onsdag den 9. september 2009

Vafler er norske...


Hvad skal man finde på at lave til middag aften efter aften? Faste ugemenuer er vel det bedste, men for vores familie fungerer noget sådant kun i nogle få måneder og så: "Nej, vi har da ikke lyst til fiskeboller i hvid sovs i aften!", råber ungerne, og vi voksne ser på hinanden og er fuldstændig enige med ungerne: "Fiskeboller i hvid sovs. Har vi ikke lige spist det? Skal vi ikke lave vafler i stedet for?" Og så er det vi kommer ud på et skråplan, for næste aften, hvor der så står lasagne på menuen, har vi travlt, og alle ved jo, at det er helt umuligt at lave lasagne på 20 min. Ja, ja, ja, planen var selvfølgelig, at den lasagnen skulle have været lavet aftenen i forvejen, hvor menuen var fikseboller, som er verdens hurtigste middag, men vi var for trætte og tv'en lokkede med en fantastisk dokumentar (Så I den i går...den om Nord- Korea? Nøj, hvor blev jeg glad for den genudsendelse!). Nå, men for at komme frem til det, jeg ville sige, så blev det altså vafler igår og i aften? Jeg VED det ikke!!



I slutningen af 1980'erne fik min mor et vaffeljern i julegave. Det var vildt eksotisk, og jeg husker, at vi havde købt en pakke vaffelpulverblanding, hvor man blot skulle tilsætte vand og smeltet smør, og vupti...så var der vafler kl. 23.00 en regnvåd juleaften i Vest-Jylland et sted. Siden lavede vi disse pulvervafler en sjælden gang imellem, for det blev ligesom aldrig vores specialitet.

Vafler er og bliver nu en gang norske, mens æbleskiver er danske. Og hver familie har sin vaffelopskrift undtagen vores. Vi prøver os stadig frem, men vi har endnu ikke fundet den perfekte vaffelopskrift. Svigermor holder sin hemmelig eller rettere sagt, hun påstår, at den laves på slump og at der derfor ikke findes en opskrift. Noget jeg har svært ved at forstå, for hendes vafler smager jo ens. Nå, men vi synes altså ikke at vores hjemmelavede vafler smager optimalt eller er det i virkeligheden sådan, at vafler altid smager bedst, når de købes på loppemarkeder, på fodboldkampe, på julemarkeder eller på en snevejrs dag uden for Nationaltheateret?



Skulle nogen af jer bloggere derude sidde inde med en rigtig god vaffelopskrift, så tager jeg MEGET gerne imod, men min erfaring er, at de fleste familier holder deres opskrift hemmelig...

1 kommentar:

  1. Svaret på gode vafler er egg! Jo fler jo bedre : ) og litt vanilje.

    SvarSlet