torsdag den 15. oktober 2009

Det personliges dilemma


Det er ikke længere nogen hemmelighed, at jeg er et kaosmenneske. Kaos hersker i mit sind, og uden dette kaos ville jeg sandsynligvis bryde sammen. Det lyder måske som et paradoks, men det er helt logisk for mig. Nu skulle man måske tro, at det er skummelt at skrive så personlige indlæg, men det synes jeg egentlig ikke, at det er, for det er jo bare sådan, jeg er. Sådan har jeg i grunden altid været.

I mødet med andre mennesker er det umuligt for mig at lægge det personlige til side. Måske er det en slags søgen efter bekræftelse, måske er det bare den eneste måde, jeg kan møde andre mennesker på? For nogen føles det væmmeligt, at jeg er så hudløs, men det må de så slås med, for jeg kan ikke være anderledes. Jeg VIL ikke være anderledes.

For hver dag, der går, lærer jeg mig selv og virkeligheden bedre at kende. Jeg er evigt søgende. Der findes ingen urokkelige sandheder eller faste skønheder, er jeg kommet frem til, og det er noget af det, der holder mig i live. Det er måske i virkeligheden det, der er livet?

Der er en del, som jeg kender privat, der læser min blog, men det gør mig ingenting. Jeg skammer mig ikke over mine tanker og følelser. Tværtimod tror jeg, at de er genkendelige for mange. Det er i hvert fald mit indtryk, og det glæder mig. Der er kun én ting, som jeg synes kan være problematisk ved, at venner og familie læser min blog, og det er, at jeg ikke er i stand til at tale om mine indlæg. Jeg er i det hele taget ikke så god til dette her med at samtale. Så hvis noget af det, jeg skriver, skal debatteres, må det ske herinde...or forever hold thy tongue.

Jeg forestiller mig, at dette er noget af forklaringen på, hvorfor jeg ikke er medlem af en venindeflok. Jeg er ganske enkelt for personlig. Og så fikser jeg under ingen omstændigheder small talk. Hvis nogen begynder at snakke med mig om vejret, er jeg den, der er skredet. Hvad i alverden har jeg dog at sige om vejret? Hvad skal man mene om fænomenet? Langt mere interessant er det, hvis folk bare kunne være ærlige i stedet for al denne snik-snak. Tænk, hvis de i stedet for at snakke om vejret kunne fortælle en lille anekdote om sig selv? Byde lidt på sig selv; Kaste sig selv ind i ringen! Livets ring.

Folk skal selvfølgelig gøre, som de vil, men her hos mig, står det personlige i centrum. Dette er mit pusterum. Her får jeg luft for mine frustrationer og glæder, og det tror jeg, kassedamen i det lokale supermarked er glad for. ;)




7 kommentarer:

  1. God formiddag Rosa :))Smalltalk er ikke min cup of tea heller. Jeg klarer heller ikke å sitte foran et menneske og snakke om "ingenting" Jeg er heller ikke med i en vennegjeng. Både jeg og mannen min er individualister heldigvis. Jeg har flere gode venninner og dette er venninner som virkelig er håndplukkede fra forskjellige steder opp gjennom årene.
    Jeg har aldri orket gjengmentalitet..
    Jeg hadde en gang en kjæreste som var en del av en "gjeng" og dette ble helt umulig å forholde seg til..Når vi skulle finne på noe måtte det avtales med omtrent 30 andre personer som alle hadde meninger om hvordan ting skulle være..Det var misunnelse og sjalusi og nesten ingen av dem turde å ha en egen mening uten at det var generell aksept for det i gjengen..puh! Noe av det vi lærer datteren vår er nettopp det å stå for egne meninger og ta egne valg upåvirket av andre..
    Dette kunne jeg ha skrevet LANGT om men må snart gjøre det jeg er betalt for..Har tatt meg en pause med kaffekoppen for å titte inn til deg..Men visittene hos deg er vanskelige å begrense hihi! med en gang du skriver noe kjenner jeg meg så veldig igjen og dermed er jeg igang..Jeg leste veldig mye som barn. Vi hadde sommerhus i Son og der var det ikke så mange barn å leke med så jeg kastet meg over bøkene mine med stor glød..Som liten ble jeg lest for i bøkene til Anne Cath Vestly og selvfølgelig Astrid Lindgren. Som større ble det Follyfoot og bøker fra GGP. (Gyldendals gode pikebøker):)) Leste om Mary Jane som var mørk i huden og kom til Norge..En bok om rasisme. Et tema som var nesten ukjent for meg på denne tiden. Jeg leste bøkene til Selma Lagerløf og elsket særlig boken "Keiseren av Portugalien" som var hjerteskjærende trist..
    Har mengder av gode leseropplevelser lagret i hukommelsen og kunne fortsatt i en evighet om dette også. Jeg har tatt med datteren på biblioteket siden hun var baby..
    Nå er hun ofte med på loppemarked og kjøper med seg store stabler av bøker..
    Jeg har også alltid tegnet og malt mye og jeg ble virkelig imponert over de flotte illustrasjonene dine!! Var ikke klar over at du selv hadde tegnet illustrajonen i sidefeltet her. Nyyydelig stykke arbeid!!
    Det er så hyggelig å ha denne hobbyen..
    Jeg tegner innimellom selv også. Hvis jeg skal lage gratulasjonskort hender det at jeg setter meg ned med fargene mine.
    Da jeg gikk på skolen hadde jeg det med å tegne folk rundt meg. Det var ikke alltid tegningene var særlig smigrende og jeg pådro meg spesielt en lærers vrede en gang jeg ikke oppdaget at han stod bak meg mens jeg tegnet ham..Han sa ikke noe men jeg merket på han at jeg ikke hadde noen høy stjerne der i gården lenger ;)Nå MÅ jeg gå! Klemmer fra en engasjert momme :))

    SvarSlet
  2. Du ÄÄÄÄÄÄR faktiskt min syster. Min tvillingsyster. Det är så att jag ryser. Jag har aldrig kunnat formulera mina tankar precis som du gör nu, men det är så MITT I PRICK att jag ryser. Jag blir alldeles alldeles både lycklig och rörd att det finns en till i världen som jag. Jag har ju fått många som läser och känner mig nu när jag började blogga under mitt namn. Det är ju säkert en hel massa människor som jag möter dagligen som läser och jag har så extremt svårt att TALA om det jag skrivit. Det blir liksom fel. Jag klarar inte den övergången. Vad klokt att som du skriva att villl man diskutera gör man det här. Jag har aldrig kommit på det! :D Supersmart.
    Jag är också usel på "kallprat" Small talk. Det är något som ger mig rysningar. Mitt liv är för kort och viktigt för kallprat. Kallpratet är bara till för att få människor att hålla avstånden till varann. Kallprata och förbli kall liksom.
    Jag skulle verkligen vilja möta DIG på en busshållplats och börja tala om väsentligheter. "Idag är jag så ledsen! Jag ville bara gråta när jag vaknade". Skulle jag kaankse säga...:D
    Det är ju en helt omöjlig grej idag! Till och med i ett sällskap med vänner. Säger man fööör presonliga saker begår man något slags etikettbrott. Nä, gudkselov inte bland alla människor men inte sjutton är det överallt man kan vara sig själv. Jag tror att jag är lite "ökänd" bland folk att "där är hon som inte kan reglerna". Vet du en gång frågade jag alla mina arbetskamrater (detta var säkert 20 år sen då jag jobbade på ett kontor och jag var yngst och alla var typ 20 år äldre), då frågade jag dem om de nån gång började gråta när de fick orgasm. Jag börjar nämligen alltid storgråta och undrade om det var vanligt. Jag ville ju veta!!! OCh vem annars ska man fråga än sina medkvinnor? Det blev visserligen mycket fniss och alla samlades som flugor runt en sockerbit och stämningen på kontoret var hög i flera timmar, men efteråt fick jag höra att det var det konstigaste de varit med om och jag var bara "för mycket...":D Jag bryr mig inte egentligen men det var på nåt sätt en lärdom. Säg inte VAD som helst till VEM som helst...Och prata särskilt inte om orgasmer och pengar...hahaha!!! Jag frågade samma kvinnor vad de tjänade och det var HEMLIGARE än något. Då blev det alldeles tyst. Behöver jag säga att jag trivs bra att INTE jobba på kontor...hehehe!
    Jag tror som du (hoppas) att människor egentligen är som du och jag, men att de inte vågar. Man sticker ut för mycket. Blir för ensam. Det är en risk med att vara sig själv. Man passar inte in överallt, Men då brukar jag tänka att jag inte vill höra till där jag inte passar in ändå. Fast när jag har pms blir jag ledsen och tveksam och önskar att jag var mer som alla andra.
    Men nu finns ju du! Du är ju som jag. Och några till också förresten! Fast en del säger att de är som jag men sen ser jag att de är betydligt mer nära normen och samhället än jag och då tänker jag att de inte alls förstår hur jag är. Men du verkar vara precis som jag. Jag fattar precis vad du säger. Det är som att jag skrivit det själv.

    SvarSlet
  3. Det var spændende at læse, Rosa, du giver meget af dig selv. For mig er small talk noget, man bliver nødt til at bruge ind imellem. Ikke fordi jeg synes, det er sjovt, men der er situationer, hvor der ingen vej er udenom.

    SvarSlet
  4. http://julianns-tid.blogspot.com/2009/02/mormors-6-kantteppe.html
    Glemte helt å legge igjen linken til de sekskantede lappene..Her er den i hvertfall :)

    SvarSlet
  5. Kardemomme: Jeg ved præcis, hvad du mener med hjengmetalitet. Jeg kalder det konsensustyranni! Mange af de bøger, du omtaler, kender jeg ikke, men så er der jo nogen, vi alle kalder. Min mor er ordblind, så hun har næsten aldrig læst højt for mig/os, men så mødte jeg den lokale bogbus og deres udvalg af lydbøger, og så skal jeg lige love for, at jeg gik amok. ;) Jeg begyndte hurtigt at høre voksen bøger: Ditte menneskebarn og Guds blinde øje...og Rebecca og Lev stærk, dø ung! Jeg var VILD med bøger - jo tykkere jo bedre. Jeg tror, jeg udviklede en særlig læseevne, som har gjort mig til en særdeles god analytiker. Undervejs i min uddannelse har jeg flere gange fået stor ros for denne evne, som jeg i grunden troede var noget alle kunne. I det sidste er det dog gået op for mig, at dette er noget helt specielt, som ikke alle mestrer lige så godt, som jeg. Og jeg begynder også at forstå, at dette er noget, jeg kan være stolt af.
    Min mand er også en enspænder og det tror jeg er godt for ellers havde vi ikke trivedes sammen. ;) En gang drog vi på ferie, og det endte med at vi stort set opholdt på hotelværelset med hver vores bog :-D

    Persilja: En gang mødte jeg en bekendt til en veninde i en butik. Jeg havde bare mødt hende en enkel gang før. Hun så så træt ud, at jeg ikke kunne lade være med at kommentere det. "Ja, jeg er træt.", sagde hun. "Og jeg er PMS.", sagde jeg så. "Jeg går på antidepressiver.", sagde hun. "Hjælper det?" "Jeg synes det.", sagde hun lidt tvivlende. Jeg så på hende og sagde: "Vi lever i en tid, hvor det er vanskeligt at have god samvittighed." "Det var godt sagt.", svarede hun og smilede. Jeg smilede tilbage. "Tak, for at du tog dig tid.", sagde hun så, og så gik vi hver til sit.

    Du og jeg er nok ganske ens, Persilja. Jeg kender også til der med folk, der siger, at de er ligesom mig. Jeg ved, at de lyver, for de aner ikke, hvordan det er at være mig. De fortolker mig efter deres eget system, og det er et system med lidt for mange begrænsninger. Det er ikke dit, det ved jeg!

    Madame: Jeg ved godt, at man nogen gange bare må small talke, men jeg bryder mig virkelig ikke om det. Jeg bliver nervøs af det, for jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Det er noget med, at mine tanker arbejder med helt andre spørgsmål. :)

    SvarSlet
  6. Fint skrevet, jeg kjenner meg selvfølgelig igjen jeg også. Har aldri heller vært en del av venninnegjenger, men har noen fine, rare venninner som er plukket ut av forskjellige situasjoner, og som er like sære som meg. Jeg syns at det kan være ok med litt small-talk i begynnelsen av et nytt bekjentskap, liksom for å bryte isen. Men jeg misliker å snakke om overflatiske ting. Small-talken bør helst fort gå over til en mer personlig karakter. Har også en tendens til å være for ærlig, jeg skjønner ikke hvorfor det skal være tabu å fortelle om psykiske problemer f.eks. Men det er ikke alle mennesker som klarer ta imot denne åpenheten, de trekker seg unna.

    SvarSlet
  7. Katrine K: Jeg var selvfølgelig lidt for firkantet, da jeg forbød al small talk i mit nærvær. Det er selvfølgelig sandt, som du skriver, at man i begyndelsen af et bekeendtskab bliver nødt til at følge visse etiketter, men jeg har svært ved det. Af og til fortsætter small-talken i det uendelige, og bliver jeg utrolig nervøs og faktisk også provokeret. Det ender som regel med, at jeg bliver frk. modsat: Hvis vedkommende fx. siger: "Det er vel nok noget fint vejr i dag." Så svarer jeg: "Jeg er ikke så vild med sol og varme. Jeg er meget mere til høstens rusk og regn!" Det er sandt, men jeg kunne jo bare have sagt; "ja, det er det da!"

    Jeg har også en tendens til at være for ærlig. Det er der mange, der ikke bryder sig om. Der er mange tabuer, som, jeg egentlig synes, er interessante at undersøge. Men man må træde varsomt. Det lyder fint med nogen håndplukkede veninder, Bare man har et par stykker, er jeg kommet frem til, så er man i grunden heldig. Og som Kardemomme også skriver, så er de dersens vennegjenger ikke altid noget at råbe hurra for. :-D

    SvarSlet