onsdag den 23. september 2009

Så er det nu!

Livet er en proces. En gang rejste jeg uden de mindste bekymringer alene til Rusland for at bo fire uger hos en fremmed familie, der ikke kunne tale andet end russisk. I dag tør jeg ikke engang rejse alene til Berlin. Går det den forkerte vej? Eller er det bare en naturlig konsekvens af større erfaring? Da jeg var 18 år, lå verden for mine fødder, men jeg anede intet om, hvad den havde at tilbyde, og det var derfor vanskeligt at tage imod og at være taknemmelig. I dag ved jeg en lille smule mere om livet og verden, og derfor har jeg bestemt mig for at få det bedste ud af mine tre ugentlige alene-hjemme-på-dagtid-dage. Det er nu, jeg skal lukke op for Majbritt. Det er nu tiden er her, og jeg har jo vidst det længe: jeg vil skrive. Det er det, jeg altid har villet, jeg vidste bare ikke, at det rent faktisk var en mulighed.
Dette er min helt egen plads i Villa Rosa. Det er her jeg sidder og blogger lige nu, og det er her, jeg forbereder mig til min undervisning. Det er så altså også her, Majbritt skal skrives. Jeg må have det lidt hyggeligt, når jeg skal arbejde. Og for mig indebærer hygge uanede mængder af nips. For andre kan alle mine små objekter forekomme smagløse, men for mig betyder de noget særligt...alle sammen. Også selv om de rent faktisk er smagløse. Det er fortællingerne, de hver især repræsenterer, der fryder mig.
Jeg tror, at glæden ved det smagløse har noget med min opvækst at gøre. En slags last. Ikke at mine forældre boede smagløst, men der var for eksempel juleplatter i mit barndomshjem. Mange juleplatter og jeg elskede dem. Der var på en måde lidt jul året rundt hjemme hos os. I dag føles det som om, at juleplatter var noget alle havde hængende på væggen i stuen anno 1985, ligesom de havde tupperware i køkkenskabet. Pastelfarvet tupperware købt i 1960'erne.
Majbritt kommer fra et tilsvarende hjem. Ikke at hun på nogen måder er mig, men selvfølgelig har vi lighedstræk. Majbritt - det er nu eller aldrig med den roman. Jeg har forsøgt at skrive videre på det, jeg allerede har skrevet, men Majbritt nægter at samarbejde. Det har intet med hende at gøre, påstår hun. Jeg ved ikke, om hun løj, da jeg for snart to år siden forsøgte at skrive hende eller om jeg bare misforstod hende, men nu forlanger hun, at jeg skal kassere alt. Og her mener hun absolut ALT. Det nytter ikke at være pædagogisk med Majbritt, så jeg adlyder og tænker, at det hele jo uanset er en proces og betragter det derfor ikke som forgæves.

Jeg tror, som Lotte også påpeger i en kommentar herinde, at det at være mønsterbryder kan være positivt. Man har så at sige en fod i hver lejr. Men jeg tror også, at det kan indebære store tab for dem, der ikke takler det at være lidt af hver og aldrig fuldstændig hel. Majbritt er nok en sådan type, selv om hun ikke beskriver det på den måde. Majbritt er ikke klar over, hvor god jeg er til at analysere og fortolke. Jeg får meget mere med mig end det, hun udtrykker i ord. Det er netop alt det, hun ikke siger, der interesserer mig. Det er det, der er så spændende med at skrive: det, som skal blive, åbenbarer sig undervejs.

Det gør ikke noget, at processen tager tid. Det er bare fint. Jeg skulle jo nødig haste mig igennem et andet menneskes liv. At skrive en roman må nødvendigvis tage tid. Dag Solstad sagde en gang, at han bruger uhøvelig megen tid på at sidde og stirre ud af vinduet, når han skriver sine romaner. Det samme gælder for mig. Jeg sidder og ser på Gorbatjov, som står der så stolt i min vindueskarm. Jeg var i Rusland en ugestid efter kuppet. Ingen i Sankt Petersborg vidste noget. Det var først to dage efter min ankomst, at de fik høre om kuppet via en nyhedsudsendelse i fjernsynet. Da så den russiske familie, som jeg besøgte, måbende på mig. De havde ikke troet på mig. De havde tænkt, at jeg med mine relativt begrænsede russiske sprogkundskaber havde fået blandet ordene sammen. Det havde jeg så altså ikke.


Det er godt at vide, at denne plads i Villa Rosa er min. Kun min. Ikke ungernes og ikke mandens. MIN. Her kan jeg vende ryggen til dagligdagen og forsvinde ind i en anden verden. I mit stille sind ønsker jeg denne verden hjertelig velkommen, for jeg er sikker på, at den har noget at tilbyde den, der tør at tage imod. Nu håber jeg bare, at jeg tør...

9 kommentarer:

  1. Hei Rosa!! Ser at du blir mere og mere inspiret til å skrive om Maj Britt. Spennende lesning. Nå har jeg endelig høstferie...deilig. Fikk ikke innvilget permisjon fra jobben :0(
    Dette ble for meget for meg...kan få ta ut enkelte dager før jul. Kan få innvilget perm først etter jul. Kommer til å være i kjelleren i dag og morgen...så har du lyst så kom du bare. Klem fra meg til deg.

    SvarSlet
  2. Det er spennende å følge deg i denne prosessen. Du skriver godt! Rommet ditt ser veldig fint ut. Personlig og lunt! Du er heldig som har en helt egen hule! Lykke til med Maj Britt ;)

    SvarSlet
  3. Det er en dejlig plads du har ! Hvem "bestemmr" hvad , der er smagsløst ?
    Jeg forstår godt , hvad du mener, men vi skal vel vælge med hjertet og ikke vælge den såkaldt gode smag.
    Hende Majbrit er en bestemt dame, hun bliver spændende at lære at kende.
    Og jeg synes du stadig er modig- nu rejer du måske ikke til Rusland, men du kaster dig ud at skrive !

    SvarSlet
  4. Og mit indlæg er fyldt med trykfejl- undskyld.

    SvarSlet
  5. Det er skønt at læse det her! Og sikken dejlig plads - alle disse særlige nips - det er jo et helt eventyr!
    Jeg skal selv til at finde et nyt "mit eget sted" i huset (vi bor ret småt, så det bliver et hjørne, et bord, et sted...) og bliver ret inspireret. Jeg kalder forresten sådan et sted, for mit TilstedeVærelse :O)
    Og jeg bliver simpelthen nødt til at dele denne tekst med dig, Elizabeth Gilbert, (forfatter til Spis, bed, elsk - måske du kender den?) - hun skriver dejligt, varmt og opmuntrende om det At Skrive, på sin hjemmeside. Når du en dag trænger til opmuntring, så klik ind og læs:
    http://www.elizabethgilbert.com/writing.htm

    :-)

    SvarSlet
  6. Billeder lyver uden at vide det. Det ser måske ud som om, at dette sted - som jeg fra nu af vil kalde mit TilstedeVærelse - står i et rum, som vi kalder hallen, fordi det ligger midt i huset. Det er et slags gennemgangsrum og i hvert hjørne har vi så placeret to borde. Et til manden og et til mig. Men når jeg sidder der, har jeg ryggen til rummet, og derfor kan jeg lukke aktiviteten ude...det er jo "bare" et lidt stort gennemgangsrum med fem udgange: en til entreen, en til tv-stuen, en ned til køkkenet, en til wc-et og en op til ungernes etage! Så det er altså ikke så luksuriøst, som det måske synes. ;)

    Lotte: Tjekker din link....nu!:)

    SvarSlet
  7. Tusind tak Lotte, du er GULD!!! :^*

    SvarSlet
  8. Jeg kan bare godt li at læse det du skriver....

    SvarSlet
  9. Nämen vilken TUUUUR att du märkte att jag missade detta inlägg för det gjorde jag verkligen! Jag vill inte missa något! :D
    Jag tokälskar din plats!!! Den är så cool. Månne Majbritt får lite gorbatjovska drag rentav...? ;D
    Skylten var ju mycket aktuell också, efersom jag precis upptäckt en silverfisk i badrummet och nu med bikarbonat skrämmer bort den! :D
    I love your style!!!

    SvarSlet