torsdag den 22. oktober 2009

Kampen med Majbritt



Jeg sidder helt stille og lytter til lyden af stilhed i mit køkken. Nu er der jo ikke noget sådan som absolutte stilheder, med mindre man sidder i et lydisoleret rum, men det gør jeg ikke, så jeg hører altså lyde. Stilhedens lyde. Den lette susen fra køleskabet, computerens svage brummen, tastaturets klip-klappen, når mine fingerspidser rammer en tast og så den næste og en til...og der var sætningen fuldendt.

Jeg venter på Majbritt. Hun har været borte en stund, fordi jeg har haft for travlt til at tænke på hende. For at kunne skrive en roman kræves det, at man er i stand til at lukke alt andet ude. Bare en time eller helst tre om dagen. For mit vedkommende skabes romanen i ordene. Ikke som billeder i mit hoved eller på papir. Kun som bogstaver formet til ord og sætninger. Så for at jeg skal kunne skrive, må jeg have en rolig stund, hvor jeg kan sætte mig ved tastaturet og bare skrive. Vente og skrive. Tænke og skrive. Slette og skrive om.

Imorges vågnede jeg med et skænderi i hovedet. Ikke mellem mig og en anden. Mellem Majbritt og Majken. De skændes ikke længere om, hvorvidt banankasser er ideelle som flyttekasser eller ej. Nej, de skændes om noget langt mere essentielt. De er endelig nået det punkt i deres samvær, hvor de er dykket under overfladen og ned i materien. Det er nu det gælder, det er her sandheden skal findes. Hver især knuger de sig fast til deres egen skrøbelige sandhed. Det er denne de betror sig til. Det er denne, der bekræfter deres eksistens. Da er det måske ikke så underligt, at de kæmper med næb og klør for hver deres sandhed?

Og ingen forstår i grunden, hvad der er på spil. Og da slet ikke Kenneth, der bare ryster opgivende på hovedet før, han går ud i garagen. Han gider ikke høre på deres bavl. Han bryder sig i grunden slet ikke om Majbritt. Eller Maj, som hun insisterer på, at de skal kalde hende. Noget de selvfølgelig nægter. Hvem fanden er det også, der ændrer sit navn i voksen alder?! Skulle han så skifte til Ken eller Kent, måske? Hvad fanden ville Lennart og Henrik ikke sige til det? De vill dø af grin, ville de! Nu mangles det sgu bare, at Majken også vil kaldes Maj. Så har vi balladen! Kenneth ler hånligt, imens han hælder kaffe op i et krus, der burde vaskes, men han orker ikke at gå ind i køkkenet igen.

Det er vanskeligt at formulere et skænderi. Hvad er det to søstre kan skændes så indædt om? Det er barndommens utallige skænderier, der har vokset sig større og mindre banale. Desværre er der altid en fare for, at et sådant skænderi kommer til at lyde banalt, når det skal stå sort på hvidt.

Måske er det bedre, hvis de lader være med at skændes? Men hvordan skal jeg så nogensinde få hul på bylden? Skal de virkelig forblive uforløste overfor hinanden? Skal det hele findes mellem linierne - som små spor i en tekstlig labyrint? Skal Majbritt rejse tilbage til Audun uden nogen større indsigt i sig selv, således at det bare er læseren, der har fået denne indsigt?

Hvornår bliver en roman triviel, og hvad er det, der kan forhindre, at den bliver det?

12 kommentarer:

  1. Hej Rosa
    En roman bliver triviel, når et skænderi bliver et klichéfuldt skænderi, når ens personer laver og tænker i dagligdagens alt for genkendelige detaljer. Når jeg læser din blog, tænker jeg, at dine tanker om dit liv og dine oplevelser ville være et godt udgangspunkt for Majbritts liv og oplevelser. Du forholder dig nemlig til nogle spændende og skæve detaljer på din blog, hvilket jeg elsker at læse om.
    Hvor lang tid har du skrevet fiktion, og hvor langt er du i romanprocessen?
    Jeg sidder selv og skriver og tænker og skriver. Følgebrevet til forlaget har jeg skrevet i dag, selv om romanen ikke er færdig endnu, men jeg er snart klar til det første afslag.
    God skrivelyst og god dag…
    Bedste hilsner fra Anne Mette

    SvarSlet
  2. Hej Anne Mette

    Jeg har altid skrevet, men så læste jeg litteraturvidenskab i 6 år, og så blev alt meget teoretisk, og det er først nu, jeg tør vende tilbage til mine egne fiktive skriblerier.

    Jeg begyndte på 'Majbritt' for 2 år siden, men så kom alle de grimme tanker. Jeg rødmeet, når jeg læste det, og det er ikke et godt tegn. Men hun blev ved med at spøge. Selvfølgelig, fordi hun er i nær slægtskab med mig selv.

    Jeg tror, du har ret mht. det trivielle. Men det trivielle kan også være smukt, noget jeg ville skrive et indlæg om, men så havde du denne kommentar, og så ville jeg lige svare først. ;)

    Jeg håber, at du får positive tilbagemeldinger fra forlaget. Det bliver spændende at følge dig videre i denne sårbare og ensomme proces.

    Tak for din respons.

    SvarSlet
  3. Jeg er altså spændt og nysgerrig. Har lyst til at lære disse mennesker at kende.

    SvarSlet
  4. Hej Rosa, er det dine øjne?
    Hvis Majken vil hedde Maj og Kenneth Ken, er de tilbage ved MajKen :-) Det er da pudsigt!
    :O)
    Og så synes jeg Anne Mette skriver det så fint. Trivialiteterne er jo vores liv og hverdag - og når de får dine skæve indfald, input, ord, så lever de!
    Når du f.eks. snakker Eldorado og Susie Quatro bliver vores historie jo ligepludslig levende igen. Og de trivialiteter har jo været dybtfølt, fordi de er forbundet med så meget andet i vores tilværelse.
    Arj, kan godt være det lyder som volapyk, jeg kan godt mærke jeg har svært ved at få det frem, jeg egentlig vil sige :-)
    ...Det er helt og aldeles berigende at følge din proces!
    :-)

    SvarSlet
  5. Hej igen :O)
    Jeg skrev et klichéfuldt skænderi, men mente et klichéfyldt skænderi ;O)
    Jeg kan sagtens se værdien i det trivielle, jeg har læst mange fantastiske bøger, der beskriver hverdagen i genkendelige og trivielle detaljer: minimalistiske romaner, novelle og kortprosa. Da jeg selv startede med at skrive fiktion, skrev jeg minimalistiske fragtmenter, men mit problem blev, at stilen og det der ikke blev sagt, fik en for stor betydning.
    Noget jeg har lært, i de tre år jeg har skrevet, er, at alle der skriver, skal finde deres helt egen stil og deres egne måder at skrive på. Man kan sagtens dele sine erfaringer ud, men egen skrivning giver de bedste erfaringer.
    Held og lykke med romanen.
    Bedste hilsner fra Anne Mette

    SvarSlet
  6. Lotte: Det er slet ikke volapyk! Og det er mine øjne. Trivialiteter er jo vores liv, som du skriver, men jeg tror også, du forstår, hvad jeg mener med, at de kan være belastende at læse om. At de kan blive pinlige... Jeg har arbejdet som anmelder...måske er jeg skadet og læser mine egne tekster med anmelderens øjne? :) Når du ikke skriver kommentarer, tænker jeg, at du sikkert ikke læser med mre, men så VUPTI, der var du! Det glæder mig, for du kommer med så mange gode tanker. du er en fin støttespiller i denne proces.

    Anne Mette: Jeg forstod godt, hvad du mente. Det er forfærdelig, at man ikke kan rette i sin egen kommentar. Minimalisme er en vanskelig genre. Det virker som det letteste i verden, men det er det aldeles ikke.

    andres erfaringer er fine at have med sig på vejen, men jeg er helt enig med dig i, at erfaringer må man gøre selv, for virkelig at lære af dem. Oh jeg lærer så lidt hver dag. ;)

    SvarSlet
  7. Ojvoj vilka våndor! :D
    Vet du! Jag skulle vilja skriva en bok. Men jag har så förbannat höga krav på att den inte får bli banal att jag inte vågar. Det ska minst bli ett nobelpris för att jag ska våga. Visst är det helt vansinnigt! Det är min uppväxt tror jag. Mina föräldrar läste/läser mycket och mest "tung" litteratur. Mycket politiskt som Solsjenitzyn, Heinrich Böll men också alla klassiker som Wilhelm Moberg och August Strindberg och Selma Lagerlöf. Jag kan inte förlika mig med tanken att de ska tycka att jag är banal eller trivial. Egentligen är ju detta helt galet. Jag menar jag kanske skulle kunna skriva en halvbra bok eller kanske en Chicklit och tjäna en massa kosing om jag bara vågade försöka. Men jag vågar inte ens försöka. Så jag får aldrig veta om det bor en författare inne i mig. Eller så ger jag fan i vad de skulle tycka och sätter mig ner och försöker. Kanske kommer det bara dynga ur min hand, men det KAN ju bli nåt också. Förstår du hur jag tänker? Jag tycker du är så MODIG som sätter dig ner och skriver. Strunta i om det blir trivialt. Det BLIR ju iallafall nåt!!!!!!! Fast jag tror det blir alldeles lysande!:D

    SvarSlet
  8. Persilja, min sjæleven: Jeg har det nøjagtig som dig. Bare, at det ikke er mine forældre, der tynger mig. Nej, det er kolleger, med-magistre etc. Det er deres kritiske øjne på det, jeg laver/skriver, som jeg er ræd for. Det hæmmer mig. Derfor dette ambivalente dobbelt indlæg, hvor jeg både afviser og tilbeder det trivielle. Men det, jeg forsøger at sige med mine indlæg er, at det trivelle ikke behøver at blive formidlet på en triviel måde! Der findes næsten udelukkende trivielle temaer, men de kan blive ophøjet, hvis bare man anstrenger sig. Så er spørgsmålet bare, hvordan jeg for eksempel får et skænderi til IKKE at blive triviel. Men som du også skriver, så bør jeg ikke tænke så meget over det, for det vigtigste er selvfølgelig, at jeg skriver! :)

    SvarSlet
  9. Persilja: Jeg glemte at kommentere dine genustanker. Her er jeg helt enig med dig. - Det har jeg også skrevet om under indlæget: Kvinder, kæmp for det, som I har kært! Jeg forsøger at læse kvindelige forfattere, men jeg er gennemsyret af et fag, hvor de allerfleste forfattere er mænd. Sådan er det jo indenfor litteraturvidenskaben, og siden jeg aldrig har beskæftiget mig særlig stor grad med kønsforskning eller feminisme, så har jeg ikke læst så mange kvindelige forfattere. Heldigvis fandt jeg både Susan Sontag og Christa Wolf, som jeg kunne bruge i mit speciale! Det var et MUST at have nogen kvinder med i opgaven! :)

    SvarSlet
  10. "Jeg har altid skrevet, men så læste jeg litteraturvidenskab i 6 år, og så blev alt meget teoretisk, og det er først nu, jeg tør vende tilbage til mine egne fiktive skriblerier."

    Da jeg læste dit indlæg gik der en sitren igennem min krop - jeg har hørt mig selv sige det dér de sidste 2 mrd. non-stop. Hvordan kommer man om på den anden side af det teoretiske vanvid?? ER der en vej ud? Jeg kan ikke lægge teorien på hylden da jeg endnu bevæger mig i det akademiske univers, men jeg savner at lade mine fingre danse deres fiktions-dans på tasterne.

    Kh

    SvarSlet
  11. Kære Lea: Jeg ved ikke, om der er en vej ud af teorien. Har man først fået den ind, er det vanskeligt at få den ud igen, hvis du forstår? At studere litteraturvidenskab er en belastning for et skrivende væsen, men samtidig føler jeg, at det er en stor gave. Jeg ved så meget mere nu. Det er 4.5 år siden jeg blev færdig som magister, og det HAR været vanskeligt at skrive, men jeg har efterhånden skrevet det af mig. Men ind imellem kommer nedturene, og da er det et helvede at gå forbi bogreolerne, der er fuldlastet med tung tung litteraturteori og diverse store forfattere. Men så tænker jeg: Hvem er det, jeg er? Ja, jeg er i hvert fald ingen Kafka, men jeg er vel for fanden et eller andet? Bloggen har hjulpet mig rigtig meget til at forstå mine egne tekster. Ja, det lyder skørt, men sådan er det. Det er skræmmende at publicere brudstykker fra min roman, men responsen er så overvældende, at jeg ikke kan lade være. Jeg ved nu, at der findes læsere til mig derude...derfor er det ikke forgæves at skrive...heller ikke selvom det skulle gå hen og blive trivielt...men mellem os to, Lea, hvis det bliver ordene i eventuelle fremtidige anmeldelser, så kommer jeg til at begrave mig under dynen i et par måneder! ;)

    SvarSlet