blogge med god samvittighed, og I kunne få lov til at følge livet til en skribents op og ned turer. For dem er der mange af...specielt, når skrivespærren indfinder sig.

I de sidste uger har jeg hørt min hovedpersons råb om natten. Hun vil skrives...