tirsdag den 13. oktober 2009

Ham med den røde sofa




Her ser vi så mig, frit svævende på en gynge. Igår, da jeg fyldte 35, var jeg også svævende, men det var i i frit fald og på ingen måde så elegant som på disse billeder!

Jeg blev simpelthen så skuffet over gemalens fødsesldagsgave og reagerede med en uheldig, og knap så klædelig, kombination af frustration, aggression og udmattelse. Heldigvis kom I, kære bloggere, humøret til undsætning med alle jeres søde kommentarer - tusind tak. Da var jeg svævende igen.

Svævende fortsatte jeg at være, for i postkassen lå min anden gave til mig selv: To billeder lavet af Katrine K. De var meget smukkere i virkeligheden, og de minder mig om en trist/smuk historie, som passede fint til gårsdagens sindsstemning.

Nu skal I høre:



For en del år siden så jeg en dansk dokumentar om en kvinde, der var døende af AIDS. Vi kalder hende Bente. Bente havde en lille datter på ca. 7 år. Hende kalder vi Sofie. Bente lå på sygehuset og ville ikke give slip på livet, fordi det samtidig indebar et farvel til Sofie, som hun elskede højere end noget andet.

Bentes mor og søster skiftedes til at sidde vagt ved Bentes seng, men de var trætte. De indrømmede på en ikke så særlig pæn måde overfor dokumentaristen, at de ønskede, at hun snart måtte dø. De havde sagt farvel et utal af gange, og nu ville de bare gerne have, at livet kunne gå videre...for dem. Søsteren indrømmede endda, at hun var godt træt af, at Bente på grund af sygdommen stjal al opmærksomheden. "Alle spørger til hende og sygdommen. Ingen tænker på mig og mit liv!"

Sofie var ked af det og forstod ikke så meget af det hele, for hvad er egentlig døden for en størrelse, når man er et barn? Hun stod ofte lidt i baggrunden og hørte på mormorens mange udtalelser. Også da mormoren fortalte, at Sofie ikke vidste, hvem som havde smittet Bente. "Jeg ved det godt, mormor. Det var ham med den røde sofa." Da blev mormoren helt stille.


Nu var det lige før Bente døde. Hun var bare skind og ben, der hun lå. Hun havde et sidste ønske: "Kan Sofie bo hos dig?" "Ja, Bente.", svarede Sofies mormor. Kort tid efter kaldte Bente på Sofie, og så døde hun. Da fortalte mormoren dokumentaristen, at hun selvfølgelig ikke kunne have Sofie hos sig. "Det var jo bare noget, jeg sagde, så Bente kunne få fred." Det betød åbenbart ikke noget for mormoren, at Sofie senere i livet ville kunne se denne dokumentar og dermed forstå mormorens bedrag. Jeg håber, de har fået snakket ud om dette, og at Sofie kan forstå mormorens valg, men jeg kan ikke lade være med at tænke på Bente.

I en af de sidste scener besøger mormoren og Sofie Bentes grav. "Så ligger hun altså dernede.", siger Sofie.
"Ja, indtil videre betaler jeg for gravpladsen, og så kan du jo se, hvad du vil, når du bliver stor."
"Hvad mener du?"
"Det er jo ikke sikkert, at du vil betale til gravpladsen. Hvis du ikke vil, fjernes den."
"Jamen, de kan da ikke fjerne mor!", udbryder Sofie.
"Til den tid er hun alligevel ædt op af regnorme og biller!", svarer mormoren køligt.

Det var en meget barsk dokumetar, som har brændt sig fast i min sjæl. Nu har jeg disse smukke billeder, som minder mig om Sofie og Bente - og ham med den røde sofa.




Med de to billeder fulgte disse smukke kort. De, som har fulgt min blog, kan nok se, hvilke jeg snakker om, siden de ikke var der, da jeg for en stund siden viste billeder fra mit skrivebord...

God tirsdagsaften til jer alle sammen.

12 kommentarer:

  1. Hei Rosa! En gripende trist lille historie. Jeg glemte din føselsdag i går. Vi feiret jo på lørdag, til en lekker middag og hyggelig kveld. Gratulerer med vel overstått. Klem;o)

    SvarSlet
  2. Jeg synes, du er skøn - Jeg synes, dine indlæg er super godt skrevet - Jeg nyder, at jeg har fundet din blog -

    SvarSlet
  3. Kære Rosa,
    stort tillykke med din fødselsdag! Og hvilken fortælling... du formidler den gribende. Den sætter sig fast, indeni.

    (og hvis du har fået to enslydende kommentarer fra mig, er det fordi min pc af mystifistiske årsager 'gik ned' da jeg sendte min første kommentar til dig. Derfor prøver jeg lige igen :O) )
    Kærligst Lotte

    SvarSlet
  4. -Det er da lige til at tude over!! Meget tankevækkende.. Tillykke med i går :-)

    SvarSlet
  5. Lotte (med nyt billede) :-D

    Der var du...hvor HAR du dog været ;) Jeg fik ikke to kommentarer fra dig. Du har altså ikke set dokumentaren? Jeg har googlet efter den (noget du jo er bedre til end mig), og jeg finder ingen spor efter den, så nogen gange slår det mig, om dette er en historie, jeg har digtet op selv, men det tror jeg virkelig ikke, for jeg synes, at jeg mindes den fjernsyn, jeg så dokumentaren i...he he...min første tv...meget lille.

    SvarSlet
  6. Fru Thornholm: Du er ny for mig. Jeg har lige lagt dig til min blogliste. Hyggeligt med nye ansigter :-)

    Anne Mette: Tusind millioner tak! Jeg bliver helt rundtosset.

    Lisbeth: Det tænkte jeg slet ikke på. Jeg havde travlt med at være muggen! ;)

    SvarSlet
  7. Æsj!!! Nå fikk du meg til å gråte her!!
    Både av den triste mor/datter/mormor historien og av din skuffelse på bursdagen! Snøft!
    Heldigvis kom det vakre bilder i posten til deg..Bildet av det ensomme barnet/jenta har jeg sett før og det er simpelthen så vakkert!!!
    Jeg har ikke visst navnet på illustratøren før nå men nå skal jeg skrive meg det bak øret!
    Hun maler virkelig levende!!
    Noen bursdager er gode mens andre kan bli en skuffelse..Jeg får si som et barn ville ha sagt det "Det er DUMT" Jeg har også opplevd begge deler. man vet jo aldri..Men håper at det var NOE som var bra på dagen din i hvertfall..
    Før jeg leste den triste delen av innlegget skoggerlo jeg av støvler og skjørt på huska hihi!! Fikk veldig assosiasjoner til Pippi her!
    Synes jeg ser deg for meg i kåpe der på huska :DDD
    Så var det altså min Silas du mente..Jeg mener å huske at det var en hel serie av disse bøkene ja..Jeg elsket å lese allerede på den tiden og leste også bøkene til Evy Bøgenes. Kanskje hun var dansk? "Sommer uten regn" og "Tina i det røde hus" er noen av titlene jeg husker..
    Angående kommentarer hos meg skal du vite at jeg elsker å få kommentarer og leser alle kommentarer nøye! Hvis jeg ikke hører noe fra deg vil jeg bli bekymret for om du er sur på meg eller uinteressert i det jeg skriver ;)
    Nå må jeg finne dyna! God natt og en ekstra forsinket bursdagsklem fra meg :))

    SvarSlet
  8. Hei Rosa
    For en uendelig trist og rørende historie om Bente og Sofie og de andre familiemedlemmene.
    De hørtes da forferdelig kjølige og kyniske ut, den nærmeste familien.....
    Ikke rart at du stadig må tenke på Bente og ikke minst på Sofie hvordan hun har det i livet sitt i dag... Sånne dokumentarere som dette brenner seg fast i meg. Jeg har nesten ikke godt av å se dem, for jeg lever meg så voldsomt inn i det og får det ikke ut av hodet igjen...
    Så trist at du ble så skuffet på bursdagen din. Godt du ble muntret opp igjen.
    Om jeg ikke noen gang har blitt skuffet over bloggere jeg har møtt i levende live? Egentlig ikke. Faktisk synes jeg de fleste jeg har møtt, har gitt et veldig riktig bilde av seg selv på bloggen. Det er utrolig spennende når de blir mennesker av kjøtt og bein!
    Når det gjelder Nøtteskrika og Portofritt tror jeg ikke det er mulig å bli skuffet. De er så utrolig søte og sympatiske begge to!!!
    Nøtteskrika vifter med armer og bein og gnistrer i øyene. Hun prater som et fossefall og er så sjarmerende at du blir revet med.
    Portofritt har et nydelig vesen, er så lun,rolig og behagelig og får deg til å føle deg vel. De er herlige på hver sin måte.
    (Leser dere dette, Nøtteskrika og Portofritt????)
    Nå må jeg forberede morgendagens undervisning!
    Ha en god natt, Rosa!
    Klem fra Kaspara

    SvarSlet
  9. For en rørende historie, Rosa. Du fortalte meg jo litt om den en annen gang, men det rørte meg veldig å lese dette. Skulle gjerne sett den dokumentaren, skjønner godt det gjorde inntrykk.
    Tusen hjertelig takk for skjønne ord og bilder om mine ting, jeg er så glad du liker dem!
    Fint at de dukket opp på din fødselsdag, gratulerer med dagen på etterskudd, Rosa!!klem

    SvarSlet
  10. Dit indlæg starter med den smukke gyngetur- hvilke billeder !!
    Og ender med den historie...Jeg sidder godt nok med en klump i halsen..
    Knus- herregud - du er jo ung :-) - knus fra en kvinde der i dag føler hvert minut af sine 44 år :-)

    SvarSlet
  11. Ja, den mormodern var en hårding. Eller så var hon så mjuk att hon var tvungen att sätta detta pansar på sig. Sorgligt var det. Bilderna var härliga. Ännu härligare för dig som har en historia till dem. Tänk vad man kan associera olika beroende på vad man upplevt, läst, sett, hört.
    35 år...Fan vad ung du är! Och så klok. :D

    SvarSlet
  12. hej!
    Vilken rörande berättelse! Hoppas att det gick bra för den Sofie sedan.
    Grattis på födelsedagen i efterskott. Hoppas att den blev en bra dag!
    Så härliga bilder av dig gungandes!

    SvarSlet