torsdag den 24. september 2009

Vasketøjserkendelser...


Da jeg gik og hængte vasketøj op igår, kom jeg til at tænke på alle jer, der læser min blog. Der er så meget, jeg ikke har fortalt jer. Og sådan skal det også være, for jeg har ikke lyst til at vise og fortælle alt. Min egen fortælling vil jo også åbenbare sig undervejs, som bloggen bliver ældre, men nogen grundlæggende ting kan være nødvendige at forklare, for at I skal kunne forstå mine tanker.

Jeg gik altså der i køkkenet og hængte tøjet op i de dertil installerede tørresnorer. Det er så praktisk at hænge det våde tøj op i køkkenet, for der er varme i gulvet, og det tager ikke lang tid før alt tøjet er tørt. Samtidig forhindrer fugten fra tøjet indeklimaet i at blive for tørt. Særlig effektivt er det om vinteren, hvor de to brændeovne konstant buldrer og gør luften tør. Vi har brændeovn både i køkkenet og i hallen. Det er superhyggeligt. Minder mig om mine forældres sommerhus i Blåvand...og om vesterhavet.



Det, jeg kom til at tænke på, var, at I derude måske tænker følgende: "Tænk så dejligt at have tre fridage! Og tænk sådan rigtig at kunne realisere sine drømme disse dage!!" Og I har på en måde ret. Jeg ER priviligeret. MEN... Dette var ikke, hvad jeg ønskede. Jeg ønskede at arbejde. Jeg ønskede at undervise. Desværre fik jeg ikke den stilling, jeg søgte. I stedet fik jeg tilbudt en helt anden, som jeg i grunden følte mig tvunget til at takke ja til. En mindre stilling. Jeg har virkelig en følelese af, at min danske baggrund altid får mig til at havne bagerst i køen; nederst på listen.

En gang sendte jeg en uopfordret ansøgning til et forlag her i landet. Svaret jeg fik i retur, gjorde mig både gal og ked af det. Svaret, der har ætset sig ind i min hjerne, lød som følger:
"Rent umiddelbart ville jeg nok si at morsmålet ditt er en slags hemsko i forhold til faste redaksjonelle stillinger i forlaget -- som vel er det du sikter mot med dine øvrige sterke kvalifikasjoner."
Hvordan ville I have reageret? Havde det da bare været mine kvalifikationer, der havde været noget i vejen med, men mit morsmål! Det eneste jeg ikke rigtig kan gøre noget med. Jeg taler norsk sådan nogenlunde godt. Folk tror, jeg er fra Tyskland eller måske vestlandet, men det fungerer. Jeg kan også skrive norsk - uden problemer, men jeg skriver helst på dansk, ligesom jeg også helst taler dansk. Svaret, der kom efter en lang række med nederlag, fik mig til at gå lidt i hundene...jeg opgav faktisk.
Så pludselig kastede lykken sin elsk på mig, og jeg fik fuldstændig uventet job som lektor ved et gymnasie. Det var himmelsk, men også skræmmende. "Kan jeg overhovedet undervise?", tænkte jeg. Det kunne jeg, og jeg elskede det. Jeg trivedes for første gang siden endt studie 100 procent. Jeg var vel nærmest lykkelig. Og så "ender" det sådan her. Med bare to dages undervisning i ugen. Jeg burde kaste mig over tyskstudiet og søge job som lærer ved et andet gymnasie, men for nogensinde at kunne blive fastansat i det norske uddannelsessystem må jeg have en del pædagogik, hvilket jeg så også er i gang med at studere.


"Tre dage i ugen", tænker I måske, "jammen da er det jo ingen sag at tage to fag." Nej, det er det heller ikke, men jeg mangler motivationen. Jeg synes ikke, det har nogen hensigt at studere. Jeg ved virkelig ikke, hvad det er, men gnisten er fuldstændig borte. Tyskoversættelsen til næste uge har jeg ikke en gang gidet at se på endnu. Jeg når det nok, tænker jeg og ved så udmærket godt, at dette kommer jeg til at fortryde!

Og så begyndte Majbritt at vågne til live igen. Hun kom snigende, og jeg tænker, at jeg måske i virkeligheden bør skippe tysken og så kaste mig over romanskrivningen uden denne dårlige samvittighed over, at jeg ikke sidder og oversætter en tekst om Otto, der ligesom jeg studerer tysk!? Skridtet burde måske slet ikke være så vanskelig at tage. Nogen vil måske endda sige, at det er fuldstændig indlysende. Men jeg havde bare glædet mig sådan til at føle mig rigtig integreret i det norske samfund. Jeg har trods alt boet heroppe mere eller mindre fast siden 1994 (helt fast fra 1999), så jeg synes ærlig talt, at jeg fortjener at have følelsen af at høre til.

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at det der med integration ikke kun handler om at have et arbejde, men for mig ligger der en slags accept i at have et arbejde, som man er kvalificeret for. Det er en slags symbolsk skulderklap; en: "Vi har også brug for dig." Jeg ved ikke, om der er nogen, der forstår al min bavl. I virkeligheden er jeg vel bare temmelig møjforkælet?!
Dagene er lange, tankerne mange og vasketøjet uendeligt, men heldigvis er Majbritt tilbage, og hun forstår, hvad jeg mener. Kommunikationen går med andre ord begge veje, så jeg er heldig. Jeg ER priviligeret...jeg måtte bare lige have lidt luft!


Tak.

8 kommentarer:

  1. Hejsa
    Elsker din måde at skrive om Majbritt på...Min mand debuterede som forfatter dette forår,- efter at have sendt sin bog rundt til flere forskellige forlag, var der pludselig hul igennem...Kunne i hans proces med bogen også mærke, hvordan personerne voksede inden i ham og fyldte,- og bare måtte ud - fantastisk hvordan et sådant persongalleri tager form og bliver levende og lever deres eget liv, det er faktisk dem der kommér til at "bestemme" hvordan historien udvikler sig.
    Håber du finder kræfterne inde i dig,- og får taget hul på MajBritt og hendes historie...den skal nok komme, hun lever jo allerede oppe i dit hovede. Kan godt sætte mig ind i dine job-mæssige frustratíoner, men grib chance, lad det blive din styrke,- og lad MajBritts historie udspille sig på tastaturet.
    Tanker fra det sønderjyske - Camilla

    SvarSlet
  2. Hva nu hvis der er en mening i de afvisninger dér - sådan noget med "universets love" og al sådan noget, som jeg ikke rigtig forstår mig på - men lige NU godt kan se en mening i - altså ... at du sættes Fri til at skrive? Fordi den bog trænger sig på, nu?
    Kan du tage imod sådan en gave?
    (lyder jeg forvrøvlet? :-) )
    Jeg er vild med dine billeder! Simpelthen så stemningsfulde.

    SvarSlet
  3. ...og jeg fylder lidt meget i dine kommentarfelter pt., ...det er simpelthen fordi dine tanker, om alt det her, går lige i hjertet på mig :-)

    SvarSlet
  4. Kære elskede Lotte, hvor er jeg altså glad for at netop DU har fundet vejen til mig! Du kommer der og siger de gode ord, uden at ville have noget i retur. Jeg har tænkt lidt på sådanne skæbne-halløj-ting, men jeg har lidt svært ved at tro på skæbnen og alt sådan noget. Jeg er realist, men derfor er der jo intet i vejen for at tænke, at dette er en mulighed, som jeg måske uden at vide det, selv har lagt til rette for. Den er jo en gave. Jeg må bare lære mig at at betragte det som en gave. Jeg ER altså umådelig priviligeret. Tak Lotte, tusind mange tak!

    SvarSlet
  5. Altså hvis økonomien tillader det, og du ellers føler for det, så spring du ud til hende majbrit! ¨Man kan blive frygteligt indebrændt af ikke at følge sine drømme, især hvis det er muligt!!
    Tøjet i køkkenet er fint, kender godt det med den tørre luft, det har vi også pga brændeovnen som eneste opvarmning..
    og ja ps, hvor mange kartell lamper har du dog?? Sådan en ville jeg gerne eje... ;)
    kh Rakel.

    SvarSlet
  6. Jeg tænker altså ikke alt det der , du tror vi tænker !
    Du skal jo skrive og så er du jo nød til at have tiden til det.
    De billeder er skønne- gad godt besøge dit hjem.

    SvarSlet
  7. Jeg kender det med, at det jeg drømmer om, aller mest vil ud, når jeg SKAL noget andet. Hvis det var mig der gik til pædagogik og tysk ville jeg også hellere skrive om Majbritt. Og selvfølgelig skal hun da bare ud. De andre ting må laves med venstre hånd, hvis altså du er højrehåndet, aj hvor åndet, hø hø.
    Forresten kommer jeg lige i tanker om da jeg engang sad og skrev opgave, min kæreste og jeg havde et stykke tid snakket frem og tilbage om indretningen i vores dengang fuldstændig umulige stue og pludselig ud af det blå, mens jeg sad og skrev, kom det til mig. Så kunne jeg tegne det og dagen efter lavede vi stuen om. Voila...
    Min pointe er bare at ofte oplever jeg i hvert fald, at min drøm eller idé arbejder videre i min underbevidsthed. Gi´r det mening???

    SvarSlet
  8. Jag tror jag förstår det där med att du vill arbeta för att känna att du behövs i Norge. Att du inte är en "parasit". Men jag tror verkligen att det bara finns i ditt huvud och kanske hos alla som "bytt" land. Man vill klara sig, anpassa sig, passa in. Eller är det bara pms---? :D
    ÄLSKAR BILDERNA FRÅN DITT KÖK!!!!!! ÄLSKAR! OCh tvätten. Det är pricken över i! Såååååååå mysigt och coolt! LOVE YOUR STYLE GIRL!
    Och du! Snälla snälla. VIsa sovrumstapeten. Antingen på bloggen eller mejla mig. Beöver tapetinput! :D Kram

    SvarSlet